178 dokumenter · side 3 af 6Kommunerne · AfgørelseSocialret
En far til en dreng klagede til ombudsmanden over, at drengens skole med kort varsel besluttede, at drengen, der dengang gik i 1. klasse, ikke længere skulle undervises i sin klasse, men i stedet modtage såkaldt midlertidig enkeltmandsundervisning i 10 timer om ugen. Den midlertidige enkeltmandsundervisning skulle fortsætte, indtil der kunne findes et passende skoletilbud til drengen. Efter ombudsmandens opfattelse var skolens brev til forældrene om etableringen af den midlertidige enkeltmandsundervisning af deres søn en afgørelse, og brevet burde derfor have indeholdt en henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet i henhold til. Ifølge reglerne skal kommunalbestyrelsen godkende, at en skole etablerer midlertidig enkeltmandsundervisning af en elev. Ombudsmanden måtte lægge til grund, at kommunen ikke havde godkendt, at der blev etableret midlertidig enkeltmandsundervisning af drengen. Det, mente ombudsmanden, var en fejl. Ombudsmanden mente derimod ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skolens vurdering af, at det var nødvendigt at etablere den midlertidige enkeltmandsundervisning af drengen. Drengens forældre havde modtaget skolens afgørelse om, at deres søn skulle overgå til midlertidig undervisning, en torsdag, og den midlertidige enkeltmandsundervisning begyndte om mandagen. Ombudsmanden udtalte, at det varsel, der blev givet, var for kort. Det havde ef
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 25
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En sygemeldt kvinde klagede til beskæftigelsesankenævnet over, at kommunen havde afslået at forlænge hendes sygedagpenge. Beskæftigelsesankenævnet ophævede kommunens afslag og hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Som følge af nævnets afgørelse skulle kvinden have omberegnet ca. 10 måneders kontanthjælp til sygedagpenge og have udbetalt differencen. Men simple regnefejl og forglemmelser fra kommunens side i forbindelse med omberegningen og udbetalingen af differencebeløbet resulterede i, at kvinden modtog en forholdsvis stor opkrævning af restskat næsten et år efter beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Ombudsmanden udtalte på flere punkter kritik af kommunens behandling af sagen. Bl.a. anså han de fejl, som kommunen havde begået, da kvindens kontanthjælp blev omberegnet til sygedagpenge, for meget beklagelige. Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at det var meget beklageligt, at kommunen ikke sendte kvinden en opgørelse over omberegningen af hendes kontanthjælp til sygedagpenge. Opgørelsen burde have været ledsaget af en klagevejledning, eftersom omberegningen måtte anses for en afgørelse. Sagen førte til, at kommunen gennemgik sine procedurer og udarbejdede en standardformel for fremtidige omberegninger og en brevskabelon til brug for de sager, hvor en borger skal have omberegnet kontanthjælp til sygedagpenge. (Sag nr. 12/00130)
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Skatter 21.1 - Personlig indkomst; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Kildeskatteloven § 69; Retssikkerhedsloven § 67; Kildeskatteloven § 46; Aktivloven § 34; Sygedagpengeloven § 71
Kommunerne · AfgørelseAndet
Statens Kunstråd ændrede med virkning fra 2011 tilskudsbetingelserne for MGK-undervisning på de lokale musikskoler (MGK står for Musikalsk Grundkursus, som er et intensivt kursus med et konservatorieforberedende indhold og niveau). Formålet var at ændre strukturen for MGK-undervisningen, således at ansvaret for undervisningen og det dermed følgende tilskud blev tildelt syv musikskoler fordelt på forskellige regioner. Som følge heraf overførtes en kommunal musikskoles ansvar for MGK-undervisning til en anden musikskole, der var blevet udpeget af Kunstrådet som MGK-center for regionen. En mand, der underviste på den førstnævnte musikskole, henvendte sig til ombudsmanden, da han mente, at hans og en kollegas rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven var blevet tilsidesat af kommunen. Ombudsmanden mente, at de overførte MGK-aktiviteter ikke kunne antages at udgøre en økonomisk enhed, der havde bevaret sin identitet efter overdragelsen til den anden musikskole. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at overdragelsen var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. På den baggrund mente ombudsmanden ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af kommunens vurdering i sagen. (J.nr. 12/00539)
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.2 - Retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Henvisninger: Virksomhedsoverdragelsesloven § 1; Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste på baggrund af en konkret sag om samvær mellem en pige anbragt uden for hjemmet og henholdsvis hendes forældre og bedsteforældre en sag af egen drift. Egen drift-sagen handlede om, hvilken myndighed – kommunen eller børn og unge-udvalget – der efter servicelovens regler skal træffe afgørelse i de forskellige typer af sager om samvær med anbragte børn. Ombudsmanden udtalte, at det afgørende for, om det er kommunen eller børn og unge-udvalget, der skal træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 1-3, ikke er den personkreds, der skal træffes afgørelse i forhold til, men hvor indgribende afgørelsen er. Hvis samværet f.eks. skal begrænses til mindre end én gang om måneden, eller samværet skal være overvåget, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelsen, uanset om afgørelsen retter sig mod forældrene eller andre personer i netværket. Mindre indgribende afgørelser om samvær med det anbragte barn skal træffes af kommunens forvaltning. (J.nr. 12/02371)
Emne: Forvaltningsret 25.1 - Social bistand; Forvaltningsret 251.1 - Ydelser; Forvaltningsret 2511.9 - Andre ydelser; Forvaltningsret 1113.1 - Originær kompetence.
