Beskæftigelsesloven § 125

Efter gældende regler i § 70 f, stk. 11, fremgår det bl.a., at kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger efter stk. 2, 2. pkt., eller § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og den ansatte har modtaget fleksløntilskud med urette eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud.

Efter gældende regler træffer kommunen afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, når en person er dømt for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v. Dette gælder også, hvor kommunen tidligere har truffet afgørelse om tilbagebetaling af en ydelse efter 1. pkt. for samme periode.

Efter gældende regler træffer kommunen afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksløntilskud, hvis der i en måned er udbetalt løn m.v., der vedrører arbejde udført over flere måneder, og hvis det ikke har været muligt at efterregulere lønindtægten m.v. i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse.

Når der træffes afgørelse om tilbagebetaling, skal kommunen efter gældende regler enten fastsætte en afdragsordning eller yde henstand med betalingen. En evt. afdragsordning skal fastsættes med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde, der fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Kommunens tilbagebetalingskrav bortfalder efter gældende regler i de tilbagebetalingssituationer, når der er gået 3 år efter fleksløntilskuddets eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Efter de gældende regler er det udtrykkeligt bestemt, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen i 5. pkt. ikke anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.

I stedet finder forældelsesloven anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Der henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.20.1.6.

Det foreslås, at § 70, stk. 11, med forslaget til § 125, flyttes til sin egen bestemmelse og opdeles i 4 stykker for at lette læsbarheden og gøre bestemmelsen mere overskuelig. Det materielle indhold af bestemmelsen svarer til den gældende ret.

Det foreslås i stk. 1, at kommunen vil skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, hvis den ansatte mod bedre vidende har undladt at give kommunen oplysninger efter forhold beskrevet i § 123 stk. 2, 2. pkt., eller § 11, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og den ansatte har modtaget fleksløntilskud med urette eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskud.

Når en fleksjobansat har modtaget fleksløntilskuddet med urette, vil kommunen skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, hvis den fleksjobansatte ikke har opfyldt sin oplysningspligt, eller hvis den fleksjobansatte mod bedre vidende uberettiget har modtaget fleksløntilskuddet. Dette svarer til de gældende regler.

Mod bedre vidende betyder, at den fleksjobansatte vidste eller burde have vist, at de oplysninger om personens eget og arbejdsgiverens bidrag til en pensionsordning ikke var korrekte. Det samme gør sig gældende, hvis den fleksjobansatte var vidende om, eller burde have været vidende om, at de oplysninger, som kommunen havde lagt til grund ved beregningen af fleksløntilskuddet ikke var korrekte, eller var mangelfulde.

At fleksløntilskuddet er blevet udbetalt med urette betyder, at den fleksjobansatte efter reglerne ikke ville have ret til fleksløntilskuddet, fx hvis personen var blevet fyret, og derfor ikke længere var berettiget til at modtage fleksløntilskud, men i stedet skulle have modtaget ledighedsydelse.

Det foreslås, at kommunen vil skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling, hvis betingelserne for at kræve tilbagebetalinger opfyldt. Betingelserne for at kræve tilbagebetaling vil for det første være, at den fleksjobansatte mod bedre vidende har undladt at give korrekte oplysninger, eller mod bedre vidende har undladt at oplyse kommunen om, at nogle oplysninger, som kommunen havde anvendt ved beregning af fleksløntilskuddet var ukorrekte. Dvs. har været i ond tro om de ukorrekte eller mangelfulde oplysninger. Ond tro betyder, at den fleksjobansatte vidste eller burde have vist, at de oplysninger, som personen gav kommunen var forkerte eller mangelfulde, og at de ukorrekte oplysninger ville føre til en fejlagtig udbetaling af fleksløntilskuddet. Den anden betingelse vil være, at fleksløntilskuddet skal have været modtaget med urette. Kravet om, at fleksløntilskuddet vil skulle have været modtaget med urette, betyder, at den fleksjobansatte efter reglerne ikke vil have ret til fleksløntilskuddet. Begge betingelser vil skulle være opfyldt for, at fleksløntilskuddet vil kunne kræves tilbagebetalt.

