178 dokumenter · side 5 af 6Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En organisation bad en kommune om aktindsigt i kontrakter og aftaler som kommunen havde indgået med private firmaer. Kommunen afslog begæringen. Organisationen indbragte sagen for tilsynsrådet. Til brug for tilsynsrådets behandling af sagen udtalte kommunen bl.a. at der ikke var skriftlige aftaler med de private firmaer, og at aftaler blev indgået mundtligt fra opgave til opgave. Tilsynsrådet, og senere Indenrigsministeriet, lagde den pågældende udtalelse til grund for behandlingen af sagen om afslag på aktindsigt. Organisationen rettede henvendelse til ombudsmanden og bad ham om at vurdere om det var i overensstemmelse med reglerne om notatpligt og reglerne om god forvaltningsskik at en kommune udelukkende indgik mundtlige aftaler med private firmaer om udførelse af opgaver, og at kommunen i den forbindelse ikke tog notater om aftalernes indhold. I den anledning bad ombudsmanden kommunen om at svare på en række spørgsmål, herunder om der i kommunens interne dokumenter var oplysninger om indholdet af de mundtlige aftaler. Kommunen svarede kun delvis, hvorefter ombudsmanden henledte kommunens opmærksomhed på ombudsmandslovens § 19 om myndigheders pligt til at udlevere de oplysninger og dokumenter som forlanges af ombudsmanden, og gentog de spørgsmål som kommunen ikke havde svaret på. Kommunen gav herefter yderligere oplysninger og inviterede ombudsmanden til et møde med kommunen
Emne: Forvaltningsret 13.2 - Specielt tilsyn, se også Forvaltningsret 3.5; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Forvaltningsret 1.4 - Ombudsmandsprøvelse; Forvaltningsret 112.4 - Offentlighed; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseAndet
En sagsbehandler i en kommune fik en skriftlig advarsel efter at hendes nærmeste leder havde udtalt sig kritisk om hende i et notat til kommunens afdelingschef. Anledningen til indberetningen var at sagsbehandleren dels havde taget et notat i journalen i en pensionssag, dels havde beskrevet en regel i samme notat der kunne give det indtryk at visse sager skulle fremmes for enhver pris for at kommunen kunne opnå en økonomisk fordel. Sagsbehandleren havde endvidere i notatet gjort opmærksom på at sagen endnu ikke var behørigt oplyst og derfor ikke var klar til afgørelse. Notatet gav anledning til at Det Sociale Nævn senere ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet afgørelse. Kommunen mente sagsbehandlerens notater både var i strid med regler om journalisering og udtryk for illoyalitet. Før advarslen blev sagsbehandleren indkaldt til et møde og fik her at vide at hendes sagsbehandling var kritisabel, at der var flere borgerklager, at hun havde anfægtet ledelsesretten, og at hun manglede loyalitet og samarbejdsevne/vilje. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at bebrejde sagsbehandleren notaterne i journalen, og heller ikke at der var grundlag for at give hende en advarsel. Desuden mente ombudsmanden ikke at kommunen havde foretaget en korrekt partshøring eller givet en fyldestgørende og tilstrækkelig klar begrundelse. (J.nr. 2000-2142-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1146.2 - Formulering; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kvinde klagede over at en kommune først tilbød hende et fuldtids fleksjob ca. 1½ år efter at reglerne herom var trådt i kraft. Hun var før reglernes ikrafttræden ansat i beskyttet beskæftigelse med løntilskud, og hun ønskede en fuldtidsstilling, men havde i hele perioden kun haft en deltidsstilling. Kvinden ønskede nu at kommunen skulle godtgøre hende lønforskellen. Ombudsmanden udtalte at det var meget kritisabelt at kommunen først tilbød kvinden en fuldtidsstilling mere end 1½ år efter at reglerne om fleksjob blev indført. Ombudsmanden mente også at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt i væsentligt omfang ved ikke at have oplyst kvinden om de nye regler eller på anden måde at have fulgt op på hendes sag. Ombudsmanden mente derfor ikke at det kunne udelukkes at kvinden skulle stilles som om hun ved reglernes ikrafttræden havde fået tilbudt - og påbegyndt - et fleksjob på fuld tid, og henstillede derfor til kommunen at genoptage sagen med henblik på at få afklaret i hvilket omfang kommunen var forpligtet til at yde kvinden en økonomisk kompensation. (J.nr. 2000-1718-059). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 2511.9 - Andre ydelser.
