Beskæftigelsesloven § 142
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 21 – Revalidering
§ 142.
Revalidering er en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når
- 1)
øvrige beskæftigelsesrettede indsatser efter denne lov eller andre indsatser efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelige til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv, og
- 2)
personen kan fastholdes eller komme ind på arbejdsmarkedet, så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.
Personer, der er berettiget til ledighedsydelse, jf. kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik, kan, når de i øvrigt opfylder betingelserne, være omfattet af ordningen nævnt i stk. 1.
Rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. §§ 43 og 44, skal anvendes ved vurderingen af, om en person skal tilbydes revalidering.
Beslutningen om revalidering skal ikke forelægges for rehabiliteringsteamet.
Kommunen kan, i det omfang det vurderes relevant, anvende rehabiliteringsplanens forberedende del ved justering, forlængelse eller ophør af revalideringsforløbet.
Under et revalideringsforløb kan personen modtage ydelser efter kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik og økonomisk hjælp efter denne lov.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 142
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 142LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Det fremgår af de gældende regler i § 46, stk. 1, 1. og 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen, herunder personer, der er berettiget til ledighedsydelse, fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. En person, der er berettiget til sådan hjælp, kaldes en revalidend.
Efter den gældende regel i § 46, stk. 2, 1. pkt., kan kommunen give tilbud om revalidering, når erhvervsrettede aktiviteter efter denne eller anden lovgivning, herunder lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende kan klare sig selv.
Det fremgår af gældende regler i § 46, stk. 1, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at revalidering er erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen, herunder personer, der er berettiget til ledighedsydelse, fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.
Efter gældende § 46, stk. 2, 2. pkt. i lov om en aktiv socialpolitik fremgår det, at rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. § 30 a, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal anvendes ved vurderingen af, om en persons arbejdsevne er så begrænset, at den pågældende skal tilbydes revalidering. Beslutningen om revalidering skal ikke forelægges for rehabiliteringsteamet.
Det foreslås i § 142, stk. 1, at revalidering er en ordning for personer med begrænsninger i arbejdsevnen, når øvrige beskæftigelsesrettede indsatser efter denne lov eller andre indsatser efter anden lovgivning, ikke er tilstrækkelig til, at personen kan bringes til at forsørge sig selv, og personen kan fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, så personens mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.
Det betyder, at revalidering vil være beskæftigelsesrettet tilbud og økonomisk hjælp til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, hvor der vil være en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse, og hvor tilbud efter denne lov ikke vil være tilstrækkelige for at bringe den pågældende ind eller tilbage på arbejdsmarkedet.
Alle andre støtteordninger skal være udtømte før revalidering kan iværksættes. Det betyder, at kommunen først vil kunne give tilbud om revalidering, når det efter en konkret vurdering vurderes, at personen ikke ved hjælp af andre tilbud eller ordninger kan få tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsørgelse.
Det betyder fx, at kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere, der kan opnå selvforsørgelse ved at få tilbud på kontanthjælp eller sygedagpenge, ikke er i målgruppen for revalidering. Det betyder også, at personer, der vil være i målgruppen for ressourceforløb, ikke vil være i målgruppen for revalidering, fordi de har så komplekse problemer.
Det betyder ligeledes, at personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, derfor som udgangspunkt skal bruge de almindelige uddannelses- og beskæftigelsestilbud.
Det foreslås i stk. 2, at personer, der er berettiget til ledighedsydelse, jf. kapitel 7 i lov om aktiv socialpolitik, kan, når de i øvrigt opfylder betingelserne, være omfattet ordningen nævnt i stk. 1.
Det betyder, at personer der modtager ledighedsydelse, også vil kunne blive tilbudt revalidering. Således at en person eksempelvis vil kunne revalideres til nyt fleksjob, hvis en person må opgive et fleksjob på grund af yderligere nedsættelse af arbejdsevnen.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt., at rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. §§ 43 og 44, skal anvendes ved vurderingen af, om en person skal tilbydes revalidering.
Forslaget betyder, at kommunen skal anvende rehabiliteringsplanens forberedende del til, at vurdere om personens arbejdsevne er så begrænset, at personen er i målgruppen for revalidering. Rehabiliteringsplanens forberedende del skal indeholde oplysninger om personens job- og uddannelsesmål, personens jobmæssige, sociale og helbredsmæssige ressourcer og udfordringer, herunder dokumentation for den forudgående indsats på disse områder og den praktiserende læges vurdering af personens helbredsmæssige situation i forhold til at kunne arbejde, som sker på baggrund af en konsultation.
Forslaget indebærer at, der vil skulle redegøres for, hvilke barrierer personen og sagsbehandleren ser i forhold til, at personen kan opnå job eller påbegynde en uddannelse. Det er bl.a. vigtigt, at det fremgår, hvordan personen opfatter sin situation og muligheder for at arbejde. Der vil således skulle udarbejdes en systematisk beskrivelse af den enkelte persons ressourcer og udfordringer, hvor alle relevante forhold i personens samlede situation indgår, hvor der også vil skulle tages udgangspunkt i den forudgående indsats.
Der henvises til de foreslåede §§ 43 og 44 med tilhørende bemærkninger.
Det foreslås i stk. 3, 2. pkt., at beslutningen om revalidering skal ikke forelægges for rehabiliteringsteamet.
Sager om revalidering skal ikke forelægges for rehabiliteringsteamet, da revalidering vil være beskæftigelsesrettet tilbud og økonomisk hjælp til personer med begrænsninger i arbejdsevnen, der er således ikke tale om sager, hvor der er er behov for, at sagen behandles af en et tværfagligt team.
Det foreslås som et nye stk. 3, 3. pkt., at kommunen, i det omfang det vurderes relevant, kan anvende rehabiliteringsplanens forberedende del ved justering, forlængelse eller ophør af revalideringsforløbet.
Det foreslåede i stk. 3, 3. pkt. , skal præcisere, at kommunen kun vil skulle anvende rehabiliteringsplanens forberedende del i forbindelse med en afgørelse om at iværksætte et revalideringsforløb. Kommune kan således, i det omfang det vurderes relevant, vælge at anvende rehabiliteringsplanens forberedende del helt, delvis eller helt undlade at anvende den, i forbindelse med justering, forlængelse eller ophør af revalideringsforløbet.
Efter den gældende regel i § 47, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik fremgår det, at økonomisk hjælp til revalidering kan omfatte, revalideringsydelse efter § 52, dog med fradrag af eventuelle arbejdsindtægter m.v., jf. §§ 58 og 59. Helt eller delvist løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Særlig støtte efter § 64. Støtte til at etablere selvstændig virksomhed efter § 65. Tillægsydelser efter kapitel 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og integrationsydelse efter § 22, dog med fradrag for eventuelle arbejdsindtægter m.v., jf. §§ 58 og 59.
Det foreslås i stk. 4, at under et revalideringsforløb kan personen modtage ydelser efter kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik og økonomisk hjælp efter denne lov.
Det betyder, at personer i et revalideringsforløb vil kunne modtage revalideringsydelse efter lov om aktiv socialpolitik. Det betyder ligeledes, at der kan ydes økonomisk hjælp til etablering af selvstændig virksomhed. Endvidere vil der kunne ydes tilskud til hjælpemidler fx undervisningsmateriale eller arbejdsredskaber.
Der henvises til de foreslåede §§ 172 og 173 med tilhørende bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 46, stk. 1 og § 47, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik med sproglige justeringer.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 142.