Beskæftigelsesloven § 13
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 4 – Bistand til job- og uddannelsessøgende og arbejdsgivere · Bistand til arbejdsgivere
§ 13.
Jobcenteret har til opgave at bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering af jobsøgende og formidling af ledige.
Bistanden kan bl.a. bestå af, at jobcenteret gør følgende:
- 1)
Vejleder arbejdsgivere om mulighederne for at etablere kontakt til jobsøgende ved f.eks. at anvende funktionerne på Jobnet for Arbejdsgivere og Workindenmark.
- 2)
Understøtter målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og ledige.
- 3)
Aftaler med en arbejdsgiver, at jobcenteret henviser en eller flere ledige til et konkret job.
- 4)
Opsøger arbejdsgivere og tilbyder bistand til at udsøge og screene ledige og formidle relevante ledige.
Arbejdsløshedskassen kan bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering, herunder jobformidling af egne ledige medlemmer, jf. stk. 2.
En arbejdsløshedskasse kan i forbindelse med konkrete rekrutteringer til private eller offentlige arbejdsgivere efter aftale med andre arbejdsløshedskasser formidle relevante ledige medlemmer fra disse arbejdsløshedskasser.
I disse tilfælde har den arbejdsløshedskasse, som varetager formidlingen, adgang til relevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om de pågældende arbejdsløshedskassers medlemmer, herunder cv-oplysninger og oplysninger om medlemmets personnummer og eventuelle helbredsmæssige begrænsninger.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 13
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 13LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Efter den gældende § 5, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har jobcenteret til opgave at bistå alle arbejdssøgende med at finde arbejde samt bistå arbejdsgivere med rekruttering og formidling.
Det fremgår af den gældende § 5, stk. 2, at bistanden bl.a. kan ske, ved at
1) en eller flere arbejdssøgende efter aftale med en arbejdsgiver direkte henvises til et konkret job, 2) opsøge arbejdsgivere og tilbyde bistand til at udsøge, screene og formidle relevante stillinger, 3) der indhentes og videregives information om udbud af arbejdskraft til arbejdsgivere og om beskæftigelsesmuligheder til arbejdssøgende, eller 4) råde virksomheder og arbejdssøgende til selv at etablere kontakten ved at anvende Beskæftigelsesministeriets database Jobnet eller jobbanken Workindenmark.
en eller flere arbejdssøgende efter aftale med en arbejdsgiver direkte henvises til et konkret job,
opsøge arbejdsgivere og tilbyde bistand til at udsøge, screene og formidle relevante stillinger,
der indhentes og videregives information om udbud af arbejdskraft til arbejdsgivere og om beskæftigelsesmuligheder til arbejdssøgende, eller
råde virksomheder og arbejdssøgende til selv at etablere kontakten ved at anvende Beskæftigelsesministeriets database Jobnet eller jobbanken Workindenmark.
Det foreslås i § 13, stk. 1, at jobcenteret har til opgave at bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering af jobsøgende og formidling af ledige.
Forslaget betyder, at arbejdsgivere kan henvende sig til jobcenteret for at få bistand. I stk. 2 foreslås det, hvad bistanden bl.a. kan bestå af.
Det foreslås i stk. 2, nr. 1, at bistanden bl.a. kan bestå af, at jobcenteret:
Vejleder arbejdsgivere om mulighederne for at etablere kontakt til jobsøgende ved fx at anvende funktionerne på Jobnet for Arbejdsgivere og Workindenmark.
Forslaget indebærer, at jobcenteret fx kan vejlede arbejdsgiveren om muligheden for fx at opslå jobannoncer på Jobnet for Arbejdsgivere eller søge i cv-oplysninger. På Jobnet for Arbejdsgivere kan arbejdsgivere selv søge efter cv-oplysninger, sende en digital jobordre eller annoncere efter nye medarbejdere.
Forslaget svarer til den gældende § 5, stk. 2, nr. 4, for arbejdsgivere.
Det foreslås i stk. 2, nr. 2, at bistanden bl.a. kan bestå af, at understøtte målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og ledige.
Forslaget indebærer, at fokus på at matche ledige og arbejdsgivere øges ved at det fremhæves i lovteksten, at jobcenterets bistand bl.a. kan bestå af understøttelse af målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og ledige. Der indføres ikke nye krav til, hvordan jobcenteret skal arbejde med den enkelte lediges match med konkrete jobmuligheder og arbejdsgivere.
