Arbejdsretsloven

Arbejdsretsloven § 12

Gældende tekst efter LBK nr 705 af 13/08/2026.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 1 – Arbejdsretten

§ 12.

I sager omfattet af § 9, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 4, kan Arbejdsretten idømme deltageren i det overenskomststridige forhold en bod, der skal tilfalde klageren.

Bod kan også idømmes den, der uretmæssigt vægrer sig ved at lade en sag behandle ved faglig voldgift, jf. § 32.

Stk. 2.

Bod kan ikke idømmes de deltagere i en arbejdsstandsning, der har genoptaget arbejdet inden afholdelse af fællesmødet omtalt i § 9, stk. 2, eller har fulgt en henstilling fra dette møde om straks at gå i arbejde, medmindre det godtgøres, at arbejdsstandsningen har savnet rimelig begrundelse eller må betragtes som led i en systematisk aktion.

Stk. 3.

Består overenskomstkrænkelsen i undladelse af at betale et skyldigt pengebeløb, kan dommen i stedet for bod gå ud på betaling af beløbet.

Stk. 4.

Når ikke andet forud er vedtaget, kan der kun pålægges en organisation retligt ansvar, når den har gjort sig delagtig i det påklagede forhold.

Stk. 5.

Boden fastsættes under hensyntagen til samtlige sagens omstændigheder, herunder i hvilken grad overtrædelsen har været undskyldelig fra overtræderens side.

Ved bedømmelsen af en overenskomststridig arbejdsstandsning skal der således tages hensyn til, om der fra modpartens side har foreligget forhold af en sådan art, at arbejdsstandsningen må anses for at være en forståelig reaktion herpå.

Stk. 6.

Under særlig formildende omstændigheder kan en i øvrigt forskyldt bod bortfalde, og den skal bortfalde, når overenskomststridig adfærd fra modpartens side skønnes at have givet rimelig grund til en arbejdsstandsning.

Det samme gælder, når det godtgøres, at en arbejdsstandsning skyldes trivselsmæssige faktorer, som modparten bærer ansvaret for.

Stk. 7.

Som en særlig skærpende omstændighed skal det anses, at overtræderen skønt overenskomstmæssigt forpligtet hertil har nægtet at lade sagen afgøre ved voldgift eller har handlet i strid med en voldgiftskendelse eller en af Arbejdsretten afsagt dom.

Stk. 8.

I sager om pålæg i anledning af påståede overenskomstbrud og om idømmelse af bod herfor kan retten udskille bodsspørgsmålet til senere afgørelse.

Stk. 9.

I sager, som behandles efter § 9, stk. 5, kan Arbejdsretten træffe afgørelse om efterbetaling og tilkende en godtgørelse.

Stk. 10.

I sager, hvor Arbejdsretten træffer afgørelse om betaling af bod efter stk. 1, kan der alene ske forrentning af boden fra fuldbyrdelsesfristens udløb.

Boden forrentes med rente efter rentelovens § 5, stk. 1.

I afgørelser, hvor der pålægges betaling af bod, fastsætter Arbejdsretten, uden at der er nedlagt påstand herom, at boden forrentes med procesrente fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen.

Teksten er gengivet fra den officielle LBK nr 705 af 13/08/2026 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Arbejdsretsloven § 12

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 5 (2007-08, 2. samling) · bemærkning til § 12LOV nr 106 af 26/02/2008 · 26. februar 2008

Der er i stk. 1 indsat et nyt 2. pkt. Bestemmelsen er i øvrigt en uændret videreførelse af den gældende lovs § 12 med enkelte redaktionelle ændringer.

Det følger af det nye 2. pkt. i stk. 1, at Arbejdsretten kan idømme bod i de sager, der er nævnt i § 32. Formålet med denne ændring er at skabe et hjemmelsgrundlag for Arbejdsretten til at idømme bod, såfremt en part uberettiget vægrer sig imod at lade en sag behandle ved en faglig voldgiftsret i overensstemmelse med reglerne i lovforslagets kapitel 2.

