Ligningsloven

Ligningsloven § 8y

Gældende tekst efter LBK nr 1500 af 24/11/2025.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

§ 8 Y.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 8.000 kr. inklusive moms.

Flere betalinger, som vedrører samme leverance, ydelse, kontrakt el.lign., anses som én betaling i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt. Ved løbende ydelser eller periodiske ydelser skal flere faktureringer og betalinger ses som én samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen i 1. pkt., når de sker inden for samme kalenderår.

Stk. 2.

Er der i et indkomstår foretaget fradrag for en udgift, hvor fradraget ikke opfylder betingelserne i stk. 1, skal det tidligere fratrukne beløb reguleres tilbage, når betalingen sker i indkomståret.

Hvis betaling sker efter udløbet af indkomståret, medtages beløbet som indtægt i det indkomstår, hvor betalingen sker.

Stk. 3.

Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut som anført i stk. 1, kan virksomheden opnå sit fradrag ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf.

Denne indberetning skal foretages senest i forbindelse med virksomhedens oplysningsfrist efter skattekontrollovens §§ 11-13 for det indkomstår, hvori købet er foretaget.

Stk. 4.

Uanset fristen i stk. 3, 2. pkt., og fristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 kan told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra virksomheden genoptage virksomhedens skatteansættelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014, hvis virksomheden samtidig med anmodningen har indberettet oplysninger efter bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., om kontantkøb foretaget i de nævnte indkomstår.

Told- og skatteforvaltningen skal have modtaget såvel indberetningerne som anmodningen om genoptagelse senest den 1. juli 2019.

Stk. 5.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om andre betalingsmåder, som sidestilles med betaling via pengeinstitut, og om krav til dokumentation.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1500 af 24/11/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Ligningsloven § 8y

Senere ændringer

ÆndringL 25 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 1430 af 05/12/2018 · 5. december 2018

Efter ligningslovens § 8 Y, stk. 1, er erhvervsdrivendes skattemæssige fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser betinget af, at udgiften er betalt digitalt via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inkl. moms.

Flere betalinger for samme leverance, ydelse, kontrakt eller lignende anses efter gældende ret som én betaling i forhold til den nævnte beløbsgrænse. Løbende ydelser anses ligeledes som en samlet leverance i forhold til beløbsgrænsen, når ydelserne sker inden for samme kalenderår.

Den digitale betaling sikrer, at der efterlades et transaktionsspor, hvor både betalingsmodtager og den, der har afgivet betalingen, kan identificeres. Betaler en virksomhed sin leverandør med kontanter, kan virksomheden nægtes skattemæssigt fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i de tilfælde, hvor beløbet overstiger 10.000 kr. inkl. moms.

Ønsker virksomheden at fastholde retten til fradrag, kan dette opnås ved, at betalingen af leverandøren sker digitalt. Som digital betaling anses følgende betalingsformer:

1) Overførsel til leverandørens konto via posthus, bank eller netbank.

2) Kortbetaling via leverandørens hjemmeside eller via leverandørens kortterminal.

3) Indbetalingskort (girokort).

Ved betaling via et pengeinstitut eller betalingsinstitut efter ligningslovens § 8 Y, stk. 1, forstås betaling fra konto til konto eller betaling på anden måde til modtagerens konto, herunder ved anvendelse af betalingskort, hvorved der sikres en entydig identifikation af betaler og betalingsmodtager. Betaling med indbetalingskort på posthuset eller i et pengeinstitut sidestilles med digital betaling.

Betaling med check sidestilles med kontant betaling. Det skyldes, at en check, selv om den måtte være crosset, ikke altid hæves af og dermed entydigt identificerer den, der modtager betalingen. Betaling med checks sikrer således ikke altid sporbarhed, og kan derfor ikke anerkendes som eller sidestilles med digital betaling, som netop sikrer en entydig identifikation af såvel betalingsmodtager som den, der har anvist betalingen.

