Ombudsmandsloven

Ombudsmandsloven § 33

Gældende tekst efter LBK nr 349 af 22/03/2013.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 9 – Ikrafttræden m.v.

§ 33.

Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 349 af 22/03/2013 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Ombudsmandsloven § 33

Senere ændringer

ÆndringL 139 (2004-05, 2. samling) · bemærkning til § 1, nr. 7LOV nr 556 af 24/06/2005 · 24. juni 2005

De foreslåede bestemmelser i § 33 og § 34 vil gøre det muligt at udstede kongelige anordninger, der præciserer ombudsmandens kompetence i forhold til myndigheder på Færøerne og i Grønland, men de vil ikke medføre reelle ændringer i ombudsmandens kompetence.

§ 33 giver hjemmel til ved kongelig anordning at sætte loven i kraft for Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske forhold tilsiger, herunder de ændringer, som følger af den offentlige forvaltnings opbygning på Færøerne, og af, at Folketingets Ombudsmand kun er kompetent over for statens forvaltning på Færøerne. På Færøerne findes bl.a. ikke regionsråd, og Folketingets Ombudsmand er ikke kompetent over for de færøske kommuner. Heraf følger, at lovens § 8 ikke skal gælde på Færøerne, og at bestemmelserne i lovens § 11, stk. 2, § 12 og § 24 må justeres, således at de kun angår statslige myndigheder. Det bemærkes i øvrigt, at ombudsmandslovens § 32 indeholder en ændring af udlændingeloven, hvorved ombudsmandens virksomhed i forhold til Flygtningenævnet er afskåret med virkning fra den 1. januar 1997 undtagen i de tilfælde, hvor ombudsmanden i medfør af lovens § 17 tager en sag op til undersøgelse af egen drift eller gennemfører en generel undersøgelse af en myndigheds behandling af sager. Udlændingeloven er efterfølgende sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning nr. 728 af 22. juli 2000, som senere er erstattet af kongelig anordning nr. 182 af 22. marts 2001. Ombudsmandslovens § 32 bør derfor ligeledes, også af ordensmæssige hensyn, sættes i kraft på Færøerne.

§ 34, stk. 1, giver hjemmel til ved kongelig anordning senere at foretage de ændringer i loven, som fremtidige ændringer i forvaltningen på Færøerne og ændringer af de retsregler, som er af betydning for Folketingets Ombudsmands virksomhed på Færøerne, nødvendiggør. Det kunne f.eks. være relevant at ændre bestemmelsen i lovens § 9, hvis folkekirken skulle blive overtaget af hjemmestyret. Stk. 2 giver hjemmel til ved kongelig anordning at foretage de ændringer i loven for Grønland, som de særlige grønlandske forhold nu og i fremtiden tilsiger, herunder de ændringer, som følger af den offentlige forvaltnings opbygning i Grønland, og af, at Folketingets Ombudsmand kun er kompetent over for statens forvaltning i Grønland. Heller ikke i Grønland findes regionsråd, og Folketingets Ombudsmand er ikke kompetent over for de grønlandske kommuner. Der skal derfor foretages de samme ændringer af loven som for Færøernes vedkommende.

Både på Færøerne og i Grønland er der nu i øvrigt etableret ordninger, hvor en ombudsmand udpeget af henholdsvis Færøernes Lagting og Grønlands Landsting har kompetence over for landets myndigheder og kommunerne, jf. lagtingslov nr. 60 af 10. maj 2000 om Lagtingets Ombudsmand og landstingslov nr. 7 af 13. juni 1994 om Landstingets Ombudsmand.

Inden loven ved kongelig anordning sættes i kraft på Færøerne og i Grønland med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger, vil de færøske og grønlandske myndigheder blive hørt i overensstemmelse med de herom gældende regler.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 33.