178 dokumenter · side 2 af 6Kommunerne · AfgørelseSocialret
Når en handleplan indebærer, at et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, skal relevante dele af handleplanen udleveres til tilbuddet. Dette fremgår af servicelovens § 140, stk. 7, som trådte i kraft den 1. januar 2014. I forbindelse med et tilsynsbesøg på et specialpædagogisk behandlings- og botilbud til børn fik ombudsmandens besøgshold oplyst, at en handlekommune for ét af børnene ikke havde udleveret dele af handleplanen til botilbuddet. Barnet var flyttet ind på botilbuddet, før bestemmelsen om udlevering af handleplaner trådte i kraft. Ombudsmanden udtalte, at der ikke er nærmere holdepunkter for at forstå pligten til udlevering af dele af handleplanen indskrænkende, således at den ikke omfatter allerede iværksatte anbringelser. Efter ombudsmandens opfattelse taler også formålet med bestemmelsen i § 140, stk. 7, for, at den må have virkning for anbringelser iværksat inden den 1. januar 2014. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse, at barnets handlekommune – efter at § 140, stk. 7, den 1. januar 2014 var trådt i kraft – burde have udleveret relevante dele af barnets handleplan til botilbuddet. (Sag nr. 15/03303)
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 66; Serviceloven § 140; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 52; Serviceloven § 70; Serviceloven § 141
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Pigen ønskede ikke at flytte og satte sig fysisk til modværge, da kommunen ville fuldbyrde afgørelsen. Kommunen så sig derfor nødsaget til at anvende fysisk magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen. I en redegørelse om sagen beskrev ombudsmanden reglerne for, hvornår myndighederne har mulighed for at anvende fysisk magt. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel til at anvende fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at anvendelse af fysisk magt er så stort et indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov. Ombudsmanden mente, at det var meget kritisabelt, at kommunen havde anvendt fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om ændring af pigens anbringelsessted. Ombudsmanden rejste i forbindelse med afslutningen af den konkrete sag en sag over for Social- og Indenrigsministeriet af egen drift, med henblik på at ministeriet kunne overveje at søge tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted – også i de tilfælde, hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehavere. I lyset af at afgørelsen var af indgribende karakter for den 11-årige pige, udtalte ombudsmanden, a
Emne: Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Henvisninger: Serviceloven § 64; Ombudsmandsloven § 19; Serviceloven § 65; Serviceloven § 69; Serviceloven § 167; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 23; Serviceloven § 46; Straffeloven § 215; Retsplejeloven § 793; Retsplejeloven § 536; Retsplejeloven § 537; Retsplejeloven § 478; Straffeloven § 13; Straffeloven § 14; Serviceloven § 68 b; Offentlighedsloven § 6; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Efter at have modtaget to anonyme henvendelser om forhold i Børne- og Familieservice rejste ombudsmanden en sag over for Haderslev Kommune. De anonyme henvendelser handlede for det første om omfanget af kommunens forebyggende indsatser over for børn, unge og familier efter servicelovens § 11, stk. 3. Der stod, at kommunens tre rådgivende teams i et stort antal tunge sager havde arbejdet med forebyggende indsatser i ”måneder og år” uden at iværksætte børnefaglige undersøgelser og udarbejde handleplaner. For det andet blev det oplyst, at der hos kommunens undersøgelsesteam var meget lang sagsbehandlingstid på børnefaglige undersøgelser efter servicelovens § 50. Ombudsmanden redegjorde for servicelovens § 11, stk. 3, om forbyggende indsatser og § 52 om særlige foranstaltninger. § 11 er en egentlig forebyggelsesparagraf, hvis målgruppe er børn og unge med afgrænsede problemstillinger, mens målgruppen for § 52 er børn og unge med så komplekse problemstillinger, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse for at afdække behovet for særlige foranstaltninger. På baggrund af oplysninger fra Haderslev Kommune kritiserede ombudsmanden, at kommunen havde anvendt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, over for børn og unge i en række tilfælde, hvor kommunen burde have truffet en afgørelse om at iværksætte foreløbig støtte efter servicelovens § 52, stk. 2, jf. stk. 3. O
Emne: Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 11; Serviceloven § 50; Serviceloven § 52; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 155; Serviceloven § 166; Serviceloven § 140; Serviceloven § 167; Serviceloven § 76; Serviceloven § 76 a; Serviceloven § 152; Serviceloven § 154
