Kommunestyrelsesloven

Kommunestyrelsesloven § 32

Gældende tekst efter LBK nr 13 af 05/01/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel IV – Kommunalbestyrelsens formand

§ 32.

Dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser skal underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

I kommuner, der styres efter reglerne i § 64 eller § 64 a, kan de dokumenter, der er nævnt i stk. 1, tillige underskrives af magistratsmedlemmer eller udvalgsformænd og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 13 af 05/01/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Kommunestyrelsesloven § 32

Senere ændringer

ÆndringL 155 (2000-01) · bemærkning til § 1, nr. 4LOV nr 456 af 07/06/2001 · 7. juni 2001

Efter den gældende bestemmelse i § 32 i den kommunale styrelseslov skal dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser underskrives af kommunalbestyrelsens formand eller næstformand (næstformænd) og en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Bestemmelsen er alene en legitimationsregel, der har til formål over for omverdenen navnlig tinglysningsmyndighederne og långivere at skabe klarhed over, hvem der er legitimeret til at underskrive de pågældende dokumenter på kommunens vegne. Bestemmelsen regulerer således ikke spørgsmålet om, hvem der skal have kompetencen til at træffe beslutning vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser.

I kommuner med magistratsstyre eller delt administrativ ledelse, jf. § 64 og § 64 a i den kommunale styrelseslov, varetager borgmesteren og de øvrige magistratsmedlemmer henholdsvis udvalgsformænd den daglige administrative ledelse for den del af kommunens administration, der henhører under den pågældende magistratsafdeling henholdsvis det pågældende udvalg. Det kan i kommuner med magistratsstyre eller delt administrativ ledelse forekomme uhensigtsmæssigt, at dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser ikke tillige kan underskrives af det magistratsmedlem eller den udvalgsformand, som varetager den daglige administrative ledelse af den del af administrationen, hvor den pågældende sag behandles.

Det foreslås på denne baggrund, at der i § 32 som stk. 2 indsættes en bestemmelse, der indebærer, at magistratsmedlemmer og udvalgsformænd i kommuner med magistratsstyre henholdsvis delt administrativ ledelse legitimeres til at underskrive dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser.

Forslaget har betydning for de kommuner, der har mulighed for at indføre magistratsstyre eller delt administrativ ledelse. Det drejer sig om Frederiksberg, Københavns, Odense, Aalborg og Århus Kommuner.

Bestemmelsen indebærer, at magistratsmedlemmer og udvalgsformænd vil være legitimerede til at underskrive alle dokumenter vedrørende kommunens køb og salg af fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af garantiforpligtelser. Legitimationsbestemmelsen er således af hensyn til, at der over for omverdenen fortsat må være den fornødne klarhed over, hvem der er legitimeret ikke begrænset til dokumenter vedrørende dispositioner, der foretages inden for den del af kommunens administration, der henhører under den pågældende magistratsafdeling henholdsvis det pågældende udvalg.

Det er ligesom efter de gældende regler en betingelse, at de pågældende dokumenter underskrives af magistratsmedlemmet eller udvalgsformanden i forening med en person, der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 32.