1.165 dokumenter · side 39 af 39Undervisningsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En lektor klagede over afskedigelse fra et universitet. Afskedigelsen var blevet opretholdt af Undervisningsministeriet og var begrundet i utilstrækkelig forskningsindsats i hele lektorens ansættelsesperiode (1970-92). Forskningsindsatsen var vurderet efter nogle interne retningslinier fastsat i 1991, hvorefter vurderingen kunne omfatte forskningsindsatsen fem år tilbage. Lektoren mente at afskedigelsen måtte være ugyldig, da denne til dels var truffet på grundlag af oplysninger om forskningsindsatsen som var mere end fem år gamle. Lektoren mente ikke at universitetet tidligere havde givet ham en advarsel han kunne have reageret på. Endvidere mente han ikke at de interne retningslinier kunne tillægges tilbagevirkende kraft. Universitetet fandt at lektoren havde fået en advarsel i 1987, samt at forskningsindsatsen i hele perioden kunne vurderes hvis der var anledning hertil. Ombudsmanden udtalte at det var retligt uholdbart at inddrage forskningsindsatsen i perioden før 1987, hvor lektoren i forbindelse med en samtale måtte regne med at der personaleretligt set var gjort op med forskningsindsatsen. Afskedigelsesafgørelsen byggede til dels på et mangelfuldt grundlag, og der var begået mindre betydelige partshørings- og begrundelsesfejl. Ombudsmanden udtalte herefter at det var tvivlsomt om der forelå et tilstrækkeligt afskedigelsesgrundlag. Ombudsmanden mente at Undervisningsmini
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 1.3 - Administrativ prøvelse m.v.; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Trafikministeriet · AfgørelseArbejdsret
En gruppe faglige organisationer klagede på vegne af tre medlemmer over manglende partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forbindelse med medlemmernes afskedigelse fra Post- og Telegrafvæsenet. Post- og Telegrafvæsenet mente ikke at partshøring var nødvendig når afskedigelserne udelukkende var begrundet i virksomhedens forhold. Post- og Telegrafvæsenet henviste endvidere til at de afskedigede i forvejen var blevet bekendt med afskedigelsesgrundlaget gennem de møder, Post- og Telegrafvæsenet havde holdt i overensstemmelse med overenskomstproceduren med blandt andre tillidsrepræsentanterne for de faglige organisationer. Ombudsmanden udtalte at partshøring efter forvaltningslovens § 19 er en individuel ret som ikke kan erstattes af overholdelse af overenskomstproceduren. Ombudsmanden fandt det kritisabelt at der ikke blev foretaget partshøring forud for afskedigelserne. Ombudsmanden fandt det beklageligt at der ikke i opsigelsesbrevene var givet individuelle begrundelser. Da fejlene var generelt og konkret væsentlige for afskedigelsesafgørelserne, måtte disse anses for ugyldige. Ombudsmanden henstillede til Post- og Telegrafvæsenet at genoptage sagerne. (J. nr. 1993-2196-809) Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM). Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag. A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. fo
Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 2.7 - Opsigelse, bortvisning eller bortgang.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24
Kulturministeriet · AfgørelseArbejdsret
A søgte to ledige professorater på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (M). Der var ni andre ansøgere, der dog alle efterhånden trak deres ansøgninger tilbage. Et bedømmelsesudvalg, der var nedsat af M, ønskede, at der skulle afholdes en undervisningsprøve, før man tog endelig stilling til, om A var kvalificeret og kunne indstilles til et af professoraterne. Kulturministeriet (K) meddelte i den anledning dispensation fra § 3, stk. 2, i ministeriets bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne. Efter denne bestemmelse kan der alene afholdes undervisningsprøver blandt ansøgere, der er erklæret kvalificerede. A modtog ikke meddelelse om K's dispensation. Efter undervisningsprøven erklærede bedømmelsesudvalget A for ikke kvalificeret. M indstillede derfor til K, at de ledige professorater ikke for tiden blev besat. K imødekom indstillingen, uden at A blev partshørt over bedømmelsesudvalgets udtalelse. Ombudsmanden udtalte, at K's dispensation måtte anses for lovlig, men at A som led i god forvaltningsskik burde have fået meddelelse herom. Denne fejl kunne dog ikke føre til, at undervisningsprøven blev anset for ugyldig. Ombudsmanden udtalte videre, at det måtte anses for en beklagelig fejl, at K ikke havde partshørt A over bedømmelsesudvalgets indstilling, før ministeriet imødekom M's indstilling om, at professoraterne ikke blev besat. Ombudsmanden he
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.1 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.7 - Kultur.
