Beskæftigelsesloven § 164
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 25 – Pulje til opkvalificering i forbindelse med større afskedigelse
§ 164.
Inden for varslingspuljen kan jobcenteret i opsigelsesperioden for beskæftigede og for personer omfattet af § 6, nr. 1-3, der har været omfattet af større afskedigelser, til den enkelte person tilbyde følgende:
- 1)
Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger.
- 2)
Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse i sammenlagt op til 8 uger.
- 3)
Udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse.
Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen anmoder om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen.
Til personer omfattet af § 6, nr. 1-3, gives tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2, om jobsøgningskurser og opkvalificering efter kapitel 14.
Tilbud skal være påbegyndt senest 3 måneder efter at den ledige er fratrådt virksomheden, og skal være afsluttet senest 6 måneder efter fratrædelsen.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 164
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 164LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Af den gældende § 102, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår det, at jobcenteret ved større afskedigelser kan tilbyde jobsøgningskurser i op til 2 uger til beskæftigede i opsigelsesperioden. Jobcenteret kan herudover yde tilskud til udgifter til opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, af de beskæftigede i opsigelsesperioden i op til 8 uger.
Af den gældende § 102, stk. 2 fremgår det, at beskæftigede i opsigelsesperioden, jf. stk. 1, hvis de anmoder jobcenteret om det, har ret til at få udarbejdet en plan for, hvordan de hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Planen skal udarbejdes senest 2 uger efter, at den beskæftigede har anmodet herom.
Af den gældende § 32 b, stk. 1, fremgår det, at dagpenge- og kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere, der ikke hører under integrationsprogrammet, og som har været omfattet af muligheden for opkvalificering ved afskedigelse efter § 102, kan få tilbud om jobsøgningskurser i op til 2 uger og vejledning og opkvalificering i op til 8 uger.
Af den gældende § 32 b, stk. 2, fremgår det, at sammenlagt må indsatsen efter § 102 og tilbud efter stk. 1 højst udgøre 2 ugers jobsøgningskursus og 8 ugers vejledning og opkvalificering for den enkelte person.
Det fremgår af den gældende stk. 3, at tilbud skal aftales, senest 14 dage efter og være påbegyndt senest 3 måneder efter, at den ledige er fratrådt virksomheden, og være afsluttet senest 6 måneder efter fratrædelsen.
Af den gældende § 32 b, stk. 4, medregnes tilbuddene ikke i varighedsbegrænsningen på 6 uger efter § 34 og kan kombineres med tilbud efter kapitel 11 og 12.
Det foreslås i § 164, stk. 1, at jobcenteret inden for varslingspuljen i opsigelsesperioden for beskæftigede og for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, der har været omfattet af større afskedigelser, til den enkelte person kan tilbyde følgende:
1) Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger. 2) Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, i sammenlagt op til 8 uger. 3) Udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen anmoder om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen.
Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger.
Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse, i sammenlagt op til 8 uger.
Udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen anmoder om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen.
Formålet med forslaget er, at de afskedigede hurtigst muligt får en indsats, der kan bringe dem i anden beskæftigelse, samt at understøtte de afskedigedes muligheder for at skifte til en anden branche eller jobområde.
Der kan med forslaget også ydes tilskud til vejledning og opkvalificering efter opsigelsesperioden til dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet. Hermed understøttes bl.a., at ansatte med korte opsigelsesvarsler har en mulighed for at deltage i jobsøgningskurser og opkvalificering efter fratræden med henblik på at forbedre deres muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
Virkningen af forslaget er, at reglerne om tilbud til personer, der har været omfattet af større afskedigelser, samles i ét kapitel. Det betyder, at reglerne om tilbud i opsigelsesperioden for beskæftigede og regler om tilbud efter opsigelsesperioden for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet, der har været omfattet af større afskedigelser, samles.
Det foreslås i stk. 2, at tilbud skal aftales senest 2 uger efter og være påbegyndt senest 3 måneder efter, at den ledige er fratrådt virksomheden og skal være afsluttet senest 6 måneder efter fratrædelsen.
Forslaget viderefører gældende ret, hvormed varigheden af varslingsindsatsen vil være uændret. Dermed kan den samlede varighed af tilbuddene med støtte fra varslingspuljen ikke overstige sammenlagt 10 uger, fordelt med op til 2 ugers jobsøgningskursus og 8 uger med opkvalificering og vejledning, uanset om indsatsen ydes i opsigelsesperioden eller når personen er blevet ledig.
Senere ændringer
ÆndringL 79 (2020-21) · bemærkning til § 1, nr. 13LOV nr 2201 af 29/12/2020 · 29. december 2020
Efter den gældende § 164, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal tilbud om jobsøgningskurser og opkvalificering som led i en varslingsindsats aftales, senest 2 uger efter og være påbegyndt senest 3 måneder efter den ledige er fratrådt virksomheden, og skal være afsluttet senest 6 måneder efter fratrædelsen.
Det foreslås for at forenkle bestemmelsen, at betingelsen i § 164, stk. 3 om, at tilbud skal aftales, senest 2 uger efter den ledige er fratrådt virksomheden, ophæves. Dermed er der ikke et krav om, at tilbud skal være aftalt senest 2 uger efter fratrædelsen men alene krav om, hvornår tilbuddet skal være påbegyndt og afsluttet. Disse krav vurderes at være de væsentlige i forhold til at sikre iværksættelse af en hurtig og aktiv indsats.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
ÆndringL 79 (2020-21) · bemærkning til § 1, nr. 14LOV nr 2201 af 29/12/2020 · 29. december 2020
Varslingspuljens anvendelse er reguleret i kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og i anmærkningerne til finanslovens § 17.46.14. om indsats ved større afskedigelser. Muligheden for at anvende varslingspuljemidlerne til andre initiativer og anvendelse af anden aktør i varslingsindsatsen fremgår alene af finansloven.
