76 dokumenter · side 1 af 3Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En række havbrugsvirksomheder havde alene fået indsigt i de faktiske oplysninger i en rapport fra Kammeradvokaten om placeringstilladelser til havbrug. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Miljøstyrelsen kunne undtage de resterende oplysninger i rapporten efter bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven fra 2012, jf. miljøoplysningsloven. Efter denne bestemmelse omfatter retten til aktindsigt ikke myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres. De dele af rapporten, som blev undtaget fra indsigt, indeholdt bl.a. rådgivning om retsgrundlaget på området samt vurderinger vedrørende Miljøstyrelsens mulige erstatningsansvar. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at de nævnte dele af rapporten kunne undtages, da de indeholdt en juridisk fortolkning, som ville være omdrejningspunktet i forbindelse med verserende og eventuelt kommende retssager. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering. Efter ombudsmandens opfattelse havde det ikke betydning, at rapporten var udarbejdet på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet og udvekslet med Miljøstyrelsen. Det kunne heller ikke føre til en anden vurdering, at de allerede verserende retssager var anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet som rekursinstans, og ikke mod Miljøstyrelsen. Det er således ikke en forudsætning for
Emne: Forvaltningsret 1134.3 - Undtagne oplysninger; EU-ret 9 - Andre spørgsmål; Miljøret 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 14; Offentlighedsloven § 10; Offentlighedsloven § 4; Forvaltningsloven § 14 a
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
I forbindelse med behandlingen af en konkret klage blev ombudsmanden opmærksom på, at Miljøklagenævnet (pr. 1. januar 2011 en del af Natur- og Miljøklagenævnet) havde fået hjælp fra Kammeradvokaten, der er et privat advokatfirma, til at behandle en række konkrete klagesager om husdyrbrug. Der var ikke hjemmel i lovgivningen til, at Miljøklagenævnet kunne overlade opgaver i forbindelse med behandlingen af konkrete sager på området til private. Ombudsmanden rejste derfor på eget initiativ en sag for at undersøge, om ordningen havde været lovlig. Efter at have gennemgået sagen, konkluderede ombudsmanden, at den bistand, som Kammeradvokaten havde ydet Miljøklagenævnet i forbindelse med behandlingen af de konkrete sager om husdyrbrug, var i overensstemmelse med de almindelige forvaltningsretlige principper om delegation af myndighedsudøvelse til private. Ombudsmanden opregnede i udtalelsen nogle af de væsentligste forudsætninger, som skal være opfyldt, før en myndighed lovligt kan delegere opgaver i forbindelse med sagsforberedelsen i afgørelsessager til private uden udtrykkelig lovhjemmel. (Sag nr. 12/00394)
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1113.3 - Ekstern delegation; Forvaltningsret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Beskæftigelsesloven § 4 b; Sygedagpengeloven § 19; Aktivloven § 47 a; Miljøbeskyttelsesloven § 87
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En journalist klagede til ombudsmanden over at Miljøministeriet havde givet ham afslag på indsigt i databasen ”Danmarks Højdemodel”. Ministeriet havde begrundet afslaget med at to private firmaer havde ophavsret til databasen, og at det ville indebære en nærliggende risiko for at firmaerne led et økonomisk tab af betydelig størrelse, hvis ministeriet imødekom journalistens anmodning om indsigt. Ombudsmanden udtalte at bestemmelsen i offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, efter omstændighederne kunne give adgang til at nægte aktindsigt for at beskytte ophavsretten. Hvis aktindsigt skulle afslås for at beskytte ophavsretten, krævede det dog efter ombudsmandens opfattelse at det måtte antages at aktindsigtsanmodningen skulle tjene et retsstridigt formål. Bevisbyrden for at en aktindsigtsanmodning måtte antages at skulle tjene et retsstridigt formål, måtte påhvile myndigheden. Ud fra en samlet vurdering var det ombudsmandens opfattelse at ministeriet ikke på baggrund af det som journalisten havde anført under sagen, eller på baggrund af hans adfærd under sagen, havde tilstrækkelig anledning til at lægge til grund at det måtte antages at højdemodellen ville blive offentliggjort retsstridigt hvis han fik indsigt i den. Ombudsmanden mente derfor ikke at ministeriet havde kunnet afslå at give journalisten aktindsigt i databasens oplysninger. (J.nr. 2010-0306-1011)
Emne: Immaterialret 1.2 - Enerettens indhold og de lovbestemte indskrænkninger; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 12; Offentlighedsloven § 4; Offentlighedsloven § 13; Offentlighedsloven § 14; Forvaltningsloven § 15; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 6; Offentlighedsloven § 9; Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 17; Offentlighedsloven § 18; Offentlighedsloven § 19; Offentlighedsloven § 20; Offentlighedsloven § 22; Offentlighedsloven § 25; Offentlighedsloven § 27; Offentlighedsloven § 28; Offentlighedsloven § 30; Offentlighedsloven § 32; Offentlighedsloven § 34; Offentlighedsloven § 35; Offentlighedsloven § 36; Offentlighedsloven § 47; Offentlighedsloven § 49; Offentlighedsloven § 52
