Beskæftigelsesloven § 80 a
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024, med senere ændringer markeret.
Kapitel 12 – Ansættelse med løntilskud · Midlertidig særlig løntilskudsordning for langtidsledige seniorer
§ 80 a.
I perioden fra og med den 1. september 2021 til og med den 31. december 2022 har personer, der er omfattet af § 6, nr. 1-3, ret til tilbud om ansættelse med løntilskud hos en arbejdsgiver, som de selv har fundet, efter reglerne i denne paragraf og §§ 80 b og 80 c.
Personen skal være fyldt 50 år ved tilbuddets påbegyndelse, og tilbuddet skal være påbegyndt senest den 31. december 2022.
Arbejdsgiveren og personen kan aftale en varighed på op til 6 sammenhængende måneder.
Det er en betingelse for tilbuddet, at personen ved tilbuddets påbegyndelse i en forudgående periode på mindst 12 måneder har modtaget visse offentlige forsørgelsesydelser m.v., jf. regler fastsat i medfør af § 10, stk. 2.
Arbejdsgiveren skal opfylde følgende betingelser:
- 1)
Løn- og arbejdsvilkår skal være overenskomstmæssige eller de for tilsvarende arbejde sædvanligt gældende, jf. §§ 71 og 72.
- 2)
Der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ansatte med og uden offentlig støtte, jf. § 77.
- 3)
Tilbuddet skal være drøftet mellem arbejdsgiveren og en repræsentant for de ansatte forud for ansættelsen med løntilskud, jf. § 78.
- 4)
Tilbuddet skal medføre en nettoudvidelse af antallet af ansatte, jf. § 79.
Tilbuddet om løntilskudsansættelse kan uanset § 55, stk. 1 og 3, række ud over den dato, hvortil personen er berettiget til den enkelte forsørgelsesydelse.
Løntilskudsansættelsen fortsætter uændret i den aftalte ansættelsesperiode, jf. stk. 1, 3. pkt.
I § 80 a, stk. 4, 1. pkt., ændres »og 3« til: »og 2«.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 80 a.