178 dokumenter · side 6 af 6Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
A, der var lærer på en kommuneskole, klagede over, at hun uansøgt var blevet overflyttet til en anden skole i kommunen. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere beslutningen om overflytning af A som følge af arbejdsmangel, jf. tjenestemandslovens § 12, stk. 1. Ombudsmanden fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at kommunen, da der ikke længere forelå arbejdsmangel, skønnede, at overflytningen skulle opretholdes. Ombudsmanden anså ikke beslutningen om overflytning for en afgørelse i forvaltningslovens forstand og dermed omfattet af forvaltningslovens partshøringsbestemmelser. Uanset dette fandt ombudsmanden, at det havde været mere hensynsfuldt og bedst stemmende med god forvaltningsskik, at A - inden beslutningen om overflytningen blev truffet - var blevet underrettet om, at hun var blandt dem, kommunen overvejede at flytte, og at hun samtidig havde fået lejlighed til at udtale sig herom. (J. nr. 1992-925-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Ansættelses- og arbejdsret 1.1 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler).
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 12
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
A ansøgte i september/oktober 1990 K Kommune om eftergivelse af hans personlige skatterestancer for indkomstårene 1980-1990. Efter at have rykket kommunen for svar modtog A en afgørelse af 19. juni 1992 for indkomstårene 1985 og 1986. Ved fornyet kontakt til kommunen blev det aftalt, at kommunen genoptog sagen for så vidt angik nogle uerholdelige restancer. Efter at A igen havde rykket kommunen for svar, og efter at A havde indgivet klage til ombudsmanden, traf kommunen afgørelse den 23. juli 1993 vedrørende indkomstårene 1982, 1983, 1984 og 1985. Ombudsmanden bemærkede, at kommunen ved de meddelte afgørelser ikke havde taget fuldt ud stilling til A's ansøgning, og at sagens behandling derfor endnu ikke var afsluttet. Ombudsmanden kritiserede sagsbehandlingstiden, der havde varet mere end 3 år, og han fandt det endvidere beklageligt, at Told- og Skattestyrelsen (TOS) ikke havde kritiseret eller fremsat bemærkninger til den del af sagsbehandlingstiden, der lå forud for primo januar 1993. Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have besvaret A's rykkerskrivelser og for ikke at have underrettet A, da behandlingen af sagen trak ud. TOS havde ikke påtalt disse forhold over for kommunen, hvilket ombudsmanden fandt beklageligt. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have opfyldt sin notatpligt efter offentlighedslovens § 6, stk. 1, og beklagede, at TOS ikke havd
Emne: Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I en konkret sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt en mor A til et barn B, der gennem nogle år havde været anbragt uden for hjemmet, var part i K Kommunes sag vedrørende godkendelse af nye plejeforældre for B. K's sag var rejst med henblik på udstedelse af plejetilladelse til B's farmor C. Plejetilladelser efter bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af et bestemt barn hos plejefamilien; de er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt antal børn eller unge i familiepleje. Ofte vil det derfor ikke være muligt at identificere personer (udover den, der søger plejetilladelsen), der kan have partsstatus i tilladelsessagen. I den foreliggende sag måtte det imidlertid på forhånd anses for sandsynligt, at en udstedelse af plejetilladelse til C ville medføre, at B blev anbragt dér. Hertil kom, at A under hele sagen havde ydet en væsentlig og aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som K skulle træffe afgørelse på. Under disse omstændigheder - og da forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn opholder sig - antog ombudsmanden, at A burde have været anset for part i sagen. Også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb talte for dette resultat. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at A'
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet; Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 2513.1 - Godkendelser; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 113.4 - Partsaktindsigt, se også Forvaltningsret 1124.1.