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En journalist klagede til ombudsmanden over at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet havde givet ham afslag på aktindsigt i skemaer med oplysninger om risikovirksomheder. Myndighederne havde givet afslag bl.a. på baggrund af en udtalelse fra Politiets Efterretningstjeneste. Tjenesten havde udtalt at dokumenterne indeholdt specifikke oplysninger om samtlige risikovirksomheder, og at oplysningerne havde en sådan karakter at der, hvis de blev offentliggjort, ville være en nærliggende risiko for at de ville kunne anvendes til terrorformål. Det var derfor nødvendigt at undtage oplysningerne fra aktindsigt for at beskytte væsentlige hensyn til statens sikkerhed Ombudsmanden udtalte at risikovirksomheder er underlagt flere særlige regler om at offentligheden skal informeres om virksomhedernes forhold. Det er forudsat i reglerne at offentligheden får adgang til en række oplysninger af den type som skemaerne indeholdt. Derfor var det ombudsmandens opfattelse at mange af oplysningerne ikke var fortrolige og dermed heller ikke var omfattet af offentlighedslovens § 13, stk. 1, om undtagelse fra aktindsigt af hensyn til statens sikkerhed. Ombudsmanden mente at det var kritisabelt at myndighederne i deres vurdering af spørgsmålet om aktindsigt i skemaerne ikke inddrog forudsætningen om indsigt for offentligheden i de særlige regler om risikovirksomheders forhold og dermed heller ikke tog stilli
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger; Miljøret 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 13; Forvaltningsloven § 15; Offentlighedsloven § 2; Straffeloven § 152; Forvaltningsloven § 27; Miljøbeskyttelsesloven § 33; Offentlighedsloven § 12; Miljøbeskyttelsesloven § 91; Offentlighedsloven § 7; Offentlighedsloven § 4
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Naturklagenævnet afslog en anmodning om aktindsigt i en indstilling fra nævnets sekretariat til nævnet. Afslaget blev givet efter § 2, stk. 3, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, jf. forvaltningslovens § 12, stk. 1, om interne dokumenter. Nævnet mente at hensynet til at kunne rådgive nævnets medlemmer vejede så tungt at offentlighedens interesse i en udlevering måtte vige herfor. Senere udtalte nævnet bl.a. at det havde det principielle standpunkt at sådanne indstillinger ikke burde være offentligt tilgængelige. Oplysningerne i sagen gav ikke ombudsmanden grundlag for at anse det for godtgjort at Naturklagenævnets afgørelse var truffet på grundlag af en konkret vurdering sådan som reglerne foreskrev. Efter Ombudsmandens opfattelse havde Naturklagenævnets begrundelse et så abstrakt indhold at den samme begrundelse ville kunne anvendes til at afskære aktindsigt i alle interne dokumenter udarbejdet af sekretariatet til brug for nævnet. Naturklagenævnets principielle standpunkt syntes heller ikke foreneligt med lovens og EU-retlige krav om at undtagelsesbestemmelserne til aktindsigt skal anvendes restriktivt under hensyntagen til samfundets interesse i at oplysningerne offentliggøres i det konkrete tilfælde.¨ Ombudsmanden henstillede til nævnet at genoptage sagen. (J.nr. 2007-3031-101).
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 12; Offentlighedsloven § 13; Forvaltningsloven § 14; Forvaltningsloven § 15; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 9
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Et rådgivningsfirma klagede til ombudsmanden over at det ikke fremgik af en gebyropkrævning fra Naturklagenævnet hvilken sag opkrævningen vedrørte. Firmaet gjorde gældende at de problemer der havde været forbundet med at identificere den sag gebyropkrævningen vedrørte, var årsagen til at firmaet havde indbetalt klagegebyret for sent. Naturklagenævnet havde afvist klagen fordi klagegebyret var indbetalt for sent. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at kritisere Naturklagenævnets generelle praksis for identifikation af de sager som en henvendelse til en klager vedrører. Ombudsmanden lagde vægt på at Naturklagenævnet allerede var opmærksom på at der kan være tilfælde hvor en adressat – typisk hvor der er tale om en partsrepræsentant – kan have vanskeligt ved at identificere den sag henvendelsen fra nævnet vedrører. Nævnet påfører derfor gebyropkrævningerne yderligere sagsidentifikation som f.eks. journalnummer eller matrikelnummer når klagen med en vis tydelighed indeholder sådanne oplysninger. Ombudsmanden mente desuden ikke at der i den konkrete sag var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere at Naturklagenævnet ikke havde påført gebyropkrævningen til firmaet yderligere sagsidentifikation. (J. nr. 2008-1870-109)
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Naturbeskyttelsesloven § 65
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En saftproducent søgte om dispensation fra reglerne om flaskepant hos Miljøstyrelsen. Producenten ønskede en pantsats på 2 kr. til sine flasker på 25 cl. Miljøstyrelsen afslog ansøgningen fordi muligheden for at benytte særlige pantsatser var udtømmende reguleret i pantbekendtgørelsens § 4, og betingelserne efter denne regel for at kunne benytte en forhøjet pantsats var ikke opfyldt. Ombudsmanden mente at pantbekendtgørelsens § 4 ikke udelukker at man kan bruge den almindelige dispensationsregel i pantbekendtgørelsens § 123, stk. 2, når der søges om dispensation fra bestemmelsen om pantsats. Det var derfor en fejl at Miljøstyrelsen ikke havde taget stilling til om der kunne gives dispensation efter pantbekendtgørelsens § 123, stk. 2. Der var dog ikke grundlag for at henstille at Miljøstyrelsen genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 2008-4544-113).
