Ligelønsloven § 6
Gældende tekst efter LBK nr 156 af 22/02/2019.
§ 6.
En lønmodtager, som ikke mener, at arbejdsgiveren overholder pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, efter loven, kan søge kravet fastslået ved domstolene.
Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. § 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 156 af 22/02/2019 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Ligelønsloven § 6
Senere ændringer
ÆndringL 78 (2000-01) · bemærkning til § 2, nr. 4LOV nr 440 af 07/06/2001 · 7. juni 2001
Bevisbyrdereglen i ligelønslovens § 6, stk. 2, blev indført i 1992. Bestemmelsen har været anvendt i en lang række voldgiftskendelser. Ændringen i ligelønsloven tilsigtede at leve op til de EU-retlige bevisbyrderegler, som er udtrykt i præmisserne til EF-Domstolens dom i Danfoss-sagen, hvor EF-Domstolen fastslog, at manglende gennemskuelighed i en virksomheds lønfastsættelsessystem bevirker, at arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at den førte lønpolitik ikke er udtryk for forskelsbehandling, når en kvindelig lønmodtager på grundlag af forholdsvis omfattende personalemateriale godtgør, at kvindelige medarbejdere aflønnes lavere end mandlige kollegaer.
Det foreslås, at bestemmelsen i § 6, stk. 2, ændres, så formuleringen svarer til den nye § 16 a i ligebehandlingsloven. Der tilsigtes ikke nogen ændring i rækkevidden af bestemmelsen. Når lønmæssig forskelsbehandling af mænd og kvinder kan konstateres, vil der være tale om en »faktisk omstændighed«, jf. bevisbyrdedirektivets artikel 4. Ligelønslovens § 1 indeholder et forbud mod lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Bestemmelsen gennemfører ligelønsdirektivets artikel 1, hvorefter enhver forskelsbehandling med hensyn til køn skal afskaffes for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 6.