Beskæftigelsesloven

Beskæftigelsesloven § 16

Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Bistand til job- og uddannelsessøgende og arbejdsgivere · Bistand til arbejdsgivere

§ 16.

Når en faglig organisation skriftligt og fyldestgørende har givet oplysninger om, at en arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade, må der ikke ydes bistand med at finde arbejdskraft til arbejdsgiveren, før konflikten er hævet eller kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 16

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 16LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Af den gældende § 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fremgår det, at når en faglig organisation skriftligt og fyldestgørende har givet oplysninger om, at en arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade, må der ikke ydes bistand med at finde arbejdskraft til arbejdsgiveren, før konflikten er hævet eller kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Det foreslås i § 16, at når en faglig organisation skriftligt og fyldestgørende har givet oplysninger om, at en arbejdsgiver er omfattet af strejke, lockout eller blokade, må der ikke ydes bistand med at finde arbejdskraft til arbejdsgiveren, før konflikten er hævet eller kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.

Forslaget medfører, at jobcentrene ikke selvstændigt skal undersøge, om der er tale om en overenskomstmæssig konflikt. Hvis der er tvister, fx om hvorvidt reglerne for varsling af konflikten er overholdt, skal de afgøres i det fagretlige system.

Det er en forudsætning, at jobcentrene orienterer andre aktører, der efter aftale med jobcentrene udfører henvisningsvirksomhed, om konflikten.

Jobcenteret skal være neutralt under en overenskomstmæssig konflikt (strejke og blokade fra arbejdstagernes side og lockout og boykot fra arbejdsgivernes side iværksat i overensstemmelse med de fagretlige regler). Det er baggrunden for, at der ikke må henvises til konfliktramt arbejde, afgives tilbud om virksomhedspraktik eller ansættelse med løntilskud, sendes ledige i jobrotation eller gives tilskud til voksenlærlinge hos arbejdsgivere omfattet af konflikt, før konflikten er hævet, kendt overenskomststridig eller på anden måde kendt retsstridig.

Det vil sige, at jobcentrene fra iværksættelsen af konflikten skal stoppe henvisningen m.v. til alle stillinger hos arbejdsgivere, der er omfattet af konflikten. Forbuddet mod henvisning gælder dog ikke de stillinger, der ikke er omfattet af konflikten.

Eksempel: Visse stillinger omfattet af konflikten

Hvis en konflikt på et sygehus alene omfatter sygeplejersker, skal jobcenteret som normalt henvise fx køkkenpersonale og portører.

Ved afgrænsning af hvilke stillinger, der er ramt af konflikt, vil konfliktens omfang skulle fremgå af det lovlige konfliktvarsel, der er sendt til virksomheden, og den orientering som måtte være sendt til jobcenteret. I nogle tilfælde kan varslet indeholde en liste over navne på de medlemmer, som rammes af konflikten. Konflikten vil angå de medarbejdere, som er medlemmer af den organisation, der varsler konflikt.

Det er en forudsætning, at der heller ikke må ske henvisning til konfliktramte stillinger, selv om den arbejdssøgende er uorganiseret eller hører til en anden faglig organisation end den, der har iværksat konflikten.

Der henvises til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings skrivelse nr. 9229 af 16. april 2018 om, hvordan jobcentrene skal forholde sig under konflikt.

Forslaget til § 16 indebærer, at de gældende regler videreføres.

Der henvises til de almindelige bemærkninger til afsnit 2.4.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 16.