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmandens undersøgelse af en konkret sag, hvor en ung mand på et socialt botilbud døde i forbindelse med en magtanvendelse, fik ombudsmanden til at rejse spørgsmål om, hvorvidt de myndigheder, som driver sociale tilbud, er forpligtede til at sikre, at der i relevant omfang udarbejdes generelle retningslinjer for magtanvendelse. Sagen gav også ombudsmanden anledning til at rejse spørgsmål om, hvorvidt myndighederne er forpligtede til at sikre, at personalet på sociale tilbud modtager tilstrækkelig uddannelse i anvendelse af magt. Ombudsmanden bad Socialstyrelsen om at overveje de to spørgsmål. (Sag nr. 15/03105)
Emne: Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 21; Grundloven § 71
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Folketingets Ombudsmand foretog tilgængelighedstilsyn på en folkeskole. Under tilsynsbesøget og i sin foreløbige rapport om besøget fremsatte ombudsmanden en række anbefalinger om forbedringer af handicaptilgængeligheden på skolen. Skolen og kommunen redegjorde efterfølgende for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik bl.a. skolens legefaciliteter for børn med bevægelseshandicap, tilgængeligheden til skolens faglokaler for disse elever og skolens praksis i forbindelse med fritagelse for undervisning på grund af elevernes handicap. Ombudsmanden gentog i sin endelige rapport til skolen og kommunen flere anbefalinger og bad om at modtage underretning om det videre forløb på enkelte punkter. Som grundlag for flere af anbefalingerne henviste ombudsmanden til bestemmelser i FN’s Handicapkonvention og FN’s Børnekonvention. (Sag nr. 15/03038)
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7; Færdselsloven § 92
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune indkaldte en social- og sundhedshjælper til en tjenstlig samtale for at aftale vilkårene for hendes fratræden. Baggrunden var en e-mail, som kvinden havde sendt til sin fagforening – med en kopi til kommunens administrerende direktør. Under samtalen fik kvinden at vide, at hun blev indstillet til afskedigelse, fordi kommunen vurderede, at det fremtidige samarbejde ikke kunne fungere. Kvinden var under sagen repræsenteret af sin mand. Under ombudsmandens behandling af sagen kom kommunen med nye oplysninger om formålet med den tjenstlige samtale og baggrunden for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte, at han – under tvivl – lagde kommunens efterfølgende oplysninger til grund for sin behandling af sagen. Det skyldtes, at oplysningerne efter ombudsmandsloven var afgivet under sandhedspligt. Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse var noget tvivlsomt, om det havde været nødvendigt at indkalde kvinden til en tjenstlig samtale. Under alle omstændigheder anså ombudsmanden det for særdeles kritisabelt, at kvinden ikke var blevet oplyst om det korrekte formål med samtalen. Efter ombudsmandens opfattelse havde dette været medvirkende til unødigt at skabe eller optrappe et konfliktniveau i sagen. Ombudsmanden mente også, at kommunens partshøring havde været særdeles kritisabel. Efter ombudsmandens opfattelse var der samlet set ikke grundlag for at afskedige kvinden på g
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Ansættelses- og arbejdsret 271.4 - Usaglig opsigelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 19; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 8
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune havde givet tilladelse til opførelse af en gyllebeholder, uden at der forelå en landzonetilladelse. Opførelse af bygninger i landzone uden landzonetilladelse – herunder gyllebeholdere – kræver, at bygningen er erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom. En nabo klagede til ombudsmanden. Kommunen havde ikke nærmere oplysninger om ejendommens dyrehold, planteproduktion eller gylleforbrug. Kommunen havde ikke lavet notat om, hvordan den på ansøgningstidspunktet havde vurderet, at gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig for driften af ejendommen. Kommunen havde heller ikke efterfølgende redegjort for, hvordan kommunen på grundlag af sagens oplysninger kunne vurdere, at gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig. Ombudsmanden mente derfor ikke, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift. Kommunen havde således ikke opfyldt pligten efter bygningsreglementet og landzonereglerne til at undersøge, om en byggetilladelse krævede, at der forelå en landzonetilladelse. Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den genoptog behandlingen af sagen med henblik på at foretage en konkret vurdering af, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig. Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for dens generelle praksis, hvorefter gyllebeholdere altid
Emne: Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet.