Det foreslås i stk. 2, nr. 3, at bistanden bl.a. kan bestå af, at jobcenteret aftaler med en arbejdsgiver, at jobcenteret henviser en eller flere ledige til et konkret job.
Forslaget indebærer, at jobcenteret kan aftale med en arbejdsgiver, der har brug for arbejdskraft, at der direkte henvises en eller flere ledige til et konkret job hos arbejdsgiveren.
Forslagets svarer til den gældende § 5, stk. 2, nr. 1, for så vidt angår bistand til arbejdsgivere.
Det foreslås i stk. 2, nr. 4, at bistanden bl.a. kan bestå af, at jobcenteret opsøger arbejdsgivere og tilbyder bistand til at udsøge og screene ledige og formidle relevante ledige.
Forslaget indebærer bl.a., at jobcenteret kan tilbyde bistand til udsøgning, screening og formidling af relevante stillinger. Det kan fx foregå ved, at jobcenteret forhører sig om virksomhedens behov for arbejdskraft. Jobcenteret kan i den forbindelse i databasen på Jobnet udsøge ledige kandidater, der matcher virksomhedens behov. Screeningen kan foregå ved, at jobcenteret afholder et møde med den ledige, hvor jobcenteret undersøger, om den ledige har kompetencerne og motivationen til at varetage det konkrete job, før den ledige kandidat henvises til en arbejdsgiver.
Med forslaget præciseres det, at når jobcenteret yder en håndholdt bistand i form af fx bistand til at understøtte et målrettet og effektivt match eller henvisning til konkrete job, er der tale om henvisning af ledige. Når jobcenteret yder en mere overordnet bistand til arbejdsgivere til at etablere kontakt til jobsøgende, der ikke nødvendigvis er ledige, kan jobcenteret vejlede arbejdsgivere i fx at anvende funktionerne på Jobnet for Arbejdsgivere og Workindenmark.
Forslaget til § 13 er foruden denne præcisering indholdsmæssigt en videreførelse af den gældende § 5, stk. 1 og 2, for så vidt angår bistand til arbejdsgivere.
For reglerne om bistand til job- og uddannelsessøgende henvises til forslagets §§ 11 og 12.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.4.
Senere ændringer
ÆndringL 129 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 5LOV nr 727 af 13/06/2023 · 13. juni 2023
Efter § 13, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har jobcenteret til opgave at bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering af jobsøgende og formidling af ledige. Det betyder, at arbejdsgivere kan henvende sig til jobcenteret, hvis de ønsker at få bistand til at rekruttere jobsøgende og formidling af ledige.
Efter lovens § 13, stk. 2, nr. 1, kan bistanden bl.a. bestå i, at jobcenteret vejleder arbejdsgivere om mulighederne for at etablere kontakt til jobsøgende ved f.eks. at anvende funktionerne på Jobnet for Arbejdsgivere og Workindenmark. Det indebærer, at jobcenteret kan vejlede arbejdsgivere om muligheden for f.eks. at opslå jobannoncer på Jobnet for Arbejdsgivere eller søge i cv-oplysninger. På Jobnet for Arbejdsgivere kan arbejdsgivere selv søge efter cv-oplysninger, oprette en digital jobordre eller annoncere efter nye medarbejdere.
Ifølge § 13, stk. 2, nr. 2, i loven kan bistanden bl.a. også bestå i at understøtte målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og ledige. Det betyder, at jobcenteret skal have fokus på at matche ledige og arbejdsgivere.
Efter lovens § 13, stk. 2, nr. 3, kan bistanden herudover bestå i, at jobcenteret aftaler med en arbejdsgiver, at jobcenteret henviser en eller flere ledige til et konkret job. Det indebærer, at jobcenteret kan aftale med en arbejdsgiver, der har brug for arbejdskraft, at der direkte henvises en eller flere ledige til et konkret job hos arbejdsgiveren.
Endelig fremgår det af lovens § 13, stk. 2, nr. 4, at bistanden kan bestå i, at jobcenteret opsøger arbejdsgivere og tilbyder bistand til at udsøge og screene ledige og formidle relevante ledige. Det indebærer bl.a., at jobcenteret kan tilbyde bistand til udsøgning, screening og formidling af ledige til relevante stillinger.
