Kommunestyrelsesloven § 42 c
Gældende tekst efter LBK nr 13 af 05/01/2026.
Kapitel V – Kommunens økonomiske forvaltning
§ 42 c.
Revisionen har adgang til at forelægge revisionens beretninger, jf. § 42, stk. 4, for kommunalbestyrelsen.
Forelæggelse af revisionens beretninger for kommunalbestyrelsen skal endvidere ske, når mindst en fjerdedel af medlemmerne anmoder herom.
Kommunalbestyrelsens formand fastsætter på revisionens henholdsvis mindst en fjerdedel af medlemmernes anmodning tid og sted for forelæggelsen og indkalder kommunalbestyrelsens medlemmer.
Kommunalbestyrelsens formand sørger for, at en indkaldelse og det fornødne materiale til revisionens forelæggelse udsendes til kommunalbestyrelsens medlemmer senest 4 hverdage inden forelæggelsen, medmindre forelæggelsen ikke kan udsættes.
Kommunalbestyrelsen kan tillade, at andre deltager i eller overværer forelæggelsen.
Ved forelæggelsen kan der ikke træffes beslutninger.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 13 af 05/01/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Kommunestyrelsesloven § 42 c
Senere ændringer
ÆndringL 25 (2013-14) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1470 af 17/12/2013 · 17. december 2013
Den foreslåede bestemmelse fastsætter, at indkaldelse og det fornødne materiale til revisionens forelæggelse af en revisionsberetning efter § 42 c i lov om kommunernes styrelse, medmindre forelæggelsen ikke kan udsættes, skal udsendes til kommunalbestyrelsens medlemmer senest 4 hverdage inden forelæggelsen.
Hermed ændres fristen og metoden for formidling (udsendelse) af indkaldelse og materiale til revisionens forelæggelse af beretninger, således at reglerne herom svarer til det, som er foreslået i lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, vedrørende dagsorden og materiale til kommunalbestyrelsens møder.
Efter § 42 c i lov om kommunernes styrelse har revisionen adgang til at forelægge sine beretninger mundtligt for kommunalbestyrelsen. Dette skal også ske, hvis mindst en fjerdedel af kommunalbestyrelsens medlemmer anmoder om det. Borgmesteren fastsætter tid og sted for forelæggelsen, der er en orientering om revisionens beretning, hvor der ikke kan træffes beslutninger, og som ikke er åben for offentligheden. Forelæggelsen er således ikke et møde i kommunalbestyrelsen. Det antages, at borgmesteren skal indkalde til fremlæggelsen så hurtigt som muligt efter at have modtaget revisionens eller mindst en fjerdedel af medlemmernes anmodning herom.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at indkaldelse til revisionens forelæggelse af en beretning skal ske med mindst 4 hverdages varsel, medmindre forelæggelsen ikke kan udsættes.
Undtagelse fra fristen vil f.eks. kunne ske, hvis der skal afholdes møde i økonomiudvalget eller kommunalbestyrelsen, hvor kommunalbestyrelsen og/eller økonomiudvalget eventuelt skal træffe beslutning om eventuelle dispositioner på baggrund af revisionens beretning, umiddelbart efter anmodningen til borgmesteren om at forelægge beretningen for kommunalbestyrelsen. Der er ved denne fortolkning af fristen lagt vægt på, at mundtlig forelæggelse af revisionsberetninger alene forventes at finde sted i ekstraordinære situationer, hvor det kan være af væsentlig betydning for kommunens interesser, at der hurtigt træffes beslutning om eventuelle dispositioner på baggrund af revisionsberetningen.
I tilfælde, hvor forelæggelsen ikke kan udsættes, og hvor det ikke har været muligt at overholde fristen, påhviler det borgmesteren at sørge for, at det fornødne materiale formidles til kommunalbestyrelsens medlemmer snarest muligt efter, at det er tilgængeligt.
Det følger af regionslovens § 29, at den foreslåede ændring finder tilsvarende anvendelse for revisionens forelæggelse af beretninger for regionsrådet.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 42 c.