Kulturministeriet · AfgørelseArbejdsret
10 opsynsbetjente på Frilandsmuseet (FM) forlod den 2. juli 1992 deres arbejde i tre timer. Arbejdsnedlæggelsen skyldtes efter det oplyste navnlig de arbejdsmiljømæssige forhold på museet. Dagen efter tildelte Nationalmuseet (NM) de pågældende opsynsbetjente en disciplinær advarsel. Heri blev det tilkendegivet, at en gentagelse ville medføre øjeblikkelig afskedigelse. Advarslerne blev tildelt, uden at opsynsbetjentene forinden havde haft lejlighed til at udtale sig. Advarslerne måtte anses for en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Opsynsbetjentene burde derfor i medfør af forvaltningslovens § 19 have været partshørt over den indberetning fra FM til NM, der måtte ligge til grund for advarslerne. Herudover burde opsynsbetjentene have haft lejlighed til at udtale sig i medfør af den ulovbestemte grundsætning om partshøring ved uansøgt afskedigelse og andre disciplinære sanktioner over for offentligt ansatte. Ombudsmanden anså partshøringsfejlen for beklagelig og henstillede, at Kulturministeriet (K) over for opsynsbetjentenes fagforening oplyste, hvad man i den anledning agtede at foretage. Ombudsmanden udtalte endvidere, at det havde været rigtigst, om NM skriftligt - og ikke som sket, mundtligt - havde besvaret en skriftlig henvendelse fra opsynsbetjentenes fagforening. Endelig fandt ombudsmanden ikke, at K i den konkrete sag ved besvarelsen af fagforeningens klage med ret
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Finansministeriet · AfgørelseArbejdsret
A, der er homoseksuel, var tidligere blevet behandlet for kønssygdomme, og han var siden blevet HIV testet flere gange. Alle prøver havde været negative. I forbindelse med ansættelse som tjenestemand i K Kommune anbefalede Nævnet for Helbredsbedømmelse i tjenestemandssager (Helbredsnævnet), at der blev taget et 10 årigt pensionsforbehold. Nævnet henviste til risikoen for, at A blev ramt af seksuelt overførte sygdomme. Ombudsmanden udtalte, at der ikke var hjemmel til at tage pensionsforbehold på grundlag af almene risikofaktorer knyttet til den pågældendes levevis, herunder seksuelle forhold. Ombudsmanden fandt det på den baggrund meget beklageligt, at Helbredsnævnet havde rådet K Kommune til at tage pensionsforbehold på det foreliggende grundlag. (J. nr. 1992-1248-811). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Ansættelses- og arbejdsret 1.3 - Pension.
Udenrigsministeriet · AfgørelseArbejdsret
På baggrund af en konkret sag rejste ombudsmanden i henhold til ombudsmandslovens § 6, stk. 1, spørgsmål vedrørende proceduren i forbindelse med sikkerhedsundersøgelse af personer, der ansættes i Udenrigsministeriet (UM). Det blev oplyst, at UM i forbindelse med ansættelse af personale, der forventes at blive beskæftiget med klassificeret materiale, beder Politiets Efterretningstjeneste (PET) oplyse, om vedkommende er politiet bekendt. PET retter herefter henvendelse til Det Centrale Kriminalregister (DCK) og lægger de indhentede oplysninger på en specielt i PET oprettet sag om undersøgelse af den pågældende persons forhold. Herfra videregives oplysningerne til UM. Idet oplysningerne ikke bliver videregivet direkte fra DCK til UM, men fra den hos PET specielt oprettede sag, fandt ombudsmanden, at videregivelsen ikke var omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Derimod fandt ombudsmanden, at indhentelsen og videregivelsen af personoplysninger var omfattet af forvaltningslovens §§ 28 og 29. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ved ansøgerens underskrift på en oplysningsblanket forelå fornødent samtykke både til UM's indhentelse og PET's videregivelse af oplysninger. (J. nr. 1989-128-40). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6; Forvaltningsloven § 28; Forvaltningsloven § 29
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
A's ægtefælle B fik udbetalt ca. 10.000 kr. fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD). K Kommune, der siden 1986 med afbrydelser havde udbetalt kontanthjælp til A og B, meddelte, at beløbet måtte anses for indtægt, jf. bistandslovens § 38. Da A og B efter K's opfattelse havde anvendt det omhandlede beløb uforsvarligt, blev kontanthjælpen for den periode, hvor A og B ellers skulle have levet heraf, udbetalt med tilbagebetalingspligt, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. K's afgørelse blev alene meddelt mundtligt. A påklagede afgørelsen til det sociale ankenævn (SAN), der mente, at beløbet skulle anses for formue, jf. bistandslovens § 39. SAN stadfæstede i øvrigt K's afgørelse. Ombudsmanden udtalte, at den omstændighed, at der ikke mellem K og SAN var enighed om, hvorvidt beløbet skulle henføres under bistandslovens §§ 38 eller 39, ikke i sig selv medførte, at SAN var uberettiget til at stadfæste K's afgørelse (jf. FOB 1981, s. 255). Der var ikke grundlag for at kritisere SAN's retsopfattelse, hvorefter beløbet skulle henføres under bistandslovens § 39. SAN's begrundelse for, at der ikke i medfør af bistandslovens § 39, stk. 1, 2. pkt., kunne bortses fra en del af beløbet, der var anvendt til familiens flytning, var utilstrækkelig, jf. forvaltningslovens § 24. Det samme gjaldt SAN's begrundelse for, at familiens forbrug af beløbet skulle anses for uforsvarligt i relation til bistand