Kommunerne · AfgørelseAndet
Socialforvaltningen i K kommune blev af en børnehave underrettet om, at der var mistanke om, at et 4-årigt barn B af ægteparret M og H blev misbrugt seksuelt. Underretningen blev givet gennem kommunens pædagogiske konsulent og en psykolog, ligeledes ansat i kommunen. Under en efterfølgende undersøgelse, der skulle afklare denne mistanke, udarbejdede børnehaven et materiale vedrørende mistanken, baseret på observationer af B og samtaler med B. Omkring 5 uger efter underretningen til kommunen havde dennes sagsbehandlere - to psykologer og en socialrådgiver - den første samtale med M og H, som først på mødet blev gjort bekendt med mistanken og undersøgelsen. I forbindelse med mødets afslutning, hvor M og H indvilligede i at medvirke ved yderligere 5 møder, fik de en skriftlig tilbagemelding, som bl.a. indeholdt en opfordring om "ikke at tale med andre, om det I har læst og talt om i dag". Opfordringen blev underskrevet af de to psykologer. Ombudsmanden fandt, at forældrene under de givne omstændigheder med rette havde opfattet denne opfordring som et forbud mod at kontakte udenforstående. Samtidig fandt ombudsmanden, at M og H - set i lyset af, at mødet var indledningen til en videre undersøgelse af, om der var begået incest - kunne have haft behov for at lade sig bistå af andre. På denne baggrund fandt ombudsmanden, at kommunens tilkendegivelse krænkede princippet i forvaltningsl
Emne: Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1.4 - Ombudsmandsprøvelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 8
Kommunerne · AfgørelseSocialret
K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen. Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Familieret 33.2 - Samvær; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
A, der var langtidsledig, var blevet ansat midlertidigt som kontorassistent i en kommune (K). A havde problemer med at få institutionsplads til sit ældste barn og beskyldte i den forbindelse i en artikel i den lokale avis K for falsk reklame med hensyn til børnepasningstilbud. K afskedigede kort efter A med en begrundelse, der var formuleret således, at A's udtalelser til lokalavisen fremstod som grunden til afskedigelsen. I en redegørelse til ombudsmanden oplyste K imidlertid, at A's udtalelser ikke var indgået ved beslutningen om afskedigelsen, men at K havde lagt vægt på, at A havde givet ukorrekte oplysninger om sin arbejdssituation i forbindelse med ansøgning om institutionsplads til sine børn. Ombudsmanden fremsatte indledningvis nogle generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden pegede dernæst på, at K ikke havde overholdt forvaltningslovens krav med hensyn til begrundelse og partshøring. Ombudsmanden fandt ikke, at A havde givet ukorrekte oplysninger og udtalte, at afskedigelsen var uberettiget. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at K's beslutning om afskedigelse og K's fremgangsmåde i den forbindelse var stærkt kritisabel. (J. nr. 1991-1733-42). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En Kommune (K) påtænkte at privatisere områderne for rengøring, vask og bevogtning. Inden kommunalbestyrelsen havde truffet endelig beslutning, udsendte tre tillidsrepræsentanter B, C og D, der var medlemmer af kommunens hovedsamarbejdsudvalg, en pressemeddelelse, hvori indstillingen hos kommunalbestyrelsens flertal blev skarpt kritiseret. K's advokat gjorde gældende, at B, C og D som tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalgsmedlemmer var underlagt en særlig loyalitetspligt og en tilsvarende begrænsning af ytringsfriheden. K besluttede på den baggrund at tildele B, C og D en skriftlig advarsel, medmindre pressemeddelelsen blev dementeret i sin helhed. Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed, herunder om hvornår hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af ytringsfriheden. Ombudsmanden fandt ikke, at reglerne om samarbejdsudvalg og om tillidsrepræsentanter udgjorde en begrænsning af ytringsfriheden for de pågældende. Ombudsmanden konkluderede, at K's reaktion og kritik af B, C og D for så vidt var grundløs. K havde ifølge ombudsmanden berettiget påtalt, at B, C og D ikke i tilstrækkelig grad havde gjort det klart, at de ikke udtalte sig på samarbejdsudvalgets vegne. (J. nr. 1991-354-42). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Med henblik på at effektivisere inddrivelsen af skyldige restancer havde en kommune (K) indført en særligt iøjnefaldende inkassobil, samt markante kuverter til fremsendelse af inkassoskrivelser. På baggrund af en konkret klage besluttede ombudsmanden at behandle sagen af egen drift. Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at de kommunale pantefogeder anvendte inkassobilen i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, idet dette efter omstændighederne kunne indebære en krænkelse af tavshedspligten. Han henstillede, at K ophørte med at anvende bilen. Fremsendelse af inkassoskrivelser i særligt mærkede kuverter fandt ombudsmanden ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling, hvorfor han også fandt det rigtigst, at K ophørte med brugen af disse. I forbindelse med undersøgelsen foretog ombudsmanden en sammenligning med retsstillingen for private inkassovirksomheder. Han udtalte, at det var uheldigt, om offentlige inkassovirksomheder kunne betjene sig af metoder, som lovgivningen forbyder private at anvende. (J. nr. 1991-454-42). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Fogedret mv. 1.2 - Fremgangsmåde; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Fundet det beklageligt, at social- og sundhedsforvaltningen i en kommune hindrede en mor i at træffe bestemmelse om sin 6-årige datters opholdssted, uden at forvaltningen iagttog bistandslovens regler for iværksættelse af tvangsforanstaltninger over for forældremyndighedens indehaver. (J. nr. 1988-595-062).