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En journalist klagede til ombudsmanden over at Kort & Matrikelstyrelsen og Miljøministeriet ikke havde givet ham indsigt i samtlige data om Danmarks Højdemodel. Ombudsmanden udtalte at ophavsretten viger for enhver form for aktindsigt efter lovgivningen. Det gælder også selv om myndighederne har en konkret viden om at oplysningerne eventuelt vil blive brugt på en retsstridig måde. Ved aktindsigt kan myndighederne eventuelt vejlede om at den påtænkte brug kan være i strid med ophavsretlige regler. Der kunne efter ombudsmandens opfattelse endvidere ikke være tvivl om at oplysninger der indgår i Danmarks Højdemodel, er omfattet af miljøoplysningsloven. Ombudsmanden mente ikke at myndighederne havde foretaget en konkret vurdering efter offentlighedslovens § 12, stk. 1, nr. 2, om ”drifts- eller forretningsforhold eller lignende” sammenholdt med afvejningsreglerne i miljøoplysningslovens § 2, stk. 3. Ombudsmanden henstillede til Miljøministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J.nr. 2008-1869-101).
Emne: Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger; Immaterialret 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 12; Miljøbeskyttelsesloven § 2; Offentlighedsloven § 4; Offentlighedsloven § 5; Miljøbeskyttelsesloven § 7; Offentlighedsloven § 13; Miljøbeskyttelsesloven § 85; Offentlighedsloven § 7; Offentlighedsloven § 1; Miljøbeskyttelsesloven § 10; Miljøbeskyttelsesloven § 12; Miljøbeskyttelsesloven § 14; Forvaltningsloven § 15; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 10; Forvaltningsloven § 12
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En advokat klagede over at Miljøstyrelsen og Miljøministeriet havde afslået at give hans klient aktindsigt i en række oplysninger om en bestemt virksomheds eksport af røggasaffald til Tyskland. Myndighederne havde også afslået at give aktindsigt i oplysninger om godkendelser af eksport af røggasaffald til behandling hos en bestemt virksomhed i Tyskland. Ombudsmanden udtalte at myndighederne ikke havde vurderet anmodningen om aktindsigt i overensstemmelse med de krav der fremgår af afvejningsreglen i § 2, stk. 3, i lov om aktindsigt i miljøoplysninger, og henstillede at Miljøministeriet genoptog behandlingen af sagen. Samtidig henstillede ombudsmanden at ministeriet i den forbindelse særligt overvejede om andre oplysninger end de oplysninger som myndighederne havde anset som miljøoplysninger, måtte være omfattet af begrebet som det er defineret i loven. Ombudsmanden kritiserede endvidere Miljøministeriets sagsbehandling og sagsbehandlingstid i forbindelse med genoptagelse af sagen. Han henviste bl.a. til den absolutte svarfrist på to måneder i lov om aktindsigt i miljøoplysninger. (J.nr. 2008-0635-101). Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 12; Offentlighedsloven § 13; Offentlighedsloven § 14; Forvaltningsloven § 15; Offentlighedsloven § 16; Offentlighedsloven § 7; Offentlighedsloven § 8; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 4
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En advokat klagede til ombudsmanden over at Naturklagenævnet havde afkrævet ham et gebyr på 500 kr. for at tage stilling til hans indsigelser mod nævnets behandling af en klage. Ombudsmanden mente at Naturklagenævnet havde tilstrækkelig hjemmel til at opkræve gebyr. Ombudsmanden bemærkede at Naturklagenævnet uanset dette fortsat havde pligt til under visse omstændigheder på eget initiativ at genoptage behandlingen af en sag. Se i øvrigt ombudsmandens j.nr. 2004-4007-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-3. (J.nr. 2005-3841-109). FOB 2007 8-4 FOB 2007.267
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Almindelige emner 1.2 - Motiver; Almindelige emner 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Planloven § 54; Naturbeskyttelsesloven § 40; Naturbeskyttelsesloven § 60; Naturbeskyttelsesloven § 60 a; Planloven § 47; Naturbeskyttelsesloven § 19 d; Naturbeskyttelsesloven § 4; Naturbeskyttelsesloven § 12; Naturbeskyttelsesloven § 14 a; Naturbeskyttelsesloven § 75
Miljøministeriet · AfgørelseByggeri og entreprise
En kommune havde givet landzonetilladelse til et byggeri, men havde med henvisning til en lokalplan for området afslået at tillade at byggeriet blev udført på en bestemt måde. Naturklagenævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet opfattede kommunens afgørelse som en landzonetilladelse på vilkår om at byggeriet ikke blev udført i den ansøgte udformning. Ombudsmanden rejste i en foreløbig redegørelse tvivl om hvorvidt Naturklagenævnet havde ret i at der med afslaget på den ønskede udformning af byggeriet var tale om vilkår for en landzonetilladelse, og mente at det var kritisabelt at nævnet uden nærmere forklaring havde lagt dette til grund. Meget tydede ifølge ombudsmanden på at kommunen mente at den havde givet en landzonetilladelse uden vilkår, men at der var givet afslag på dispensation fra lokalplanen til den ansøgte udformning af byggeriet. Naturklagenævnet genoptog sagen og erklærede sig enig med ombudsmanden. Nævnet mente i sin nye afgørelse ikke at der var hjemmel i lokalplanen for kommunen til at modsætte sig at byggeriet blev udført i den ansøgte udformning, og den ansøgte udformning af byggeriet var derfor umiddelbart tilladt efter lokalplanens bestemmelser. (J.nr. 2006-0090-122). FOB 2007 8-2 FOB 2007.238
