Ferieloven § 40
Gældende tekst efter LBK nr 152 af 20/02/2024.
Kapitel 8 – Arbejdsmarkedets Feriefond · Fonden
§ 40.
Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution.
Fondens midler består af renter og andet afkast af kapitalen samt beløb, som i medfør af loven tilfalder fonden.
Fondens midler anvendes til ferieformål til lønmodtagere, herunder særlig gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere.
Arbejdsmarkedets Feriefond skal i videst muligt omfang imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn.
Beskæftigelsesministeren udpeger fondens bestyrelse, herunder formanden.
Bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen.
Den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974, skal forblive urørt.
Beskæftigelsesministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger denne kapital til opfyldelse af fondens formål, jf. stk. 3, og til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser.
Fondens regnskab skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf mindst en skal være statsautoriseret revisor.
Bestyrelsen udnævner revisorerne for 3 år ad gangen, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage.
Det reviderede årsregnskab indsendes efter godkendelse af bestyrelsen til beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesministeren fastsætter vedtægter for fonden.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 152 af 20/02/2024 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Ferieloven § 40
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 116 (2017-18) · bemærkning til § 40LOV nr 60 af 30/01/2018 · 30. januar 2018
Den gældende ferielovs kapitel 9 indeholder bestemmelser om Arbejdsmarkedets Feriefond og dens virke. Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution, hvis midler består af renter og andet afkast af kapitalen samt beløb, som i medfør af loven tilfalder fonden. Det fremgår af § 46, stk. 3, at fondens midler anvendes til ferieformål for lønmodtagere. Beskæftigelsesministeren udpeger fondens bestyrelse herunder formanden, jf. § 46, stk. 4. Efter ferielovens § 42 a, stk. 3, skal Arbejdsmarkedets Feriefond i videst muligt omfang imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familie og børn.
Det foreslås at videreføre de gældende regler om Arbejdsmarkedets Feriefond.
Det foreslås i stk. 1, at Arbejdsmarkedets Feriefond er en selvejende institution. Det betyder blandt andet, at fonden har ejendomsretten til fondens aktiver. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 1.
Det foreslås i stk. 2, at fondens midler består af renter og andet afkast af kapitalen samt beløb, som efter loven tilfalder fonden.
De beløb, som efter loven fremover vil kunne tilfalde fonden, vil være uhævet eller ikke udbetalt feriebetaling, jf. forslagets § 34. Endvidere vil resterende renter fra FerieKonto tilfalde fonden, såfremt disse ikke forlods er brugt til finansiering af Feriepengeinfo efter forslagets § 35, stk. 7, 3. pkt. Det vil påhvile fonden at inddrive sine tilgodehavender. Bestemmelsen indebærer, at Arbejdsmarkedets Feriefonds midler forsat består af de midler, der efter ferieloven tilfalder fonden, og finansiel afkast fra tidligere tilførte midler.
Det foreslås i stk. 3, 1. pkt . , at fondens midler skal anvendes til ferieformål til lønmodtagere, herunder særligt gennem støtte til institutioner eller organisationer, der tilvejebringer feriemuligheder for lønmodtagere. Den foreslående bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at fondens formål forsat vil være som efter gældende ferielov.
Det foreslås endvidere i stk. 3, 2. pkt . , at fonden i videst muligt omfang skal imødekomme ansøgninger til ferieformål for vanskeligt stillede familier og børn. Den foreslående bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 42 a, stk. 3. Fonden vil således fortsat være forpligtet til at prioritere støtte til dette formål og i videst mulige omfang imødekomme ansøgninger herom. Bestemmelsen indebærer, at fondens formål forsat vil være som efter gældende ferielov.
Det foreslås i stk. 4 , at beskæftigelsesministeren skal udpege fondens bestyrelse, herunder formanden, og at bestyrelsen udpeges for 3 år ad gangen. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. . Bestemmelsen indebærer, at beskæftigelsesministeren forsat udpeger medlemmerne af bestyrelsen og at perioden forsat vil være en 3-årig periode.
Det foreslås i stk. 5 , at den kapital, som fonden rådede over pr. 1. juli 1974, fortsat vil skulle forblive urørt. Beskæftigelsesministeren kan dog under særlige omstændigheder godkende, at Arbejdsmarkedets Feriefond bruger denne kapital til opfyldelse af fondens formål, jf. forslagets stk. 3, og til opfyldelse af fondens lovmæssige forpligtelser. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 5. Den urørlige kapital udgjorde ca. 74 mio. kr. i fondens senest aflagte årsregnskab (2016). Bestemmelsen indebærer, at fondens urørlige kapital forsat kun vil kunne anvendes, hvis beskæftigelsesministeren under særlige omstændigheder godkender dette. Der er ikke materielt ændret i bestemmelsen i forhold til den gældende ferielov.
Det foreslås i stk. 6, at Fondens regnskab vil skulle revideres af mindst 2 revisorer, hvoraf mindst én skal være statsautoriseret revisor. Bestyrelsen udnævner revisorerne for 3 år ad gangen, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 6. Bestemmelsen indebærer, at der forsat er krav til revisionen af fonden.
Det foreslås i stk. 7 , at det reviderede årsregnskab indsendes efter godkendelse af bestyrelsen til beskæftigelsesministeren. Den foreslående bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 7. Bestemmelsen indebærer, at beskæftigelsesministeren forsat får de oplysninger om fondens økonomi der forudsættes for at udøve et almindeligt sektortilsyn som ressortministerium.
Det foreslås endvidere i stk. 8 , at beskæftigelsesministeren fastsætter vedtægter for fonden. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende ferielovs § 46, stk. 8. Bestemmelsen indebærer, at beskæftigelsesministeren fortsat har bemyndigelse til at fastsætte vedtægter for fonden. Vedtægterne er fastsat i bekendtgørelse nr. 673 af 23. juni 2014 om vedtægter for Arbejdsmarkedets Feriefond. Bekendtgørelsen forbliver i kraft, indtil den ophæves eller erstattes af en bekendtgørelse fastsat efter denne lov, jf. forslagets § 47, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 40.