Kommunerne · AfgørelseByggeri og entreprise
Efter en klage fra en nabo skrev en kommune til en grundejer at hans brændeskur, som var opført i naboskellet, ikke opfyldte reglerne i bygningsreglementet. Grundejeren svarede at han ville afmontere en del af taget, og at brændeskuret herefter ville være lovligt. Kommunen besigtigede herefter brændeskuret og konstaterede at en del af det faste tag var erstattet med en presenning. Kommunen oplyste ved besigtigelsen at grundejeren ville høre fra kommunen inden 2 uger hvis der var problemer. Kommunen svarede ikke inden fristens udløb, men genoptog senere sagen på baggrund af en ny klage. Kommunen orienterede ikke grundejeren om genoptagelsen før den traf afgørelse om at han skulle lovliggøre brændeskuret. Kommunen begrundede afgørelsen med at brændeskuret ikke var i overensstemmelse med anmeldelsen, og at brændeskuret også med en presenning som tag måtte anses for en bygning i byggelovens forstand. Statsamtet stadfæstede kommunens afgørelse. Ombudsmanden kritiserede flere forhold i forbindelse med sagen: at den oprindelige godkendelse af brændeskuret ikke var i overensstemmelse med bygningsreglementet, at grundejeren ikke var blevet orienteret og hørt i forbindelse med genoptagelsen af sagen, og at begrundelsen ikke var korrekt og tilstrækkelig. Ombudsmanden mente desuden at statsamtet burde have påtalt kommunens sagsbehandlingsfejl. Ud fra en afvejning af naboens modstående inte
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Henvisninger: Byggeloven § 17
Kommunerne · AfgørelseErstatning og forsikring
En advokat klagede over at en kommune havde afvist et erstatningskrav fra en klient. Kravet var begrundet i at kommunen havde inddrevet ægtefællebidrag uden en gyldig bidragsresolution. Ombudsmanden udtalte at kommunen havde begået en væsentlig fejl fordi bidragsresolutionen var bortfaldet som følge af endelig separation. Ombudsmanden konstaterede dernæst at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at han kunne vurdere om klienten havde lidt et tab som følge af inddrivelsen. Ombudsmanden mente imidlertid ikke at han havde grundlag for at indhente yderligere oplysninger, bl.a. fordi erstatningskravet snart ville blive forældet efter reglerne i 1908-loven. Ombudsmanden henstillede til kommunen at den straks meddelte advokaten om kommunen ville frafalde at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag (som måtte blive anlagt efter forældelsesfristens udløb), eller om kommunen var indstillet på at klienten nu (inden forældelsesfristens udløb) indbragte sagen for domstolene. Hvis kommunen frafaldt at gøre forældelse gældende under en eventuel retssag, gik ombudsmanden ud fra at kommunen genoptog sagen og meddelte advokaten en ny afgørelse. Hvis klienten ønskede sagen indbragt for domstolene, var ombudsmanden indstillet på at henstille at der blev givet fri proces. (J.nr. 2001-0545-658). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Familieret 132.1 - Ægtefællebidrag; Erstatning uden for kontraktforhold 4.2 - Kravets forældelse, se også Pengevæsen m.v. 5.8; Erstatning uden for kontraktforhold 111.2 - Offentligt ansvar; Pengevæsen m.v. 58.2 - 1908-loven; Erstatning uden for kontraktforhold 3.3 - Almindelig formueskade; Forvaltningsret 1.4 - Ombudsmandsprøvelse.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Som svar på en forælders anmodning om aktindsigt i en kritisk rapport om forholdene i en daginstitution udleverede en kommune kun dele af rapportens konklusion til den pågældende. Ombudsmanden mente det var yderst kritisabelt at kommunen ikke udleverede hele rapporten. Da resten af rapportens konklusion var stærkt kritisk over for forholdene i institutionen, kunne den delvise aktindsigt i konklusionen komme til at fremstå som om kommunen ønskede at skjule noget. Den afskrift som kommunen udleverede, fremstod urigtigt som den fulde konklusion idet afskriften ikke på nogen måde angav at der var sprunget flere afsnit over. På et møde med forældrene nævnte forvaltningen at eventuelle grundløse anklager kunne give anledning til at medarbejderne kunne overveje en injuriesag. Ombudsmanden bemærkede at det efter omstændighederne i særlige tilfælde kan være relevant for en myndighed at vejlede om mulige strafferetlige konsekvenser i en sag, men at det i sådanne tilfælde er yderst vigtigt at vejledningen ikke kommer til at fremstå som en utilbørlig trussel således at relevante klager og synspunkter fra de implicerede borgere holdes tilbage uden grund. Vejledningen må derfor holdes i streng juridisk sprogbrug og være så detaljeret og fyldestgørende at den er dækkende. Ombudsmanden kritiserede at kommunen havde udsendt en tjenestebefaling der begrænsede de ansattes ytringsfrihed, og i den