Henvisninger: Serviceloven § 71; Serviceloven § 69; Serviceloven § 72; Serviceloven § 74; Serviceloven § 168; Serviceloven § 169; Serviceloven § 62; Serviceloven § 58
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
En advokat klagede over, at Aarhus Kommune opkrævede et gebyr på 70 kr. pr. kopi af ejendomsskattebilletten med henvisning til ejendomsbeskatningslovens § 30 A og bekendtgørelsen om kommunernes adgang til at opkræve gebyr for meddelelse af ejendomsoplysninger til private. Ombudsmanden indhentede en udtalelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Ministeriet mente ud fra en formålsfortolkning af ejendomsbeskatningslovens § 30 A og den tilhørende bekendtgørelse ikke, at der var hjemmel til at opkræve gebyr for udlevering af kopi af ejendomsskattebilletten. Formålet med reglerne havde været at kompensere kommunerne for det administrative arbejde, der lå i at udfylde skemaer med en række oplysninger om fast ejendom – typisk i forbindelse med ejendomshandler. Den administrative byrde i at udlevere en kopi af ejendomsskattebilletten var væsentlig mindre. Kommunens udlevering af kopier var efter ministeriets opfattelse i stedet reguleret af offentlighedsloven og de gebyrregler, som var fastsat med hjemmel i offentlighedsloven. Ombudsmanden var enig i Økonomi- og Indenrigsministeriets retsopfattelse. Han pegede desuden på, at anvendelsen af offentlighedsloven (eller forvaltningsloven) og de gebyrregler, som er fastsat i medfør af de to love, også underbygges af, at retten til aktindsigt efter disse regler omfatter dokumenter, der eksisterer på det tidspunkt, hvor man beder om aktindsig
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 11241.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retsplejeloven § 562; Retsplejeloven § 569
Kommunerne · AfgørelseErstatning og forsikring
En forælder klagede til ombudsmanden over at hans søns skole havde nægtet at udlevere nye skolebøger til elever der ikke havde afleveret deres gamle skolebøger. Det var bl.a. gået ud over sønnen. Han klagede også over at skolen havde krævet erstatning for en bog som sønnen ikke havde afleveret. Ombudsmanden lagde til grund at skolen først havde udleveret skolebøger i det nye skoleår efter at skolebøger fra det gamle skoleår enten var blevet afleveret eller betalt for, eller en dialog mellem skolen og hjemmet var påbegyndt. Ombudsmanden bad kommunen og Undervisningsministeriet (nu Ministeriet for Børn og Undervisning) om udtalelser. Ministeriet udtalte at kommunens pligt til at stille de nødvendige undervisningsmidler til rådighed gælder selv om eleverne ikke har leveret de undervisningsmidler tilbage som de tidligere har fået udleveret. Kommunen skal således stille de nødvendige undervisningsmidler til rådighed for alle elever, også elever som ikke har afleveret undervisningsmidler skolen tidligere har stillet til rådighed. Ombudsmanden var enig i ministeriets retsopfattelse. Skolens praksis med at tilbageholde undervisningsmidler var efter ombudsmandens opfattelse kritisabel. Ombudsmanden behandlede også spørgsmålet om erstatning for bortkomne skolebøger. Det spørgsmål måtte efter ombudsmandens opfattelse løses ud fra dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontra
Emne: Erstatning uden for kontraktforhold 31.1 - Værditab; Erstatning uden for kontraktforhold 111.1 - Privates ansvar, se også Aftaler 6, Færdselsret 43.4 og 6, Immaterialret 53.3, Retspleje 12.3 og 3.9 samt Selskabsret 14.2; Erstatning uden for kontraktforhold 111.3 - Undladelser; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Almindelige emner 1.9 - Andre spørgsmål; Erstatning uden for kontraktforhold 7.7 - Tilregnelighed og tilregnelse; Erstatning uden for kontraktforhold 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Erstatningsansvarsloven § 19; Erstatningsansvarsloven § 20; Erstatningsansvarsloven § 24 a; Erstatningsansvarsloven § 1; Erstatningsansvarsloven § 24; Forsikringsaftaleloven § 37; Erstatningsansvarsloven § 2; Kommunestyrelsesloven § 47; Kommunestyrelsesloven § 51
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
En kommune modtog oplysninger fra en borger om at der ulovligt blev udbragt flydende husdyrgødning på en landejendom. Kort efter gennemførte kommunen et uanmeldt tilsyn på ejendommen. Kommunen afslog at give landmanden aktindsigt i borgerens navn med den begrundelse at borgeren havde oplyst at borgeren tidligere var blevet truet af landmanden. Statsforvaltningen hjemviste først sagen, men godkendte senere kommunens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have noteret borgerens navn på sagen. Kommunen kunne ikke undlade at notere navnet på borgeren fordi den ville undgå at oplysningen kom landmanden i hænde. Efter omstændighederne kan en myndighed undtage navne på anmeldere og andre der har givet oplysninger til sagen, fra aktindsigt. På det foreliggende grundlag mente ombudsmanden ikke at kommunen og statsforvaltningen havde tilstrækkelig grund til at nægte landmanden aktindsigt. Ombudsmanden henstillede til myndighederne at genoptage sagen. (J.nr. 2010-5270-1011)
