Beskæftigelsesloven

Beskæftigelsesloven § 79

Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 12 – Ansættelse med løntilskud · Forholdet til de ansatte hos arbejdsgiveren, merbeskæftigelse og konkurrenceforvridning

§ 79.

Ansættelse med løntilskud skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos arbejdsgiveren.

Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til den normale beskæftigelse hos arbejdsgiveren.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 79

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 79LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Efter den gældende regel i § 61, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal ansættelse med løntilskud af dagpengemodtagere, kontanthjælps- og uddannelseshjælpsmodtagere, integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet, sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb og ressourceforløb medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos vedkommende arbejdsgiver. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til virksomhedens normale beskæftigelse.

Kravet om merbeskæftigelse ved ansættelse hos private arbejdsgivere, herunder undtagelserne for visse grupper, har baggrund i EU-regler: Forordning nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (EU´s gruppefritagelsesforordning).

Efter den gældende lovs § 61, stk. 2, skal betingelsen om merbeskæftigelse påses af arbejdsgiveren og de ansatte i fællesskab. Uenighed om betingelsen om merbeskæftigelse afgøres efter de gældende fagretlige regler om mægling og eventuel voldgift. For private arbejdsgivere, der ikke er omfattet af kollektiv overenskomst, afgør det regionale arbejdsmarkedsråd administrativt endeligt, om betingelsen om merbeskæftigelse er opfyldt.

De nærmere regler om merbeskæftigelseskravet er med hjemmel i den gældende lovs § 68 fastsat i bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats.

For en nærmere gennemgang af gældende ret henvises til afsnit 2.12.1.9.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås i § 79, at ansættelse med løntilskud skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos arbejdsgiveren set i forhold til det gennemsnitlige antal ansatte hos arbejdsgiveren. Ved nettoudvidelse forstås merbeskæftigelse i forhold til den normale beskæftigelse hos arbejdsgiveren.

Forslaget omfatter alle målgrupper, der skal ansættes med løntilskud efter kapitlet.

Det bemærkes, at kravet om merbeskæftigelse hos private arbejdsgivere fortsat er EU-krav, jf. reglerne i gruppefritagelsesforordningen, idet løntilskud til private arbejdsgivere ellers vil blive betragtet som statsstøtte, der ikke er tilladt i EU.

Det foreslås, at der fremover ikke fastsættes regler i loven om, hvordan betingelsen om merbeskæftigelse påses. Det foreslås, at reglerne herom i stedet fastsættes på bekendtgørelsesniveau sammen med de øvrige regler om merbeskæftigelse. De nærmere regler herom forventes fastsat med hjemmel i lovforslagets § 81.

Med hjemmel i lovforslagets § 81 forventes der således fastsat regler på bekendtgørelsesniveau om merbeskæftigelseskravet, herunder om hvad der forstås ved nettoudvidelse, om opgørelsen af antallet af ordinært ansatte, om afgræsning af virksomheden, og om hvordan merbeskæftigelseskravet påses. For en nærmere beskrivelse henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 81.

Reglerne vil blive fastsat, så de EU-krav, der stilles om merbeskæftigelse, overholdes.

Der er tale om en videreførelse af de gældende regler om merbeskæftigelseskravet med sproglige justeringer og ovenstående ændringer.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 79.