Bekendtgørelse · Miljø og plan

Bekendtgørelse om fleksible tilslutningsaftaler

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet · offentliggjort 14. oktober 2026

Ikrafttræden

Reglerne (15 paragraffer)

§ 1.

Denne bekendtgørelse indeholder regler om 1) de kollektive elforsyningsvirksomheders anvendelse af fleksible tilslutningsaftaler, og 2) de vilkår og betingelser for fleksibel tilslutning, som skal indgå i de kollektive elforsyningsvirksomheders metoder angående fleksible tilslutningsaftaler.

Stk. 2. Bekendtgørelsen indeholder endvidere regler om visse krav, som en netbruger med en fleksibel tilslutningsaftale skal opfylde.

§ 2.

Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse i forhold til fleksible tilslutningsaftaler, der er indgået inden den 13. januar 2025.

§ 3.

Bekendtgørelsen supplerer regler i lov om elforsyning og regler fastsat i medfør af lov om elforsyning vedrørende 1) de kollektive elforsyningsvirksomheders fastsættelse af priser og betingelser for anvendelse af distributions- og transmissionsnet efter offentliggjorte metoder, herunder regler vedrørende energibranchens organisationers udarbejdelse af standardiserede vejledninger, og 2) Forsyningstilsynets opgaver i forbindelse hermed.

§ 4.

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Fleksibel tilslutningsaftale: Et sæt aftalte betingelser for tilslutning af elektrisk kapacitet til nettet, som indeholder betingelser for begrænsning af og kontrol med indfødning af elektricitet til og udtag fra transmissionsnettet eller distributionsnettet, jf. § 25, stk. 2, i lov om elforsyning. 2) Midlertidig fleksibel tilslutningsaftale: En fleksibel tilslutningsaftale, der indeholder midlertidige betingelser for begrænsning af og kontrol med indfødning af elektricitet til og udtag fra transmissionsnettet eller distributionsnettet, indtil nettet er udbygget tilstrækkelig til, at netbrugeren kan sikres fuld netadgang. 3) Område med begrænset eller ingen tilslutningskapacitet: Et område, hvor der i henhold til de oplysninger, som en netvirksomhed eller Energinet har offentliggjort i medfør af regler herom i netvirksomhedsbekendtgørelsen eller artikel 50, stk. 4 a, første afsnit, i elmarkedsforordningen, er begrænset eller ingen netkapacitet til nye nettilslutninger med fuld netadgang. 4) Permanent fleksibel tilslutningsaftale: En fleksibel tilslutningsaftale, der indeholder varige betingelser for begrænsning af og kontrol med indfødning af elektricitet til og udtag fra transmissionsnettet eller distributionsnettet.

§ 5.

En kollektiv elforsyningsvirksomhed skal i områder med begrænset eller ingen tilslutningskapacitet give mulighed for, at anmodninger om nettilslutning kan imødekommes ved indgåelse af en midlertidig fleksibel tilslutningsaftale. Den midlertidige fleksible tilslutningsaftale gælder, indtil nettet i området er udbygget tilstrækkeligt til, at netbrugeren på grundlag af de i aftalen nærmere fastsatte vilkår kan sikres fuld netadgang.

§ 6.

En kollektiv elforsyningsvirksomhed kan give netbrugere, mulighed for at vælge at indgå en permanent fleksibel tilslutningsaftale.

§ 7.

Indgåelse af en fleksibel tilslutningsaftale skal være frivillig for netbrugeren.

Stk. 2. En netbruger, der har indgået en permanent fleksibel tilslutningsaftale, skal til enhver tid kunne vælge at opsige aftalen og, ved placering i et område med begrænset eller ingen tilslutningskapacitet, kunne anmode om indgåelse af en midlertidig fleksibel tilslutningaftale i stedet for.

§ 8.

Vilkår og betingelser for fleksibel netadgang skal være gennemsigtige, objektive, rimelige og ikkediskriminerende.

§ 9.