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1134.3 - Undtagne oplysninger; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 15; Forvaltningsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste af egen drift en sag om hvorvidt det var lovligt at en kommune ifølge sine retningslinjer og praksis havde afvist at inddrage oplysninger om andre familiemedlemmer i sin afvejning når den skulle beslutte hvilket dagtilbud den skulle give det enkelte barn. Baggrunden var en konkret klage fra et forældrepar. Ombudsmanden kunne ikke hjælpe forældrene allerede fordi der ikke var plads i den ønskede børnehave. Men ombudsmanden blev opmærksom på at kommunen havde afvist at inddrage oplysninger om særlige forhold hos andre i familien end det barn som skulle i børnehave. Kommunen oplyste at det ikke var korrekt at kommunen generelt afviste at inddrage bestemte oplysninger, f.eks. om særlige forhold hos andre i familien. Kommunen mente dog at en forudsætning for at inddrage sådanne oplysninger var at de medførte et særligt socialt eller pædagogisk behov hos det barn som skulle optages i et dagtilbud. Socialministeriet mente at kommunens konkrete vurdering ved anvisning af plads i dagtilbud ikke kunne begrænses til at omfatte forhold vedrørende barnet, men at den også måtte omfatte særlige forhold i familien som havde betydning for barnet. Ombudsmanden var enig i Socialministeriets retsopfattelse: Kommunen kunne ikke afvise at inddrage oplysninger om særlige forhold hos andre i familien. Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at hverken kommunens eller ministerie
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 2512.1 - Visitation.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Som følge af nedskæringer blev en ansat afskediget fra et fleksjob på en kommunalt drevet institution. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde inddraget kommunens forpligtelser som følge af rammeaftalen om det sociale kapitel da kommunen besluttede at afskedige kvinden. Ombudsmanden udtalte at rammeaftalen formentlig skærpede kommunens pligt til at forsøge at omplacere kvinden. Det var ombudsmandens opfattelse at kommunen hverken havde dokumenteret at det ikke havde været muligt at omplacere kvinden, eller at kommunen reelt havde forsøgt at omplacere hende. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have givet kvinden en tilstrækkelig begrundelse for at hun skulle afskediges, hverken i forbindelse med at hun blev partshørt, eller i den efterfølgende afgørelse. Desuden havde kommunen ikke fulgt reglerne om partshøring og notatpligt. Ombudsmanden bad på den baggrund kommunen om at genoptage sagen. (J.nr. 2010-1951-8133)
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
I en sag om et vejsyn på en privat fællesvej klagede en borger til ombudsmanden over kommunens sagsbehandlingstid. Fra borgerens første henvendelse til kommunen frem til kommunens udtalelse til ombudsmanden var der tale om en periode på over 2 år og 7 måneder uden ekspeditioner i sagen. Ombudsmanden udtalte at det gav et indtryk af at sagen var glemt i kommunen, og mente at kommunens sagsbehandlingstid var meget kritisabel. Ombudsmanden mente også at det var beklageligt at kommunen ikke havde besvaret rykkere og en anmodning fra Vejdirektoratet om kommentarer, og at kommunen ikke på eget initiativ havde orienteret om sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden henstillede til kommunen at overveje at fastsætte målsætninger om sagsbehandlingstiden og føre kontrol med om de blev overholdt. (J.nr. 2011-3023-5001)
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En avisartikel omtalte en mand som havde søgt ansættelse dels i Hvidovre Kommunes svømmehaller, dels som lærervikar i kommunens skoler. Det fremgik af artiklen at manden fik afslag på sine ansøgninger med den begrundelse at han ikke havde en ren straffeattest. Ombudsmanden besluttede af egen drift at tage sagen op over for kommunen. Under behandlingen af sagen rejste ombudsmanden yderligere nogle spørgsmål der vedrørte kommunens indhentning og journalisering af straffeattester. Kommunen oplyste at straffede personer ikke blev forhåndsudelukket fra ansættelse i kommunen. Endvidere besluttede kommunen under behandlingen af sagen fremover at foretage en konkret vurdering i de enkelte tilfælde af om den vil indhente en privat straffeattest. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke indjournaliserede de straffeattester som den selv indhentede fra Rigspolitichefen eller modtog fra stillingsansøgere. (2008-4296-810)
