Højesteret: Tidligere frifindelse spærrede ikke for Molslinjens misbrugssag mod Rønne Havn

Kunne en dom om Rønne Havns afgifter over for Danske Færger forhindre Molslinjen i at få prøvet de afgifter, rederiet selv har betalt siden? Nej, fandt Højesteret den 21. oktober 2026. Højesteret underkendte dermed Østre Landsret, og Molslinjens konkurrenceretlige påstand skal nu realitetsbehandles ved Sø- og Handelsretten.

Sagens baggrund

Rønne Havn har en ubestridt dominerende stilling, fordi det er den eneste havn på Bornholm, der kan håndtere færgetrafikken. Havnen varslede i 2016 et nyt prissystem med minimumspriser. Systemet trådte i kraft 1. januar 2018 og blev fuldt indfaset i 2020.

Ifølge Maritime Danmark kræver Molslinjen mindst 73,8 mio. kr. tilbage for perioden september 2018 til august 2022 og yderligere beløb for årene derefter.

Rettens begrundelse

Materiel retskraft er ikke lovfæstet. Det er en ulovbestemt retsgrundsætning, som håndhæves ved, at en ny påstand afvises. Højesteret tog udgangspunkt i den klassiske formel: En doms retskraft betyder, at der ikke kan anlægges en ny sag om de samme spørgsmål mellem de samme parter. Afgørelsen beror både på dommens konklusion og præmisser og på parternes påstande og anbringender i den første sag.

Samme parter. Her var alle tre instanser enige. Molslinjen fusionerede med Danske Færger som det fortsættende selskab og overtog dermed selskabets rettigheder og pligter, jf. selskabslovens § 250, stk. 1. Højesteret tiltrådte, at 2021-dommen var afsagt mellem de samme parter som den nye sag.

Samme spørgsmål. Instanserne var uenige om, hvorvidt en prøvelse af Molslinjens påstand reelt ville betyde, at retten skulle tage stilling til noget, der allerede var endeligt afgjort i 2021.

• Sø- og Handelsretten lagde vægt på, at 2021-dommen kun behandlede perioden 1. januar-31. august 2018, og at Molslinjen fra 1. september 2018 indgik i et nyt kontraktforhold med havnen under en ny kontrakt med staten. Retten fremhævede desuden, at man bør være tilbageholdende med at statuere retskraft, når der er berettiget tvivl om, hvad der er afgjort, og når afvisning fører til et betydeligt retstab.
• Østre Landsret lagde vægt på, at det var det samme prissystem og i det væsentlige de samme anbringender. Molslinjen havde haft rådighed over den første sag siden fusionen i 2018 og kunne have udvidet påstanden til perioden efter 1. september 2018. Der var heller ikke påvist væsentlige ændringer i de faktiske forhold.
• Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at en stillingtagen til Molslinjens påstand ikke indebar en fornyet stillingtagen til anerkendelsespåstanden, som den blev pådømt i 2021. Påstanden skulle derfor ikke afvises.

Det offentliggjorte resumé af Højesterets dom siger ikke, hvilke momenter der var afgørende. Det står derfor åbent, om Højesteret især lagde vægt på den afgrænsede periode, det nye kontraktforhold eller tilbageholdenheden med at afskære en realitetsprøvelse.

Betydning for praksis

Dommen bekræfter, at negativ retskraft afgøres ud fra en konkret, samlet vurdering. En frifindelse for én periode har ikke automatisk virkning for senere perioder, heller ikke når prissystemet er det samme. For advokater, der fører sager om løbende ydelser, betyder det især fire ting:

1. Periodeafgrænsede påstande har en grænse. En dom om misbrug i en bestemt periode spærrer ikke nødvendigvis for en prøvelse af senere perioder. Molslinjen henviste til, at urimeligt høje priser skal vurderes ud fra omkostninger og avancer i den konkrete periode, jf. UfR 2011.1646 H. Det argument står stærkere efter dommen.
2. Påstanden bør stadig overvejes nøje. Landsrettens dom viser, at argumentet om, at et krav kunne og burde have været medtaget i den første sag, har vægt. Det gælder især, når prissystemet er uændret, og sagsøgeren kendte til den senere periode. Det sikreste er fortsat at tage stilling til, om påstanden skal omfatte fremtidige perioder, eller at tage udtrykkeligt forbehold.
3. Successorer arver retskraften. En fusion gør det fortsættende selskab til samme part i retskraftens forstand. Ved køb af et selskab med verserende tvister bør køber derfor vurdere, hvordan påstandene er formuleret, inden dommen falder.
4. Formalitet kan tage år. Retskraftspørgsmålet blev udskilt til særskilt behandling og først afgjort i Højesteret over fem år efter, at sagen blev anlagt. Landsretten bemærkede i øvrigt, at Sø- og Handelsretten burde have afgjort spørgsmålet ved kendelse og ikke ved dom.

Sagen går nu tilbage til Sø- og Handelsretten. Her skal det afgøres, om Rønne Havns skibsafgifter fra 1. september 2018 og frem udgør misbrug af dominerende stilling efter konkurrencelovens § 11 og TEUF artikel 102. Sagsomkostningerne for Højesteret afgøres først ved sagens endelige afgørelse.

Kilder

• Østre Landsrets dom af 23. juni 2025, BS-1439/2025-OLR
• Østre Landsret: Negativ retskraft af dom (pressemeddelelse)
• Sø- og Handelsrettens delafgørelse af 24. juni 2024, BS-35041/2021-SHR
• Maritime Danmark: Molslinjen vinder i Højesteret