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Miljøret 1.1 - Planlovgivning; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Henvisninger: Planloven § 35; Planloven § 58; Planloven § 55; Forvaltningsloven § 22; Ombudsmandsloven § 20
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En advokat klagede på vegne af en virksomhed over Naturklagenævnets sagsbehandlingstid i to sager om indvinding af råstoffer. Den ene sag havde Naturklagenævnet modtaget den 1. juli 2004, og den anden sag måtte nævnet anses for at have modtaget med et brev af 22. september 2004. Naturklagenævnet oplyste i december 2004 at man forventede at træffe afgørelse i januar/februar 2005. I september 2005 oplyste nævnet at der ikke var indledt nogen reel behandling af sagerne, men at de nu ville blive opprioriteret. Naturklagenævnet afsluttede de to sager henholdsvis den 20. september 2006 og den 20. december 2006. Ombudsmanden kritiserede at Naturklagenævnet ikke af sig selv havde givet advokaten meddelelse om at sagsbehandlingen var blevet forsinket. Han kritiserede også at nævnet ikke havde reageret på et rykkerbrev fra advokaten og et brev hvor advokaten henstillede at nævnet tog stilling til den videre behandling af sagerne. Naturklagenævnet havde oplyst over for ombudsmanden at nævnet ikke havde en fast praksis for orientering af klagere i sager hvor der ikke var foretaget ekspeditioner i en given periode. Ombudsmanden henstillede at nævnet ændrede denne praksis. (J.nr. 2006-1949-100). FOB 2007 8-1 FOB 2007.231
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En borger klagede til Naturklagenævnet over at en kommune havde givet ham afslag på en ansøgning om at måtte bo hele året i et sommerhus. Naturklagenævnet gik i gang med at behandle sagen. Efter godt et år meddelte Naturklagenævnet borgeren at nævnet ikke ville tage stilling til sagen fordi nævnet havde fået klagen en dag efter udløbet af klagefristen. Naturklagenævnet havde ikke foretaget partshøring, og efterfølgende gjorde borgeren flere indsigelser mod afvisningen af klagen. To gange afkrævede Naturklagenævnet borgeren et klagegebyr for at tage stilling til hans indsigelser som nævnet betragtede som anmodninger om genoptagelse af sagen. Ombudsmanden mente at det var meget beklageligt at nævnet først efter mere end år efter modtagelsen af klagen havde taget stilling til om den var indkommet rettidigt. Ombudsmanden kritiserede at nævnet ikke havde partshørt borgeren før nævnet afviste klagen og efterfølgende fastholdt afvisningen. Ombudsmanden mente endelig at Naturklagenævnet ikke havde hjemmel i den dagældende bekendtgørelse til at opkræve klagegebyr for at tage stilling til borgerens indsigelser. Om Naturklagenævnets gebyropkrævning efter en senere bekendtgørelse henvises til ombudsmandens j.nr. 2005-3841-109, optaget i denne beretning som sag nr. 8-4 efter denne sag. (J.nr. 2004-4007-109). FOB 2007 8-3 FOB 2007.245
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Almindelige emner 1.2 - Motiver; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Almindelige emner 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Planloven § 40; Planloven § 41; Planloven § 58; Planloven § 60; Forvaltningsloven § 19; Planloven § 54; Naturbeskyttelsesloven § 40; Naturbeskyttelsesloven § 60; Naturbeskyttelsesloven § 60 a; Planloven § 47; Naturbeskyttelsesloven § 4; Naturbeskyttelsesloven § 12; Naturbeskyttelsesloven § 14 a; Naturbeskyttelsesloven § 75; Naturbeskyttelsesloven § 19 d; Forvaltningsloven § 21
Miljøministeriet · AfgørelseFast ejendom og leje
En borger klagede til Naturklagenævnet over et afslag fra en kommune på aktindsigt i nogle dokumenter vedrørende et lokalplanforslag. Borgeren klagede også over at kommunen ikke havde givet en korrekt frist for bemærkninger til lokalplanforslaget, og over mangler ved kommunens underretning af to berørte lejere. Naturklagenævnet stadfæstede i det væsentlige kommunens afgørelse om aktindsigt og gav også kommunen medhold med hensyn til fristen for bemærkninger til lokalplanforslaget. Nævnet mente ikke at borgeren havde den fornødne retlige interesse i at få prøvet spørgsmålet om mangler ved kommunens underretning af de to berørte lejere. Det fremgik af nævnets brev til borgeren at en eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skulle være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens § 62, stk. 1. Ombudsmanden lagde til grund at kommunen ikke havde undtaget nogen dokumenter fra aktindsigt, og mente at det var beklageligt at kommunen i sit svar til borgeren havde givet det modsatte indtryk. Ombudsmanden lagde endvidere til grund at det fulgte af nævnets stillingtagen til den del af klagen som vedrørte fristen for bemærkninger til lokalplanforslaget, at nævnet havde anerkendt at borgeren havde en retlig interesse i sagens udfald. Efter ombudsmandens opfattelse må en borger som anses som klageberettiget i forhold til afgørelsen i en sag, kunne klage over samtlige aspekter i sagen som ligger
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 11241.2 - Undtagne dokumenter.
