Whistleblowerloven

Whistleblowerloven § 16

Gældende tekst efter LOV nr 1436 af 29/06/2021.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 3 – Interne whistleblowerordninger · Dokumentationspligt

§ 16.

En arbejdsgiver omfattet af § 9 skal opbevare skriftlig dokumentation for etableringen af og procedurerne for whistleblowerordningen, jf. §§ 10-15.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 1436 af 29/06/2021 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Whistleblowerloven § 16

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 213 (2020-21) · bemærkning til § 16LOV nr 1436 af 29/06/2021 · 29. juni 2021

Det foreslås i § 16 , at en arbejdsgiver omfattet af § 9 skal opbevare skriftlig dokumentation for etableringen af og procedurerne for whistleblowerordningen, jf. §§ 10-15.

Arbejdsgiveren, jf. den foreslåede § 9, skal således kunne dokumentere, at det er muligt enten at indberette skriftligt, mundtligt eller begge dele, og at det – i de tilfælde, hvor det er relevant – er muligt at indberette mundtligt ved fysisk fremmøde, jf. den foreslåede § 10.

Det skal endvidere fremgå af den skriftlige dokumentation, at der er udpeget en whistleblowerenhed, hvor en intern upartisk person eller afdeling har ansvaret for at modtage indberetninger og have kontakt med whistlebloweren, følge op på indberetninger og give feedback til whistlebloweren, jf. den foreslåede § 11, stk. 1. Der skal alternativt skriftligt dokumenteres en eventuel outsourcing til ekstern tredjepart, herunder at der er indhentet de fornødne garantier for, at tredjeparten lever op til lovens krav, jf. den foreslåede § 11, stk. 2.

Det skal endvidere kunne dokumenteres, at whistleblowerordningen er etableret og drives på en sådan måde, at fortroligheden om identiteten på whistlebloweren, den berørte person og enhver tredjepart nævnt i indberetningen er sikret, og hvordan det er sikret, at ingen uautoriserede medarbejdere har adgang til sådanne oplysninger, samt at der er indført passende procedurer, som sikrer modtagelse, behandling og opfølgning i overensstemmelse med den foreslåede § 12, stk. 2.

Arbejdsgiveren skal endvidere skriftligt dokumentere, at der i en klar og lettilgængelig form er offentliggjort oplysninger om proceduren for at foretage indberetning til den interne whistleblowerordning m.v., jf. § 13.

Hvis muligheden for at dele ressourcer, jf. den foreslåede § 14, eller kommuners mulighed for at etablere fælles interne whistleblowerordninger, jf. lovforslagets § 15, er udnyttet, skal dette ligeledes fremgå af den skriftlige dokumentation.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 30, stk. 2, hvorefter en arbejdsgiver, der ikke lever op til forpligtelserne efter §§ 10-11, § 12, stk. 1 eller 2, § 13 eller § 16, straffes med bøde.

Den foreslåede dokumentationspligt har i den forbindelse navnlig til formål at lette en eventuel efterforskning af anmeldelse om manglende overholdelse af pligten til at etablere en intern whistleblowerordning i overensstemmelse med de foreslåede regler herom i kapitel 3. Det bemærkes i den forbindelse, at manglende overholdelse af den foreslåede dokumentationspligt i sig selv vil kunne straffes med bøde, jf. den foreslåede § 30, stk. 2.

Kapitel 4

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 16.