I § 13 i loven foreslås det at indføje et nyt stk. 3, hvorefter arbejdsløshedskasserne kan bistå private og offentlige arbejdsgivere med rekruttering, herunder jobformidling af egne ledige medlemmer. Der henvises samtidig i § 13, stk. 3 til bestemmelsen i § 13, stk. 2.
Forslaget betyder, at bistanden bl.a. vil kunne bestå i at hjælpe arbejdsgiverne på de områder, som er nævnt i den gældende § 13, stk. 2, i loven.
Ifølge lovens § 13, stk. 2, nr. 1, vil arbejdsløshedskassen således efter forslaget kunne vejlede arbejdsgivere om mulighederne for at etablere kontakt til jobsøgende f.eks. via digitale platforme.
Forslaget betyder ligeledes, at bistanden bl.a. vil kunne bestå i, at understøtte målrettede og effektive match mellem arbejdsgivere og egne ledige medlemmer, herunder jobformidling efter lovens § 13, stk. 2, nr. 2.
Bistanden efter lovens § 13, stk. 2, nr. 3, vil også kunne bestå i, at arbejdsløshedskassen aftaler med en arbejdsgiver, at arbejdsløshedskassen henviser en eller flere af deres egne ledige til et konkret job eller bestå i, at arbejdsløshedskassen opsøger arbejdsgivere og tilbyder bistand til at udsøge og screene egne ledige medlemmer og formidle relevante egne ledige medlemmer ifølge § 13, stk. 2, nr. 4.
Forslaget indebærer, at arbejdsgivere kan henvende sig til arbejdsløshedskassen, hvis de ønsker bistand til rekruttering af arbejdsløshedskassens egne ledige medlemmer.
I lovens § 13 foreslås ligeledes indsat et nyt stk. 4 , således at en arbejdsløshedskasse i forbindelse med konkrete rekrutteringer til private eller offentlige arbejdsgivere efter aftale med andre arbejdsløshedskasser kan formidle relevante ledige medlemmer fra disse arbejdsløshedskasser. I disse tilfælde har den arbejdsløshedskasse, som varetager formidlingen, adgang til relevante oplysninger i det fælles it-baserede datagrundlag om de pågældende arbejdsløshedskassers medlemmer, herunder cv-oplysninger, oplysninger om medlemmets personnummer og eventuelle helbredsmæssige begrænsninger.
Efter den foreslåede § 13, stk. 4, vil der skulle foreligge en aftale mellem de involverede arbejdsløshedskasser, som samarbejder om en konkret rekruttering til en virksomhed. Det vil således kun være i disse tilfælde, at en arbejdsløshedskasse kan få adgang til formidlingsrelevante oplysninger om de andre arbejdsløshedskassers medlemmer, herunder cv-oplysninger, personnummer og eventuelle helbredsmæssige begrænsninger.
En aftale efter § 13, stk. 4, skal forstås bredt og kan fx bestå i, at en arbejdsløshedskasse, som har modtaget en rekrutteringsanmodning fra en arbejdsgiver (jobordre) deler jobordren med andre arbejdsløshedskasser, som herefter tilknytter et eller flere af deres ledige medlemmer til jobordren.
En arbejdsløshedskasse kan således tilknytte sine ledige medlemmer til en jobordre, som er blevet delt af den arbejdsløshedskasse, som har modtaget jobordren fra virksomheden. I disse tilfælde vil den arbejdsløshedskasse, som formidler jobordren til den offentlige eller private arbejdsgiver, kunne formidle og få adgang til relevante oplysninger om de ledige, som er tilknyttet jobordren.
Bestemmelsen skal læses i sammenhæng med den foreslåede indsættelse af det nye kapitel 2 a i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Af den foreslåede § 18 b, stk. 3, fremgår, at arbejdsløshedskasserne samarbejder indbyrdes om at bistå med rekruttering og formidling af egne ledige.
Det vil som hidtil være det enkelte medlems arbejdsløshedskasse, som er ansvarlig for at vurdere medlemmets rådighed.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.1.1.1. om ansvaret i det forenklede kontaktforløb, lovforslagets § 2, nr. 4, og til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.4.2.2. om bistand til arbejdsgivere.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 13.