Beskæftigelsesloven § 6
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024, med senere ændringer markeret.
Kapitel 3 – Målgrupper, visitation og tidsperioder · Målgrupper
§ 6.
Der er følgende målgrupper i denne lov:
- 1)
Personer, som modtager dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
- 2)
Jobparate personer, som er fyldt 30 år, og jobparate personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
- 3)
Aktivitetsparate personer, som er fyldt 30 år, og aktivitetsparate personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
- 4)
Uddannelsesparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
- 5)
Aktivitetsparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.
- 6)
Personer, der modtager sygedagpenge efter lov om sygedagpenge.
- 7)
Personer i jobafklaringsforløb efter kapitel 18.
- 8)
Personer i ressourceforløb efter kapitel 19.
- 9)
Personer, der er visiteret til fleksjob eller er visiteret til tilbud om støtte i form af tilskud til selvstændig virksomhed på grund af en varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne efter kapitel 20, bortset fra fleksjobvisiterede omfattet af nr. 10.
- 10)
Personer i revalideringsforløb efter kapitel 21 bortset fra personer i forrevalidering omfattet af nr. 6.
- 11)
Personer, der modtager førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
- 12)
Selvforsørgende, der ikke er i beskæftigelse og ikke opfylder betingelserne for at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, herunder dagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., forsørgelsesydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller su efter SU-loven, og personer, der ikke kan få tilbud efter integrationsloven.
- 13)
Unge under 18 år med behov for en uddannelses- og beskæftigelsesfremmende indsats.
I § 6, nr. 4 og 5, ændres »uddannelseshjælp eller overgangsydelse« til: »kontanthjælp«.
I § 6, nr. 2 og 3, udgår »eller overgangsydelse«.
I § 6, nr. 8, ændres »kapitel 19« til: »det tidligere gældende kapitel 19, jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024«.
I § 6, nr. 9, udgår », bortset fra fleksjobvisiterede omfattet af nr. 10«.
I § 6, nr. 10, ændres »kapitel 21« til: »det tidligere gældende kapitel 21, jf. lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024«.
I overskriften til kapitel 15 ændres: »§ 6, nr. 1-3« til: »§ 6, nr. 1-5«.
I § 6, nr. 2-5, ændres »introduktionsprogrammet« til: »et program«.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 6.