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 24
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives. Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor. Ombudsmanden
Emne: Personspørgsmål 1 - Persondatabeskyttelse; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Henvisninger: Arbejdsmiljøloven § 49 a; Offentlighedsloven § 5; Offentlighedsloven § 12
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud. Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives. Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt". Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
Efter at ombudsmanden i en principiel udtalelse havde underkendt Den Sociale Ankestyrelses (DSA's) praksis, hvorefter arbejdsgivere blev anset for klageberettigede i arbejdsskadesager, tilsluttede DSA sig ombudsmandens opfattelse og ændrede sin praksis, men kun for fremtiden. Endvidere besluttede DSA at færdigbehandle alle arbejdsgiverklager, som var under behandling på tidspunktet for den principielle udtalelse. DSA fandt ikke grundlag for at genoptage tidligere afgjorte sager. Ombudsmanden udtalte, at en principiel afgørelse, der ændrer en hidtidig fortolkning, som udgangspunkt bør kunne føre til annullation af tidligere trufne afgørelser. Ombudsmanden fandt ikke, at spørgsmålet om fortolkningsfejlens klarhed eller afgørelsens intensitet i den foreliggende sag kunne føre til noget andet resultat. Imidlertid ville DSA i tilfælde af praksisændring med tilbagevirkende kraft gøre arbejdsgivernes forsikringsselskaber opmærksom herpå og i hvert fald dispensere fra den almindelige klagefrist for indgivelse af ny anke, hvorefter DSA måtte formodes at nå til samme resultat som ved den annullerede afgørelse. På denne baggrund fandt ombudsmanden ikke grundlag for kritik af, at praksisændringen alene blev gennemført med hensyn til fremtiden. På samme baggrund fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage videre for så vidt angår det forhold, at DSA valgte at færdigbehan
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 26.1 - Arbejdsskadesikring, se også Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1 og 32.3; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
A havde arbejdet i 18 år som lønmodtager og i 25 år som selvstændig malermester. Den Sociale Ankestyrelse (DSA) anerkendte ikke hans opløsningsmiddelforgiftning som en arbejdsskade efter arbejdsskadeforsikringsloven med henvisning til en analogi af lovens § 6, stk. 2. A klagede over afgørelsen og DSA's afslag på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser med henvisning til forvaltningslovens § 12, stk. 1. I overensstemmelse med en opfattelse - som ombudsmanden tidligere havde givet udtryk for, og som DSA havde tilsluttet sig - hvorefter § 6, stk. 2, ikke indebærer nogen ændring i bevisbyrdereglen i § 10, stk. 2, anførte DSA i en udtalelse til ombudsmanden, at afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering med vægt på nogle nærmere angivne hensyn. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere DSA's afgørelse foretaget efter den nævnte konkrete vurdering. Sagen gav ombudsmanden anledning til nærmere at overveje, om en klager har krav på aktindsigt i DSA's lægekonsulentudtalelser efter forvaltningsloven eller på grundlag af god forvaltningsskik. Han fandt herefter ikke, at der eksisterer en sådan ret til aktindsigt, men tilføjede, at der efter omstændighederne bør gives aktindsigt efter "meroffentlighedsprincippet". (J. nr. 1989-1579-031). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 26.1 - Arbejdsskadesikring, se også Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1 og 32.3; Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Erstatning uden for kontraktforhold 21.2 - Bevisbyrde.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 12
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
