Ansættelsesbevisloven § 11
Gældende tekst efter LOV nr 501 af 16/05/2023.
Mindstekrav vedrørende arbejdsvilkår
§ 11.
Skal en arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster tilbyde en lønmodtager uddannelse med henblik på udførelse af det pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i ansættelsesforholdet og så vidt muligt foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid.
Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 501 af 16/05/2023 på Retsinformation (hentet 15. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.
Forarbejder til Ansættelsesbevisloven § 11
Lovgivers oprindelige intention
Den oprindelige lovL 84 (2022-23, 2. samling) · bemærkning til § 11LOV nr 501 af 16/05/2023 · 16. maj 2023
Det foreslås i § 11, at hvis en arbejdsgiver i henhold til EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster skal tilbyde en lønmodtager uddannelse med henblik på udførelsen af det pågældende arbejde, skal uddannelsen tilbydes uden udgift for den ansatte, tælle som arbejdstid i ansættelsesforholdet og så vidt muligt foregå i lønmodtagerens sædvanlige arbejdstid. Der er ikke i gældende lovgivning tilsvarende generelle bestemmelser om obligatorisk uddannelse. Med den foreslåede bestemmelse implementeres arbejdsvilkårsdirektivets artikel 13.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at udgifter til uddannelse som nævnt ikke afholdes af, tilbageholdes eller fradrages lønmodtagerens løn, og at alle lønmodtagere – herunder personer i atypiske ansættelsesformer – får tilbudt en sådan uddannelse på lige vilkår. Den foreslåede bestemmelse vedrører alene uddannelse, som en arbejdsgiver er forpligtet til at tilbyde som følge af EU-retten, dansk lovgivning eller kollektive overenskomster.
Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.
Praksis
Vi har endnu ikke afgørelser om § 11.