Henvisninger: Planloven § 62; Offentlighedsloven § 7; Planloven § 13; Planloven § 58; Planloven § 24; Planloven § 60; Planloven § 59
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En journalist bad Miljøministeriet om aktindsigt i en e-mail som miljøministeren havde sendt til sin folketingsgruppe. E-mailen indeholdt ministerens kommentarer til en sag som var blevet overført fra Miljøministeriet til Justitsministeriet fordi der kunne være tvivl om miljøministerens habilitet. Miljøministeriet afslog aktindsigt i e-mailen og henviste i den forbindelse til at e-mailen var privat og dermed ikke en del af den offentlige forvaltnings virksomhed. Journalisten klagede til ombudsmanden over afslaget. Ombudsmanden udtalte at miljøministeren, som andre der virker i den offentlige forvaltning, naturligvis som privatperson kunne kommentere en sag hun havde været involveret i under sit virke som minister. Da mailens indhold havde en klar tilknytning til en sag i ministeriet og til ministerens rolle som minister, var der efter ombudsmandens opfattelse dog en vis formodning for at e-mailen måtte anses for en aktivitet inden for den offentlige forvaltning. Denne formodning kunne svækkes eller afkræftes af andre omstændigheder i sagen. Det fremgik ikke af mailen i hvilken rolle ministeren havde udarbejdet den. Det var f.eks. ikke angivet at den var udarbejdet af hende i rollen som minister. Det var heller ikke angivet at mailen var udarbejdet i anden egenskab, f.eks. som medlem af folketingsgruppen. I overensstemmelse med formodningen måtte mailen under disse omstændighede
Emne: Statsforfatningsret 2.2 - Andre statsorganer; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 1; Offentlighedsloven § 4; Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 24
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En nabo til en flugtskydebane klagede over at han i forbindelse med kommunens sag om miljøgodkendelse af skydebanen ikke var blevet anset for part. Det fremgik af sagen at kommunen havde naboorienteret 233 omboende om sagens behandling, og at der var mange der blev berørt af støjen fra skydebanen. Naboen og 5 andre omboende lå enkeltvis og isoleret rundt om skydebanen, og naboen og disse 5 andre ville ifølge støjmålinger alle blive ramt af det højeste støjniveau. Uanset at dette støjniveau lå inden for det tilladte for nye skydebaner, mente ombudsmanden at det høje støjniveau adskilte disse 6 omboende fra det meget store antal af øvrige omboende der efter det oplyste blev berørt i mindre grad. På grund af den omfattende og intense støjpåvirkning var det ombudsmandens opfattelse at naboens interesse i sagen var tilstrækkelig væsentlig og individuel til at anse ham for part i forvaltningslovens forstand. At afstanden mellem skydebanen og naboens bolig var ca. 500 meter, kunne ikke føre til et andet resultat. (J.nr. 2002-0617-110). FOB 2004 8-3 FOB 2004.274
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 21; Miljøbeskyttelsesloven § 98; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 11; Forvaltningsloven § 12
Miljøministeriet · AfgørelseByggeri og entreprise
En landmand anmeldte opførelse af en svinestald til en kommune. Kommunen afslog at godkende byggeriet fordi afstanden fra stalden til et planlagt boligområde var under 300 m. Ombudsmanden udtalte at hverken en regionplan eller et forslag til kommuneplan kunne udgøre tilstrækkelig hjemmel for afslaget. Hertil krævedes en endelig vedtaget kommuneplan, og en sådan forelå først efter at afslaget var givet. Da den endelige kommuneplan imidlertid blev vedtaget samme dag som afslaget blev givet, foretog ombudsmanden sig efter omstændighederne ikke mere i sagen. Ombudsmanden udtalte endvidere at både kommunens begrundelse for afslaget og kommunens klagevejledning var mangelfulde. Desuden havde Skov- og Naturstyrelsen ikke orienteret landmanden tilstrækkeligt om sagens behandling. (J.nr. 2003-2721- 110). FOB 2004 8-2 FOB 2004.262
Emne: Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 25
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En kommune gav en forlystelsespark en miljøgodkendelse. En nabo til forlystelsesparken klagede over godkendelsen til Miljøstyrelsen. Styrelsen stadfæstede miljøgodkendelsen, men skærpede dog bl.a. et vilkår om støj. Ombudsmanden mente ikke at miljøbeskyttelseslovens regler om forhåndsvarsling var blevet overtrådt, men han kritiserede at Miljøstyrelsen ikke havde partshørt forlystelsesparken. Ombudsmanden henstillede at Miljøstyrelsen genoptog behandlingen af sagen. (J.nr. 2002-0594-104). FOB 2004 8-1 FOB 2004.251