Sort arbejde kendetegnes ved, at der ikke udstedes faktura til køber, og at køber oftest betaler kontant. Ved kontant betaling etableres der ikke det transaktionsspor, som er af afgørende betydning for Skatteforvaltningens kontrol af, om der opkræves, angives og afregnes skatter og afgifter i overensstemmelse med gældende ret.

Det foreslås, at den eksisterende beløbsgrænse for kontant betaling på 10.000 kr. inkl. moms sænkes til 8.000 kr. inkl. moms. Anvendelsen af digitale betalingsmetoder og overførsler er stigende. Digitale betalingsmetoder efterlader et transaktionsspor, som betyder, at Skatteforvaltningen f.eks. kan følge pengestrømmene for at finde frem til de virksomheder, der ikke afregner skatter og afgifter korrekt. Det kræver dog først og fremmest, at oplysninger om pengestrømmene registreres, så Skatteforvaltningen har et transaktionsspor at forfølge.

Den eksisterende grænse på 10.000 kr. inkl. moms blev indsat ved lov nr. 590 af 18. juni 2012.

Grænsen på 10.000 kr. inkl. moms blev valgt i lyset af den grænse på 1.000 euro, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2015/847 af 20. maj 2015 for, hvornår betalingsformidlere skal medsende oplysninger om betaler ved pengeoverførsler. Grænsen på 10.000 kr. inkl. moms blev valgt ud fra en betragtning om, at pengeinstitutterne med sikkerhed ville have registreret de oplysninger, Skatteforvaltningen har behov for i forbindelse med en efterfølgende kontrol, og at beløbsgrænsen skulle kunne rumme evt. kurssving i euroen.

Ved en grænse på 8.000 kr. inkl. moms vil pengeinstitutterne m.fl. fortsat have registreret det transaktionsspor, som Skatteforvaltningen vil kunne gøre brug af i forbindelse med kontrol af betalingstransaktioner hos betalingsformidlere.

Den foreslåede bestemmelse skal medvirke til at minimere omfanget af sort arbejde. Det forekommer hverken hensigtsmæssigt eller velbegrundet, at Skatteforvaltningen i forbindelse med kontrol af betalingstransaktioner hos betalingsformidlere alene skal have adgang til transaktioner på 10.000 kr. inkl. moms og derover, når pengeinstitutter m.fl. allerede registrerer oplysninger om betaler i forbindelse med pengeoverførsler fra 1.000 euro og derover.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at erhvervsdrivendes skattemæssige fradrag for udgifter på 8.000 kr. inkl. moms og derover vedrørende køb af varer og ydelser gøres betinget af, at udgiften er betalt digitalt via et pengeinstitut eller betalingsinstitut.

Det vurderes, at den foreslåede beløbsgrænse vil kunne medvirke til at begrænse omfanget af sort arbejde, da en lavere beløbsgrænse vil øge incitamentet til at betale digitalt.

ÆndringL 25 (2018-19) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 1430 af 05/12/2018 · 5. december 2018

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og den, der betaler, medmindre betalingen samlet udgør højst 10.000 kr. inkl. moms, jf. ligningslovens § 8 Y, stk. 1.

Hvis en virksomhed ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, kan virksomheden opnå sit fradrag ved på Skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Denne indberetning skal foretages senest i forbindelse med virksomhedens selvangivelsesfrist for det indkomstår, hvori købet er foretaget, jf. ligningslovens § 8 Y, stk. 3.

For indkomstårene 2012, 2013 og 2014 var fristen for indberetning af de nævnte oplysninger 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse. Dette blev imidlertid anset for at være unødigt restriktivt, hvorfor fristen for indberetning blev forlænget ved lov nr. 428 af 18. maj 2016 med virkning fra og med indkomståret 2015.

Med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås indsat et nyt stk. 4 i ligningslovens § 8 Y. Efter det foreslåede stk. 4, vil en virksomhed uanset fristen i ligningslovens § 8 Y, stk. 3, 2. pkt., og fristerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 efter anmodning kunne få genoptaget sin skatteansættelse for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 med henblik på at opnå skattemæssigt fradrag for kontantkøb foretaget i de nævnte år. Det er dog en betingelse, at virksomheden i forbindelse hermed indberetter oplysninger efter bestemmelsen i stk. 3, 1. pkt., om kontantkøb foretaget i de nævnte indkomstår.

