Beskæftigelsesloven § 121
Gældende tekst efter LBK nr 280 af 01/03/2024.
Kapitel 20 – Fleksjob m.v. · Løbende opfølgning i fleksjob og udarbejdelse af status
§ 121.
Jobcenteret skal sikre, at personen udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, og at den pågældendes skånebehov bliver tilgodeset.
Jobcenteret skal følge op på, om der er sket ændringer i den ansattes forhold efter 2½ år i fleksjobbet, herunder vurdere, om den ansatte fortsat opfylder betingelserne for fleksjob.
Herefter skal der følges op, hver gang der er gået 2½ år fra seneste opfølgning.
Dette skal ske ved en personlig samtale med den ansatte i fleksjobbet.
Arbejdsgiveren inddrages efter behov.
Personer, der er ansat i fleksjob, skal orientere jobcenteret, hvis arbejdstiden sættes ned, eller hvis der sker andre ændringer i ansættelsesforholdet, der kan have betydning for fleksjobbet.
Jobcenteret skal for personer, der er ansat i et fleksjob, jf. § 120, stk. 1, udarbejde en status efter 4½ år, hvor det vurderes, om personen kan overgå til ordinær beskæftigelse eller skal forblive i fleksjobordningen.
Personer, der er ansat i fleksjob, forbliver i ordningen, indtil jobcenteret har truffet afgørelse efter stk. 3.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 280 af 01/03/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Beskæftigelsesloven § 121
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 209 (2018-19) · bemærkning til § 121LOV nr 548 af 07/05/2019 · 7. maj 2019
Efter de gældende regler i § 70 d skal jobcenteret følge op ved en midtvejsstatus efter 2½ års ansættelse i fleksjobbet. Opfølgningen skal ske ved en personlig samtale med den ansatte i et fleksjob, og efter behov ved en drøftelse med arbejdsgiver og den ansatte af mulige initiativer, der kan forbedre den ansattes arbejdsevne.
For personer, der er ansat i et permanent fleksjob, skal jobcenteret foretage opfølgning, hver gang der er gået 2½ år fra sidste opfølgning.
For personer, der er ansat i midlertidige fleksjob, skal der udarbejdes en status efter 4 ½ år af jobcenteret, hvor der tages stilling til, om den ansatte i et fleksjob kan overgå til ordinær beskæftigelse eller skal blive i fleksjobordningen.
Personer, der er ansat i fleksjob, skal underrette jobcenteret, hvis arbejdstiden sættes ned, eller hvis der sker andre ændringer i ansættelsesforholdet af betydning for fleksjobbet.
For personer, der er ansat i fleksjob, jf. § 70 c, stk. 1, skal jobcenteret udarbejde en status efter 4 ½ år, hvor det vurderes, om personen kan overgå til ordinær beskæftigelse eller skal forblive i fleksjobordningen. Jobcenteret skal ved udarbejdelsen af status undersøge, om den pågældende fortsat har en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne efter de regler, som skal følges ved vurdering af en persons arbejdsevne.
Personer, der er ansat i fleksjob, forbliver i ordningen, indtil jobcenteret har truffet afgørelse efter stk. 3.
Der henvises til afsnit 2.20.1.4. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 121, stk. 1, 1. pkt., at jobcenteret skal sikre, at personen udnytter sin arbejdsevne bedst muligt i fleksjobbet, og at den pågældendes skånebehov bliver tilgodeset.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at jobcenteret skal følge op på, om der er sket ændringer i den ansattes forhold efter 2½ års ansættelse i fleksjob, herunder vurdere, om den ansatte fortsat opfylder betingelserne for fleksjob.
Det betyder, at i de tilfælde, hvor jobcenteret vurderer, at betingelserne for fleksjob ikke er opfyldt ved vurderingen efter § 121, stk. 1, skal jobcenteret træffe afgørelse om, at personen ikke længere er berettiget til fleksjob.
Det foreslås i stk. 1, 3.-5. pkt., at der herefter skal følges op hver gang der er gået 2½ år fra seneste opfølgning. Dette skal ske ved en personlig samtale med den ansatte i fleksjobbet. Arbejdsgiveren inddrages efter behov.
Denne opfølgning gælder for alle personer med et permanent fleksjob, herunder personer, der er ansat i fleksjob efter reglerne før den 1. januar 2013.
Det foreslås i stk. 2, at personer, der er ansat i fleksjob, skal underrette jobcenteret, hvis arbejdstiden sættes ned, eller hvis der sker andre ændringer i ansættelsesforholdet af betydning for fleksjobbet.
Det betyder, at den fleksjobansatte fx skal oplyse om, at der er behov for, at der skal tages nye skånehensyn, eller at den pågældende kan arbejde i flere timer end forudsat ved ansættelsen. Jobcenteret skal, når det modtager oplysninger fra den ansatte om sådanne forhold, vurdere, hvilken betydning oplysningerne har i forhold til de betingelser, der skal være opfyldt for at have ret til et fleksjob.
Det foreslås i stk. 3, at jobcenteret for personer, der er ansat i fleksjob, jf. § 120, stk. 1, skal udarbejde en status efter 4½ år, hvor det vurderes, om personen kan overgå til ordinær beskæftigelse eller skal forblive i fleksjobordningen.
Det betyder, at jobcenteret ved udarbejdelsen af status skal undersøge, om den fleksjobansatte fortsat har en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne efter de regler, som skal følges ved vurdering af en persons arbejdsevne, jf. § 118, stk. 2.
Der er med bestemmelsen tale om, at jobcenteret skal begynde arbejdet med at udarbejde status efter 4½ år, idet fleksjobbet er midlertidigt og løber i en periode af 5 år.
Hvis der er tale om en person under 40 år, hvor det er åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan blive bedre, eller hvor arbejdsevnen er yderligere nedsat, vil jobcenteret uden større sagsbehandling kunne bevilge et midlertidigt fleksjob på ny. For personer over 40 år kan jobcenteret i denne situation bevilge et permanent fleksjob, hvis det vurderes, at arbejdsevnen fortsat er nedsat i et sådant omfang, så overgang til beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked ikke er en mulighed.
Jobcenteret vil normalt kunne træffe afgørelse på baggrund af den udarbejdede status og skal derfor ikke forelægge sagen for rehabiliteringsteamet. Hvis jobcenteret vurderer, at der på ny er behov for en tværfaglig afklaring eller iværksættelse af beskæftigelsesrettede, sociale eller andre initiativer for at kunne træffe afgørelse, kan jobcenteret forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.
Jobcenterets vurdering skal fremgå af den ansattes fleksjobsag.
Det foreslås i stk. 4, at personer, der er ansat i fleksjob, forbliver i ordningen indtil jobcenteret har truffet afgørelse efter stk. 3.
Det betyder, at der ikke sker ændringer for den fleksjobansatte, selvom 5-års perioden er udløbet, og jobcenteret endnu ikke har truffet afgørelse om ophør eller forbliven i fleksjobordningen.
Det foreslåede er en videreførelse af den gældende lovs § 70 d og medfører ikke indholdsmæssige ændringer.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 121.