Beskæftigelsesloven § 145
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 21 – Revalidering · Varighed
§ 145.
Revalidering skal tilrettelægges, så forløbet kan gennemføres på så kort tid som muligt og højst inden for 5 år, jf. dog § 146.
For personer, der har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, og hvor de personlige forhold taler for en længerevarende videregående uddannelse, kan kommunen tilrettelægge en revalidering på mere end 5 år.
Forrevalidering skal tilrettelægges, så forløbet kan gennemføres på så kort tid som muligt.
Forrevalidering indgår ikke i opgørelsen af revalideringsforløbets varighed.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 145
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 145LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Efter den gældende regel i § 49, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen tilrettelægge en revalidering, herunder en forrevalidering, således at den kan gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses. Kommunen kan højst planlægge, at revalidenden får revalideringsydelse i 5 år. Uddannelse, som indgår i en revalidering, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid. Betingelserne for forlængelse af perioden, hvor revalidenden får revalideringsydelse, fremgår af § 56 i lov om aktiv socialpolitik.
Det foreslås i § 145, stk. 1, at revalidering skal tilrettelægges, så forløbet kan gennemføres på så kort tid som muligt og højst inden for 5 år, jf. dog § 146.
Det betyder, at kommunen vil skulle tilrettelægge revalideringsforløbet, så det kan gennemføres på så kort tid som muligt. Dette hensyn vil dog skulle afvejes i forhold til, at kommunen samtidig skal sørger for, at personens behov tilgodeses. Det tidsmæssige perspektiv vil således ikke være en isoleret betingelse, men vil skulle ses i forhold til, hvilke revalideringstilbud personen i det enkelte tilfælde har brug for.
Kommunen vil højst kunne planlægge, at personer får revalideringsydelse i 5 år, og uddannelse, som indgår i revalideringsforløbet, forudsættes gennemført på den normerede uddannelsestid.
Det fremgår af den gældende regel i § 49, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik, at har revalidenden betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, og taler revalidendens personlige forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad for en længerevarende videregående uddannelse, kan kommunen planlægge en revalidering, hvor revalidenden får revalideringsydelse i mere end 5 år.
Det foreslås i stk. 2, at for personer, der har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, og hvor de personlige forhold taler for en længerevarende videregående uddannelse, kan kommunen tilrettelægge en revalidering på mere end 5 år.
Med forslaget vil kommunen dog kunne planlægge et revalideringsforløb på mere end 5 år. Det forudsætter, at personen har betydelige begrænsninger i arbejdsevnen, hvilket betyder at personen har et svært handicap. Desuden skal personens forudsætninger, interesser og evner i udpræget grad tale for en længerevarende videregående uddannelse.
Efter den gældende regel i § 49, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen tilrettelægge en revalidering, herunder en forrevalidering, således at den kan gennemføres på så kort tid som muligt, og således at revalidendens behov tilgodeses.
Det foreslås i stk. 3, at forrevalidering skal tilrettelægges, så forløbet kan gennemføres på så kort tid som muligt. Forrevalidering indgår ikke i opgørelsen af revalideringsforløbets varighed.
Med forslaget er der ikke fastsat en tidsmæssig grænse for forrevalideringen, men den bør generelt være så kort som muligt, idet der samtidig skal tages hensyn til, at personens behov tilgodeses.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende regel i § 49 i lov om aktiv socialpolitik med sproglige justeringer.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 145.