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 11241.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune fastsatte i forbindelse med en evalueringssamtale med en ansat psykolog retningslinier for psykologens fremtidige arbejde. Et nyt møde blev holdt med psykologen efter klager over hans arbejde. På mødet drøftedes det om psykologen selv ville sige sin stilling op. Herefter blev psykologen indstillet til afskedigelse og partshøring gennemført. Ombudsmanden lagde til grund at kommunens tilkendegivelser på det første møde var en mundtlig advarsel der måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og han kritiserede derfor at kommunen ikke havde partshørt psykologen før advarslen. Ombudsmanden kritiserede også at psykologen ikke i første omgang i overensstemmelse med kommunens personalepolitik fik en skriftlig advarsel i stedet for at blive afskediget. Endelig gav det grundlag for kritik at kommunen, før partshøring blev gennemført, drøftede med psykologen om han selv ville sige sin stilling op, og at begrundelsen for afskedigelsen var mangelfuld. (J.nr. 2000-1170-813). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune afskedigede en skoleleder, og Danmarks Lærerforening bad kommunen om aktindsigt i samtlige akter. Kommunen sendte nogle dokumenter til foreningen og oplyste også efter at foreningen havde gentaget sin aktindsigtsanmodning at der ikke var yderligere materiale i sagen, og altså heller ikke interne notater. Skolelederen bad bl.a. om aktindsigt i et bestemt notat om kommunens telefoniske kontakt til Kommunernes Landsforening om sagen. Kommunen oplyste at der ikke var notater i sagen ud over de notater skolelederen allerede havde fået aktindsigt i. Da skolelederen præciserede sin aktindsigtsanmodning yderligere, oplyste kommunen at der fandtes et notat om kontakt til Kommunernes Landsforening, men at det på intet tidspunkt havde været en del af sagen. Kommunen afslog at give aktindsigt i notatet. I forbindelse med behandlingen af en klage over afskedigelsen blev ombudsmanden opmærksom på at kommunen i forbindelse med aktindsigtsbegæringerne måske havde fortiet eller benægtet eksistensen af dokumenter i sagen. Ombudsmanden optog dette spørgsmål til behandling af egen drift. Ombudsmanden anså det for utvivlsomt at to notater i sagen med samme dato, herunder bl.a. det notat som skolelederen havde bedt om aktindsigt i, hørte til blandt akterne i afskedigelsessagen,. Det var ombudsmandens opfattelse at Danmarks Lærerforenings aktindsigtsanmodning utvivlsomt omfattede begge not
Emne: Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En andelshaver i et vandværk afviste at bruge en udvendig vandmåler som blev udleveret af vandværket, og opsatte i stedet sin egen indvendige måler. Efter anmodning fra vandværket påbød kommunen andelshaveren at opsætte værkets udvendige måler. Påbudet blev ikke fulgt. Ved en efterfølgende straffesag blev andelshaveren frifundet da retten lagde til grund at der lovligt var opsat en indvendig vandmåler. Vandværket fastsatte i stedet andelshaverens forbrug efter et skøn. Da andelshaveren ikke ville betale for dette forbrug, afbrød vandværket leveringen af vand. Forbrugerklagenævnet mente ikke det skønsmæssigt fastsatte forbrug kunne kritiseres, og Miljøstyrelsen og tilsynsrådet udtalte begge at vandværket ved manglende betaling som udgangspunkt var berettiget til at afbryde leveringen. Andelshaveren klagede til ombudsmanden over at kommunen ikke ville indgive politianmeldelse mod vandværket. Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde tilsidesat sin tilsynsforpligtigelse over for vandværket. Ombudsmanden henviste bl.a. til at der havde været en sådan tvivl om hvorvidt vandværket havde tilsidesat lovgivningens bestemmelse,r at kommunen ikke havde haft pligt til at gribe ind. (J.nr. 2000-3368-150). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Veje og vand 2.4 - Vandværker og vandledninger.