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Fundet, at to pjecer fra Det Kriminalpræventive Råd, som tilsigtede at give SSP-medarbejderne i (bl.a.) Københavns Kommune en vejledning om reglerne for videregivelse af oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, gav en noget mangelfuld vejledning. Henstillet, at borgmesteren for Magistratens 3. afdeling i København drog omsorg for, at medarbejderne modtog yderligere vejledning om disse regler. Rettet henvendelse til Det Kriminalpræventive Råd om pjecerne. (J. nr. 1987-1593-050).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 28; Ombudsmandsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En social- og sundhedsforvaltning havde videregivet oplysninger om en social klients diagnose til hans børns skole. Videregivelsen havde fundet sted inden forvaltningslovens ikrafttræden. Var den blevet bedømt efter forvaltningslovens regler kunne den imidlertid illustrere den vurdering, som skal finde sted, når det skal afgøres, om en oplysning om en enkeltpersons rent private forhold kan videregives efter forvaltningslovens § 28, stk. 2, nr. 4. Meddelt, at jeg gik udfra, at sagen ville give anledning til yderligere instruktioner af kommunens personale om forvaltningslovens regler om videregivelse af oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed. (J. nr. 1987-1386-050).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 28; Ombudsmandsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En kommunes afslag på aktindsigt i vederlagsbestemmelserne i en overenskomst mellem kommunen og en redningsentreprenør om leje af hjemmeplejebil var begrundet med risikoen for, at entreprenøren ved aktindsigt ville blive mødt med underbud fra den eneste konkurrent. Udtalt, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på denne risiko, da entreprenøren under alle omstændigheder løbende risikerede at blive underbudt af konkurrenter. Ikke anset det for godtgjort, at aktindsigt i vederlagsbestemmelserne måtte antages at indebære en nærliggende risiko for, at der blev påført entreprenøren et væsentligt økonomisk tab. Der kunne herefter ikke med hjemmel i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, afslås aktindsigt. (J. nr. 1987-566-42).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 12; Ombudsmandsloven § 6; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Over for et byråd tilkendegivet nogle bemærkninger om det generelle spørgsmål om offentligt ansattes ytringsfrihed i anledning af, at kommunens ledergruppe havde udsendt et brev herom til samtlige kommunens ansatte. Udtalt, at det var uheldigt, at brevet kunne skabe en sådan usikkerhed om retstilstanden hos de enkelte medarbejdere, at medarbejderne ville være unødigt tilbageholdende med at deltage i den offentlige debat om lokalpolitiske emner. (J. nr. 1987-141-42).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseSelskabsret
Frederiksberg kommune havde overladt til et forsikringsselskab, hos hvem kommunen havde tegnet ansvarsforsikring, at behandle og på kommunens vegne tage stilling til et erstatningskrav fra en person, der var kommet til skade ud for en af kommunens ejendomme. Henstillet, at kommunen selvstændigt i forhold til skadelidte tog stilling til erstatningskravet. (J. nr. 1985-1178-42).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6; Forsikringsaftaleloven § 94; Forsikringsaftaleloven § 95
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Udtalt overfor De frederiksbergske huslejenævn, Østre nævn, at jeg ikke kunne anse det for foreneligt med den praksis, der havde fæstnet sig omkring rækkevidden af bestemmelserne i offentlighedslovens § 5, nr. 3 og 4, sammenholdt med § 4, at et huslejenævn med henvisning til § 5 (nr. 3 og 4) konsekvent nægtede aktindsigt i besigtigelsesrapporter udarbejdet af nævnssekretariatet - dvs. også for så vidt angik materiale, der alene indeholdt konkrete, faktiske oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Henstillet, at huslejenævnet undergav en anmodning om aktindsigt i en besigtigelsesrapport en fornyet behandling. (J. nr. 1984-1188-42).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 5; Ombudsmandsloven § 6; Offentlighedsloven § 4
Kommunerne · AfgørelseAndet
Over for ankenævnet for de københavnske huslejenævn rejst spørgsmål om nævnets praksis med hensyn til afvisning af underfrankerede breve. (J. nr. 1984-1332-42).