Emne: Forvaltningsret 112.1 - Sagens oplysning; Ansættelses- og arbejdsret 2.2 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Straffeloven § 78; Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 29; Tjenestemandsloven § 10; Forvaltningsloven § 31; Offentlighedsloven § 8
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune fik en mundtlig klage over at en ansat havde opført sig upassende over for en kollega. Kommunen tilkendegav over for den ansatte at sagen ikke ville få konsekvenser for ham. Der blev efterfølgende indgivet en skriftlig klage som førte til at kommunen indhentede vidneudsagn om hændelsen. Herefter tilbagekaldte kommunen den begunstigende afgørelse om at der ikke ville ske mere i sagen, og gav den ansatte en påtale. Ombudsmanden udtalte at tilbagekaldelsen var begrundet i en omvurdering af de oplysninger som allerede forelå, og at der ikke var tilstrækkelig tungtvejende hensyn der kunne begrunde en tilbagekaldelse. Kommunen havde også tilsidesat notatpligten ved ikke at gøre notat om den mundtlige klage og de mundtlige vidneudsagn. Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2009-3418-812)
Emne: Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet; Forvaltningsret 1124.9 - Andre former for offentlighed.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseErstatning og forsikring
En del af vederlaget til et medlem af en kommunalbestyrelse var blevet udbetalt efter de særlige regler om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Medlemmet havde løbende afleveret opgørelser over de timer han havde brugt på arbejdet i kommunalbestyrelsen, og kommunen havde på den baggrund udbetalt vederlagene til ham. Kommunen krævede senere at medlemmet af kommunalbestyrelsen betalte vederlagene tilbage, da han ikke havde dokumenteret at han havde lidt et tab der svarede til de beløb han havde fået udbetalt. Ombudsmanden lagde vægt på at kommunens vejledning af medlemmet af kommunalbestyrelsen talte for at han havde været i god tro da han modtog udbetalingerne. Ombudsmanden mente ikke at kommunen i tilstrækkelig grad havde inddraget betydningen af sin vejledning ved vurderingen af om der var grundlag for at kræve de udbetalte beløb tilbage. Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen og traf en ny afgørelse. (J.nr.2009-3774-410)
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 7; Kommunestyrelsesloven § 8; Ombudsmandsloven § 23; Kommunestyrelsesloven § 40
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune traf afgørelse om at administrere en mands førtidspension fordi han ikke betalte sin husleje og ikke gjorde tilstrækkelig rent i sin lejlighed. Efterfølgende sørgede kommunen for at mandens husleje blev betalt, men kommunen betalte også en række andre regninger for manden. Der var bl.a. tale om en medicinregning, en regning for flytning af mandens indbo og en regning for istandsættelse af mandens lejlighed da han fraflyttede sit lejemål. To pårørende klagede over kommunens administration af mandens førtidspension. Det sociale nævn afviste at behandle de pårørendes klage da nævnet ikke mente der var truffet nye afgørelser i sagen som kunne påklages til nævnet. Det var ombudsmanden uenig i. På baggrund af en fortolkning af den oprindelige administrationsafgørelse slog ombudsmanden fast at en række af de regninger som kommunen havde betalt på mandens vegne, ikke var omfattet af den oprindelige administrationsafgørelse. Det sociale nævn burde derfor ikke have afvist at behandle klagen fra de pårørende hvilket ombudsmanden kritiserede. Ombudsmanden mente desuden det var beklageligt at kommunen ikke havde gjort sig klart at den i realiteten havde truffet nye afgørelser om administration af mandens førtidspension. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at nævnet genoptog sagen og behandlede den del af de pårørendes klage som angik spørgsmålet om kommunens administrat
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 25.2 - Social pension.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 44; Ombudsmandsloven § 14; Pensionsloven § 36; Pensionsloven § 35
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Et forbund klagede på vegne af en socialpædagog over en skriftlig advarsel. Begrundelsen for advarslen var at pædagogen havde involveret forældre til beboere i en institution i en intern konflikt. Som dokumentation henviste regionen til oplysninger i et internt notat. Ombudsmanden udtalte at han ikke – ud fra oplysningerne i sagen – kunne lægge til grund at regionens centralforvaltning havde kendskab til notatet da advarslen blev givet. Ombudsmanden udtalte desuden at der ikke var belæg for at hævde at socialpædagogen havde involveret forældre i en intern konflikt. At give en faktisk oplysning om en tjenestefritagelse var ikke en involvering og heller ikke illoyalt. Der var heller ikke tale om overtrædelse af tavshedspligten. Det grundlag som advarslen byggede på, var derfor ikke tilstrækkeligt, og ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2009-3401-812).
