Ejendomsvurderingsloven

Ejendomsvurderingsloven § 75

Gældende tekst efter LBK nr 1510 af 08/12/2023.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 13 – Tilbagebetalingsordningen · Udbetaling og bortfald af kompensation

§ 75.

Krav på kompensation indtræder tidligst efter 90 dage fra dateringen af meddelelsen som nævnt i § 89, stk. 8, medmindre vurderingen pr. 1. januar 2020 er påklaget inden 90 dage fra dateringen af meddelelsen som nævnt i § 89, stk. 8.

Er vurderingen pr. 1. januar 2020 påklaget inden 90 dage fra dateringen af meddelelsen som nævnt i § 89, stk. 8, indtræder krav på kompensation dog, når klagesagen er endeligt afsluttet, herunder ved en eventuel efterfølgende prøvelse ved domstolene, jf. dog § 77.

Afvises en klage indgivet inden for fristen i 1. pkt. af skatteankeforvaltningen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, indtræder krav på kompensation på det tidspunkt, hvor afgørelsen om afvisning er truffet, jf. dog § 77.

Indbringes afgørelsen om afvisning for domstolene, indtræder krav på kompensation, når sagen er endeligt afsluttet, medmindre der gives medhold i, at der skal ske realitetsbehandling, jf. dog § 77.

Stk. 2.

Der udbetales ikke kompensation i tilfælde, hvor udbetaling via Nemkontoordningen ikke er mulig.

Stk. 3.

Kompensation efter stk. 1 behandles i henhold til § 48 i lov om leje og erhvervslejelovens § 12 som de oprindelig beregnede skatter, som kompensationen er beregnet på grundlag af.

Stk. 4.

Kompensationsbeløbet udbetales senest 60 dage efter kravets indtræden.

Er kompensationsbeløbet overført til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på modregning efter § 4 a i lov om offentlige betalinger m.v., forrentes beløbet med en årlig rente svarende til renten i henhold til rentelovens § 5.

§ 8 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige finder tilsvarende anvendelse.

Renten tilskrives fra den 1. januar i året efter modtagelsen af beløbet hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Stk. 5.

Krav på kompensation kan ikke overdrages, før kravet er indtrådt.

Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1510 af 08/12/2023 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 75.