Ved en kendelse fandt Landsskatteretten, at A's regnskabsmateriale var uegnet til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af hans skattepligtige indkomst, og at ansættelsen med rette var foretaget skønsmæssigt. Ombudsmanden udtalte, at det ikke gav ham anledning til bemærkninger, at Landsskatteretten og de underliggende skattemyndigheder havde ansat A's indkomst skønsmæssigt. Ombudsmanden kritiserede imidlertid myndighedernes begrundelse for den skønsmæssige ansættelse. Ombudsmanden udtalte endvidere, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt og således efter en konkret vurdering af skatteyderens og dennes families forbrug. En sådan konkret vurdering fremgik ikke af skatterådets begrundelse, hvilken Landsskatteretten ikke sås at have taget stilling til ved sin kendelse. Ombudsmanden henstillede til Landsskatteretten at genoptage sagen med henblik på at meddele A en fornyet afgørelse med en fyldestgørende begrundelse, herunder en stillingtagen til den af skatterådet afgivne begrundelse. (J. nr. 1990-317-223). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Skatter 2.1 - Indkomstbeskatning; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
A, der i starten af indkomståret 1990 havde undladt at aflevere sit skattekort til sin arbejdsgiver, klagede over, at han i stedet for i henhold til kildeskattelovens § 48, stk. 7, at få indeholdt A-skat med 50% i sin løn havde fået indeholdt A-skat svarende til den trækprocent, som han havde ifølge sit skattekort, men uden de i skattekortet anførte fradrag. Skatteministeriet (SKM) havde tilsluttet sig denne fremgangsmåde. Ombudsmanden udtalte, at efter ordlyden i kildeskattelovens § 48, stk. 8, skal skattetræk ske på grundlag af de oplysninger, der fremgår af skattekortet eller af bikortet eller af frikortet, og som meddeles af skattemyndighederne. SKM´s opfattelse havde den konsekvens, at kun oplysningerne i bikortet skulle anvendes ved indeholdelse af A-skat i henhold til kildeskattelovens § 48, stk . 8. Det var ombudsmandens opfattelse, at skattemyndighederne ikke generelt kunne bestemme, at kun oplysningerne i bikortet skulle lægges til grund ved indeholdelsen. Dette måtte bero på en konkret vurdering af den skattepligtiges forhold og den antagelige grund til, at skattekort m.v. ikke var afleveret eller forevist. Ombudsmanden henstillede til SKM enten at bringe administrationen af bestemmelserne i kildeskattelovens § 48, stk. 8, i overensstemmelse med lovens ordlyd eller at tilvejebringe et regelgrundlag, der var i overensstemmelse med skattemyndighedernes administra
Emne: Skatter 72.1 - Kildeskat.
Henvisninger: Kildeskatteloven § 48
Kirke- og Kommunikationsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Ved opslag af en ledig stilling som sognepræst indstillede et flertal af menighedsrådet B til ansættelse i stillingen. To medlemmer med tilknytning til organisationen A indstillede E under henvisning til, at A ellers ikke ville være repræsenteret blandt sognets præster. Provsten i Y by indstillede, at B blev ansat, biskoppen over Z stift anbefalede E og henviste herved til lov om menighedsråd § 41, stk. 2. Kirkeministeren meddelte, at det forekom ham ønskeligt at lade stillingen genopslå. Stillingen blev genopslået, og efter et nyt indstillingsmøde indstillede flertallet i menighedsrådet, provsten og biskoppen, at G blev ansat. E var denne gang indstillet som nr. 2. Mindretallet anbefalede på ny kirkeministeren at ansætte E og anmodede om aktindsigt samt om en forhandling med ministeren, inden der blev truffet afgørelse i sagen. Ministeren gav aktindsigt i en vis udstrækning, men afslog forhandlingen og ansatte G som sognepræst. A gjorde i en klage til ombudsmanden gældende, at lov om menighedsråd, § 41, stk. 2, burde have været anvendt i sagen, og at såvel ministerens beslutning om at genopslå stillingen som afgørelsen om at ansætte G stred mod den mindretalsbeskyttelse, der er indeholdt i bestemmelsen. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Kirkeministeriets afgørelse om henholdsvis genopslag og besættelse af stillingen med G. Retten til at forlange en sags afgørel
Emne: Forvaltningsret 1134.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 11.2 - Sagens oplysning, tavshedspligt, offentlighed; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 29.6 - Kirken og kirkelige forhold.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 21
Indenrigsforhold · AfgørelseArbejdsret
Københavns Kommune havde stillet krav om, at stillingen som forstander på et plejehjem ved ledighed skulle besættes med en sygeplejerskeuddannet person. Jeg udtalte, at kommunen ved at stille dette krav begrænsede ansættelsesskønnet på en sådan måde, at det ikke i alle tilfælde sikrede ansættelse af den bedst kvalificerede ansøger i stillingen, hvilket var i strid med den herom gældende retsgrundsætning. Indenrigsministeriet burde derfor som tilsynsmyndighed have påtalt forholdet overfor kommunen. (J. nr. 1987-669-42).