Norm for regler for behandling af faglig strid af 1910 indeholdt en bestemmelse om vægring mod deltagelse i bl.a. faglige voldgifter. Vægring mod at medvirke i en faglig voldgiftsret har således hidtil været bodspådragende som et overenskomstbrud.

Da bestemmelsen fremover indgår i loven, foreslås det i forslagets § 12, stk. 1, præciseret, at manglende efterlevelse af bestemmelsen kan sanktioneres med bod. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 32.

Senere ændringer

ÆndringL 143 (2024-25) · bemærkning til § 4, nr. 5LOV nr 502 af 20/05/2025 · 20. maj 2025

Den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 10, er ny. § 12, stk. 1-9, fastsætter primært reglerne om idømmelse af bod. Når Arbejdsrettens afgørelser om bod ikke efterleves, sker inddrivelse typisk via fogedretten, hvor boden kræves forrentet fra fuldbyrdelsestidspunktet i dommen jf. rentelovens § 3, stk. 1. Da dette tidspunkt ligger efter domsafsigelsen i Arbejdsretten, tages der ikke i Arbejdsrettens domme stilling til forrentning af bod. Det har medført, at international inddrivelse af boden ikke altid har kunnet indeholde inddrivelse af renter af boden.

Det foreslås i § 12, stk. 10, at i sager, hvor Arbejdsretten træffer afgørelse om betaling af bod efter stk. 1, kan der alene ske forrentning af boden fra fuldbyrdelsesfristens udløb. Boden forrentes med rente efter rentelovens § 5, stk. 1. I afgørelser, hvor der pålægges betaling af bod, fastsætter Arbejdsretten, uden at der er nedlagt påstand herom, at boden forrentes med procesrente fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at det fremgår direkte i loven, at bod forrentes fra fuldbyrdelsesfristens udløb i domme fra Arbejdsretten. Det vil i praksis betyde en kodificering af praksissen for forrentning af bod i Arbejdsretten og sikre mulighed for at inddrive renter af bod i sager, hvor inddrivelsen af kravet sker i udlandet. Med henvisning til rentelovens § 1, stk. 3, vil bestemmelsen tillige indebære, at der, uanset udformningen af bodspåstanden, ikke er hjemmel til at kræve bod forrentet fra et tidligere tidspunkt end udløbet af betalingsfristen/fuldbyrdelsestidspunktet.

Videre vil den foreslåede bestemmelse betyde, at Arbejdsretten, uden at der er nedlagt påstand herom, træffer afgørelse om, at boden skal forrentes med procesrente fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen.

Reglerne om forrentning af bod vil ikke finde anvendelse på sager, der er indbragt for Arbejdsretten forud for lovens ikrafttræden. Dette vil betyde, at sager indbragt for Arbejdsretten før lovens ikrafttræden følger Arbejdsrettens sædvanlige praksis.

ÆndringL 15 (2014-15) · bemærkning til § 2, nr. 5LOV nr 1369 af 16/12/2014 · 16. december 2014

Det foreslås, at det præciseres, at vikarer, hvis rettigheder i henhold til vikarlovens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, er krænkede, ud over at kunne gøre et eventuelt efterbetalingskrav gældende vil kunne tilkendes en godtgørelse.

Derimod vil vikarbureauet ikke kunne pålægges en bod i sager vedrørende vikarlovens § 3, stk. 1, jf. stk. 2, der afgøres ved Arbejdsretten. Bod anvendes efter arbejdsretslovens § 12 i sager, hvor der er konstateret overenskomstbrud, men ikke i sager, der alene drejer sig om overtrædelse af en lovbestemmelse. Hvis der var mulighed for at pålægge en bod samtidig med, at vikaren tilkendes en godtgørelse og efterbetaling, ville en sag i Arbejdsretten kunne indebære en yderligere sanktionering af et vikarbureau i forhold til, hvis samme spørgsmål behandles ved de almindelige domstole.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Praksis

Vi har endnu ikke afgørelser om § 12.