Ældreloven

Ældreloven § 16

Gældende tekst efter LOV nr 1651 af 30/12/2024 og én publikation om bestemmelsen.

Hvordan gør vi? Sådan er lovsamlingen bygget

Kapitel 4 – Helhedspleje og almene tilbud m.v. · Afløsning, aflastning og midlertidigt ophold

§ 16.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til en ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person, der er omfattet af loven.

Teksten er gengivet fra den officielle LOV nr 1651 af 30/12/2024 på Retsinformation (hentet 27. oktober 2026). Senere ændringer er markeret ved de berørte paragraffer, men ikke skrevet ind i teksten. Ved tvivl er den officielle tekst gældende.

Forarbejder til Ældreloven § 16

Lovgivers oprindelige intention

Den oprindelige lovL 89 (2024-25) · bemærkning til § 16LOV nr 1651 af 30/12/2024 · 30. december 2024

Det fremgår af § 84 stk. 1 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

For nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til punkt 3.10.1 i lovforslagets bemærkninger.

Bestemmelsen foreslås videreført uden indholdsmæssige ændringer i ældreloven med redaktionelle ændringer afgrænset til ældrelovens målgruppe.

Med lovforslagets § 16 foreslås det derfor, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person, der er omfattet af ældreloven.

Bestemmelsen vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der er opstået i forbindelse med aldring, jf. lovforslagets § 2, stk. 1. Kommunen vil også være forpligtet til at tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person, der ikke har nået pensionsalderen, men som vurderes at have et plejebehov, der svarer til det behov, som ældre personer over folkepensionsalderen kan have, jf. § 2, stk. 2.

Tilbud efter forslagets § 16 retter sig mod den person, der passer en plejekrævende person i hjemmet. Formålet med afløsning eller aflastning efter § 16 vil ligesom i dag skulle være at imødegå den både fysiske og psykiske belastning, det kan være at passe en plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer en pårørende med nedsat funktionsevne, vil derfor – efter en konkret og individuel vurdering af behovet – skulle tilbydes afløsning eller aflastning efter den foreslåede bestemmelse. Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at den plejekrævende person kan blive boende i hjemmet, ligesom det kan forebygge, at den person, der står for pasning, selv bliver syg som følge af den fysiske og psykiske belastning.

Det vil ligesom i dag ikke være formålet med den foreslåede § 16 at tilbyde et aflastningsophold til personer, der har behov for kompleks sundhedsfaglig behandling i forlængelse af en sygehusindlæggelse.

Afløsning vil skulle gives i hjemmet, hvilket typisk vil indebære, at der kommer en person i hjemmet, som afløser den person, som til dagligt varetager pasningen, således at denne får et pusterum og mulighed for at prioritere sin tid til egne behov. Aflastning vil skulle gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig til den plejekrævende person. Varigheden af sådanne ophold er afhængig af behov og formål og kan f. eks være jævnligt tilbagevendende weekendophold eller et længere samlet ophold.

Bemærkningerne er koblet automatisk ud fra lovforslagenes »Til § …«-afsnit og lovbekendtgørelsens noter. Sådan gør vi.

Vejledninger 1

Børne-, Ældre- og Boligministeriet · 8. maj 2025

Vejledning om ældreloven

Ældrelovens formål og anvendelsesområde Civilsamfund og lokale fællesskaber Helhedspleje og almene tilbud m.v. Frit valg af leverandør af helhedspleje og madlevering Kommunalbestyrelsens forsyningsansvar, skriftlig oplysning om tildelt tilbud og klageadgang m.v. Denne vejledning har til formål nærmere at beskrive de regler, som i medfør af ældreloven, jf. lov nr. 1651 af 30. december 2024, træder i kraft den 1.

Ældreloven § 16 – lovtekst, ændringer og praksis · dom.dk