Ligningsloven § 8j
Gældende tekst efter LBK nr 1500 af 24/11/2025.
§ 8 J.
Udgifter til rådgivning vedrørende investering i aktier m.v. med henblik på helt eller delvis at erhverve et eller flere selskaber m.v. med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 1500 af 24/11/2025 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Ligningsloven § 8j
Senere ændringer
ÆndringL 202 (2008-09) · bemærkning til § 12, nr. 3LOV nr 525 af 12/06/2009 · 12. juni 2009
I henhold til ligningslovens § 8 I og § 8 J kan udgifter til undersøgelse af nye markeder og udgifter til advokater og revisorer i forbindelse med etablering eller udvidelse af erhvervsvirksomhed fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter ligningslovens § 8 J gives der endvidere fradrag for gebyrer til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Der er tale om regler, der fraviger det almindelige skattemæssige princip om, at der ikke er fradrag for udgifter til etablering af erhvervsvirksomhed.
De pågældende udgifter afholdes i mange tilfælde med henblik på erhvervelse af indkomst, som ikke er skattepligtig i Danmark. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor der er tale om udgifter til etablering af en virksomhed i udlandet.
Det kan også være tilfældet, hvor de pågældende udgifter afholdes i forbindelse med aktiekøb. Da selskaber i dag er skattefri af aktieavancer efter 3 år, vil der ofte være tale om fradrag for omkostninger til opnåelse af en skattefri aktieavance. Aktieavancerne vil også være skattefrie i fremtiden, når der er tale om datterselskabsaktier eller koncernselskabsaktier, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 10.
Ophævelsen af særreglen i ligningslovens § 8 J om fradrag for udgifter til advokater og revisorer fjerner endvidere et konkurrenceforvridende element i skattelovgivningen. Der er ingen god begrundelse for at give advokater og revisorer en skattemæssig fortrinsstilling i forhold til konsulenter, landbrugsrådgivere, ingeniører og andre rådgivere.
På den baggrund foreslås det at ophæve de gældende regler i ligningslovens § 8 I og § 8 J.
Det foreslås samtidigt at fjerne fradraget for rådgiveromkostninger i forbindelse med aktieopkøb i de tilfælde, hvor der gives fradrag for disse udgifter, idet de anses som formueforvaltningsudgifter efter reglerne i statsskatteloven. En sådan ændring vil især være relevant i relation til ventureselskabers (kapitalfondes) aktieinvesteringer.
Efter gældende regler omfatter formueforvaltningsomkostninger ikke kun udgifter til traditionel rådgivning vedrørende passive investeringer i noterede værdipapirer, men også udgifter til rådgivning om ventureinvesteringer, der er baseret på aktiv interessevaretagelse i typisk unoterede selskaber.
Et ventureselskab vil i forbindelse med sine investeringer ofte afholde den samme type omkostninger (due diligence, kontraktskoncipering, forhandlinger m.v.) som en »almindelig« industriel koncern. Forskellen er, at udgiften anses for en formueforvaltningsudgift for ventureselskabet, mens det er en etableringsudgift for den industrielle koncern.
Selv om ligningslovens § 8 J ophæves, bevarer ventureselskaberne således fradragsretten for rådgivningsomkostninger ved aktieopkøb. Det giver ventureselskaberne en uberettiget fordel i forhold til industrielle koncerner, idet det formentligt ikke vil være sjældent forekommende, at ventureselskaber og industrielle selskaber vil ønske at opkøbe det samme selskab.
Det bemærkes, at ventureselskaber, som ikke anses for næringsskattepligtige vedrørende aktier, beskattes af deres aktieinvesteringer efter samme regler som industrielle selskaber. Der vil således alt andet lige ikke ske beskatning af ventureselskabets aktieafkast, hvis det besidder mere end 10 pct. af aktiekapitalen i det opkøbte selskab.
På den baggrund foreslås det at erstatte den gældende regel i ligningslovens § 8 J med en bestemmelse om, at der ikke er fradrag for udgifter til rådgivning til investering i aktier med henblik på helt eller delvist at erhverve selskaber m.v. med henblik på at deltage i ledelsen og driften af disse. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset hvor stor en andel af aktiekapitalen, der erhverves i det pågældende selskab, og uanset om investoren kun indtræder i ledelsen og driften i et underliggende selskab.
ÆndringL 208 (2005-06) · bemærkning til § 13, nr. 13LOV nr 515 af 07/06/2006 · 7. juni 2006
Ifølge ligningslovens § 8 N, stk. 1, kan man ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage udgifter i forbindelse med udarbejdelse af forretningsplan, for hvilke der ydes tilskud efter § 2, stk. 2, i lov om tilskud til iværksættere. Lov om tilskud til iværksættere er ophævet ved lov nr. 389 af 10. juni 1997. Det foreslås derfor, at ligningslovens § 8 N, stk. 1, ophæves.
Ifølge ligningslovens § 8 N, stk. 2, kan man ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage udgifter i forbindelse med ordningen med gratis rådgivning før virksomhedsstart, i det omfang der ydes tilskud efter § 2 i lov om erhvervsfremme. Ordningen med gratis rådgivning før virksomhedsstart er ophørt. Det foreslås derfor, at ligningslovens § 8 N, stk. 2, ophæves.
Ifølge ligningslovens § 8 J, stk. 4, kan udgifter, der er omfattet af § 8 N, ikke fradrages efter § 8 J, stk. 1-3. Som konsekvens af forslaget om at ophæve § 8 N, foreslås det, at § 8 J, stk. 4, også ophæves.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 8j.