Kommunerne · AfgørelseSundhedsret
Fundet det overordentlig uheldigt, at en skrivelse fra en social- og sundhedsforvaltning til en klient var formuleret på en måde, der efter min opfattelse måtte karakteriseres som stærkt krænkende i forhold til klienten. Skrivelsen var i sin form befalende, udskældende og truende og berørte private forhold, der klart faldt udenfor, hvad en social- og sundhedsforvaltning kan beskæftige sig med. (J. nr. 1983-1134-059).
Kommunerne · AfgørelseByggeri og entreprise
Udtalt over for Møn kommune, at jeg måtte være enig med indenrigsministeriet i, at det måtte anses for yderst kritisabelt, at kommunen havde ladet et klubhusbyggeri i Stege havn påbegynde, uden at der forelå bygge- og zonelovstilladelser. Endvidere fundet det beklageligt, at kommunalbestyrelsens flertal i en skrivelse til brug for min stillingtagen til sagen afgav misvisende oplysninger. (J. nr. 1982-103-141).
Henvisninger: Kommunestyrelsesloven § 61
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Fundet det ønskeligt, om en socialforvaltnings undersøgelse af en sag, der eventuelt kunne føre til anbringelse uden for hjemmet af et barn uden forældrenes samtykke efter reglerne i bistandslovens afsnit VIII, havde været fremskyndet mere, end det var tilfældet. Efter at beslutning om anbringelse uden for hjemmet af barnet var truffet uden forældrenes samtykke, besluttede socialforvaltningen/børne- og ungdomsnævnet i København at lade spørgsmålet om eventuel hjemgivelse af barnet afvente resultatet af en politimæssig undersøgelse. Udtalt, at det ikke i sig selv gav mig anledning til bemærkninger, at forvaltningen og nævnet fandt, at spørgsmålet om hjemgivelse måtte træffes på grundlag af oplysninger, der fremkom under den politimæssige undersøgelse af sagen, men fundet, at forvaltningen/nævnet da burde have taget en egentlig kontakt til politiet med henblik på løbende at blive orienteret om forløbet af undersøgelserne, således at det var sikret, at hjemgivelse kunne ske straks, når/hvis det måtte konstateres, at der ikke længere var grundlag for at opretholde anbringelsen uden for hjemmet af barnet. (J. nr. 1980-953-050).
Henvisninger: Retsplejeloven § 723
Kommunerne · AfgørelseAndet
Fundet det beklageligt, at en socialforvaltning ikke havde videresendt en anmodning om aktindsigt i en invalidepensionssag til revaliderings- og pensionsnævnet. Enig med socialforvaltningen i, at der medgik for lang tid til socialforvaltningens besvarelse af anmodningen om aktindsigt. Enig med revaliderings- og pensionsnævnet i, at det var beklageligt, at nævnet ikke dels havde meddelt ansøgeren, at kompetencen til at meddele aktindsigt hørte under nævnet, dels havde taget anmodningen om aktindsigt op til behandling, og at nævnet ikke udsatte sagens afgørelse, indtil ansøgeren dels havde fået aktindsigt, dels havde afgivet udtalelse i sagen. Henstillet til den sociale ankestyrelse at give ansøgeren aktindsigt og lejlighed til herefter at fremkomme med sine bemærkninger og derefter på ny at tage stilling til sagen på det herefter foreliggende grundlag. Påpeget over for socialministeriet, at der syntes at være grund til at give en vejledning til de kommunale socialforvaltninger og revaliderings- og pensionsnævn om behandlingen af anmodninger om aktindsigt i revaliderings- og pensionssager. (J. nr. 1980-1134-051).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 10; Offentlighedsloven § 8; Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 12
Kommunerne · AfgørelseByggeri og entreprise
Udtalt over for planstyrelsen og Præstø kommune, at det havde været rigtigst, at udvidelsen af kommunens administrationsbygning i betragtning af dens omfang var blevet gennemført på grundlag af en lokalplan, jfr. kommuneplanlovens § 16, stk. 3. Endvidere fundet det beklageligt, at Præstø kommune ikke havde indhentet en nabos udtalelse om overskridelse af reglerne om bygningers afstand til naboskel (mod en anden nabo) i forbindelse med byggeriet. Endelig fundet det beklageligt, at Præstø kommune ikke forinden byggeriets opførelse indhentede dispensation til skelafstandsoverskridelsen fra Storstrøms amtskommune i overensstemmelse med bestemmelsen i bygningsreglementets kap. 1.9, stk. 3. (J. nr. 1980-939-142).