Det foreslås i stk. 2, at kommunen i lighed med gældende regler vil skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, når en person er dømt for overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.

Dette vil også skulle gælde i de tilfælde, hvor kommunen tidligere har truffet afgørelse om tilbagebetaling af en ydelse efter stk. 1, for samme periode.

Bestemmelsen er en følge af forslagene til bestemmelserne i §§ 127-131, således at der vil være sikret hjemmel til at kræve tilbagebetaling af fleksløntilskud i perioder, hvor personen ikke har opholdt sig her i landet i det omfang, den pågældende er blevet dømt for en overtrædelse af straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v.

En domstolsafgørelse for overtrædelse af ovennævnte bestemmelser vil således kunne danne grundlag for et krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte offentlige ydelser, således at kommunen vil kunne lægge dette til grund for afgørelsen. Det vurderes som udgangspunkt at være ubetænkeligt, at kommunen vil kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling i sådanne sager uden at partshøre ydelsesmodtageren om, at kommunen er kommet i besiddelse af oplysninger om dommen.

Det bemærkes, at ydelserne alene vil kunne kræves tilbagebetalt fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig dom, og for den periode, hvor den pågældende befandt sig i udlandet i strid med de nævnte bestemmelser.

Det fremgår af de gældende regler i § 12 i, stk. 1, i lov om Udbetaling Danmark, som konsekvensrettes som følge af det samtidigt fremsatte lovforslag om konsekvenser af aftalen om en forenklet beskæftigelsesindsats § 12, nr. 1, at kommunen i forbindelse med afgørelsen vil skulle orientere personen om, at kommunen vil skulle sende afgørelsen til Udbetaling Danmark med henblik på registrering og samkøring af oplysninger vedrørende afgørelser om udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser i 3 år. Kommunen vil i forbindelse med afgørelsen desuden skulle orientere personen om, at afgørelsen vil kunne få betydning for personens ret til pension, dagpenge, feriedagpenge, fleksydelse og andre offentlige ydelser i en 3-årig periode.

Kommunen vil efter forslaget skulle træffe en sådan afgørelse, selv om den tidligere har truffet afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud for hele eller dele af den periode, som dommen omhandler, eller for en længere periode. Det vil fx kunne være tilfældet, hvis kommunen tidligere har truffet afgørelse om, at personen skal tilbagebetale fleksløntilskud for en periode, jf. forslaget til stk. 1, fordi kommunen fik kendskab til, at personen i en periode havde opholdt sig i udlandet. I sådanne tilfælde vil det af afgørelsen om tilbagebetaling af fleksløntilskud som følge af dommen skulle fremgå, at personen ikke vil blive afkrævet beløbet, hvis det allerede er tilbagebetalt. I det omfang personen allerede har tilbagebetalt det beløb, som er blevet udbetalt med urette efter forslaget til stk. 1, vil kommunens afgørelse alene få betydning i forhold til registreringen i Udbetaling Danmarks register og efterfølgende ydelser. Retsvirkningen af den foreslåede bestemmelse vil således ikke blive, at personen vil komme til at tilbagebetale ydelsen to gange.

Når kommunen har truffet afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud som følge af dommen, vil kommunen skulle sende kopi af afgørelsen til Udbetaling Danmark.

Det foreslås i stk. 3, at kommunen vil skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt fleksløntilskud, hvis der i en måned er udbetalt løn m.v., der vedrører arbejde udført over flere måneder, og det ikke har været muligt at efterregulere lønindtægten m.v. i de følgende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse. Dette svarer til de gældende regler.

Det foreslås, at kommunen vil kunne kræve tilbagebetaling af fleksløntilskud af den fleksjobansatte, hvor den fleksjobansatte efterfølgende har modtaget løn, resultatløn m.v., som dækker arbejde for flere måneder, men hvor det ikke har været muligt at foretage efterregulering af fleksløntilskuddet, fordi den fleksjobansatte er ophørt i fleksjobordningen, fx i forbindelse med overgang til førtidspension eller ordinær beskæftigelse.