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En landmand klagede over at en kommune endnu ikke havde truffet afgørelse om miljøgodkendelse af en udvidelse af kapaciteten på et biogasanlæg. Ansøgningen om miljøgodkendelse blev indgivet i 2004, og kommunen overtog sagen den 1. januar 2007. Kommunen afgjorde at sagen ikke var VVM-pligtig, men denne afgørelse blev påklaget til Naturklagenævnet. Kommunen gik først i gang med den egentlige behandling af miljøgodkendelsessagen efter at kommunen var færdig med VVM-sagen, og stillede afgørelsen i sagen i bero indtil der var truffet en endelig afgørelse om hvorvidt udvidelsen var VVM-pligtig. Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at kommunen ikke begyndte den egentlige sagsbehandling før i 2008. Desuden var det beklageligt at kommunen udskød behandlingen af sagen til kommunen havde truffet en afgørelse om VVM-pligten. Hvis sagerne var blevet behandlet sideløbende, ville den samlede sagsbehandlingstid for miljøgodkendelsessagen antagelig være blevet kortere. Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen satte den endelige afgørelse af sagen i bero indtil Naturklagenævnet havde afklaret om udvidelsen var VVM-pligtig. Nævnet hjemviste sagen, og under hensyn hertil henstillede ombudsmanden at kommunen fremskyndede sagen om VVM mest muligt. (J.nr. 2009-4166-100).
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2.
Henvisninger: Planloven § 11 g
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En borger klagede over en række forhold i forbindelse med at den kommunale leverandør af fodindlæg efter hans mening ikke havde leveret brugbare indlæg til ham. Ombudsmanden udtalte at når en myndighed indgår aftale med en virksomhed om at virksomheden mod betaling skal levere ydelser til myndigheden eller til borgerne, skal myndigheden føre tilsyn med at virksomheden opfylder de krav som fremgår af aftalen og lovgivningen. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til §§ 15 og 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og til almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Han mente at kommunen på grund af denne tilsynsforpligtelse har pligt til i et vist omfang at reagere på – og nærmere undersøge rigtigheden af – oplysninger om aftalebrud og manglende overholdelse af relevante bestemmelser i lovgivningen. I det konkrete tilfælde mente ombudsmanden at det borgeren skrev til kommunen om leverandørens (for) ringe service- og produktkvalitet, pegede i retning af at de kommunale opgaver ved administrationen af § 112 i lov om social service ikke længere blev løst lovligt og rigtigt. Han kritiserede derfor at kommunen ikke havde undersøgt nærmere om borgerens oplysninger var korrekte. Ombudsmanden henstillede ikke til kommunen at genoptage sagen fordi borgeren efterfølgende havde fået en ny bevilling til fodindlæg og denne gang selv havde valgt leverandør
Emne: Forvaltningsret 13.2 - Specielt tilsyn, se også Forvaltningsret 3.5; Forvaltningsret 1113.3 - Ekstern delegation; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 15; Retssikkerhedsloven § 16; Serviceloven § 112; Ombudsmandsloven § 7; Ombudsmandsloven § 8; Ombudsmandsloven § 14
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En klasselærer havde mistanke om vold mod et barn i klassen og barnets søskende, begået under samvær med deres far, og indgav derfor en alvorlig underretning til kommunen. Advokaten for børnenes mor klagede til ombudsmanden over at kommunen ikke reagerede tilstrækkeligt på baggrund af den alvorlige underretning. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke indgav politianmeldelse i forbindelse med underretningen. Ombudsmanden udtalte at kommunen burde have rettet henvendelse til statsforvaltningen, der træffer afgørelse om samvær, og oplyst om den underretning som kommunen havde modtaget. Kommunen skulle således ikke blot have henvist børnenes mor til selv at henvende sig til statsforvaltningen og informere om underretningen. Ombudsmanden kritiserede også sagsbehandlingstiden i relation til den socialfaglige undersøgelse efter servicelovens § 50 som kommunen skulle udarbejde på baggrund af underretningen. Ombudsmanden kritiserede desuden nogle forhold i forbindelse med kommunens kommunikation med morens advokat i advokatens egenskab af partsrepræsentant. (J.nr. 2010-0824-0007).
