Boafgiftsloven

Boafgiftsloven § 1

Gældende tekst efter LBK nr 11 af 06/01/2023, med senere ændringer markeret.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 1 – Det afgiftspligtige område og afgifternes størrelse

§ 1.

Efter bestemmelserne i denne lov skal der betales en boafgift på 15 pct. til staten, jf. dog §§ 1 a og 1 b, af de værdier, som en afdød person efterlader sig.

Stk. 2.

Der skal betales en tillægsboafgift på 25 pct. af den del af værdierne, som tilfalder andre end

  1. a)

    afdødes afkom, stedbørn og disses afkom,

  2. b)

    afdødes forældre,

  3. c)

    afdødes barns eller stedbarns ikke fraseparerede ægtefælle, uanset om barnet eller stedbarnet lever eller er afgået ved døden,

  4. d)

    personer, der har haft fælles bopæl med afdøde i de sidste 2 år før dødsfaldet, og personer, der tidligere har haft fælles bopæl med afdøde i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl er ophørt alene på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig, eller en person, der på tidspunktet for dødsfaldet levede sammen på fælles bopæl med afdøde og venter, har eller har haft et barn sammen med afdøde, herunder også når den fælles bopæl er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,

  5. e)

    afdødes fraseparerede eller fraskilte ægtefælle,

  6. f)

    plejebørn, der har haft bopæl hos afdøde i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos afdøde sammen med plejebarnet.

Stk. 3.

Der skal endvidere betales en tillægsboafgift på 25 pct. af den del af værdierne, hvortil der er knyttet betingelser, som bevirker, at det ikke inden afgiftens betaling vides, om værdierne kan blive omfattet af tillægsboafgiften.

Stk. 4.

Hvis afdøde ikke har efterladt sig afkom, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på aktier og virksomheder, som tilfalder afdødes søskende og disses børn og børnebørn, hvorefter reglerne om tillægsboafgift ikke finder anvendelse, når betingelserne i § 1 a, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2 og 3, er opfyldt.

Foretager arvingen eller legataren inden udløbet af en periode på 3 år fra udlodningen direkte eller indirekte en hel eller delvis overdragelse af aktier eller virksomheder, der er omfattet af 1. pkt., skal der betales tillægsboafgift efter stk. 2 af denne del af arven, idet forhøjelsen af afgiften dog reduceres forholdsmæssigt til den andel af 3-årsperioden, som ikke er udløbet ved overdragelsen.

Afgiftspligten efter 2. pkt. påhviler arvingen eller legataren.

§ 1 b, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Ændret pr. 10. april 2025 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 369 af 09/04/2025 (1, nr. 1)

§ 1, stk. 4, ophæves.

Ændret pr. 1. juni 2025 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 563 af 27/05/2025 (2, nr. 2)

I § 1, stk. 2, litra b, indsættes efter »forældre«: »og en mand, som har afgivet erklæring om medmoderskab til afdøde efter børnelovens § 27 a, stk. 2 eller 4«.

Ændret pr. 1. juni 2025 – endnu ikke indarbejdet ved LOV nr 563 af 27/05/2025 (2, nr. 1)

§ 1, stk. 2, litra a, affattes således:

afdødes afkom, afdødes stedbørn og deres afkom samt børn, som afdøde efter børnelovens § 27 a, stk. 2 eller 4, har afgivet erklæring om medmoderskab til, og disse børns afkom,

Ændres pr. 1. januar 2027 ved LOV nr 482 af 22/05/2024 (3, nr. 2)

I § 1, stk. 2, indsættes som litra g:

afdødes søskende.

Ændres pr. 1. januar 2027 ved LOV nr 482 af 22/05/2024 (3, nr. 3)

I § 1, stk. 4, 1. pkt., og § 1 a, stk. 1, 2. pkt., ændres »søskende og disses børn« til: »søskendes børn«.

Ændres pr. 1. januar 2027 ved LOV nr 482 af 22/05/2024 (3, nr. 1)

I § 1, stk. 2, litra f, ændres »med plejebarnet.« til: »med plejebarnet, og«.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 11 af 06/01/2023 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 1.