Henvisninger: Planloven § 35; Planloven § 36; Planloven § 38; Planloven § 34; Planloven § 58; Ombudsmandsloven § 14; Kommunestyrelsesloven § 48; Kommunestyrelsesloven § 50
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune havde i godt 100 sager om gensidig forsørgelsespligt ikke meddelt afgørelsen til begge parter, men kun til kontanthjælpsmodtageren. Da kommunen blev opmærksom på meddelelsesfejlen, gjorde den begge parter i sagerne bekendt med afgørelsen, men ændrede ikke afgørelsens virkningstidspunkt. Kommunen mente ikke, at den skulle efterbetale kontanthjælp, fordi borgerne havde modtaget ”den korrekte ydelse”. På baggrund af enkelte konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen vurderede ombudsmanden, at kommunen ikke kunne ”reparere” meddelelsesfejlen ved efterfølgende at gøre begge parter bekendt med afgørelsen eller ved at træffe en ny afgørelse over for begge parter med tilbagevirkende kraft. På den baggrund havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at omgøre alle de oprindelige afgørelser og efterbetale ydelser på det tidspunkt, hvor det på grundlag af konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen måtte stå klart for kommunen, at den ikke kunne reparere meddelelsesfejlen. Ombudsmanden kritiserede, at det ikke var sket. Efter ombudsmandens opfattelse havde kommunen derfor pligt til på ny af egen drift at genoptage sagerne (hvor det ikke allerede var sket), omgøre afgørelserne og efterbetale de beløb, som kommunen havde modregnet i kontant- eller uddannelseshjælpen, eventuelt indtil der blev truffet en afgørelse over for begge parter/samleveren. Ombudsmanden henstillede på denn
Emne: Forvaltningsret 111.2 - Inititativ til sagens rejsning; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Aktivloven § 2 b; Aktivloven § 97 a; Forvaltningsloven § 19; Retssikkerhedsloven § 11 a; Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En forælder oprettede en offentligt tilgængelig Facebook-gruppe, hvor aktuelle forhold på børne- og ungeområdet i kommunen blev debatteret. Kommunen erfarede, at en række institutionsledere og medarbejdere på børne- og ungeområdet ville melde sig ind i gruppen. I en e-mail blev institutionslederne derfor bedt om at have skærpet opmærksomhed på, at deres medarbejdere havde kendskab til kommunens regler om god adfærd, herunder loyalitetspligten, før de ytrede sig om deres arbejdsområde i den offentlige debat. Kommunen gjorde det tydeligt, at de ansættelsesretlige konsekvenser ved brud på loyalitetspligten kunne være alvorlige. Ombudsmanden udtalte, at der efter de gældende regler for offentligt ansattes ytringsfrihed er vide rammer for de ansattes adgang til som privatpersoner at fremsætte kritiske ytringer om deres eget arbejdsområde i den offentlige debat. Dette gælder i særlig grad ressourcespørgsmål. Efter ombudsmandens opfattelse gav e-mailen til institutionslederne indtryk af, at kommunen ikke ønskede, at de ansatte udtalte sig kritisk om deres arbejdsområde i den offentlige debat, selvom de udtalte sig på egne vegne. Desuden gav e-mailen et misvisende indtryk af, at sådanne ytringer let ville kunne anses for et brud på de ansattes loyalitetspligt. E-mailen var derfor en uberettiget begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. (Sag nr. 15/04922)
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Vejen Kommune ønskede i samarbejde med en række private sammenslutninger og lokale myndigheder at etablere en vandresti – Kongeåstien – for at gøre området langs Kongeåen tilgængeligt for almenheden. Kommunen skaffede sig rådighed over ejendommene ved at indgå aftaler med de berørte lodsejere i stedet for at træffe afgørelse om ekspropriation. En enkelt lodsejer, som havde afslået at indgå aftale med kommunen om rådighed over en del af sin ejendom, klagede over en række forhold i forbindelse med, at stien blev anlagt. Ombudsmanden undersøgte to af hans indsigelser: At kommunen ikke lovligt kunne indgå aftale i stedet for at træffe afgørelse om ekspropriation, og at betingelserne for at ekspropriere ikke var opfyldt. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunen lovligt indgå aftaler i stedet for at ekspropriere. Grundlovens § 73 om ekspropriation bygger på en forudsætning om, at offentlige myndigheder kan skaffe sig rådighed over borgernes ejendom ved at indgå privatretlige aftaler. Hjemler til ekspropriation kan ikke generelt fortolkes sådan, at de afskærer muligheden for at indgå aftaler. Det er også i § 11 i ejendomsavancebeskatningsloven forudsat, at en aftale kan træde i stedet for en ekspropriation. Ombudsmanden mente ikke, der var grundlag for at fortolke den konkrete hjemmel i § 43 i lov om offentlige veje sådan, at den afskærer muligheden for at indgå aftaler. Klageren
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Veje og vand 1.3 - Stier; Statsforfatningsret 31.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 123.4 - Vilkår, procedurefordrejning m.v..