Emne: Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Strafferet 21.3 - Hensynsløs farevoldelse (§ 252, stk. 1), se også Strafferet 259.3; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 50; Straffeloven § 141; Serviceloven § 153; Serviceloven § 154; Forvaltningsloven § 8; Serviceloven § 52
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En kvinde klagede til ombudsmanden over at hun og hendes familie havde fået begrænset deres adgang til at besøge hendes far på et kommunalt ejet plejehjem. Kommunen havde bestemt at familien af hensyn til plejehjemspersonalets arbejdsmiljø kun måtte besøge hendes far en time om dagen. Ombudsmanden udtalte at kommunen havde hjemmel i anstaltsforholdet til at begrænse familiens adgang til at besøge plejehjemsbeboeren. Kommunen skulle dog inddrage artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention om retten til privatliv og familieliv i grundlaget for beslutningen. Ombudsmanden kritiserede kommunen for ikke at have gjort sig hjemmelsgrundlaget klart. Kommunen havde heller ikke sørget for at beskrive og dermed skabe klarhed over de faktiske omstændigheder i sagen. Kvinden og hendes familie havde en anden udlægning af begivenhedsforløbet end kommunen. Derfor var der betydelig tvivl om hvilket faktisk grundlag beslutningen om besøgsrestriktionerne var truffet på. Ombudsmanden anså det på den baggrund for usikkert om besøgsrestriktionerne var i overensstemmelse med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Især på baggrund af de oplysninger klageren havde sendt, mente ombudsmanden dog at kunne lægge til grund at der var et højt konfliktniveau mellem familien og plejehjemspersonalet, og at de ansatte på plejehjemmet følte sig mistænkeliggjort og udsat for beskyldnin
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 1121.3 - Myndigheders oplysningspligt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24; Offentlighedsloven § 6; Serviceloven § 127; Serviceloven § 126; Serviceloven § 124; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 25; Serviceloven § 192
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune havde pålagt en borger et rykkergebyr i forbindelse med opkrævningen af for meget udbetalt boligstøtte. Borgeren mente ikke at kommunen havde vejledt om hvordan tilbagebetalingen kunne ske, eller sendt et girokort til brug for betalingen. Borgeren klagede derfor til Folketingets Ombudsmand. Kommunen besluttede dernæst at frafalde gebyret. Ombudsmanden var enig i kommunens beslutning om at frafalde gebyret. Ombudsmanden udtalte at selv om der var hjemmel til at opkræve et rykkergebyr, skal betalingsfristen være overskredet, og borgeren skal være gjort bekendt med hvordan det skyldige beløb kan betales til kommunen. Ombudsmanden udtalte også at fordi kommunen ikke kunne dokumentere at den havde sendt et girokort til borgeren eller på anden måde vejledt borgeren om hvordan og inden for hvilken frist den for meget udbetalte boligstøtte skulle betales, måtte kommunen bære risikoen for bevisusikkerheden. Derfor kunne kommunen ikke pålægge borgeren et rykkergebyr. (J.nr. 2009-3939-009).
Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 7
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rettede henvendelse til en kommune på baggrund af en artikel på internettet. Af artiklen fremgik det at kommunen havde skrevet til lederne i kommunen at de ikke måtte udtale sig imod planlagte besparelser i kommunen. Det gjaldt også når de udtalte sig som privatpersoner. På baggrund af kommunens svar besluttede ombudsmanden at tage sagen op af egen drift. Ombudsmanden var enig med kommunen i at ordlyden i kommunens instruks til lederne var beklagelig. Ombudsmanden var også enig med kommunen i at det var beklageligt at instruksen berettiget havde kunnet læses som en instruks med det formål at indskrænke ytringsfriheden for lederne i kommunen. Ombudsmanden noterede sig at kommunen havde beklaget ordlyden i instruksen over for samtlige ledere og på kommunens hjemmeside. Kommunen betonede at det ikke havde været hensigten at indskrænke ytringsfriheden for hverken ledere eller medarbejdere i kommunen. (J.nr. 2010-1682-8111).