Emne: Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Miljøbeskyttelsesloven § 75; Miljøbeskyttelsesloven § 42; Miljøbeskyttelsesloven § 41; Miljøbeskyttelsesloven § 91; Miljøbeskyttelsesloven § 94; Miljøbeskyttelsesloven § 68
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En virksomhed overvejede at eksportere et affaldsprodukt der var omfattet af EU’s forordning om overførsel af affald. Virksomheden bad Miljøstyrelsen om vejledning i forbindelse med udfyldelse af et anmeldelsesskema til modtagerlandet. Miljøstyrelsen oplyste bl.a. at danske grænseværdier skulle overholdes selv om affaldet blev eksporteret. Virksomheden bad herefter Miljøstyrelsen oplyse lovhjemlen for dette krav, og styrelsen svarede efter 6½ måned. Ombudsmanden mente at Miljøstyrelsens sene svar var meget kritisabelt, og udtalte at Miljøstyrelsens vejledning var for kortfattet og utilstrækkelig. Vejledningen var også mangelfuld fordi Miljøstyrelsen havde undladt at informere virksomheden om oplysninger som styrelsen havde indhentet fra det potentielle modtagerland, og om at styrelsen på et tidspunkt havde ændret retsopfattelse med hensyn til fortolkning af forordningen om overførsel af affald. En begæring om aktindsigt som var omfattet af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, besvarede Miljøstyrelsen efter 1 år og 7 måneder. Dette mente ombudsmanden var særdeles kritisabelt. (J.nr. 2001-1403-113). FOB 2003 8-2 FOB 2003.309 Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Miljøministeren havde ved sin tiltræden som minister orlov fra en stilling som viceskoleinspektør ved en folkeskole. Han optjente pensionsanciennitet under sin orlov. Gennem presseomtale blev ombudsmanden opmærksom på at den skole ministeren havde orlov fra, havde planer om etablering af en økobase, og at ministeren havde medvirket ved en beslutning om tildeling af midler fra en naturpulje til skolens projekt. Herudover havde miljøministeren medvirket ved beslutningen om Miljøministeriets erhvervelse af en ejendom til skovrejsning og efterfølgende udlejning af bygningen på ejendommen til bl.a. den kommune som skolen hørte under, til brug for etableringen af økobasen. Beslutningen var truffet mod embedsmændenes indstilling om efterfølgende at frasælge bygningen på ejendommen således at midlerne herfra kunne anvendes til andre skovrejsningsprojekter. Herudover var beslutningen om erhvervelse angiveligt ikke i overensstemmelse med normal praksis om lokal medfinansiering. Ombudsmanden optog sagen til behandling af egen drift. Ombudsmanden udtalte at der i de konkrete sager om tildeling af midler fra puljen til skolen og i forbindelse med erhvervelsen af ejendommen forelå sådanne omstændigheder som burde have givet miljøministeren anledning til at undergive spørgsmålet om sin mulige inhabilitet nærmere overvejelse og til at træffe foranstaltninger til afklaring eller afværgelse hera
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Statsforfatningsret 2.2 - Andre statsorganer; Ansættelses- og arbejdsret 1.3 - Pension; Ansættelses- og arbejdsret 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 6
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
En grundejer klagede til ombudsmanden over bl.a. at Miljø- og Energiministeriet havde varetaget vindmølleindustriens privatøkonomiske interesser i forbindelse med et landsplandirektiv der gjorde det muligt at etablere en national prøvestation for store vindmøller, at ministeriet havde fejlinformeret borgerne om muligheden for økonomisk kompensation for gener fra prøvestationen, og at ministeriet havde afvist at yde økonomisk kompensation. Ombudsmanden mente at Miljø- og Energiministeriet havde den fornødne hjemmel til at anvende landsplanbeføjelserne i planlovens § 3 idet ministeriet havde varetaget hensynet til den samlede vindmøllebranches erhvervsøkonomiske interesser sammen med andre lovlige hensyn. Ombudsmanden kritiserede derimod at Miljø- og Energiministeriet ikke havde givet grundejeren tilstrækkelig information om muligheden for at få erstatning for ulemper som følge af prøvestationen. Miljø- og Energiministeriet havde først i sin udtalelse til ombudsmanden givet en konkret begrundelse for at afvise kravet om erstatning. Ombudsmanden henstillede derfor til ministeriet at tage stilling til erstatningsspørgsmålet direkte over for grundejeren. (J.nr. 2000-2742-129). FOB 2002.238 Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Miljøret 1.1 - Planlovgivning.