Indenrigsforhold · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at en overenskomstansat 1. reservelæge ved et amtskommunalt sygehus, inden han blev afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder, burde have haft lejlighed til at udtale sig om afskedigelsesgrundlaget. Det måtte anses som en fejl, at lægen ikke inden afskedigelsen fik forelagt kopi af sygehusinspektørens referat af et møde om afskedigelsen, han selv havde deltaget i, samt kopi af indstillingsskrivelser fra sygehuset til amtskommunens centralforvaltning. Indenrigsministeriet burde som kommunal tilsynsmyndighed have bemærket dette over for amtskommunen. (J. nr. 1986-47-42).
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 20; Tjenestemandsloven § 31
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at en beslutning af en af statens forligsmænd om sammenkædning af et mæglingsforslag var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fundet, at en overenskomstpart, der var udeholdt af sammenkædningsbeslutningen, måtte betragtes som part i relation til afgørelsen. Den udeholdte overenskomstpart havde herefter krav på en begrundelse for beslutningen efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. (J. nr. 1987-488-01).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 2; Forvaltningsloven § 15; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 9; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En kommunes afslag på aktindsigt i vederlagsbestemmelserne i en overenskomst mellem kommunen og en redningsentreprenør om leje af hjemmeplejebil var begrundet med risikoen for, at entreprenøren ved aktindsigt ville blive mødt med underbud fra den eneste konkurrent. Udtalt, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på denne risiko, da entreprenøren under alle omstændigheder løbende risikerede at blive underbudt af konkurrenter. Ikke anset det for godtgjort, at aktindsigt i vederlagsbestemmelserne måtte antages at indebære en nærliggende risiko for, at der blev påført entreprenøren et væsentligt økonomisk tab. Der kunne herefter ikke med hjemmel i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, afslås aktindsigt. (J. nr. 1987-566-42).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 12; Ombudsmandsloven § 6; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 13
Trafikministeriet · AfgørelseArbejdsret
Generaldirektoratet for Danske Statsbaner havde uberettiget afslået at ansætte en person, der var stærkt overvægtig, som chauffør på tjenestemandsvilkår ved rutebildivisionen. Den pågældende blev derpå ansat med forbehold i 10 år i henhold til tjenestemandspensionslovens § 7, stk. 2. (J. nr. 1987-14-50).
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 2; Pensionsloven § 7
Kirkeministeriet · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at kirkeministeriet ikke havde haft tilstrækkelig støtte for at antage, at der, uanset hvor A måtte søge præsteembede, bestod en væsentlig risiko for, at der ville opstå samarbejdsproblemer som dem, der i 1982 havde ført til A's afskedigelse fra en præstestilling i folkekirken. Henstillet til kirkeministeriet at undergive en eventuel ny ansøgning fra A om præstestilling i folkekirken en selvstændig, fornyet realitetsbehandling. (J. nr. 1985-409-72).
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 10
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
Fundet, at en beslutning om besættelse af en stilling som konstitueret forskningsleder ved socialforskningsinstituttet var behæftet med en faktisk vildfarelse af væsentlig betydning. Med henvisning hertil udtalt, at det var rigtigst, at funktionen i stillingen på det foreliggende grundlag ikke blev udstrakt ud over, hvad den pågældende havde retskrav på, og at der - såfremt det blev aktuelt at forlænge konstitutionsperioden - blev gennemført en ny ansættelsesprocedure. (J. nr. 1986-190-00).