Det foreslås, at hvis der er udbetalt et højere fleksløntilskud, end den pågældende fleksjobansatte ville være berettiget til, hvis der var sket efterregulering for udbetalt løn, resultatløn m.v., vil kommunen ligeledes skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud.

Det bemærkes, at der vil kunne ske efterregulering af for meget udbetalt fleksløntilskud i ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp. I de tilfælde, hvor der kan foretages efterregulering i en af disse ydelser, vil kommunen ikke skulle træffe afgørelse om tilbagebetaling af fleksløntilskud, men derimod om, at der vil skulle ske en efterregulering af fleksløntilskuddet i den udbetalte ydelse.

Det vil ingen betydning have for tilbagebetaling efter denne bestemmelse, om den pågældende tidligere fleksjobansatte var i god eller ond tro vedrørende modtagelsen af fleksløntilskuddet. Det afgørende vil være, at den fleksjobansatte har modtaget for meget i fleksløntilskud på grund af kommunens manglende mulighed for at foretage efterregulering af fleksløntilskuddet, fordi den pågældende ikke længere er omfattet af fleksjobordningen, og der ikke er mulighed for at foretage efterregulering i en af de øvrige nævnte ydelser.

Det foreslås i stk. 4, at tilbagebetalingskravet efter stk. 1-3, vil bortfalde, når der er gået 3 år efter fleksløntilskuddet eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, vil 1. pkt. ikke finde anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen vil forældelsesloven finde anvendelse, idet forældelse dog tidligst vil kunne indtræde 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen, vil 1. pkt. på ny finde anvendelse. Dette svarer til de gældende regler.

Det foreslås således, at når der vil skulle træffes afgørelse om tilbagebetaling, vil kommunen enten skulle fastsætte en afdragsordning eller skulle yde henstand med betalingen. En evt. afdragsordning vil skulle fastsættes med udgangspunkt i den tabel og den beregningsmåde, der fremgår af Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås videre, at kommunens tilbagebetalingskrav vil skulle bortfalde i begge de beskrevne tilbagebetalingssituationer, når der er gået 3 år efter fleksløntilskuddets eller ledighedsydelsens ophør, uden at der har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.

Med bestemmelsen vil det blive udtrykkeligt bestemt, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, vil bortfaldsreglen i 1. pkt. ikke skulle finde anvendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet.

I stedet vil forældelsesloven skulle finde anvendelse fra modtagelsen, idet forældelse dog tidligst vil kunne indtræde 3 år efter tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det foreslås videre, at 1. pkt. på ny vil finde anvendelse, hvis tilbagebetalingskravet tilbagesendes til kommunen.

Den foreslåede regel, som svarer til gældende regler, vil desuden skulle ses i sammenhæng med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., hvorefter der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er indsat en bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, og misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet indebærer, at hele tilbagebetalingskravet anses for forfaldent til betaling, jf. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet og hele gælden for forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet kommer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte forfaldstidspunkt.

Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddrivelse, vil før modtagelsen være omfattet af forældelsesloven, og den 3-årige bortfaldsfrist i 1. pkt. vil derfor ikke være en sådan forældelsesfrist, der vil kunne få en allerede påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt.

Derimod vil der for tilbagebetalingskravet inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden kunne være opnået et særligt retsgrundlag, fx en dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksistens og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist. For sådanne tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst kunne indtræde 3 år fra modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det, at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og forældelsesfristen vil herefter være den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde vil den foreslåede regel indebære, at forældelse vil kunne indtræde på 3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forinden har været afbrudt efter forældelseslovens regler om afbrydelse.

Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver, fx fordi fordringshaver ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter vil skulle finde anvendelse.

Det betyder, at hvis det i 3 år efter hjælpens ophør ikke har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet, vil det bortfalde.