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En socialpædagog på en institution under en kommune sendte sine kolleger og institutionens ledelse et brev med kritik af ledelsen. Ombudsmanden kritiserede at ledelsen pålagde socialpædagogen tavshedspligt om brevet indtil der var afholdt et møde mellem ledelsen, socialpædagogen og dennes tillidsrepræsentant. Senere gav ledelsen socialpædagogen en tjenstlig ordre om at overtage en ny stilling på institutionen. Ombudsmanden mente det var meget uheldigt at brevet var udformet som en opremsning af flere alternativer, og anså brevet for unødigt krænkende og egnet til at skabe bekymring hos socialpædagogen om hendes fremtidige ansættelse i kommunen. Ombudsmanden mente desuden at den korte svarfrist gav anledning til betænkelighed. Da socialpædagogen herefter ikke mødte på arbejde, stoppede kommunen udbetalingen af løn til socialpædagogen. Kommunen betragtede ansættelsen som ophørt efter ansøgning fra socialpædagogen hvilket ombudsmanden anså for særdeles kritisabelt. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke havde givet socialpædagogen eller dennes fagforening meddelelse om afskedigelsen før socialpædagogen klagede over sagen. (J.nr. 2000-2842-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommunalt ansat psykolog lod sig interviewe til et månedsmagasin i forbindelse med en artikel om pædofili. Psykologen blev efterfølgende afskediget under henvisning til at kommunen og kommunens borgere ikke havde den fornødne tillid til ham. Psykologens udtalelser var efter ombudsmandens opfattelse ikke retsstridige. Ombudsmanden udtalte at følgevirkninger af lovlige ytringer, herunder en eventuelt opstået mangel på tillid, kan danne grundlag for anvendelsen af negative ledelsesbeføjelser som f.eks. diskretionær afskedigelse, men at det kræver et særlig sikkert bevismæssigt grundlag. På den baggrund kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have tilstrækkelig dokumentation for grundlaget for afskedigelsen. Desuden kritiserede ombudsmanden at kommunen havde overtrådt reglerne om partshøring. (J.nr. 1999-1570-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 12.3 - Udfyldning; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En journalist klagede over et afslag på aktindsigt i en skoleinspektørs fratrædelsesaftale. Begrundelsen for afslaget var at kommunen ikke mente skoleinspektøren var omfattet af chefbegrebet i offentlighedslovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Såvel Indenrigsministeriet som Justitsministeriet havde udtalt at de var mest tilbøjelige til at mene at skoleinspektøren var omfattet af bestemmelsen. Ombudsmanden udtalte at den pågældendes stilling, både i henseende til ledelsesbeføjelser, lønforhold og placering i det administrative hierarki, kunne sidestilles med de stillinger som efter lovens forarbejder var omfattet af chefbegrebet. Det var klart ombudsmandens opfattelse at stillingen som skoleinspektør måtte betragtes som omfattet af chefbegrebet. (J.nr. 2001-0052-801). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 2
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En boligstøttemodtager klagede over krav om tilbagebetaling af boligstøtte for 1997. Boligstøttemodtageren gjorde gældende at han i marts 1997 skriftligt havde orienteret socialcenteret om den indkomststigning der senere førte til kravet om tilbagebetaling. Socialcentret gjorde heroverfor gældende at centret ikke havde modtaget brevet med boligstøttemodtagerens orientering. Sagen gav bl.a. ombudsmanden anledning til en gennemgang af socialcentrets journaliseringspraksis for så vidt angik indkommen post. Ombudsmanden udtalte herefter at hensynet til boligstøttemodtagerens interesse i at kunne godtgøre at myndighederne skriftligt var orienteret om ændrede forhold, må føre til at indkommen post indjournaliseres systematisk. Efter en gennemgang af den konkrete sag mente ombudsmanden det var kritisabelt at socialcentret ikke konsekvent havde foretaget journalisering af den indkomne post, herunder en umiddelbar notering af samtlige breve på sagens oplysningsark. Boligstøttemodtageren havde under sagen gjort gældende at socialcentret tidligere havde forlagt indkommen post fra ham, og at socialcenteret i disse tilfælde havde eftergivet krav om tilbagebetaling. Ombudsmanden mente det var uheldigt at der ikke var overensstemmelse mellem indholdet af en tidligere afgørelse til boligstøttemodtageren og det der fremgik af socialcentrets udtalelser i forbindelse med sagen hos ombudsmanden. E