De kollektive elforsyningsvirksomheders metoder angående fleksibel nettilslutning, skal som minimum omfatte fastlæggelse af 1) hvor relevant, den maksimale faste indfødning og det maksimale faste udtag af elektricitet til og fra nettet samt, hvor relevant, den yderligere fleksible indfødnings- og udtagskapacitet, der kan tilsluttes og differentieres ved hjælp af tidsmæssige begrænsninger, eksempelvis i løbet af året, 2) vilkår, der, så vidt dette er muligt, sikrer netbrugeren forudsigelighed angående de begrænsninger, som netbrugeren med en fleksibel tilslutningsaftale kan forvente, herunder de vilkår, der er bestemmende for, hvornår en netbrugers adgang kan begrænses i medfør af en fleksibel tilslutningsaftale, 3) de betalingsvilkår, der finder anvendelse, herunder, hvor relevant, de priser, der finder anvendelse på både den uafbrydelige og den fleksible indfødnings- og udtagskapacitet, som minimum under henvisning til de til enhver tid gældende priser under angivelse af, hvor disse kan tilgås, 4) den aftalte løbetid for en permanent fleksibel tilslutningsaftale, som kan være ubegrænset, jf. dog § 7, stk. 2, 5) i tilfælde af en midlertidig fleksibel tilslutningsaftale, den forventede dato for tildeling af tilslutning med fuld netadgang, 6) de vilkår, der er bestemmende for, at en netbruger, der har indgået en midlertidig fleksibel tilslutningsaftale, kan sikres fuld adgang til nettet, jf. § 5, 7) de vilkår, der sikrer overensstemmelse med § 7, og 8) nærmere specifikationer vedrørende egenskaber og ydeevner af et certificeret effektreguleringssystem, jf. § 11, stk. 2.

§ 10.

Netvirksomhederne skal inddrage Energinet i udarbejdelsen af deres metoder for midlertidig fleksibel netadgang, som finder anvendelse, hvis årsagen til at fuld netadgang ikke kan sikres for nye nettilslutninger til distributionsnettet, er begrundet i manglende eller ingen netkapacitet på transmissionsniveauet, som Energinet har offentliggjort i medfør af artikel 50, stk. 4 a, første afsnit, i elmarkedsforordningen.

§ 11.

En netbruger, der er tilsluttet nettet ved en fleksibel tilslutningsaftale, er forpligtet til at installere et certificeret effektreguleringssystem.

Stk. 2. Ved et certificeret effektreguleringssystem forstås et system eller en mekanisme, hvis egenskaber og ydeevner er nærmere specificeret i de kollektive elforsyningsvirksomheders metoder, jf. § 9, nr. 8, og som tillader kontrol eller begrænsning af en netbrugers aftag fra og indfødning til elforsyningsnettet med henblik på at kunne sikre, at de begrænsninger og den kontrol med indfødning af elektricitet til og udtag fra transmissionsnettet eller distributionsnettet, der er aftalt i medfør af en fleksibel tilslutningsaftale, overholdes.

§ 12.

De kollektive elforsyningsvirksomheder skal senest den 1. januar 2027 til Forsyningstilsynet anmelde metoder angående midlertidig fleksibel nettilslutning, jf. dog § 15, stk. 2.

§ 13.

Forsyningstilsynet fører tilsyn med overholdelse af fristen i § 12, stk. 1.

§ 14.

Overtrædelse af fristen i § 12, stk. 1, kan straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 15.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. oktober 2026.

Stk. 2. En kollektiv elforsyningsvirksomhed, der på tidspunktet for ikrafttræden af denne bekendtgørelse allerede har fået godkendt en eller flere metoder angående midlertidig eller permanent fleksibel nettilslutning skal senest den 1. januar 2027 til Forsyningstilsynet anmelde relevante ændringer til den eller de metoder, som sikrer overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 23 af 13. januar 2025 om fleksible tilslutningsaftaler ophæves.

Ændringerne er læst automatisk ud af den officielle tekst, og »gældende i dag« er fra lovsamlingens lovbekendtgørelse. Ved tvivl er den officielle tekst på Retsinformation gældende.