Arbejdsretsloven § 16
Gældende tekst efter LBK nr 705 af 13/08/2026.
Kapitel 1 – Arbejdsretten
§ 16.
Forberedelsen af sagen til eventuel hovedforhandling finder sted i et eller flere forberedende retsmøder.
Under de forberedende retsmøder beklædes retten af formanden, en af næstformændene eller sekretariatslederen.
Med parternes samtykke kan retten afgøre sagen på et forberedende retsmøde.
Afgørelsen kan med parternes indforståelse træffes ved beslutning.
De forberedende retsmøder afholdes for lukkede døre, jf. dog stk. 5.
Med parternes tiltræden kan retsformanden dog tillade andre end partsrepræsentanterne at overvære retsmøderne.
Møder, der afholdes med henblik på sagens afgørelse efter stk. 3, foregår for åbne døre.
Retsformanden kan dog beslutte, at dørene undtagelsesvis skal lukkes.
Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 705 af 13/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Arbejdsretsloven § 16
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 5 (2007-08, 2. samling) · bemærkning til § 16LOV nr 106 af 26/02/2008 · 26. februar 2008
Stk. 1-3 og stk. 4 er en uændret videreførelse af den gældende lovs § 16, dog er »domsforhandling« ændret til »hovedforhandling« i overensstemmelse med en tilsvarende ændring af sprogbrugen i retsplejeloven, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige love (Politi- og domstolsreform).
Stk. 5 er nyt. Det foreslås, at forberedende retsmøder, der holdes med henblik på sagens afgørelse efter § 16, stk. 3, foregår for åbne døre. Baggrunden er, at et sådant møde berammes og i det væsentlige afvikles som en hovedforhandling - alene med den forskel, at fagdommere ikke deltager.
Retsformanden kan undtagelsesvis - hvor der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde det, f.eks. under afgivelse af en forklaring - beslutte at holde hele mødet for lukkede døre.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 16.