Emne: Forvaltningsret 115.4 - Arkivering; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger klagede over at den tidligere kasserer i et ældreråd fortsatte som konsulent efter at han var flyttet til en anden kommune. Endvidere klagede borgeren over at ældrerådet lod samtlige stedfortrædere deltage i ældrerådets møder. Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur at offentligheden som udgangspunkt ikke har ret til at overvære forvaltningens møder. Et ældreråd er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at fravige udgangspunktet i den konkrete sag idet hensynet til den interne beslutningsproces talte for at drøftelserne skulle finde sted på lukkede møder. Ombudsmanden udtalte herefter at et ældreråd ikke har mulighed for at træffe beslutning om at afholde sine egentlige møder som åbne møder. Det er kun ældrerådets medlemmer (eventuelt suppleret med sekretariatspersonale) der kan deltage i møderne. Ombudsmanden mente derfor det var forkert at lade suppleanter deltage i ældrerådets møder. Bestemmelsen om stedfortræderes mødedeltagelse i ældrerådets forretningsorden var af samme grund ukorrekt. Da spørgsmålet om hvorvidt et ældreråd kan beslutte at møderne skal overværes af suppleanter mv. eller afholdes som åbne møder må anses for tvivlsomt, valgte ombudsmanden imidlertid ikke at udtale sin opfattelse i form af kritik. (J.nr. 1999-0190-009). Hele teksten i
Emne: Forvaltningsret 1124.3 - Mødeoffentlighed; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En grundejer klagede den 11. marts 2000 over at Otterup Kommune ikke havde besvaret hans ansøgning af 26. september 1998 om tilladelse til opstilling af en vindmølle. Kommunen svarede først endeligt den 3. maj 2000. Ombudsmanden udtalte at kommunens sagsbehandling havde været meget kritisabel. Selv om sagen afventede behandlingen af en nabos ansøgning, burde kommunen have undersøgt hvor langt denne sag var nået, og hvornår den blev afsluttet. I øvrigt kunne ansøgningerne med fordel have været behandlet under ét. Kommunen burde desuden have søgt at undgå forsinkelser i sagsbehandlingen som følge af personaleudskiftninger og sygdom. Endvidere burde kommunen på et tidligere tidspunkt have orienteret grundejeren om at sagens behandling blev forsinket, og om hvornår svar kunne forventes. (J.nr. 2000-0897-100). FOB 2000.531 Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Miljøret 1.1 - Planlovgivning; Miljøret 2.1 - Byggebetingelser; Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseByggeri og entreprise
En husejer anmeldte byggeri af en garage til kommunen. Kommunen opfattede anmeldelsen som en dispensationsansøgning og traf på et møde i planlægnings- og miljøudvalget afgørelse om at imødekomme ansøgningen. Da husejeren ringede til teknisk forvaltning for at spørge til sagen, blev han af en bygningsinspektør og afdelingsarkitekt der havde været protokolfører på mødet i planlægnings- og miljøudvalget, orienteret om udvalgets beslutning. Husejeren satte umiddelbart herefter byggeriet i gang. På baggrund af en efterfølgende besigtigelse, foranlediget af en henvendelse fra naboen, besluttede udvalgsformanden at sagen på ny skulle behandles i et udvalgsmøde. Teknisk forvaltning indstillede at dispensationen blev kaldt tilbage. Udvalget fulgte indstillingen. Husejeren rettede herefter på ny henvendelse til kommunen der meddelte ham at afgørelsen om at give dispensation ikke var bekendtgjort for ham på en for kommunen bindende måde. Kommunen gjorde gældende at husejerens kendskab til udvalgets beslutning udelukkende beroede på hans telefoniske henvendelse. Husejeren klagede til statsamtet der herefter traf afgørelse om at dispensationsafgørelsen ikke var bekendtgjort på en for kommunen bindende måde. Ombudsmanden udtalte i en foreløbig udtalelse at det følger af forvaltningsrettens almindelige regler at en forvaltningsafgørelse først bliver bindende når den meddeles den afgørelsen ve
Emne: Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Skatter 6 - Dødsbobeskatning.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Af avisartikler fra marts 1999 fremgik det at der var månedlang ventetid på flere af de københavnske socialcentre. På den baggrund bad ombudsmanden af egen drift borgmester Winnie Larsen-Jensen, Københavns Kommune, om at oplyse hvad der fra hendes side blev gjort i sagen. Ombudsmanden skrev herefter med borgmester Winnie Larsen-Jensen om sagen. Bl.a. sendte borgmesteren ombudsmanden en nærmere redegørelse for sagsrestancerne på de københavnske socialcentre. Sideløbende modtog ombudsmanden et ikke ubetydeligt antal klager fra borgere i Københavns Kommune over sagsbehandlingstiden på de københavnske socialcentre. På baggrund af de konkrete klagesager og Københavns Kommunes egne restanceopgørelser tegnede der sig et billede af restancesituationen på de københavnske socialcentre som gav ombudsmanden anledning til alvorlig bekymring. Fra dagspressen blev ombudsmanden bekendt med at Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune i budgettet for 2001 afsatte en pulje på 20 mio. kr. til opnormeringer i kommunens lokalcentre. Uanset denne oplysning besluttede ombudsmanden at underrette Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, socialministeren, indenrigsministeren, Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg og Folketingets Kommunaludvalg om sagen, og ombudsmanden bad Borgerrepræsentationen, socialministeren og indenrigsministeren om underretning om hvad de eventuelt foretog sig
