Beskæftigelsesloven § 59
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 11 – Virksomhedspraktik · Formålet med virksomhedspraktik
§ 59.
Ved indgåelse af aftale om virksomhedspraktik skal det præcise formål med praktikken aftales mellem personen, virksomheden og jobcenteret.
Virksomhedspraktikken skal tilrettelægges, så den så vidt muligt kombineres med eller efterfølges af timer, hvor personen ansættes ordinært som lønmodtager.
Ordinære løntimer skal finde sted inden for en anden arbejdsfunktion, hvis de foregår sideløbende med praktikken.
For personer omfattet af § 6, nr. 6 og 7, som er i et ansættelsesforhold, skal det så vidt muligt aftales, at praktikken kombineres med eller efterfølges af en gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen.
Kombination af virksomhedspraktik og gradvis tilbagevenden kan ske inden for den arbejdsfunktion, som personen er ansat til at varetage, hvis dette bedst muligt fremmer en hurtig tilbagevenden til arbejdspladsen.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 59
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 59LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Det fremgår af den gældende regel i § 42, stk. 3 og 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at virksomhedspraktik gives med henblik på at afdække eller optræne personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer samt at afklare beskæftigelsesmål, og at uddannelseshjælpsmodtagere kan få virksomhedspraktik som led i en uddannelsesrettet indsats.
Det fremgår af den gældende regel i § 22, stk. 7, i samme lov, at tilbuddet for sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb tillige kan gives med henblik på fastholdelse af tilknytningen til arbejdsmarkedet.
Det foreslås i § 59, stk. 1, 1. pkt., at ved indgåelse af aftale om virksomhedspraktik skal det præcise formål med praktikken aftales mellem personen, virksomheden og jobcenteret.
Hensigten med forslaget er, at virksomhedspraktik skal have et indhold, som giver mening for den enkelte ledige og så vidt muligt hjælper personen tættere på selvforsørgelse.
Der er tale om en skærpelse af de gældende regler, som gør det klart, at virksomhedspraktik for alle målgrupper skal bringe personen tættere på sit beskæftigelsesmål eller uddannelsesmål, og at en virksomhedspraktik så vidt muligt skal resultere i, at personen opnår ordinære løntimer.
Forslaget indebærer, at det klart skal aftales på forhånd mellem personen, virksomheden og jobcenteret, hvad der er det præcise formål med praktikken for den enkelte ledige. Det er således hensigten, at der skal være et klart fokus på, hvad der ønskes opnået med forløbet for den enkelte person, og at det skrives ind i aftalen, hvilke af følgende elementer, der ønskes opnået:
- Opnåelse af ordinære løntimer, dvs. at praktikken afklarer eller udvikler kompetencer, som direkte kan føre til ordinære løntimer, dvs. timer, hvor personen ansættes ordinært. De ordinære timer vil kunne etableres sideløbende med praktikken inden for en anden arbejdsfunktion eller i forlængelse af praktikforløbet. - Optræning af specifikke kompetencer til brug for cv’et og den videre jobsøgning. Dvs. personen udvikler kompetencer, som generelt forbedrer personens muligheder på arbejdsmarkedet. - Afklaring af jobmål og kompetencer, dvs. praktikken skal medvirke til at afklare, hvilke områder det vil være relevant for borgeren at arbejde inden for. Det kan fx ske i form af kortere ophold på virksomheder (snusepraktik).
Opnåelse af ordinære løntimer, dvs. at praktikken afklarer eller udvikler kompetencer, som direkte kan føre til ordinære løntimer, dvs. timer, hvor personen ansættes ordinært. De ordinære timer vil kunne etableres sideløbende med praktikken inden for en anden arbejdsfunktion eller i forlængelse af praktikforløbet.
Optræning af specifikke kompetencer til brug for cv’et og den videre jobsøgning. Dvs. personen udvikler kompetencer, som generelt forbedrer personens muligheder på arbejdsmarkedet.
Afklaring af jobmål og kompetencer, dvs. praktikken skal medvirke til at afklare, hvilke områder det vil være relevant for borgeren at arbejde inden for. Det kan fx ske i form af kortere ophold på virksomheder (snusepraktik).
Det foreslås i stk. 1, 2. og 3. pkt., at virksomhedspraktikken skal tilrettelægges, så den så vidt muligt kombineres med eller efterfølges af timer, hvor personen ansættes ordinært som lønmodtager. Ordinære løntimer skal finde sted inden for en anden arbejdsfunktion, hvis de foregår sideløbende med praktikken.
Det betyder, at tilbud om virksomhedspraktik så vidt muligt vil skulle tilrettelægges således, at personen under forløbet opnår kompetencer, der hjælper personen til at kunne opnå ordinære løntimer. Det er vigtigt, at muligheden for ordinære løntimer italesættes så tidligt som muligt. Ordinære timer kan både være et mål med praktikken og et middel, hvor løntimerne over tid øges og på sigt kan give en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Hvis der etableres ordinære timer på en virksomhed, som skal foregå samtidigt med, at personen er i virksomhedspraktik, skal der være tale om en anden arbejdsfunktion.
Det forudsættes, at arbejdsopgavernes omfang og indhold under praktikken tilrettelægges under hensyntagen til personens muligheder og forudsætninger.
Ved afslutningen af et praktikforløb skal jobcenteret sammen med borgeren og virksomheden gøre status over forløbet i forhold til målopfyldelsen, og resultatet skrives ind i personens »Min Plan«, jf. forslaget til § 41.
Det foreslås i stk. 2, at for personer omfattet af § 6, nr. 6 og 7, som er i et ansættelsesforhold, skal det så vidt muligt aftales, at praktikken kombineres med eller efterfølges af en gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen. Kombination af virksomhedspraktik og gradvis tilbagevenden kan ske inden for den arbejdsfunktion, som personen er ansat til at varetage, hvis dette bedst muligt fremmer en hurtig tilbagevenden til arbejdspladsen.
Det drejer sig om sygedagpengemodtagere og personer i jobafklaringsforløb, som er i et ansættelsesforhold.
Baggrunden for forslaget er, at for disse skal virksomhedspraktik ligesom i dag kunne gives med henblik på arbejdsfastholdelse. Det betyder, at de ligesom efter de gældende regler kan få tilbud om virksomhedspraktik som led i at fremme en gradvis tilbagevenden til arbejdspladsen. En gradvis tilbagevenden betyder, at den sygemeldte genoptager arbejdet delvist i takt med, at personen genvinder arbejdsevnen.
Personen vil således som hidtil kunne være i tilbud om virksomhedspraktik sideløbende med eller forud for, at personen genoptager arbejdet gradvist frem mod, at personen igen kan arbejde på fuld tid. Indholdet i virksomhedspraktikken skal understøtte, at personen hurtigt vender tilbage til arbejde på fuld tid. Det er en forudsætning, at personen gradvist genoptager arbejdet på normale vilkår i takt med, at personen genvinder arbejdsevnen.
Med forslaget videreføres de gældende regler med ovennævnte præciseringer.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 59.