Socialministeriet · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at jeg på det foreliggende grundlag måtte nære betænkelighed ved at tilslutte mig sikringsstyrelsens og socialministeriets opfattelse, hvorefter en forsikringspligtig arbejdsgiver i almindelighed må anses som part i forhold til offentlighedsloven i erhvervssygdomssager. Henstillet til sikringsstyrelsen og socialministeriet at undergive spørgsmålet en fornyet overvejelse. (J. nr. 1984-107-030).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 10; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 12
Ministeriet for Kulturelle Anliggender · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at et bedømmelsesudvalg ved Danmarks biblioteksskole var såvel berettiget som forpligtet til i bedømmelsen at inddrage selve de arbejder, der var opregnet i en publikationsliste bilagt en stillingsansøgning, i det omfang, dette måtte anses for nødvendigt for at kunne tage stilling til ansøgerens kvalifikationer og indplacering i prioritetsrækkefølgen. Endvidere bemærket, at det følger af almindelige regler om inhabilitet, at de medlemmer af bedømmelsesudvalget, der tillige er medlemmer af biblioteksskolerådet, ikke kan deltage i rådets behandling af en klage over bedømmelsesudvalgets sagsbehandling. (J. nr. 1985-456-70).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Statens forligsmands fremgangsmåde ved indgriben i forholdene vedrørende indgåelse af ny overenskomst mellem Sømændenes Forbund og Danmarks Rederiforening m.fl. gav ikke anledning til kritik. (J. nr. 1983-286-01).
Undervisningsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Henstillet til undervisningsministeriet at foranledige, at der skete efterbetaling af løn m.v. (herunder godtgørelse efter funktionærlovens § 2a) til en tidligere ansat ved Aalborg Universitetscenter, således at han - der i en presset situation selv havde opsagt sin stilling uden forinden at være gjort bekendt med sin retsstilling ved en uansøgt opsigelse - i lønmæssig henseende stilledes, som om han var blevet opsagt fra universitetscentrets side. (J. nr. 1982-615-70).
Henvisninger: Funktionærloven § 2 a; Funktionærloven § 2; Funktionærloven § 21
Skattemyndighederne · AfgørelseArbejdsret
Henstillet til landsskatteretten at undergive en sag fornyet behandling, idet jeg - således som sagen havde udviklet sig - fandt at måtte nære afgørende betænkeligheder ved at anse en skatteyders privatforbrug for usandsynligt lave. Efter at landsskatteretten havde afsagt ny kendelse i sagen, hvorved den tidligere afgørelse blev fastholdt, henstillede jeg til Københavns statsamt, at en ansøgning fra vedkommende skatteyder om fri proces blev imødekommet. (J. nr. 1982-470-223).
Henvisninger: Statsskatteloven § 23; Offentlighedsloven § 6; Statsskatteloven § 29; Skattekontrolloven § 2
Ministeriet for Offentlige Arbejder · AfgørelseArbejdsret
Fundet, at beskrivelsen af nærmere angivne forseelser, der var grundlag for afskedigelse af en kontorfunktionær, ikke kunne anses for fuldt ud dækkende for karakteren af disse. Udtalt, at der i sager som den foreliggende er særlig anledning til at være nøjagtig ved beskrivelsen af de pågældende forseelser. (J. nr. 1982-491-50).
Ministeriet for Grønland · AfgørelseArbejdsret
Kritiseret Den kongelige grønlandske Handel for i forbindelse med en ansættelse ikke at have gjort en ansøger bekendt med fremgangsmåden ved ydelsen af kvalifikationstillæg og med, at ydelse af tillæg var usikker. Fundet det meget beklageligt, at handelen formulerede ansættelsesbrevet således, at den ansatte måtte få det bestemte indtryk, at der til stillingen med stor sikkerhed blev knyttet et bestemt kvalifikationstillæg. Henstillet til ministeriet for Grønland sammen med finansministeriet på ny at overveje spørgsmålet om ydelse af et tillæg. (J. nr. 1981-507-30).
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Ikke fundet grundlag for at kritisere, at arbejdsministeriet havde anset nogle hjemmesyersker for omfattet af ferieloven. (J. nr. 1981-59-02).
Henvisninger: Ferieloven § 5; Momsloven § 5; Ferieloven § 1; Momsloven § 3