Beskæftigelsesloven

Beskæftigelsesloven § 133

Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 20 – Fleksjob m.v. · Løn og tilskud m.v. for fleksjob påbegyndt før den 1. januar 2013

§ 133.

Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob for personer begyndt i fleksjob før den 1. januar 2013.

Stk. 2.

Tilskud til lønnen udbetales til arbejdsgiveren.

Tilskuddet er halvdelen eller to tredjedele af lønnen afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Stk. 3.

Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP og eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller to tredjedele af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP og eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Tilskuddet til lønnen kan dog højst beregnes ud fra et beløb på 527.091 kr. (2019-niveau) på årsbasis eller 273,93 kr. (2019-niveau) på timebasis.

Stk. 4.

Tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om sygedagpenge, barselsloven og lov om aktiv socialpolitik i forbindelse med fravær på grund af sygdom eller barsel.

Nedsættelsen opgøres pr. dag, som der modtages refusion for.

Stk. 5.

En arbejdsgiver, der betaler løn under sygdom eller barsel til personer i fleksjob, skal orientere kommunen herom fra første fraværsdag eller snarest herefter.

Stk. 6.

Tilbud om fleksjob kan gives frem til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 133

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 133LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019

Bestemmelsen vedrører fleksjob påbegyndt før den 1. januar 2013.

Efter de gældende regler i § 71 betaler arbejdsgiveren lønnen til den ansatte i fleksjob.

Det betyder, at en person, der er ansat i et fleksjob før den 1. januar 2013, som udgangspunkt er ansat på fuld tid, uanset hvor mange timer den ansatte arbejder i fleksjobbet. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob for fuld tid.

Tilskud til lønnen udbetales til arbejdsgiveren, og er ½ eller 2/3af lønnen, afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige ½ eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet til lønnen kan dog højst beregnes ud fra et beløb på 527.091 kr. (2019-niveau) på årsbasis eller 273,93 kr. (2019-niveau) på timebasis.

Tilskuddet nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og lov om aktiv socialpolitik.

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om nedsættelse af tilskuddet til arbejdsgiveren med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og lov om aktiv socialpolitik.

Bemyndigelsen bliver i dag brugt til at fastsætte en bestemmelse i bekendtgørelsen om fleksjob om, at arbejdsgiveres tilskud for personer i fleksjob påbegyndt før den 1. januar 2013 nedsættes med det beløb, som de kan modtage efter lov om sygedagpenge og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller lov om aktiv socialpolitik i forbindelse med fravær på grund af sygdom eller barsel. Nedsættelsen opgøres pr. dag, som der modtages refusion for.

Derudover er bemyndigelsen i dag brugt til at fastsætte en bestemmelse i bekendtgørelsen om fleksjob om, at en arbejdsgiver, der betaler løn under sygdom eller barsel til personer i fleksjob, skal orientere kommunen herom fra første fraværsdag eller snarest herefter.

Tilbud om fleksjob gives frem til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Der henvises til afsnit 2.20.1.13. i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås i § 133, stk. 1 , at arbejdsgiveren skal betale lønnen til den ansatte i fleksjob for personer ansat i fleksjob før den 1.januar 2013.

Det betyder, at en person, der er ansat i et fleksjob før den 1. januar 2013, som udgangspunkt er ansat på fuld tid, uanset hvor mange timer, den ansatte arbejder i fleksjobbet. Arbejdsgiveren betaler lønnen til den ansatte i fleksjob for fuld tid.

Det foreslås i stk. 2 , at tilskud til lønnen udbetales til arbejdsgiveren. Tilskuddet er ½ eller 2/3 af lønnen, afhængigt af graden af den nedsatte arbejdsevne.

Det betyder, at den vurdering af arbejdsevnen, der ligger til grund for fastsættelsen af løntilskuddets størrelse, dvs. om der ydes ½ eller 2/3 af lønnen, er konkret. Vurderingen af arbejdsevnen kan foretages på grundlag af lægelige oplysninger, oplysninger fra arbejdsprøvninger etc., og arbejdsevnens nedsættelse sker i forhold til det aktuelle job. Grundlaget kan ændre sig over tid, hvorfor tilskuddets størrelse kan genvurderes, fx i forbindelse med opfølgning.