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Grundloven § 77
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
I en sag om støjende og generende erhverv på en naboejendom klagede en borger til ombudsmanden over kommunens sagsbehandlingstid. Inden kommunens behandling havde sagen haft et langvarigt forløb, først i amtet og senere i Hovedstadens Udviklingsråd. Fra kommunen begyndte at behandle sagen, og indtil kommunen traf afgørelse, gik der over 5 år og 3 måneder. I en periode på over 3 år skete der intet i sagen. Ombudsmanden udtalte at det gav indtryk af at sagen var glemt i kommunen, og mente at kommunens sagsbehandlingstid var meget kritisabel. Ombudsmanden mente også det var beklageligt at kommunen ikke havde besvaret en rykker og heller ikke på eget initiativ havde orienteret om sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden henstillede til kommunen at overveje at fastsætte målsætninger om sagsbehandlingstiden og føre kontrol med om disse blev overholdt. (J.nr. 2010-0688-1002)
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune besluttede at en borger ikke måtte møde personligt op på rådhuset. Baggrunden for forbuddet var en konkret episode hvor borgeren havde optrådt truende og råbende over for en sagsbehandler i en elevator på rådhuset. Kommunen meddelte at forbuddet mod personligt fremmøde foreløbig gjaldt i 3 år. Borgeren fik navn og telefonnummer på en kontaktperson i kommunen. Da borgerens partsrepræsentant bad om en uddybende forklaring, tilføjede kommunen at borgeren tidligere i adskillige tilfælde havde været ubehagelig og højtråbende over for forskellige medarbejdere i kommunen. Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere kommunens beslutning. Han vurderede at beslutningen om at borgeren ikke måtte møde personligt op, var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var beklageligt at kommunen ikke havde partshørt borgeren inden afgørelsen blev truffet. Han mente også det var beklageligt at kommunen ikke havde overholdt notatpligten i offentlighedsloven, når kommunen også inddrog tidligere konkrete episoder som grundlag for fremmødeforbuddet. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde beskrevet i sin oprindelige afgørelse hvad den truende adfærd bestod i, og at kommunen først ved den senere henvendelse fra partsrepræsentanten henviste til tidligere episoder. Vedrørende afgørelsesbegrebet, se modsat sag j.nr. 2009-2756-009, der er optaget i
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune traf beslutning om at en borger ikke måtte kontakte kommunens familie- og arbejdsmarkedsforvaltning telefonisk, og at borgeren ikke måtte møde personligt op uden forudgående aftale. Forbuddet gjaldt kun når borgeren kontaktede kommunen i forbindelse med sin ægtefælles sag. Baggrunden for forbuddet var at borgerens henvendelser indtil da var foregået på en ubehagelig måde med hensyn til tonefald og ordvalg. Borgerens kontakt blev af den enkelte medarbejder oplevet som nedværdigende og grænseoverskridende. Henvendelserne havde endvidere haft et omfang der havde været en uforholdsmæssig stor belastning for kommunen. Ombudsmanden kritiserede ikke kommunens beslutning. Ombudsmanden vurderede at den konkrete beslutning om at begrænse borgerens kontaktmuligheder ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde vægt på at indgrebet i borgerens kontakt med kommunen ikke var så væsentligt at det kunne anses for at være en afgørelse. Det var kun i forbindelse med ægtefællens sag at borgeren blev nægtet adgang til telefonisk kontakt, og borgeren kunne møde personligt op efter forudgående aftale. Om afgørelsesbegrebet, se modsat sagen j.nr. 2008-2963-009, der er optaget i beretningen for 2010 som nr. 2010 20-3. (J.nr. 2009-2756-009).
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
På baggrund af omtale i pressen undersøgte ombudsmanden af egen drift forløbet af en række ansættelser i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune. Ansættelserne fandt sted i forbindelse med at en ny overborgmester skulle tiltræde. Ombudsmanden kritiserede bl.a. kommunens annoncering af stillingsopslagene og ansøgningsfristerne. Han kritiserede også forløbet omkring ansættelsessamtalerne som efter hans opfattelse kunne bestyrke den mistanke der havde været rejst i pressen, om at det på forhånd var afgjort hvem der skulle tilbydes ansættelse. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den nye overborgmesters rolle i sagen. (J.nr. 2010-0200-8102).
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Ansættelses- og arbejdsret 2.2 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Ansættelses- og arbejdsret 2.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 5; Tjenestemandsloven § 7; Grundloven § 78; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 3
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
Ombudsmanden modtog en klage fra en bilist. Bilisten havde fået pålagt en parkeringsafgift. Bilisten klagede til Center for Parkering og anmodede i den forbindelse om aktindsigt i parkeringsvagternes vejledning i udfærdigelse af parkeringsafgifter. Bilisten fik delvist afslag på aktindsigt og klagede til ombudsmanden. Det delvise afslag på aktindsigt blev navnlig begrundet med hensynet til det offentliges kontrolvirksomhed og retshåndhævelseshensyn (offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 3 og nr. 4). Center for Parkering gjorde bl.a. gældende at hvis vejledningen blev udleveret i sin helhed, kunne bilisterne spekulere i at overholde vejledningen frem for færdselslovens parkeringsbestemmelser, og at den almindelige respekt for færdselslovens regler derfor ville forringes. Ombudsmanden mente ikke vejledningen indeholdt oplysninger der kunne begrunde undtagelse fra aktindsigt af de af Center for Parkering oplyste grunde. Ombudsmanden henstillede derfor til Center for Parkering at genoptage aktindsigtssagen. (J.nr. 2009-4045-601).