Henvisninger: Planloven § 3
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen afviste at behandle en klage under henvisning til at tilkendegivelsen i sagen som et amt havde afgivet i medfør af vandløbsloven, ikke kunne indbringes for styrelsen. Amtet havde tilkendegivet at en genoptagelse af opstemningsretten til andet formål end det oprindelige krævede godkendelse. En bestemmelse herom var indsat i regulativet for det pågældende vandløb. Ombudsmanden udtalte at amtets tilkendegivelse måtte anses for en bindende afgørelse. Der var ikke grundlag for at antage at der ved fastlæggelsen af klageadgangen efter vandløbsloven var sket en fravigelse af det almindelige forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. Afgørelsen var herefter omfattet af klageadgangen. Da der var tale om en konstaterende forvaltningsakt, var spørgsmålet dog behæftet med en vis usikkerhed. Ombudsmanden henstillede at Skov- og Naturstyrelsen overvejede genoptagelse og søgte spørgsmålet nærmere afklaret i forbindelse med en kommende ændring af vandløbsloven. Miljøstyrelsens og Skov- og Naturstyrelsens afgørelser var desuden mangelfuldt begrundede. (J.nr. 1999-2374-143). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Veje og vand 2.1 - Naturlige vandløb og søer; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
Et rådgivningscenter indgav klage over at en del af et offentligt vandløb blev udlagt som naturvandløb hvilket indebar begrænsninger i amtets vedligeholdelse. Ombudsmanden udtalte at der ikke var holdepunkter for at antage at der var hjemmel til at udlægge et offentligt vandløb som naturvandløb. Der skulle således i regulativet stilles faste krav til vandløbets skikkelse, dvs. være faste angivelser for bundbredde, bundkote og skråningsanlæg, eller til vandløbets vandføringsevne. Da det pågældende regulativ ikke indeholdt sådanne faste krav, henstillede ombudsmanden at sagen blev genoptaget. (J.nr. 1999-1494-143). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Veje og vand 2.1 - Naturlige vandløb og søer; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Miljøministeriet · AfgørelseSelskabsret
A indgik aftale med Dansk Mobil Telefon I/S om, at selskabet mod at betale et årligt vederlag kunne opstille en antennemast på A's ejendom. Efter en byplanvedtægt for området måtte intet punkt af en bygning være hævet mere end 8,5 meter over terræn. Der var ikke i den foreliggende sag mulighed for at udnytte vedtægtens dispensationshjemmel. En eventuel tilladelse fra kommunen (K's) side skulle derfor gives efter planlægningslovens § 19. K meddelte A afslag på dispensation, idet K henviste til de landskabelige værdier i området. A gjorde gældende, at denne begrundelse var uholdbar, og at K tidligere havde givet tilladelse til opsætning af en tilsvarende antenne på naboejendommen. Planstyrelsen (P) tiltrådte K's afgørelse. - A klagede til ombudsmanden over K's og P's afgørelser. Efter en besigtigelse af området udtalte ombudsmanden, at det forhold, at der muligvis på urigtigt grundlag var givet tilladelse til opsætning af en antennemast på naboejendommen, ikke i sig selv kunne give A krav på tilladelse. På baggrund af besigtigelsen fandt ombudsmanden det imidlertid tvivlsomt, hvorvidt landskabelige hensyn med tilstrækkelig vægt talte imod at give A den ønskede tilladelse. Ombudsmanden bad derfor P (nu Naturklagenævnet) om at præcisere, hvori de landskabelige hensyn bestod. Naturklagenævnet meddelte herefter, at man nu anså K's begrundelse for afslaget for uholdbar, og at nævnet d
Emne: Miljøret 1.1 - Planlovgivning; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 1.4 - Ombudsmandsprøvelse.
Miljøministeriet · AfgørelseSelskabsret
Handelsselskabet A erhvervede i 1990 en grund. Grunden var olieforurenet, hvilket A ved erhvervelsen måtte antages at have været bekendt med. Det måtte anses for ubestridt, at det var selskabet B, der havde ejet grunden indtil 1986, som havde forårsaget forureningen. Med henblik på senere at udstede et egentligt oprydningspåbud udstedte K Kommune et påbud til A om at foretage en nærmere kortlægning m.v. af forureningens omfang. Påbuddet, der efterfølgende blev tiltrådt af Miljøstyrelsen (M), blev udstedt med hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3. M gjorde navnlig gældende, at A ved erhvervelsen af grunden var indtrådt ("succederet") i B's ansvar, og mente i øvrigt, at påbuddet havde støtte i Højesterets dom i Rockwool-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 674ff). Ombudsmanden anførte i en skrivelse til M, at han efter ordlyden af og forarbejderne til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, måtte anse det for tvivlsomt, om bestemmelsen gav hjemmel til at udstede påbud til en grundejer, som ved erhvervelsen nok var bekendt med forureningen, men som ikke selv havde forårsaget denne. M's successionssynspunkt syntes i øvrigt ikke at have støtte i retspraksis. Endelig kunne der - under hensyn til "forureneren betaler"-princippet - rejses spørgsmål om, hvorvidt et eventuelt påbud ikke under alle omstændigheder først burde rettes til B. Ombudsmanden anmodede M om en supplere
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2.
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En kommune K besluttede at sælge to skovarealer til et anpartsselskab. I forbindelse hermed opstod der spørgsmål om, hvorvidt en lov fra 1866 om udmarksjorder samt vedtægter vedrørende de to skovarealer fastsat i henhold til loven stadig var gældende. Skov- og Naturstyrelsen (SNS) gav udtryk for, at 1866-loven måtte antages at være bortfaldet ved desvetudo. SNS havde ingen indvendinger mod K's salg af skovarealerne. A klagede over SNS' opfattelse til ombudsmanden. Ombudsmanden gav en kort redegørelse for, under hvilke betingelser en retsregel må antages at være bortfaldet ved desvetudo. Efter ombudsmandens vurdering var der ikke grundlag for at antage, at der længe og i almindelighed var handlet i strid med loven. Hermed var den første betingelse for at anse loven for bortfaldet ikke opfyldt. Loven måtte derfor ifølge ombudsmanden antages stadig at være gældende. Ombudsmanden henstillede til SNS at genoptage sagen til fornyet behandling. (J. nr. 1991-646-143). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Almindelige emner 1.9 - Andre spørgsmål; Landbrug m.v. 5 - Skove og skovbrug.
Miljøministeriet · AfgørelseFast ejendom og leje
A klagede til Planstyrelsen over, at Gentofte Kommune havde afvist at give tilladelse til etablering af liberalt erhverv (geofysisk analyse- og konsulentvirksomhed) i en beboelsesejendom. Gentofte Kommune havde meddelt A, at der af planmæssige grunde ikke kunne gives tilladelse til etablering af erhvervet. Kommunen inddrog senere som en yderligere begrundelse for afslaget, at der heller ikke ville kunne gives tilladelse efter boligreguleringsloven. Planstyrelsen afviste at behandle A's klage over kommunens afgørelse under henvisning til, at den formelle hjemmel for afgørelsen skulle findes i boligreguleringsloven, ikke i kommuneplanloven. Ombudsmanden udtalte, at der forelå en afgørelse, som oprindeligt var begrundet udelukkende i planmæssige hensyn, og som rummede en stillingtagen til et generelt fortolkningsmæssigt spørgsmål. Kommunen havde senere inddraget en yderligere begrundelse for afgørelsen, men fastholdt samtidig den oprindelige begrundelse. Det stod ikke klart, hvilken vægt kommunen lagde på den seneste begrundelse, herunder om den i sig selv kunne bære den trufne afgørelse. Ombudsmanden fandt på den baggrund, at A fortsat havde en væsentlig interesse i at få Planstyrelsens stillingtagen til den planlægningsmæssige begrundelse, og at styrelsen derfor burde fastholdes på sin pligt efter kommuneplanlovens § 48 til at realitetsbehandle sagen. Ombudsmanden henstillede, a
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Miljøret 1.1 - Planlovgivning.
Miljøministeriet · AfgørelseForvaltningsret
A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt. Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt. Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 112.1 - Sagens oplysning; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
A fik i 1965 tilladelse af en kommune til udførelse af en faskine (bortledning af regnvand) på sin ejendom. I de følgende år klagede en nabo B over vandgener i sin kælder angiveligt forårsaget af vand fra den pågældende faskine. Under henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 11, stk. 3, pålagde Miljøstyrelsen i 1987 kommunen at tilbagekalde tilladelsen og stadfæstede i 1988 kommunens afgørelse herom. Ombudsmanden udtalte, at han ikke anså det for godtgjort, at betingelserne for tilbagekaldelsen efter § 11, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven var opfyldte. Afgørende efter denne bestemmelse var hensynet til beskyttelsen af grundvandsinteresser, og Miljøstyrelsen havde ikke foretaget en konkret vurdering af risikoen for grundvandsforurening. Miljøstyrelsen annullerede herefter sin afgørelse om tilbagekaldelse. (J.nr. 1988-364-11). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Miljøret 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Miljøbeskyttelsesloven § 11
Miljøministeriet · AfgørelseMiljø og plan
Miljøankenævnet havde afslået at realitetsbehandle en klage over Miljøstyrelsens stadfæstelse af en af Fyns Amtskommune meddelt "overordnet godkendelse" af en udvidelse af I/S Fynsværket. Nævnet henviste til, at det lå uden for nævnets beføjelser og pligter efter miljøbeskyttelseslovens kap. 12 at behandle klager over afgørelser, der ikke forelå i endelig form. Ombudsmanden udtalte, at nævnets standpunkt ikke kunne give ham anledning til kritik. I tilslutning hertil fremsatte ombudsmanden nogle almindelige bemærkninger om hjemmelsgrundlaget for meddelelse af godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kap. V. Ombudsmanden udtalte blandt andet, at hverken den gældende miljøbeskyttelseslov eller forskrifter, udstedt i medfør heraf, indeholdt hjemmel for meddelelse af "overordnede" eller "foreløbige" godkendelser. Efter ombudsmandens opfattelse faldt den omhandlede godkendelse klart uden for de rammer, der hidtil havde været anerkendt i praksis med hensyn til anvendelse af ubestemte vilkår mv. Ombudsmanden bemærkede i tilslutning hertil, at godkendelsesbegrebet i miljøbeskyttelsesloven er forholdsvis klart og entydigt, hvilket også er nødvendigt af hensyn til de retsvirkninger, der er knyttet til en godkendelse. Ombudsmanden anmodede Miljøstyrelsen om en redegørelse for adgangen til at meddele "foreløbige godkendelser" - således som spørgsmålet forelå efter Miljøankenævnets afvisnin
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2.