Det foreslås i stk. 3 , 1. pkt ., at tilskuddet beregnes af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Med udgifter til andre arbejdsgiverbidrag menes de obligatoriske tillæg, der relaterer sig til selve lønnen, og som følger af lov eller overenskomst. Dette kan fx være arbejdstids- og ulempetillæg.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt ., at tilskuddet ikke kan overstige ½ eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet til lønnen kan dog højst beregnes ud fra et beløb på 527.091 kr. (2019-niveau) på årsbasis eller 273,93 kr. (2019-niveau) på timebasis.

Det betyder, at arbejdsgiveren til ansatte i fleksjob fra før den 1. januar 2013 modtager tilskud til lønnen efter to satser på hhv. ½ og 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn med eventuelle tillæg, og at der er sat en øvre grænse for det beløb, som tilskuddet beregnes på grundlag af. Dette beløb reguleres årligt.

Det betyder endvidere, at det er den mindste overenskomstmæssige timeløn i den generelle overenskomst, der skal lægges til grund for beregningen af tilskuddet. Hvis der inden for et overenskomstområde er indgået lokale overenskomster, er det mindstelønnen efter lokaloverenskomsten, der skal lægges til grund for beregningen. Har den lokallønsaftale, der er indgået med en virksomhed, karakter af en lokaloverenskomst, er det denne overenskomst, der finder anvendelse. Hvis der ikke efter overenskomsten er fastsat en mindsteløn, skal man anvende den løn, som personer uden forudgående kvalifikationer ansættes til inden for området. Hvis der inden for et overenskomstområde er indgået lokale overenskomster, er det mindstelønnen efter lokaloverenskomsten, der lægges til grund for beregningen.

Hvis det pågældende arbejde ikke er omfattet af en overenskomst, er det mindstelønnen efter den overenskomst, der gælder for tilsvarende arbejde, som er omfattet af en overenskomst, der skal lægges til grund for beregningen af tilskuddet. Hvis det pågældende arbejde er af en art, der ikke er omfattet af nogen overenskomst, skal den mindsteløn, der må anses for at være normalt gældende for sammenligneligt arbejde, lægges til grund for beregningen af tilskuddet.

Det foreslås i stk. 4, at tilskuddet efter stk. 3 nedsættes med det beløb, som arbejdsgiveren har ret til efter lov om sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og lov om aktiv socialpolitik i forbindelse med fravær på grund af sygdom eller barsel. Nedsættelsen opgøres pr. dag, som der modtages refusion for.

Det betyder, at løntilskuddet nedsættes med det beløb, som en arbejdsgiver, der fx betaler løn under sygdom, får refunderet efter lov om sygedagpenge. Bestemmelsen skal forhindre, at arbejdsgivere får overkompensation.

Forslaget om nedsættelse af løntilskud i forbindelse med sygdom fremgår af den gældende bekendtgørelse om fleksjob. For at forenkle loven foreslås reglen om nedsættelse af løntilskuddet indsat direkte i lovteksten.

Det foreslås i stk. 5, at en arbejdsgiver, der betaler løn under sygdom eller barsel til personer i fleksjob, skal orientere kommunen herom fra første fraværsdag eller snarest herefter.

Forslaget om orientering af kommunen fremgår af den gældende bekendtgørelse om fleksjob. For at forenkle loven foreslås reglen om nedsættelse af løntilskuddet indsat direkte i lovteksten.

Det foreslås i stk. 6 , at tilbud om fleksjob kan gives frem til folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Det foreslåede er en videreførelse af den gældende lovs § 71 uden andre indholdsmæssige ændringer end, at regler i den gældende bekendtgørelse om fleksjob indsættes direkte i lovteksten.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 133.