Der foreslås i den forbindelse en absolut frist for, hvornår Skatteforvaltningen skal have modtaget såvel indberetningerne om kontant køb som virksomhedens anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2012, 2013 og 2014. Den absolutte frist foreslås at være senest den 1. juli 2019.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at alle virksomheder, som måtte have undladt eller glemt at indberette om kontantkøb inden for den korte frist – og som derved ikke har opnået ret til og foretaget skattemæssigt fradrag for den pågældende udgift – vil kunne opnå retten til fradrag ved at foretage indberetning vedrørende sådanne evt. kontantkøb senest den 1. juli 2019.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at virksomheder i forbindelse med indberetning af evt. kontantkøb foretaget i indkomstårene 2012, 2013 og 2014 vil skulle anmode Skatteforvaltningen om, at skatteansættelsen for det eller de pågældende indkomstår genoptages med henblik på at få skattemæssigt fradrag for de indberettede kontantkøb.

Der vil ikke kunne ske genoptagelse af skatteansættelsen og opnås skattemæssigt fradrag for udgifter, der ikke er sket rettidig indberetning om, men som alligevel er medtaget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i de nævnte år. I sådanne situationer vil virksomheden alene kunne indberette de oplysninger, der skulle have været indberettet på et tidligere tidspunkt, og dermed opnå at opretholde sit skattemæssige fradrag for de nævnte år.

Det vurderes, at der er virksomheder, som – på grund af manglende indberetning af oplysninger om kontante køb inden for fristen – uretmæssigt har fratrukket udgifter i forbindelse med opgørelsen af den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2012, 2013 og 2014.

For indkomstårene 2012, 2013 og 2014 var fristen for indberetning af de nævnte oplysninger 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse. Der var således tale om en relativt kort frist for indberetning. Som nævnt blev denne frist anset for at være unødigt restriktivt, hvorfor fristen for indberetning blev forlænget ved lov nr. 428 af 18. maj 2016 med virkning fra og med indkomståret 2015.

Det vurderes, at fristforlængelsen burde have haft virkning fra om med indkomståret 2012. Det rettes der op på ved nærværende lovforslag.

Alle virksomheder vil efter den foreslåede bestemmelse få mulighed for at indberette de oplysninger, der allerede skulle have været indberettet for indkomstårene 2012, 2013 og 2014 med henblik på enten at opnå ret til skattemæssigt fradrag for udgiften med tilbagevirkende kraft eller opretholde et allerede foretaget skattemæssigt fradrag, ligesom virksomheder, der har afholdt sig fra at medregne udgifter vedrørende kontantkøb som følge af manglende rettidig indberetning af kontantkøb nu vil kunne foretage indberetning og få mulighed for at få genoptaget skatteansættelsen for det eller de pågældende indkomstår.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke har været sendt i høring.

ÆndringL 15 (2017-18) · bemærkning til § 4, nr. 10LOV nr 1555 af 19/12/2017 · 19. december 2017

Efter forslaget til ændring af ligningslovens § 8 Y, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at selvangivelsesbegrebet erstattes af et oplysningsbegreb.

Efter den gældende ligningslovs § 8 Y, stk. 3, 2. pkt., kan visse skattepligtige selskaber og fonde indberette oplysninger vedrørende deres fradrag for udgifter for køb af varer og ydelser. Indberetningen skal foretages senest inden udløbet af selvangivelsesfristen.

Forslaget indeholder en ændring som følge af afskaffelsen af selvangivelsesbegrebet. Der er således tale om en konsekvensændring med henblik på at indføre skattekontrollovens oplysningsbegreb. Der henvises til omtalen under afsnit 2.1 i de almindelige bemærkninger.