Emne: Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 13; Færdselsloven § 121; Offentlighedsloven § 8; Forvaltningsloven § 7; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 6; Færdselsloven § 29
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
Et forbund klagede på vegne af et medlem fordi der mod hendes ønske blev videregivet oplysninger om medlemmets sygdomsforløb fra et amt, hvor hun var ansat, til hendes nye arbejdsgiver, en kommune, i forbindelse med kommunalreformen. Ombudsmanden mente at kvindens overgang fra amtet til kommunen skete som led i en succession hvor kommunen indtrådte i det retsforhold som eksisterede mellem amtet og kvinden. Som en naturlig følge heraf måtte kommunen også overtage kvindens personalesag. Den omstændighed at der var tale om succession, indebar efter ombudsmandens opfattelse at reglerne i forvaltningsloven og helbredsoplysningsloven om videregivelse af oplysninger ikke skulle anvendes da kommunen overtog kvindens personalesag fra amtet. Ombudsmanden mente derfor ikke at der var udsigt til at han ved at undersøge sagen yderligere ville kunne kritisere at disse regler var overtrådt. Ombudsmanden mente heller ikke der var udsigt til at han kunne kritisere kommunens vurdering af at de modtagne oplysninger om kvinden var korrekte, ajourførte og relevante. (J.nr. 2008-4564-803).
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Virksomhedsoverdragelsesloven § 2; Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En mand klagede over at kommunen ikke havde efterlevet en afgørelse fra det sociale nævn i en sag om boligsikring. Det sociale nævn havde hjemvist sagen til fornyet behandling hos kommunen. Da manden henvendte sig til ombudsmanden, var der gået 1 år og 5 måneder uden at kommunen havde foretaget sig noget i sagen. Over for ombudsmanden beklagede kommunen den lange sagsbehandlingstid og forklarede at sagsbehandlingstiden skyldtes sagsbehandlerskift og langtidssygemelding. Ombudsmanden mente ikke at sagsbehandlerskift og langtidssygemelding kunne være en acceptabel forklaring på sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden mente det var meget kritisabelt at kommunen i en periode på 1 år og 5 måneder ikke havde foretaget sig noget i sagen. Ombudsmanden mente også det var meget beklageligt at kommunen ikke havde underrettet manden om at sagen trak ud, og hvornår kommunen forventede at afslutte sagen. Ombudsmanden henstillede at kommunen overvejede om den skulle fastsætte en målsætning for sagsbehandlingstiden i denne type af sager. (J.nr. 2009-1729-000).
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden kritiserede at en kommunalt ansat bibliotekar fik en irettesættelse af kommunen fordi hun havde brugt sin arbejdsmailadresse da hun sendte en e-mail til en række private venner og bekendte. E-mailen indeholdt en opfordring til at deltage i et debatmøde om bibliotekets fremtid og gjorde samtidig opmærksom på mulighederne for at deltage i debatforum på nettet, spørgeskemaundersøgelse og interview. Ombudsmanden var ikke enig med kommunen i at e-mailen kunne opfattes som sendt på vegne af kommunen, og han mente ikke at urigtige faktuelle oplysninger i e-mailen eller hensynet til myndighedens interne beslutningsproces kunne berettige irettesættelsen. Kommunen meddelte efterfølgende bibliotekaren at den tildelte irettesættelse var bortfaldet i henhold til præmisserne i min udtalelse. (J.nr. 2008-2317-812).
Emne: Forvaltningsret 1.2 - Hjemmelsspørgsmål; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En borger havde bedt om aktindsigt i en borgmesters kalender for en bestemt periode. Kommunen afslog borgerens anmodning da kommunen mente at borgeren skulle præcisere hvilke konkrete aktiviteter mv. borgeren ønskede at få indsigt i. Kommunen afviste desuden borgerens ønske om at få aktindsigt i elektronisk form. Ombudsmanden udtalte at borgmesterens kalender for en bestemt periode måtte betragtes som ét samlet dokument, og at borgeren derfor havde angivet det dokument han ønskede at få aktindsigt i. Ombudsmanden kritiserede derfor kommunens afslag på aktindsigt. Ombudsmanden udtalte desuden at det var en fejl at kommunen uden videre havde afvist borgerens ønske om at få elektronisk aktindsigt. Ombudsmanden mente at det fulgte af god forvaltningsskik at myndighederne gav aktindsigt i elektronisk form hvis det var ønsket af borgeren, hvis det ikke forsinkede aktindsigten, og hvis der ikke var konkrete omstændigheder der talte imod en elektronisk besvarelse. Kommunen burde derfor have foretaget en konkret vurdering af om der var forhold der kunne begrunde et afslag på elektronisk aktindsigt. Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at kommunen foretog en ny vurdering af anmodningen om aktindsigt, og at kommunen i den forbindelse foretog en konkret vurdering af spørgsmålet om elektronisk besvarelse af anmodningen om aktindsigt. (J.nr. 2008-2266-401).
Emne: Forvaltningsret 11241.1 - Undtagne sagstyper; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 11241.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 4; Offentlighedsloven § 7; Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 16; Forvaltningsloven § 16; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 22