Henvisninger: Byggeloven § 22; Byggeloven § 9
Kommunerne · AfgørelseAndet
To kommuners behandling af en invalidepensionsansøgning gav på flere punkter anledning til kritik. Henstillet, at behandlingen af ansøgningen blev fremskyndet. (J. nr. 1980-755-051).
Kommunerne · AfgørelseAndet
Et socialudvalg afslog at yde A flyttehjælp efter bistandslovens § 47. A klagede til vedkommende amtsankenævn, der traf afgørelse om, at socialudvalget skulle yde hende flyttegodtgørelse. Det sociale udvalg klagede over afgørelsen til den sociale ankestyrelse. Amtsankenævnet afslog det sociale udvalgs anmodning om at tillægge udvalgets klage til ankestyrelsen opsættende virkning. Ankestyrelsen tiltrådte det sociale udvalgs afslag på flyttehjælp. Det sociale udvalg havde nægtet og nægtede fortsat at efterkomme amtsankenævnets afgørelse om udbetaling af hjælp til A. Nærmere uddybet de synspunkter, som jeg havde givet udtryk for i min beretning for året 1978, s. 619-31, vedrørende de kommunale tilsynsmyndigheders gennemtvingelse over for primærkommunerne af afgørelser truffet af amtsankenævn eller den sociale ankestyrelse i henhold til bistandsloven. Efter henstilling fra indenrigsministeriet udbetalte kommunen flyttehjælp til A. (J. nr. 1979-587-052).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
Kritiseret, at Københavns kommune ikke foretog egentlig nabohøring i overensstemmelse med kommuneplanlovens § 47, stk. 5, forinden kommunen meddelte dispensation fra kommuneplanlovens § 42, stk. 1, om bebyggelsesprocent til, at en ejendom kunne udvides med henblik på indretning af en vuggestue. Henstillet til miljøministeriet at overveje en ændring af reglerne i bekendtgørelse nr. 573 af 26. november 1976 om kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra kommuneplanlovens bebyggelsesregulerende bestemmelser for så vidt angår ejendomme, som ejes af kommunen. (J. nr. 1980-143-142).
Henvisninger: Byggeloven § 8
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ikke fundet grundlag for at kritisere, at indenrigsministeriet havde ophævet en afgørelse fra et tilsynsråd, der under henvisning til et kommunalbestyrelsesmedlems inhabilitet havde sat en kommunalbestyrelses beslutning om ændring af en udbygningsplan for folkeskolen og fritidsundervisningen ud af kraft. (J. nr. 1980-1369-42).
Henvisninger: Kommunestyrelsesloven § 14; Kommunestyrelsesloven § 61
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
Ikke fundet grundlag for at kritisere fredningsstyrelsens afgørelse om godkendelse af et 60 k V el-anlæg (luftledning/jordkabel) på Samsø. Udtalt over for planstyrelsen, at jeg måtte være mest tilbøjelig til at mene, at større bygge- og anlægsarbejder (i form af strækningsanlæg) er lokalplanpligtige efter bestemmelsen i kommuneplanlovens § 16, stk. 3, såfremt de tænkes placeret i umiddelbar nærhed af rekreative arealer, uanset om der er eller påtænkes tilvejebragt et særligt (plan)grundlag herfor i henhold til planlægningslovgivningen. Min udtalelse blev dog ikke formuleret som en kritik. (J. nr. 1978-1273-142).
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
Ikke fundet grundlag for at kritisere planstyrelsens opfattelse, hvorefter kommunalbestyrelsesmedlemmer, der tilhører et mindretal i en kommunalbestyrelse, ikke er klageberettigede efter kommuneplanlovens § 48 i forhold til den afgørelse, der er truffet af flertallet, alene med den begrundelse, at mindretallets synspunkter ikke er blevet fulgt. (J. nr. 1980-555-142).
Kommunerne · AfgørelseAndet
Ikke fundet grundlag for at kritisere, at butikstidsankenævnet afviste en klage fra en advokat på en butiksindehavers vegne. Butiksindehaveren ansås ikke klageberettiget i henhold til lov om butikstid § 9. Klagen angik en afgørelse fra Thyholm kommunalbestyrelse om ændring af kommunens område for udvidet butikstid, der medførte, at den pågældende butik faldt uden for området. (J. nr. 1980-364-31).