Jobcenteret kan søge det regionale arbejdsmarkedsråd om, at der inden for rammerne af en statslig bevilling i form af en varslingspulje iværksættes og ydes tilskud til initiativer for at sikre en hurtig og aktiv indsats i forbindelse med større afskedigelser af stor betydning for et lokalområde.
I anmærkningerne til finanslovens § 17.46.14. er det fastsat, at bevillingen kan anvendes til de redskaber, der er nævnt i §§ 164 og 165 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt til andre initiativer som f.eks. frikøb af medarbejdere i et jobcenter og etablering og drift af it-understøtning i forbindelse med etablering af indsatskontorer på de berørte virksomheder. Anden aktør kan kun anvendes til den del af indsatsen, som nævnes i §§ 164 og 165, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, dvs. ikke til de andre initiativer, som er nævnt i finansloven.
Det er endvidere fastsat i anmærkningen til finansloven, at bevilling til andre initiativer kan bruges i opsigelsesperioden og i en periode på indtil 3 måneder efter opsigelsesperiodens ophør, og når anvendelsesområdet i lovbekendtgørelse nr. 291 af 22. marts 2010 om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang (varslingsloven), jf. § 1, er opfyldt.
Det foreslås, at bestemmelserne om varslingspuljens anvendelse samles i kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og at bestemmelserne om varslingspuljens anvendelse, som hidtil kun har fremgået af finanslovens anmærkninger, fremadrettet fremgår af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Det foreslås, at der efter § 164 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indsættes en ny bestemmelse § 164 a, om puljens anvendelse til andre initiativer end de i §§164 og 165 nævnte, og at anden aktør ikke kan anvendes til initiativer efter denne bestemmelse.
Det foreslås således i § 164 a, stk. 1, at varslingspuljen tillige kan anvendes ved større afskedigelser til andre initiativer, som relaterer sig til jobcenterets opgavevaretagelse i forbindelse med varslingsindsatsen.
Disse andre initiativer vil typisk være rettet mod jobcenterets udgifter til administration af varslingsindsatsen.
Andre initiativer, som relaterer sig til jobcenterets opgavevaretagelse i forbindelse med varslingsindsatsen, kan f.eks. være frikøb af medarbejdere i jobcenteret. Medarbejderne kan f.eks. have en koordinerende opgave i forbindelse med varslingsindsatsen, eller de kan afholde informationsmøder for de afskedigede medarbejdere, eller de kan have individuelle samtaler med de afskedigede medarbejdere om f.eks. jobsøgning eller om behov i forhold til en varslingsindsats. Det kan også være frikøb af medarbejdere i jobcenteret til jobsøgningskurser, som jobcenteret selv står for, og som de afskedigede medarbejdere kan modtage som en varslingsindsats. Andre initiativer kan f.eks. også være etablering og drift af it-understøtning i forbindelse med jobcenterets etablering af indsatskontorer på de berørte virksomheder.
Det foreslås endvidere i § 164 a, stk. 2, at en bevilling af midler efter stk. 1 til disse andre initiativer kan anvendes i opsigelsesperioden og i en periode på op til 3 måneder efter opsigelsesperiodens ophør.
Det foreslås i § 164 a, stk. 3, at andre aktører ikke kan anvendes i forbindelse med initiativer efter § 164 a, således som det også fremgår af finansloven i dag.
Virkningen af forslaget er, at hjemlen til at yde midler fra varslingspuljen til andre initiativer og bestemmelsen om anvendelse af anden aktør i varslingsindsatsen, som i dag alene fremgår af anmærkningerne til finansloven kommer til at fremgå af kapitel 25 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.4.
ÆndringL 54 (2019-20) · bemærkning til § 1, nr. 8LOV nr 1557 af 27/12/2019 · 27. december 2019
Det fremgår af den vedtagne § 164 i lov nr. 548 af 7. maj 2019 om en aktiv beskæftigelsesindsats, der træder i kraft den 1. januar 2020, at jobcenteret inden for varslingspuljen i opsigelsesperioden for beskæftigede og for personer omfattet af § 6, nr. 1-3, der har været omfattet af større afskedigelser, kan tilbyde jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger, opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse i sammenlagt op til 8 uger og udarbejdelse af en plan for, hvordan personen hurtigst muligt opnår ny beskæftigelse. Personen har ret til at få udarbejdet en plan, hvis personen anmoder om det, og den skal udarbejdes senest 2 uger efter anmodningen.
Bestemmelsen vedrører dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet.
Det foreslås, at der i den vedtagne § 164 indsættes et nyt stk. 2, hvoraf det fremgår, at der til personer omfattet af § 6, nr. 1-3, gives tilbud efter stk. 1, nr. 1 og 2, om jobsøgningskurser og opkvalificering efter bestemmelserne i lovens kapitel 14 om vejledning og opkvalificering.
Bestemmelsen vedrører dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere og overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet.
Med forslaget vil det klart fremgå af bestemmelsen, at jobcenteret giver jobsøgningskurser og vejledning og opkvalificering som tilbud efter kapitel 14 til de personer, der overgår fra at være varslede og til at blive ledige, når indsatsen gives inden for varslingspuljen.
Der er tale om en sproglig præcisering af bestemmelsen, og det svarer til de gældende bestemmelser.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 164.