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kvinde klagede over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med kommunens genvurdering af hendes førtidspensionssag. Kvinden klagede i juli 1996 over kommunens afslag på at tilkende hende mellemste førtidspension. Først i februar 2000 meddelte det sociale nævn at klagen over kommunens afgørelse nu var modtaget i nævnet. Ombudsmanden anså den samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6 måneder, fra kommunen modtog kvindens klage til det sociale nævn kunne behandle sagen, for overordentlig kritisabel. Ombudsmanden understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver videresendt. Derfor betegnede ombudsmanden det som et alvorligt angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk ved at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den fastsatte klageprocedure, aldrig eller kun med meget betydelig forsinkelse videreekspederes til klagemyndigheden. Ombudsmanden mente også det var meget kritisabelt at kvinden ikke blev underrettet tilstrækkeligt om hvorfor sagen ikke blev afsluttet, og om hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Ligeledes var det utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker. På baggrund af sagen bad ombudsmanden kommunen redegøre for hvilken sagsstyring der var etableret i
Emne: Forvaltningsret 11.3 - Partsmedvirken; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 11.4 - Sagens afslutning; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Kommunerne · AfgørelseByggeri og entreprise
På en ejendom var der lavet et ovenlysvindue. Nogle borgere klagede til kommunen over ovenlysvinduet. I en efterfølgende dispensationssag efter byggelovens § 22, stk. 1, undlod kommunen at partshøre klagerne, men sendte alligevel afgørelsen til klagerne med klagevejledning. Kommunen havde derved givet klagerne indtryk af at de var parter i byggesagen og derfor havde partsrettigheder. Over for ombudsmanden udtalte kommunen imidlertid at klagerne ikke var parter i byggesagen, jf. byggelovens § 22, stk. 2. Ombudsmanden beklagede at kommunen havde anvendt en formulering der var egnet til at give klagerne det indtryk at de var parter i byggesagen. Ombudsmanden henstillede at kommunen ændrede sin fortrykte formulering således at klagevejledningen indeholdt de nødvendige oplysninger til at fastslå kredsen af klageberettigede. (J.nr. 1998-1121-160). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring.
Henvisninger: Byggeloven § 22
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
En borger klagede over en kommunes sagsbehandlingstid, og over at afgørelsen manglede klagevejledning. Kommunen havde brugt knap 1½ år på at besvare borgerens klage uden undervejs at underrette borgeren om sagens forløb. Ombudsmanden udtalte at en samlet sagsbehandlingstid på 1½ år måtte anses for meget beklagelig. Ombudsmanden anså det ligeledes for meget beklageligt at kommunen ikke havde besvaret borgerens rykkerskrivelse. Endvidere var det meget beklageligt at kommunen trods opfordring fra ombudsmanden ikke havde orienteret borgeren om at sagsbehandlingen trak ud. For så vidt angik den manglende klagevejledning, udtalte ombudsmanden at han ikke var kompetent til at behandle spørgsmålet da den tidligere ombudsmandslov, hvorefter ombudsmanden normalt ikke kunne behandle sager der ikke kunne indbringes for en statslig myndighed, skulle lægges til grund i sagen. (J.nr. 1998-0487-100). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En borger klagede over at en kommune havde undladt at give ham aktindsigt i interne arbejdsdokumenter i hans klagesag. Sagen havde været indbragt for tilsynsrådet som havde afvist klagen. Ombudsmanden udtalte at han var enig i kommunens og tilsynsrådets vurdering af at de pågældende dokumenter var interne og dermed som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt efter forvaltningslovens § 12. Ombudsmanden var endvidere enig med tilsynsrådet i at dokumenterne ikke indeholdt oplysninger som skulle ekstraheres efter forvaltningslovens § 12, stk. 2. Imidlertid kritiserede ombudsmanden at kommunen ikke efter princippet om meroffentlighed jf. offentlighedslovens § 4, stk. 1, 2. pkt. - havde overvejet om der alligevel burde gives indsigt i dokumenterne. Ombudsmanden lagde herved vægt på at klagerens anmodninger om aktindsigt måtte sidestilles med en begæring om meroffentlighed. Ombudsmanden kritiserede kommunens begrundelser for de trufne afgørelser om aktindsigt. Ombudsmanden kritiserede også tilsynsrådet for at det ikke i sin udtalelse om sagen havde omtalt punkterne om meroffentlighed og begrundelse. Ombudsmanden bad herefter kommunen om at tage stilling til om klageren efter meroffentlighedsprincippet kunne få aktindsigt i de pågældende dokumenter. (J.nr. 1998-2679-401). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 1134.3 - Undtagne oplysninger; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 12; Offentlighedsloven § 4
Kommunerne · AfgørelseFast ejendom og leje
En sygeplejerske klagede over at hun på grund af ytringer på sin arbejdsplads og til pressen og fagforbundet var blevet forflyttet med lønnedgang til følge. Sygeplejersken havde udtalt sig kritisk om uddannelsen af en elev, og sygeplejerskens adfærd blev af ledelsen opfattet som om der var samarbejdsvanskeligheder mellem hende og de øvrige ansatte. Sygeplejersken blev forflyttet til et andet plejehjem i kommunen og måtte i den forbindelse tåle en lønnedgang i nettolønnen på over 1.400 kr. om måneden idet timetallet blev nedsat med ca. 4 timer. Ombudsmanden anså ytringerne til pressen og fagforbundet for lovlige ytringer som ikke kunne mødes med negative personalereaktioner fra ledelsens side. Ledelsen kunne heller ikke begrænse sygeplejerskens ret til at kontakte fagforbundet uden om ledelsen. Der var ikke grundlag for at gå ind i nærmere overvejelser af i hvilket omfang samarbejdsvanskeligheder i kølvandet på lovlige ytringer kunne begrunde sanktioner idet der ikke var dokumenteret samarbejdsvanskeligheder. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte sygeplejersken var sket uden saglig grund, og ombudsmanden henstillede til kommunen at genoptage sagen. (J.nr. 1998-0645-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Ansættelses- og arbejdsret 2.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Odense Kommune afskedigede beredskabschefen på Odense Brand- og Beredskabscenter. Efter kommunens opfattelse havde han udvist manglende dømmekraft og opfyldte derfor ikke decorumkravet i tjenestemandsregulativet. Umiddelbart inden afskedigelsen havde beredskabschefen i forbindelse med en ulykke på et værft udtalt sig til pressen og efter kommunens opfattelse skabt urimelig og ubegrundet tvivl om hjælpeindsatsens effektivitet. Endvidere henviste kommunen ved afskedigelsen til et tidligere forhold vedrørende spirituskørsel. Ombudsmanden udtalte at det tidligere forhold - i en situation som den foreliggende hvor der var tale om afskedigelse udløst af et konkret forhold i modsætning til en samlet vurdering af prøvetidens forløb - kun kunne indgå i afskedigelsesgrundlaget med beskeden vægt. Ombudsmanden henviste også til at de to forhold ikke havde nogen relevant sammenhæng eller lighed. På ombudsmandens spørgsmål udtalte kommunen at den i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrundlaget ikke havde taget stilling til om den konkrete indsats på værftet havde været tilstrækkelig effektiv eller ej. Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke - uden at vurdere indsatsen - kunne lægge til grund at beredskabschefens udtalelser var urimelige og ubegrundede. Ombudsmanden mente derfor ikke at kommunen havde haft det fornødne grundlag for at afskedige beredskabschefen. Ombudsmanden henstilled
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Ansættelses- og arbejdsret 1.2 - Pligter - Afsked; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Kommunerne · AfgørelseFast ejendom og leje
En kommune udsendte retningslinier til personalet ansat ved kommunens døgnhjemmepleje om de ansattes ret til at udtale sig til pressen. Dansk Sygeplejeråd klagede til ombudsmanden. Ombudsmanden udtalte at der som udgangspunkt ikke kan fastsættes begrænsninger i offentligt ansattes ret til at udtale sig som privatpersoner. Udtalelser den ansatte afgiver som led i tjenesten, er undergivet arbejdsgiverens almindelige instruktionsbeføjelser. Der kan dog almindeligvis ikke opstilles en generel formodning for at udtalelser fremsat i tjenesten vil fremstå som udtalelser fra myndigheden. Hvis en myndighed anbefaler medarbejderne at fremføre en eventuel kritik via interne systemer (ledelses- og samarbejds-/tillidsmandssystemet), må kommunen som udgangspunkt samtidig understrege at retten til i stedet at vælge at fremføre en kritik offentligt ikke begrænses af en sådan anbefaling. (J. nr. 1994-2754-815). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre. Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse. Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse. Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem. Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 2511.3 - Tjenesteydelser; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
