Ejendomsvurderingsloven

Ejendomsvurderingsloven § 17

Gældende tekst efter LBK nr 1510 af 08/12/2023.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Generel vurderingsnorm, ejendomsværdi og grundværdi · Ejendomsværdi og grundværdi

§ 17.

Ved grundværdien forstås værdien af grunden i ubebygget stand under den forudsætning, at grunden vil blive anvendt og udnyttet bedst muligt i økonomisk henseende, jf. dog §§ 28-33.

Grundværdien ansættes inklusive værdien af eventuelle byggemodningsarbejder.

Stk. 2.

Grundværdien ansættes inklusive moms.

Stk. 3.

Ved ansættelsen tages hensyn til forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering, jf. §§ 18 og 19.

Forskrifter udstedt i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering som nævnt i denne lovs §§ 18 og 19 omfatter tinglyste servitutter om anvendelsen og udnyttelsen af en grund, der er omfattet af §§ 42 eller 43 i lov om planlægning.

Servitutter som nævnt i 2. pkt. indgår alene i ansættelsen efter 1. pkt., hvis ejendomsejeren godtgør, at servitutten på ejendommen entydigt regulerer ejendommens anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder, jf. dog § 58.

Stk. 4.

Forskrifter som nævnt i stk. 3 indgår ikke ved ansættelsen af grundværdien, hvis forskrifterne er påklaget og klagen har opsættende virkning.

Stk. 5.

Ved ansættelsen af grundværdien for ejendomme, hvorfra der i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering kan foretages maksimalt to frastykninger til opførelse af ejendomme til helårsbeboelse eller sommerhuse og andre fritidshuse, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 3, kan told- og skatteforvaltningen, medmindre andet dokumenteres af ejendomsejeren, foretage vurdering efter §§ 5 og 6 og deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a ud fra en forudsætning om, at omkostningerne til udmatrikulering og byggemodning af grunden vil udgøre 21.800 kr. pr. frastykning (2010-niveau).

Beløbet nævnt i 1. pkt. reguleres efter personskattelovens § 20.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1510 af 08/12/2023 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 17.

Ejendomsvurderingsloven § 17 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk