178 dokumenter · side 1 af 6Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Danmarks Lærerforening klagede til Folketingets Ombudsmand over Københavns Kommunes håndtering af en sag, hvor en folkeskolelærer i forbindelse med en avisartikel havde udtalt sig om sine oplevelser med voldelig elevadfærd mv. på en skole, som hun tidligere var ansat på. Efter ombudsmandens opfattelse fremstod lærerens udtalelser i artiklen klart som fremsat på hendes egne vegne og måtte anses for at være i kerneområdet for offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at omstændighederne i forbindelse med en tilrettevisningssamtale, som læreren blev indkaldt til, indebar, at forløbet helt berettiget havde kunnet opfattes som en negativ ledelsesreaktion over for læreren i anledning af hendes udtalelser. Ombudsmanden mente på den baggrund ikke, at kommunens håndtering var sket med respekt for – og anerkendelse af – lærerens ytringsfrihed, hvilket efter ombudsmandens opfattelse var kritisabelt. Desuden havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse ikke efterfølgende over for læreren rettet op på de relevante forhold i sagen og sikret, at hun fik en samlet og korrekt information om sin personalemæssige situation og ret til at udtale sig. Derfor henstillede ombudsmanden, at kommunen genoptog sin behandling af sagen, og bad om at blive underrettet om, hvad henstillingen gav kommunen anledning til. En efterfølgende kontakt fra kommunens pressemedarbejde
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Menneskerettigheder 1.5 - Ytrings og informationsfrihed.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger klagede til ombudsmanden over, at Københavns Kommune havde indstillet udbetalingen af hans kontanthjælp, fordi han ikke længere havde en Nemkonto. Kommunen skrev til borgeren, at han skulle sørge for at få en Nemkonto og ellers eventuelt havde mulighed for at få udbetalt sin kontanthjælp til en anden persons konto. Ombudsmanden fandt, at det efter lovgivningen om offentlige betalinger mv. og forarbejderne hertil skal være muligt for en borger at modtage udbetalinger fra det offentlige, selv om borgeren ikke har en Nemkonto eller råder over en bankkonto og heller ikke ønsker, at pengene overføres til en tredjeparts konto. Kommunen kunne derfor ikke stille krav om, at borgeren som betingelse for at få udbetalt sin kontanthjælp fik en Nemkonto eller angav en anden persons konto, hvortil ydelsen kunne overføres. I stedet burde Københavns Kommune, umiddelbart efter at kommunen blev bekendt med, at borgeren ikke længere havde en Nemkonto, have taget initiativ til at få afklaret, om vedkommende var ved at etablere en ny Nemkonto eller ønskede sin kontanthjælp udbetalt til en anden konto – eventuelt en anden persons konto. Og da det stod klart for kommunen, at det ikke var tilfældet, burde kommunen inden for kort tid have udbetalt kontanthjælpen på en anden måde. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund kommunens fremgangsmåde i sagen og henstillede til kommunen at genoptage
Emne: Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Favrskov Kommune traf afgørelse om at meddele dispensation fra lovgivningens afstandskrav til byzone i forbindelse med opsætning af hegn og afgræsning ved kvæg på et areal, der tilhørte kommunen. Ansøgningen om dispensation var indgivet af Team Natur i Favrskov Kommune. Dispensationssagen blev behandlet af kommunens Team Landbrug. Begge teams hørte under afdelingen Landbrug og Natur. Ombudsmanden vurderede, at Favrskov Kommune som ansøger var part i sagen om dispensation og derfor var myndighedsinhabil. Miljølovgivningen indeholdt ikke regler om henskydelse til et andet organ i et tilfælde som det foreliggende. Desuden kan en kommunalbestyrelse generelt ikke substitueres ved, at sagen henskydes til en anden kommune. Ombudsmanden måtte derfor lægge til grund, at lovgiver havde forudsat, at der ikke skulle ske substitution i sager som denne, og at Favrskov Kommune derfor på trods af myndighedsinhabiliteten selv måtte træffe afgørelse i sagen. Retsvirkningerne af myndighedsinhabiliteten var, at Favrskov Kommune skulle være opmærksom på sin inhabilitet og tage eller dog overveje at tage nogle særlige forholdsregler, der kunne afbøde interessekonflikten og tydeliggøre, at den ikke havde betydning for sagens afgørelse. Der kunne f.eks. være tale om at lade en anden del af samme myndighed behandle sagen, at indhente en udtalelse fra en fagmyndighed på området eller inddrage relevant f
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En skolelærer blev dagen efter sin ansættelse på en kommunal skole, men inden sin tiltræden, sigtet for blufærdighedskrænkelse af et 12-årigt barn. Læreren underrettede ikke skolen om sigtelsen, og skolen blev heller ikke på anden måde underrettet herom. Senere blev læreren tiltalt for forholdet. Da Rigsadvokaten ca. to en halv måned efter skolelærerens tiltræden orienterede kommunen om tiltalen, bortviste kommunen læreren. Kommunen begrundede bortvisningen med, at læreren groft havde misligholdt ansættelsesforholdet ved ikke at oplyse skolen om sigtelsen, og henviste tillige til dekorumkravet. Kommunen fandt, at dens forudsætninger for ansættelsen var bristet. Læreren blev senere frifundet i straffesagen. Ombudsmanden fandt, at der ikke forelå oplysninger, der kunne tilsige, at læreren ikke levede op til dekorumkravet. Han henviste til, at kommunen på tidspunktet for bortvisningen ikke var i besiddelse af andre oplysninger om den adfærd, som læreren havde udvist i forbindelse med det forhold, som læreren blev tiltalt – og senere frikendt – for, end underretningen fra Rigsadvokaten om tiltalen. Ombudsmanden fandt til gengæld, at læreren havde tilsidesat sin underretningspligt ved ikke at oplyse kommunen om sigtelsen. Han henviste til, at læreren skulle arbejde direkte med børn og unge under 15 år, og at der således var en direkte forbindelse mellem lærerens arbejdsfunktioner og
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 272.1 - Bortvisningsgrunde; Forvaltningsret 1121.2 - Privates oplysningspligt; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseFast ejendom og leje
En sygeplejerske blev efter 12 års ansættelse sygemeldt med ”arbejdsrelateret stress pga. psykisk dårligt arbejdsmiljø” fra sin stilling ved en kommunal institution. Efter ca. fire måneders fravær tilkendegav hun under en tjenstlig samtale, at hun ikke så sig selv vende tilbage ”inden for en overskuelig tid”. Lederen meddelte på den baggrund, at udsigten til, at hun kunne genoptage arbejdet, havde et så usikkert og langvarigt perspektiv, at det var nødvendigt at indstille hende til afskedigelse. Under samtalen blev lederen spurgt om muligheden for omplacering, hvortil han svarede, at der ikke var en åbenlys omplaceringsmulighed i hans regi, men at hun kunne spørge i forbindelse med partshøring over opsigelsen. Sygeplejersken spurgte ikke i sit partshøringssvar kommunen, om der var mulighed for omplacering, og hun blev herefter afskediget på grund af sygefravær. Ombudsmanden fandt, at kommunen under de foreliggende omstændigheder havde haft anledning til at antage, at den sygdom, som sygeplejersken havde angivet som årsag til fraværet, havde sammenhæng med hendes arbejdsmæssige placering. Kommunen havde derfor haft grund til at undersøge, om hun ville kunne vende tilbage til arbejdet, hvis hun blev omplaceret. Efter ombudsmandens opfattelse gav forholdene i sagen ikke kommunen fornøden grund til at antage, at sygeplejersken ikke ønskede, at kommunen undersøgte muligheden for en
Emne: Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 2.3 - Sygdom; Ansættelses- og arbejdsret 271.4 - Usaglig opsigelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Funktionærloven § 2 b
Kommunerne · AfgørelseAndet
En ansat i en kommune skrev i en mail til en leder i kommunen, at lederen løj om, at han ikke havde modtaget klager over en skoleleder. I mailen indgik også nogle oplysninger om en familie og kollegaer. Kopi af mailen blev sendt til en række medarbejdere og kommunalbestyrelsesmedlemmer i kommunen. Forud for mailen var gået et forløb, hvor den ansatte over for den pågældende leder havde udtrykt utilfredshed med en skoleleder, som hun havde arbejdsmæssig relation til. Den ansattes beskyldning i mailen var en reaktion på en avisartikel, hvor lederen havde udtalt, at ”jeg har ikke tidligere modtaget klager fra medarbejdere, der har kaldt på handling”. Dette var ifølge den ansatte ikke sandt, da den ansatte selv netop havde klaget til lederen. Kommunen meddelte den ansatte en tjenstlig advarsel, der var begrundet i, at hun med sine beskyldninger om, at lederen løj, havde overskredet grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og at hun i mailen uberettiget havde videregivet tavshedsbelagte oplysninger om en familie og kollegaer. Hvad angik ytringerne om lederen mente kommunen, at ytringerne var grove og usande, og den uddybede senere, at den ansatte ikke med rimelighed kunne opfatte udsagnet om klager ”fra medarbejdere” som omfattende hende, da hun ikke var ansat på skolen, men et andet sted i kommunen. Hvad angik oplysningerne om familien lagde kommunen vægt på, at der ikke fo
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 27; Databeskyttelsesforordningen (GDPR) Artikel 6; Databeskyttelsesforordningen (GDPR) Artikel 7
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Det fremgik af Frederikshavn Kommunes retningslinjer for opslag af ledige stillinger, at stillinger som udgangspunkt først skulle slås op internt i kommunen, og kun hvis der ikke kunne ansættes en, som i forvejen var ansat i kommunen, blev stillingen slået op offentligt. Dette gjaldt, medmindre andet blev aftalt med den relevante tillidsrepræsentant. I princippet havde ansatte i kommunen altså fortrinsret til ledige stillinger. Efter ombudsmandens opfattelse var dette i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om, at ledige stillinger i den offentlige forvaltning som altovervejende hovedregel skal besættes efter offentligt opslag. Kommunen havde anført, at retningslinjerne også tilgodeså kommunens forpligtelse til at foretage omplaceringer. Ombudsmanden mente ikke, at det kunne medføre, at hovedreglen om offentligt opslag generelt blev fraveget. Som konsekvens af at kommunens retningslinjer var i strid med grundsætningen om offentligt opslag, var kommunens praksis efter ombudsmandens opfattelse også i strid med § 35, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. Efter denne bestemmelse skal offentlige arbejdsgivere lægge alle ledige stillinger på Jobnet. Han henstillede på den baggrund, at Frederikshavn Kommune ændrede sine retningslinjer for opslag af ledige stillinger. (Sag nr. 21/02816)
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.1 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Ansættelses- og arbejdsret 2.2 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Tjenestemandsloven § 5; Tjenestemandsloven § 12
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
Et skadesløsbrev udstedt til Roskilde Kommune til sikkerhed for indefrosne ejendomsskatter var tinglyst på en ejendoms førsteprioritet. Dette hindrede umiddelbart ejeren i at optage et nyt realkreditlån med lavere rente. Borgeren anmodede Roskilde Kommune om at rykke sit skadesløsbrev på ejendommen ned i prioritetsstillingen efter § 4, stk. 3, 2. pkt., i grundskyldslåneloven. Efter bestemmelsen kan en kommune efter låntagerens anmodning tillade, at et skadesløsbrev rykkes tilbage i prioritet. Kommunen afslog imidlertid at rykke skadesløsbrevet og henviste til, at kommunen i 2009 havde truffet en generel beslutning om aldrig at meddele rykningstilsagn efter den pågældende bestemmelse. Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at kommunen ikke gav rykningstilsagn i en sag som borgerens, hvor formålet med at opnå rykningstilsagn (alene) var at optage et nyt realkreditlån med en lavere rente. Samtidig fandt ombudsmanden, at kommunen ikke helt kunne afskære skønnet efter § 4, stk. 3, 2. pkt., i grundskyldslåneloven og afslå anmodninger om rykning alene med henvisning til kommunens generelle beslutning. Eftersom kommunen alene havde begrundet sit afslag over for borgeren ved at henvise til den generelle beslutning, henstillede ombudsmanden til kommunen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse over for borgeren. Ombudsmanden henstillede også, at kommunen ændrede sin generelle beslutning
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Pant og tilbageholdsret 21.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 123.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En kommune sendte i marts 2020 en medarbejder hjem, fordi han efter en ferie i udlandet havde symptomer, som kommunen frygtede kunne være symptomer på COVID-19. Medarbejderen var utilfreds med beslutningen, da han mente, at der alene var tale om snue. Efterfølgende indberettede kommunen medarbejderen som hjemsendt på grund af mistanke om COVID-19 og søgte medarbejderens bopælskommune om refusion for sygedagpenge for den periode, hvor medarbejderen havde været hjemsendt. Medarbejderen oplyste sin arbejdsgiver og bopælskommune om, at han ikke havde haft en eneste sygedag i perioden. Arbejdsgiveren svarede medarbejderen, at de var pålagt at indberette COVID-19-karantæne/-symptomer/-sygdom, og at det var en fejl, at der var søgt om dagpengerefusion. I forlængelse heraf skrev medarbejderen i et opslag på Facebook bl.a. følgende om ledelsen på arbejdspladsen: ”At gøre mig til et Corona-tilfælde hænger sammen med, at de har plattet min kommune for sygedagpengerefusion, uagtet at jeg hverken har været syg eller i karantæne.” Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at kommunen fandt, at udtalelsen overskred grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og at kommunen inddrog udtalelsen i grundlaget for at fritage medarbejderen fra tjeneste og give ham en advarsel. Ved sin bedømmelse af sagen lagde ombudsmanden vægt på, at udtalelsen indebar en meget grov beskyldning, at kommunen havde opl
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseAndet
Forud for en afgørelse om flytning af en lærer til en anden skole i samme kommune havde den centrale forvaltning i kommunen modtaget syv notater med eksempler på samarbejdsvanskeligheder, som gennem en periode var udarbejdet af hendes nærmeste chef, en skoleleder. Da den lokale fagforening som bisidder for læreren anmodede kommunen om aktindsigt, blev de syv notater ikke medsendt eller omtalt i kommunens svar på anmodningen. Det samme var tilfældet i kommunens senere partshøring af læreren. Inden partshøringsfristen udløb, sendte kommunen de syv notater til fagforeningen og journaliserede dem samtidig på sagen. Ombudsmanden var enig med kommunen i, at notaterne måtte anses for interne arbejdsdokumenter, da de alene var udvekslet mellem enheder inden for den kommunale enhedsforvaltning. Men i modsætning til kommunen mente ombudsmanden, at notaterne i vidt omfang indeholdt ekstraheringspligtige oplysninger, f.eks. lederens beskrivelse af forskellige konkrete hændelsesforløb, som belyste samarbejdet mellem læreren og lederen. På den baggrund fandt ombudsmanden, at det var kritisabelt, at kommunen ikke havde partshørt læreren over oplysninger om sagens faktiske grundlag i de syv notater. Desuden fandt ombudsmanden, at det var en beklagelig fejl, at kommunen ikke ved besvarelsen af fagforeningens anmodning om aktindsigt helt eller delvis havde givet foreningen indsigt i de syv notat
Emne: Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 8; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 12; Forvaltningsloven § 14 a; Forvaltningsloven § 19; Offentlighedsloven § 15; Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseAndet
En skoleleder klagede over, at han var blevet afskediget. De seneste år havde han været leder af både en folkeskole og kommunens musikskole. Kommunen besluttede, at der fremover skulle være en leder på fuld tid på folkeskolen, og tilbød skolelederen en stilling som leder af musikskolen med en væsentligt lavere løn. Da forhandlingerne om stillingen strandede, besluttede kommunen, at skolelederen fremover skulle være fuldtidsleder af folkeskolen. Det gav anledning til, at tillidsrepræsentanten for lærerne på folkeskolen sendte et bekymringsbrev til skolelederen og kommunen. Få dage senere indledte kommunen en afskedigelsessag mod skolelederen, der blev indkaldt til en tjenstlig samtale. Skolelederen blev senere fritaget for tjeneste og efter høringer og yderligere undersøgelser afskediget. Ombudsmanden lagde til grund, at skolelederen først under den tjenstlige samtale var blevet gjort direkte bekendt med de forhold, som afskedigelsen blev begrundet i. Han havde således ikke inden tjenestefritagelsen haft mulighed for at rette op på de forhold, som kommunen fandt utilfredsstillende. Endvidere havde kommunen ikke forud for afskedigelsen givet skolelederen en advarsel eller anden form for tilkendegivelse om forholdene. På den baggrund anså ombudsmanden som udgangspunkt afskedigelsen for at være i strid med proportionalitetsprincippet. Ud fra kommunens egne dispositioner i tiden op
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.2 - Pligter - Afsked; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Ansættelses- og arbejdsret 271.4 - Usaglig opsigelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Tjenestemandsloven § 28; Tjenestemandsloven § 26; Funktionærloven § 2 b
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Efter et tilsynsbesøg på en åben døgninstitution med to delvis lukkede afdelinger for børn og unge på 12-17 år undersøgte ombudsmanden af egen drift det retlige grundlag for en praksis om natlig aflåsning, som blev anvendt på den åbne del af døgninstitutionen. Aflåsningen omfattede vinduer og altandøre til de unges værelser på 1. sal. Desuden kunne de unge ikke uden videre forlade institutionen om natten gennem hoveddøren. Hoveddøren skulle i givet fald låses op af personalet, som forinden ville forsøge at overtale den unge til at blive. Personalet ville endvidere efter omstændighederne bl.a. følge efter en ung, som forlod institutionen, for at sikre sig, at der ikke skete noget uforsvarligt. Ombudsmanden mente, at der hverken i serviceloven eller voksenansvarsloven var hjemmel til døgninstitutionens praksis på den åbne del af institutionen med aflåsning af vinduer og altandøre om natten på de unges værelser sammenholdt med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren. Endvidere anså ombudsmanden det for meget tvivlsomt, om institutionens praksis med aflåsning af vinduer og altandøre set i sammenhæng med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren, havde fornøden hjemmel i anstaltsforholdet. Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den bragte den omtalte praksis til ophør. (Sag nr. 19/01438)
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Personspørgsmål 4 - Personlig retsbeskyttelse.
Henvisninger: Serviceloven § 66; Serviceloven § 63 a; Serviceloven § 123 c
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
I forbindelse med en konkret klagesag om partsaktindsigt blev ombudsmanden opmærksom på, at en kommune havde givet forkert klagevejledning. I klagevejledningen stod der, at borgeren kunne klage over afgørelsen om partsaktindsigt inden fire uger, og at klagen skulle sendes til kommunen, som skulle genvurdere afgørelsen. Ombudsmanden indledte herefter en generel undersøgelse af kommunens klagevejledning i sager om aktindsigt. Ombudsmanden udtalte, at klageadgangen i forhold til afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven er reguleret af reglerne i disse to love, medmindre der er et klart hjemmelsgrundlag for en anden regulering. Ombudsmanden bemærkede også, at bl.a. den sociale retssikkerhedslovs klageregler ikke gælder for afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Der gælder ingen frist for at klage over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Det er desuden kun i sager om aktindsigt efter offentlighedsloven, at en klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen i sagen (remonstration). I sager om partsaktindsigt efter forvaltningsloven skal en klage derimod indgives direkte til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører. Ombudsmandens undersøgelse viste, at kommunen i vidt omfang havde vejledt borgerne f
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 11241.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 1134.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 16; Forvaltningsloven § 17; Offentlighedsloven § 37; Offentlighedsloven § 38; Forvaltningsloven § 25
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ankestyrelsen ændrede i 2018 en praksis om beregning af bidrag til pensionsordning ved tabt arbejdsfortjeneste, der havde været fulgt siden 2010. Ankestyrelsen orienterede kommunerne om den ændrede praksis og deres pligt til enten af egen drift eller ved offentlig information at genoptage sager, der var afgjort i strid med den nye praksis. Ombudsmanden rejste af egen drift sager over for tre kommuner, der offentligt havde informeret om genoptagelsesmuligheden. En af kommunerne meddelte efterfølgende ombudsmanden, at den havde identificeret 450 personer, der havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste i 2011-2019, men at de administrative vanskeligheder ved at identificere og genoptage sagerne ville være så betydelige, at kommunen mente, at den kunne undlade at genoptage sagerne på eget initiativ. Efter en samlet vurdering havde ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere kommunens vurdering. Ombudsmanden havde derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at kommunen valgte alene at informere offentligt på sin hjemmeside om muligheden for at søge om genoptagelse. Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse, at dette ikke gjaldt for de sager, hvor en borger fortsat modtog udbetalinger af tabt arbejdsfortjeneste, da praksisændringen blev offentliggjort. Sådanne sager havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at genoptage af egen drift. Det g
Emne: Forvaltningsret 111.2 - Inititativ til sagens rejsning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 26.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 42
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En journalist skrev en artikel i den lokale ugeavis om beskyldninger om krænkende adfærd på et udvalgsmøde i kommunen og nævnte i den forbindelse navnene på alle mandlige udvalgsmedlemmer. Efter borgmesterens opfattelse blev der kastet mistanke på navngivne enkeltpersoner, og han skrev i den anledning flere mails, der blev sendt til både journalisten og mediets ledelse. I sin første mail skrev borgmesteren bl.a.: ”(…) det er på alle måder rigtig rigtig skidt! Det får mig til at overveje at stoppe alt samarbejde (…)”. Efter omtale i pressen gik ombudsmanden ind i sagen og bad kommunen om en udtalelse. Kommunen anførte bl.a., at borgmesterens henvendelse var begrundet i hensynet til de navngivne personer og almindelig presseskik, og at borgmesteren måske kunne og burde have formuleret sig mindre ”voldsomt”. Ombudsmanden udtalte, at det strider imod almindelige forvaltningsretlige principper om lighed og saglighed, at myndigheder gennemfører ”straffeaktioner” over for pressen eller fremsætter udtalelser, der er egnede til at blive opfattet som trusler om sådanne aktioner. Myndighederne kan herunder ikke sanktionere mulige krænkelser af de presseetiske regler. Ombudsmanden fandt, at borgmesterens mail om at ”overveje at stoppe alt samarbejde” var egnet til at blive opfattet som en trussel med hensyn til både journalistens og mediets adgang til at modtage informationer fra kommunen
Emne: Forvaltningsret 12.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En kommune ansatte en pædagogstuderende i lønnet praktik i seks måneder. Tjenestestedet var indtil videre en skole og senere et botilbud. Den studerende gennemførte – bl.a. på grund af sygefravær – kun delvist praktikforløbet, og uddannelsesstedet kunne ikke godkende det som en del af uddannelsen. Herefter ansatte kommunen den studerende i et nyt praktikforløb på seks måneder. Tjenestestedet var indtil videre et andet botilbud i kommunen. Inden den studerende tiltrådte det nye praktikforløb, besluttede kommunen imidlertid at annullere ansættelsen. Kommunen mente, at den studerende havde accepteret ikke at gennemføre praktikken som aftalt. Efter de foreliggende oplysninger var det ombudsmandens opfattelse, at den studerende ikke havde accepteret annulleringen af ansættelsesaftalen. Kommunens annullering måtte således anses for ensidig. På den baggrund udtalte ombudsmanden, at annulleringen af ansættelsen ikke kunne antages at være i overensstemmelse med de synspunkter om urigtige forudsætninger, der er anlagt i praksis. Han henviste navnlig til, at kommunen på tidspunktet for ansættelsen var bekendt med de relevante oplysninger om bl.a. den studerendes sygefravær under den hidtidige praktikansættelse, og til, at den studerende ikke sås at have fortiet væsentlige oplysninger over for kommunen i forbindelse med ansættelsen. Om kommunen i stedet for at annullere ansættelsesaftalen
Emne: Aftaler 5.1 - Fuldmagt; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet; Ansættelses- og arbejdsret 271.9 - Andre opsigelsesspørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Funktionærloven § 3; Forvaltningsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En lærer på en kommunal skole skrev i en kommentar på Facebook – via sin egen profil – bl.a., at skolens ledelse ”overvåger og forfølger folk”. Efter en tjenstlig samtale og partshøring af læreren meddelte kommunen læreren en skriftlig advarsel for kommentaren. Kommunen henviste til, at kommentaren gik for langt i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden måtte lægge til grund, at kommentaren afspejlede konkrete ledelsesmæssige dispositioner foretaget over for læreren, således som de – med rette eller urette – var blevet opfattet af læreren. Ombudsmanden henviste til, at offentligt ansatte kan udtrykke sig i f.eks. skarpe eller polemiske vendinger, når blot deres ytringer ikke derved bliver åbenbart urigtige eller urimeligt grove, og at der samtidig er rum for en vis brug af overdrevne udtryk. Ombudsmanden anførte endvidere, at en ledelse i vidt omfang må tåle, at forskelle i parternes opfattelser af ledelsesmæssige dispositioner kommer offentligt til udtryk. Efter en samlet vurdering fandt ombudsmanden, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse lærerens kommentar for urimeligt grov. Ombudsmanden fandt heller ikke, at kommentaren – i det gældende regelsæts forstand – kunne siges at være åbenbart urigtig. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at kommentaren overskred grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Som konsekvens heraf fandt ombudsmanden ik
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste af egen drift en sag over for en kommune om kommunens efterlevelse af reglerne om habilitet. Anledningen var en omtale i medierne af, at kommunens daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester i forbindelse med fejringen af en rund fødselsdag havde fået stillet et lokale gratis til rådighed af et privat firma, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samarbejdede med om bl.a. at tage unge socialt udsatte ind som lærlinge. Ombudsmanden var efter en samlet vurdering enig med kommunen i, at der ikke forelå et venskabsforhold mellem borgmesteren og direktøren for det private firma, som medførte inhabilitet efter § 3, stk. 1, nr. 5. Derimod havde udlånet af lokalet i forbindelse med fejringen af borgmesterens fødselsdag efter ombudsmandens opfattelse karakter af en gave, som borgmesteren ikke burde have taget imod. Spørgsmålet om inhabilitet for borgmesteren som følge af denne gave måtte give anledning til en vis tvivl, men det var samlet set ombudsmandens opfattelse, at borgmesteren blev inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, i forhold til enhver sag, som vedrørte firmaet og dets direktør. Ombudsmanden lagde til grund, at borgmesteren ikke på nogen måde havde medvirket ved behandlingen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen af konkrete sager om placering af ledige i firmaet. Allerede af denne grund fandt han ikke, at behandlin
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3; Ombudsmandsloven § 21; Forvaltningsloven § 6; Straffeloven § 267; Straffeloven § 273; Ombudsmandsloven § 16; Straffeloven § 144; Forvaltningsloven § 2; Kommunestyrelsesloven § 3; Kommunestyrelsesloven § 64 a; Kommunestyrelsesloven § 31; Kommunestyrelsesloven § 9; Kommunestyrelsesloven § 11; Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 27
Kommunerne · AfgørelseAndet
En praktikant kritiserede i et opslag på Facebook den tale, som direktøren for kommunens social- og beskæftigelsesforvaltning havde holdt på en medarbejderdag samme dag. I opslaget havde praktikanten i anførselstegn gengivet en udtalelse, der kunne forstås, som om den kom fra forvaltningsdirektørens tale. Praktikanten blev kort efter indkaldt til en tjenstlig samtale, med henvisning til at Facebook-opslaget var illoyalt. Kommunen mente, at brugen af anførselstegn gav det indtryk, at opslaget var et direkte citat fra forvaltningsdirektørens tale. Kommunen var uenig i gengivelsen og gav praktikanten en skriftlig påtale. Ombudsmanden lagde til grund, at praktikantens opslag ikke var en ordret gengivelse af, hvad forvaltningsdirektøren havde sagt i sin tale. Opslaget efterlod således et indtryk af, at forvaltningsdirektøren havde foretaget en mere udtrykkelig parallelisering af problemerne med ledighed i kommunen og børnedødeligheden i Afrika, end der syntes at have været dækning for i talen. Ombudsmanden havde af den grund forståelse for, at kommunen fandt anledning til at tage til genmæle over for praktikantens opslag. Kommunen havde dog ikke grundlag for at give praktikanten en skriftlig påtale for opslaget, som efter ombudsmandens vurdering lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henviste til, at offentligt ansatte har en vis ret til at bruge sk
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden indledte på baggrund af en borgerhenvendelse en generel undersøgelse af en kommunes digitale selvbetjeningsløsning for ansøgninger om hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt, at det på kommunens hjemmeside og på borger.dk ikke fremgik udtrykkeligt, at det alene er obligatorisk at anvende den digitale selvbetjeningsløsning ved ansøgninger om hjælpemidler (f.eks. arm- og benproteser eller ortopædiske sko). Ombudsmanden udtalte i sagen, at det er vigtigt, at myndighederne er opmærksomme på, om det er obligatorisk eller frivilligt at anvende en digital selvbetjeningsløsning, når de f.eks. lægger information til borgerne på deres hjemmesider. Derudover gav kommunens digitale selvbetjeningsløsning ikke mulighed for partsrepræsentation, og ombudsmanden udtalte, at kommunen ikke på dens hjemmeside havde sikret udtrykkelig vejledning om muligheden for at blive undtaget fra den obligatoriske digitale selvbetjening i forbindelse med ansøgninger om hjælpemidler samt om fremgangsmåden i den forbindelse. Der burde også sikres vejledning herom på borger.dk. Endelig burde der vejledes om muligheden for at ansøge på anden måde i forbindelse med partsrepræsentation ved ansøgninger om forbrugsgoder og boligindretning. Både kommunen og Børne- og Socialministeriet svarede ombudsmanden, at de ville tage initiativer til at sikre tyd
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Serviceloven § 112; Serviceloven § 113; Serviceloven § 116; Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 8; Serviceloven § 112 a; Forvaltningsloven § 7; Serviceloven § 45; Serviceloven § 97; Serviceloven § 100
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Medarbejdere i en kommune blev indkaldt til samtaler med ledelsen, fordi de havde ytret sig offentligt om kommunens beslutning om at flytte en specialskole og om besparelser i sundhedsplejen. Ombudsmanden konstaterede, at fire medarbejdere var blevet indkaldt til samtaler, selv om deres udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Der var ifølge kommunen ikke tale om tjenstlige samtaler. Men efter ombudsmandens opfattelse kunne medarbejderne berettiget have fået en opfattelse af, at der var tale om negative reaktioner på deres ytringer. Under samtalerne blev det således tilkendegivet eller antydet, at medarbejderne havde handlet i strid med bl.a. kommunens kommunikationspolitik, og flere af medarbejderne undskyldte og beklagede under samtalerne deres ytringer. Det var på den baggrund ombudsmandens opfattelse, at samtalerne ikke var foregået i respekt for – og med anerkendelse af – medarbejdernes ytringsfrihed. En femte medarbejder blev efter en tjenstlig samtale meddelt en skriftlig advarsel. Ombudsmanden konkluderede, at kommunens begrundelse for at meddele den skriftlige advarsel ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for advarslen. Ombudsmanden tog ikke stilling til, om kommunen på andet grundlag kunne have iværksat en personaleretlig reaktion over for medarbejderen. Alle fem sager illustrerede således problemstillinger, som myndighederne skal vær
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 21; Straffeloven § 23
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Københavns Kommunes Bevillingsnævn meddelte en borger delvist afslag på aktindsigt i to dokumenter, der indgik i en sag om fornyelse af en alkoholbevilling til et værtshus. Det drejede sig om en indstilling udarbejdet af Bevillingsnævnets sekretariat og Bevillingsnævnets afgørelse. Afgørelsen blev siden stadfæstet af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg. Borgeren klagede til ombudsmanden over, at myndighederne havde truffet afgørelse efter offentlighedsloven, idet borgeren mente, at afgørelsen burde være truffet efter miljøoplysningsloven. Afgørende for, om afgørelsen burde være truffet efter miljøoplysningsloven, var efter ombudsmandens opfattelse, om oplysningerne i sagen var omfattet af miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, hvorefter oplysninger vedrørende foranstaltninger, der påvirker eller kan påvirke miljøelementer, er miljøoplysninger. Ombudsmanden fandt, at en afgørelse om fornyelse eller afslag på fornyelse af en alkoholbevilling var en ”foranstaltning”. Det samme gjaldt en sekretariatsindstilling vedrørende den pågældende afgørelse. Spørgsmålet var herefter, om der var tale om foranstaltninger, ”der påvirker eller kan påvirke miljøelementer”. Efter en samlet vurdering var det ombudsmandens opfattelse, at mest talte for, at oplysningerne i sagen ikke var omfattet af begrebet miljøoplysninger. Ombudsmanden fandt således ikke, at Bevillingsnævnets afgørelse og sekre
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; EU-ret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger; Miljøret 9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden undersøgte en kommunes sagsbehandling i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge. Sagerne var tilfældigt udvalgte stikprøver blandt i alt 12 sager om hjemgivelse inden for en nærmere angiven periode. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunens sagsbehandling samlet set havde været meget kritisabel. Det skyldtes, at kommunen i ingen af de fire sager sås at have revideret børnenes og de unges handleplan og angivet den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen eller at have afholdt børnesamtaler om hjemgivelsen med børnene og de unge, inden kommunen traf afgørelse om at hjemgive dem. Derudover sås kommunen ikke i de tre sager, hvor børnene og de unge var fyldt 12 år, at have meddelt afgørelsen om hjemgivelse til børnene og de unge. Efter ombudsmandens opfattelse burde afgørelsen have været meddelt børnene og de unge skriftligt – eller meget hurtigt efter været bekræftet skriftligt over for dem – og i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22-25 have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. I to afgørelser om hjemgivelse havde kommunen ikke begrundet afgørelserne tilstrækkeligt over for børnenes og de unges forældre. Kommunen havde heller ikke orienteret børn og unge-udvalget i overensstemmelse med servicelovens regler i forbindelse med hjemgivelse af en ung, der var anbragt uden samtykke. Overordnet set gav ombudsmandens gennemgang
Emne: Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 25; Forvaltningsloven § 2225; Serviceloven § 52; Serviceloven § 66; Serviceloven § 68; Serviceloven § 76; Serviceloven § 166; Serviceloven § 167; Retssikkerhedsloven § 72; Serviceloven § 140; Serviceloven § 70; Serviceloven § 46; Serviceloven § 48; Forvaltningsloven § 23; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 7; Serviceloven § 58; Serviceloven § 65
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommunaldirektør meddelte kommunalbestyrelsen og kommunens direktion, at kommunen ikke ønskede at deltage i tv-programmer i forbindelse med kommunalvalget i november 2017. Beslutningen blev ikke meddelt hverken mundtligt eller skriftligt til kommunens medarbejdere. Medarbejderne blev bekendte med beslutningen, fordi den blev omtalt i pressen. Omtalen i pressen gav bl.a. et billede af, at medarbejderne havde ”fået mundkurv på”, og at kommunen havde lukket af for pressen på de kommunale arbejdspladser. Efter ombudsmandens opfattelse begrænsede kommunens beslutning ikke medarbejdernes ret til at ytre sig på egne vegne. Medarbejderne havde således fortsat mulighed for at udtale sig på egne vegne inden for de rammer, der er beskrevet i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Omtalen i pressen kunne dog ifølge ombudsmanden skabe usikkerhed blandt kommunens medarbejdere om deres ret til at udtale sig. Efter ombudsmandens opfattelse havde det derfor været rigtigst, at kommunen umiddelbart efter pressedækningen havde taget initiativ til aktivt at informere medarbejderne om deres ret til at ytre sig på egne vegne. Kommunen oplyste til ombudsmanden, at det var meget beklageligt, hvis nogle medarbejdere i kommunen var i tvivl om rammerne for deres ytringsfrihed. Efter ombudsmandens henvendelse havde kommunen sendt alle medarbejdere i kommunen et nyhedsbrev,
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En 16-årig skoleelev blev alvorligt forbrændt af en flaske med brændende benzin. Efterfølgende blev fire jævnaldrende drenge fra samme skole dømt som gerningsmænd i sagen. Efter episoden henvendte nogle borgere sig til ombudsmanden med bekymring for og utilfredshed med skolens og kommunens manglende handling i sagen forud for episoden. Ombudsmanden besluttede herefter af egen drift at undersøge dele af sagen. I sin udtalelse konstaterede ombudsmanden, at der i sagen var begået væsentlige fejl i forhold til reglerne i bl.a. offentlighedsloven om notat- og journaliseringspligt. Ombudsmanden vurderede, at disse fejl havde haft betydning for såvel skolens og kommunens løbende overblik over sagen som deres mulighed for efterfølgende at kunne forklare og begrunde, hvad der var sket i sagen. Ombudsmanden konstaterede også, at der i sagen var begået væsentlige fejl i forhold til reglerne i serviceloven om underretningspligt. Det fremgik således bl.a., at skolen ikke ”har haft praksis for i udpræget omfang at afgive underretninger”, hvis de sociale myndigheder allerede var involveret i et konkret forløb vedrørende en elev, og der allerede var iværksat tiltag efter servicelovens kapitel 11. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at det indebar en risiko for, at der ikke blev underrettet i overensstemmelse med servicelovens § 153, stk. 1. Samlet set lagde ombudsmanden til grund, at sk
Emne: Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 115.4 - Arkivering; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 112.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 153; Ombudsmandsloven § 21; Ombudsmandsloven § 17; Offentlighedsloven § 13; Offentlighedsloven § 15; Serviceloven § 155; Serviceloven § 155 a
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En medarbejder ved den kommunale hjemmepleje kritiserede lederen og arbejdsmiljøet i hjemmeplejen i et opslag på en Facebook-gruppe for ansatte i hjemmeplejen. Medarbejderen kritiserede lederen for at have overfuset hende uberettiget og skrev, at det ikke var første gang. Hun nævnte også, at der havde været flere klager over lederen og arbejdsmiljøet, og at fagforeningen derfor nu havde taget initiativ til et møde for alle medarbejdere. Opslagene kom også ud til personer uden for gruppen, og kommunen indkaldte medarbejderen til en tjenstlig samtale. Efter kommunens opfattelse var ordvalget og tonen i hendes opslag for groft, ligesom der var udokumenterede oplysninger om, at der var flere klager over lederen. Medarbejderen modtog efterfølgende en skriftlig advarsel. Udsagnet om, at medarbejderen var blevet overfuset uberettiget af sin leder, lå efter ombudsmandens opfattelse klart inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden fandt heller ikke, at oplysningen om, at der havde været flere klager, faldt uden for rammerne af denne ytringsfrihed. Kommunens skriftlige advarsel var derfor i strid med reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed. Desuden kritiserede ombudsmanden kommunen for, at der under den tjenstlige samtale blev stillet krav om, at medarbejderen fremover skulle gå til ledelsen eller bruge de interne systemer til kritik af forhold i hjemmepl
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Et opholdssted havde bl.a. taget billeder af en anbragt ungs mobiltelefon og nedskrevet hans samtaler med den tidligere plejefamilie. Opholdsstedet sendte oplysningerne videre til drengens anbringelseskommune. Ombudsmanden konstaterede, at der var blevet udøvet kontrol med drengens kommunikation. Samtidig udtalte ombudsmanden, at den iværksatte kontrol efter hans opfattelse var ulovlig, fordi der ikke var truffet en afgørelse om den af børn og unge-udvalget i anbringelseskommunen. Ombudsmanden udtalte, at anbringelseskommunen havde haft en meget væsentlig rolle i sagen og efter ombudsmandens opfattelse i høj grad havde medvirket til, at der blev udøvet kontrol med drengens kommunikation på opholdsstedet. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse, at kravet om, at børn og unge-udvalget skal have truffet afgørelse om at iværksætte kontrol med den anbragte unges kommunikation, før kontrollen kan iværksættes, ikke kan fraviges ved, at myndighederne får et samtykke til kontrollen, uanset om det er fra barnet/den unge eller forældremyndighedsindehaveren. Ombudsmanden påpegede, at den manglende afgørelse indebar, at de særlige retsgarantier for afgørelser om kontrol med anbragte børns kommunikation ikke var overholdt. Det var ombudsmandens opfattelse, at der var sket en alvorlig krænkelse af den anbragte drengs retssikkerhed. Ombudsmanden besluttede i medfør af § 24 i ombudsmandslove
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1113.1 - Originær kompetence; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 13.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1.5 - Domstolsprøvelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 24; Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 7; Serviceloven § 66; Serviceloven § 123; Serviceloven § 74; Retssikkerhedsloven § 19; Serviceloven § 168; Serviceloven § 71; Serviceloven § 72; Serviceloven § 73
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En seniorjobber i en kommune skrev nogle kommentarer på Facebook til en artikel om fratrædelsesgodtgørelser til kommunaldirektører. I en af kommentarerne beskrev seniorjobberen bl.a. kommunens direktør som ”en person, der måske ikke har sandhed som sin største spidskompetence”. Kommunen gav herefter seniorjobberen en advarsel. Ombudsmanden mente, at udtalelsen om kommunaldirektøren var urimelig grov og overskred grænserne for den ansattes ytringsfrihed. I den forbindelse lagde ombudsmanden vægt på, at udtalelsen vedrørte kommunaldirektøren som person, og at den måtte forstås som en beskyldning mod kommunaldirektøren for i ikke uvæsentligt omfang at benytte sig af usandheder. Ombudsmanden fandt, at en sådan beskyldning – i det omfang, den ikke nærmere blev dokumenteret eller sandsynliggjort – måtte anses for meget grov. Efter ombudsmandens opfattelse var det dog meget uheldigt, at kommunen – i hvert fald frem til ombudsmanden bad om en udtalelse i sagen – alene syntes at have behandlet og vurderet sagen som et spørgsmål om, hvorvidt seniorjobberens udtalelser var loyale over for kommunen, og ikke som et spørgsmål om, hvorvidt udtalelserne overskred de udtrykkelige begrænsninger, der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunens håndtering af sagen efterlade tvivl om, hvorvidt kommunen havde behandlet sagen på grundlag af en korrekt
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseFast ejendom og leje
En sygeplejerske, der var ansat i en kommune, skrev et kritisk opslag på Facebook. Opslaget drejede sig om, at en kollega havde sagt op som følge af omstruktureringer på arbejdspladsen. Tre dage senere blev sygeplejersken med 13 minutters varsel indkaldt til et møde med ledelsen og tillidsrepræsentanten. Ledelsen indledte mødet med at slå fast, at der ikke var tale om en tjenstlig samtale. Formålet med mødet var at give sygeplejersken faktuelle oplysninger om bl.a. de omstruktureringer, som hun havde omtalt. På mødet gjorde ledelsen bl.a. sygeplejersken opmærksom på, at hun havde gjort nogle af sine kolleger kede af det, og at det var ”ærgerligt”, at hun ikke havde henvendt sig til ledelsen eller MED-systemet først. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere, at kommunen tog kontakt til sygeplejersken for at give hende faktuelle oplysninger om bl.a. de strukturomlægninger, der havde været i kommunen, inden hun blev ansat, og som hun kommenterede i sit opslag. I en situation som den foreliggende havde kommunen imidlertid et særligt ansvar for at sikre sig, at kontakten foregik på en sådan måde, at den ikke medførte risiko for, at medarbejderen fremover ville afholde sig fra at ytre sig i den offentlige debat. Ombudsmanden udtalte således, at det var kommunens ansvar at sørge for, at forløbet foregik i fuld respekt for – og med anerkendelse af – sygeplejerskens ytringsfrih
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forlængelse af et tilsynsbesøg i et kommunalt botilbud behandlede ombudsmanden tre sager om etablering af døralarmer i boligerne hos tre beboere med nedsat psykisk funktionsevne. Formålet med alarmerne var at advisere personalet, hvis beboerne, som havde problemskabende adfærd, forlod deres boliger, så risiko for skade på beboerne selv eller andre kunne afværges. Efter serviceloven skal kommunen godkende anvendelsen af døralarmer, før de installeres. Ombudsmanden måtte imidlertid lægge til grund, at der var opsat døralarmer hos de tre beboere, uden at der var truffet afgørelse om det, og dermed uden det fornødne retlige grundlag. Det anså ombudsmanden for meget kritisabelt. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den anvendelsesperiode for alarmerne, som kommunen fastsatte, da den senere traf afgørelser, men fandt det beklageligt, at kommunen ikke i nogen af sagerne foretog revurdering af behovet for fortsat anvendelse af alarmerne senest efter otte måneder, som det kræves efter magtanvendelsesbekendtgørelsen. Ombudsmanden konstaterede desuden, at dokumentationen var utilstrækkelig på flere punkter i alle sagerne. Bl.a. af den grund kunne ombudsmanden ikke endeligt vurdere, om de berørte beboere og deres pårørende/værger i tilstrækkelig grad var blevet inddraget forud for kommunens afgørelser i sagerne. Yderligere anså ombudsmanden det for meget beklageligt, at afgø
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 114.6 - Formkrav; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 125; Serviceloven § 109; Serviceloven § 127; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 128; Serviceloven § 130; Serviceloven § 124; Serviceloven § 2; Forvaltningsloven § 19; Offentlighedsloven § 13; Serviceloven § 133; Serviceloven § 126; Serviceloven § 137 b; Serviceloven § 137 c