Afskrivningsloven

Afskrivningsloven § 18

Gældende tekst efter LBK nr 1222 af 13/10/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 – Bygninger, installationer og drænings- og markvandingsanlæg på jordbrugsbedrifter · Bygninger og installationer

§ 18.

Udgifter til ombygning eller forbedring afskrives særskilt, jf. § 17.

Såfremt udgifterne er afholdt i samme indkomstår, kan afskrivning dog foretages under ét.

Stk. 2.

Udgifter til ombygning eller forbedring af afskrivningsberettigede bygninger og installationer omfattet af § ‍15, stk. 2 eller 3, kan i stedet fradrages straks, i det omfang indkomstårets udgift til vedligeholdelse, ombygning og forbedring ikke overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget for den bygning eller installation, som udgifterne vedrører, for året før det indkomstår, hvori udgiften kan fradrages.

Ved opgørelsen af, om udgifterne overstiger 5 pct. af afskrivningsgrundlaget, medregnes først udgift til vedligeholdelse.

Udgifter til tilbygning behandles kun som ombygnings- eller forbedringsudgifter, når tilbygningen udgør en naturlig del af den eksisterende bygning.

Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, fradrages alene den del af det opgjorte beløb efter 1. og 2. pkt., der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse i det pågældende indkomstår.

Stk. 3.

Fradrag efter stk. 2 foretages i det indkomstår, hvori udgiften afholdes, uanset om ombygningen eller forbedringen endnu ikke benyttes erhvervsmæssigt efter § 16, 2. pkt. Fradraget kan dog ikke foretages i indkomstår, hvori der ikke kan afskrives på bygningen eller installationen, jf. § 20, eller i det indkomstår, hvori bygningen eller installationen anskaffes, jf. § 16, 1. pkt.

Stk. 4.

Udgifter, der er fratrukket efter stk. 2, anses ikke som afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelsen af skattepligtig fortjeneste eller tab efter § 21.

Ved ombygning eller forbedring af installationer omfattet af § 15, stk. 3, finder 1. pkt. anvendelse på det beløb, der er opgjort efter stk. 2, 1. og 2. pkt.

Stk. 5.

I det omfang udgift til ombygning eller forbedring modsvares af en forsikrings- eller erstatningssum, kan udgiften ikke fradrages efter reglen i stk. 2.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1222 af 13/10/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 18.