På vegne af et medlem som var ansat i en kommunes socialforvaltning klagede en fagforening over at kommunen havde reageret tjenstligt over for medarbejderen, efter at han i et interview i lokalavisen havde udtalt sig om kommunens arbejds- og arbejdsmiljømæssige forhold. Foreningen mente at medarbejderens grundlovssikrede ret til ytringsfrihed herved var blevet begrænset. Ombudsmanden lagde til grund at kommunens brev til medarbejderen i sagen var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, og kritiserede på den baggrund at skrivelsen ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse. Ombudsmanden mente ikke at medarbejderens udtalelser overskred de retlige grænser for offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden udtalte derfor kritik af at kommunen uberettiget havde irettesat medarbejderen. Ombudsmanden henstillede til kommunen at den for fremtiden - hvis den enten i konkrete afgørelser eller i generelle personalepolitiske foranstaltninger ønskede at tilkendegive sin holdning til de ansattes ytringer - forsøgte at undgå, at tilkendegivelserne til de ansatte kunne opfattes som retlige grænser for deres ytringsfrihed. (J. nr. 1994-972-419). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
A klagede over en afgørelse fra en told- og skatteregion (TSR) om en kommunes (K's) inddrivelse af restskat m.v. Ved afgørelsen fandt TSR ikke at en aftale, som A havde indgået med K, indebar en akkord om eftergivelse af restskat og forfaldne morarenter. A klagede endvidere over at det ikke fra skattemyndighederne var muligt at få en klar og tydelig opgørelse af hans restskat m.v. Ombudsmanden fandt at det måtte anses for tvivlsomt, om K havde accepteret et tilbud fra A om en akkord. Da en sådan aftale i givet fald også ville være i strid med skattelovgivningens kompetencebestemmelser, idet det er TSR der har kompetencen til eftergivelse af skatter, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere TSR's afgørelse. Ombudsmanden fandt det imidlertid uheldigt at K ikke havde gjort det klart for A, at hans tilbud om akkord ikke kunne accepteres. Ombudsmanden udtalte videre at han fandt det afgørende nødvendigt at en skatteyder, som er i restance, forelægges en klar, entydig og overskuelig dokumentation for den opgjorte restance. En ubearbejdet og ukommenteret EDB-udskrift, som Told- og Skattestyrelsen havde fremsendt til A, opfyldte ikke disse krav. Ombudsmanden fandt en sådan form for dokumentation uheldig og utilfredsstillende, idet en skatteyder normalt ikke uden vejledning og forklaring er i stand til at forstå udskriftens oplysninger. Ombudsmanden henstillede til K at udarbej
Emne: Skatter 9.1 - Ejendomsskat; Forvaltningsret 111.3 - Kompetence (herunder delegation); Forvaltningsret 1146.9 - Andre formkrav.
Kommunerne · AfgørelseAndet
A klagede den 12. februar 1993 over den tid der indtil da var medgået til behandlingen af hans revalideringssag. A, der led af astma og bronkitis, havde ved en henvendelse til det lokale socialcenter i K Kommune fået rejst en revalideringssag den 29. november 1989. Socialcentret havde i april måned 1990 videresendt A's ansøgning til K Kommunes centrale forvaltning. Efter det oplyste var der imidlertid ikke foretaget ekspeditioner i sagen efter den 19. august 1990. Den centrale forvaltning begrundede dette med at den ikke havde opfattet indberetningen fra socialcentret som en ansøgning. Sagen havde derfor henligget uekspederet i 2 år og 8 måneder. Ombudsmanden fandt dette særdeles kritisabelt, og han henstillede at der snarest blev truffet en afgørelse i sagen. Under sagens behandling blev det oplyst at den centrale forvaltning i K Kommune i forbindelse med en decentralisering i 1991 af behandlingen af kommunens børnerevalideringssager ikke havde bevaret aktstykker i det centrale arkiv og at akterne i A's sag tilsyneladende var bortkommet. Ombudsmanden fandt i den forbindelse anledning til at præcisere reglerne om kassation af arkivalier. (J. nr. 1993-395-052). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at h
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 25.3 - Syge- og barselsdagpenge.