ÆndringL 124 (2015-16) · bemærkning til § 3, nr. 1LOV nr 428 af 18/05/2016 · 18. maj 2016

Efter ligningslovens § 8 Y kan en virksomhed, hvis den ikke har mulighed for at betale via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, opnå sit fradrag ved på told- og skatteforvaltningens hjemmeside at indberette oplysninger om det foretagne køb, herunder fakturaoplysninger, der entydigt identificerer leverandøren, og betalingen heraf. Denne indberetning skal foretages senest 14 dage efter betalingen, dog senest 1 måned efter fakturaens modtagelse.

Den digitale betaling sikrer, at der efterlades et digitalt spor, hvor både betalingsmodtager og betaler kan identificeres. Aftagervirksomheden kan fastholde sit fradrag ved at betale digitalt. Betaler en virksomhed sin leverandør med kontanter, nægtes virksomheden fradrag efter skattereglerne, når beløbet overstiger 10.000 kr. inkl. moms.

Da betaling med checks ikke altid sikrer sporbarhed, anerkendes betaling med cheks ikke som digital betaling. Som digital betaling anses følgende betalingsformer:

1) Overførsel til leverandørens konto via posthus, bank eller netbank 2) Kortbetaling via leverandørens hjemmeside eller via leverandørens kortterminal 3) Indbetalingskort (girokort)

Overførsel til leverandørens konto via posthus, bank eller netbank

Kortbetaling via leverandørens hjemmeside eller via leverandørens kortterminal

Indbetalingskort (girokort)

Fristen for at foretage indberetning om foretagne kontantbetalinger har vist sig unødigt restriktiv. Det foreslås derfor, at den nugældende frist på 14 dage forlænges, således at indberetningsfristen vedrørende oplysninger om køb af varer og ydelser, der samlet set overstiger 10.000 kr. inkl. moms, fremover vil være sammenfaldende med virksomhedens selvangivelsesfrist. Er betalingen sket via et pengeinstitut eller et betalingsinstitut, som sikrer identifikation af såvel betaler som betalingsmodtager, skal der fortsat ikke foretages indberetning til SKAT om det foretagne køb for at få fradrag.

ÆndringL 9 (2014-15) · bemærkning til § 3, nr. 2LOV nr 1376 af 16/12/2014 · 16. december 2014

Ved lov nr. 590 af 18. juni 2012 blev § 8 Y indsat i ligningsloven som led i en samlet pakke vedrørende initiativer rettet mod sort arbejde.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er der fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens §§ 1 eller 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inklusive moms.

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y er formuleret anderledes end de tilsvarende bestemmelser i momslovens § 46, stk. 10, og opkrævningslovens § 10 a, stk. 1.

Ved formuleringen af bestemmelsen i momsloven og i opkrævningsloven er udgangspunktet, at solidarisk hæftelse for leverandørens manglende betaling af skatter og afgifter kan gøres gældende mod køberen, hvor købesummen overstiger 10.000 kr. inklusive moms, medmindre køberen foretager digital betaling via et pengeinstitut eller betalingsinstitut.

Ved kontantbetaling på præcis 10.000 kr. inklusive moms er der ikke krav om digital betaling efter momslovens og opkrævningslovens bestemmelser, mens der er krav om digital betaling efter ligningsloven for betalinger, der udgør præcis 10.000 kr. inklusive moms.

En sådan forskel har ikke været hensigten i forbindelse med indførelsen af de omhandlede bestemmelser. Det fremgår således af bemærkningerne til lovforslaget vedrørende ligningslovens § 8 Y, jf. Folketingstidende 2011-12, A, L 1170 som fremsat, side 30, at kravet om digital betaling ikke skulle stilles ved betaling af præcis 10.000 kr. inklusive moms, så bestemmelsen skulle svare til de samtidigt indførte bestemmelser om digital betaling i momsloven og opkrævningsloven.

Det foreslås at ændre ligningslovens § 8 Y, så den indholdsmæssigt kommer til at svare til de tilsvarende bestemmelser i momsloven og opkrævningsloven. Ændringen skal tillige sikre overensstemmelse mellem bestemmelsen og de ovennævnte bemærkningerne.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 8y.