Henvisninger: Grundloven § 73; Ejendomsavancebeskatningsloven § 11; Naturbeskyttelsesloven § 50; Naturbeskyttelsesloven § 65; Ombudsmandsloven § 14; Planloven § 47
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Efter at have behandlet en konkret sag, hvor en kommunal specialskole havde anmeldt en 10-årig elev til politiet for et overfald på en lærer, indledte ombudsmanden på eget initiativ en sag om kommunens retningslinjer om politianmeldelse i tilfælde af vold og chikane mod kommunens ansatte. Baggrunden var, at skolen havde fulgt kommunens retningslinjer, som var blevet indskærpet. Ombudsmanden udtalte bl.a., at handlinger foretaget af børn under den kriminelle lavalder ikke straffes, og at det derfor ikke er relevant at inddrage politiet i en sag om et barn under 15 år, medmindre der er særlige omstændigheder, f.eks. at henvendelsen sker som led i SSP-samarbejdet. Ombudsmanden henviste til persondatalovens principper om saglighed og relevans. Ombudsmanden henstillede, at kommunens retningslinjer blev justeret. Samtidig konstaterede ombudsmanden, at retningslinjerne intet indeholdt om de tilfælde, hvor en politianmeldelse kan være relevant for, at en person kan opnå ydelser efter offererstatningsloven. Efter ombudsmandens opfattelse ville det være hensigtsmæssigt at supplere retningslinjerne på dette punkt, og han bad om kommunens bemærkninger til spørgsmålet. Kommunen reviderede sine retningslinjer på baggrund af ombudsmandens henstilling, og ombudsmanden meddelte herefter kommunen, at han ikke foretog sig mere i sagen. (Sag nr. 15/01240)
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed.
Henvisninger: Straffeloven § 15; Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseStrafferet
Et socialtilsyn havde truffet afgørelse om at sætte et privat bosted under skærpet tilsyn. Socialtilsynet udstedte samtidig et påbud til den daglige leder om, at han ikke måtte have kontakt til de anbragte børn. Begrundelsen var, at socialtilsynet havde mistanke om, at den daglige leder havde været voldelig over for de anbragte børn. Socialtilsynet anmeldte også den daglige leder til politiet. Bestyrelsen for det private bosted opfordrede socialtilsynet til at invitere den daglige leder til et møde om sagen, og den opfordring fulgte socialtilsynet. Mødet fandt sted, mens politiet stadig efterforskede den anmeldte sag. Lederen mødte op og begyndte af sig selv at fortælle om de forhold, som han var politianmeldt for. Lederens advokat klagede senere til socialtilsynet og dernæst til ombudsmanden over, at lederen ikke var blevet vejledt af socialtilsynet om, at han ikke havde pligt til at oplyse om de forhold, som han var politianmeldt for. Ombudsmanden gav lederen ret i klagen og fandt således, at socialtilsynet havde tilsidesat tvangsindgrebslovens § 10, stk. 3. (Sag nr. 14/02005)
Emne: Forvaltningsret 1121.2 - Privates oplysningspligt; Forvaltningsret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1121.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 9; Retssikkerhedsloven § 9 b; Straffeloven § 244; Retsplejeloven § 749; Retsplejeloven § 752
Kommunerne · AfgørelseSkat og afgifter
En kommune skrev på sin hjemmeside, at borgere, der ønskede at klage over en parkeringsafgift, skulle benytte kommunens digitale selvbetjeningsløsning. Ombudsmanden fandt det beklageligt, at kommunen havde skrevet dette på sin hjemmeside. Der er nemlig ikke i lovgivningen hjemmel til at kræve, at borgere, der ønsker at klage over en pålagt parkeringsafgift, skal anvende en digital selvbetjeningsløsning. Derudover udtalte ombudsmanden, at den vejledning, som myndighederne giver til borgerne om digitale selvbetjeningsløsninger, ikke må fremstå på en måde, der giver borgerne indtryk af, at det er obligatorisk at anvende en selvbetjeningsløsning, som det i virkeligheden er frivilligt at anvende. (Sag nr. 15/00473)
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelsePersondata
En mand havde en omfattende korrespondance med kommunen om sin søn og sit engagement i handicappolitisk arbejde. Kommunen samlede sine svar til manden, så det enkelte brev vedrørte både sønnens sager og mandens generelle handicaprelaterede sager. Kommunen oprettede også en journalsag, hvor alle breve til og fra manden blev journaliseret. Kommunens samlede svar indebar, at der i forbindelse med bl.a. journalisering af svarene var behandlet oplysninger om sønnen på journalsagen og i visse tilfælde også på mandens generelle handicaprelaterede sager. Manden klagede til ombudsmanden over, at kommunen ikke ville adskille svarene vedrørende hans søn og hans handicaprelaterede sager. Ombudsmanden lagde til grund, at oplysningerne om sønnen ikke var relevante for den indholdsmæssige behandling af mandens generelle handicaprelaterede sager. Behandlingen var heller ikke nødvendig af hensyn til koordinering og styring af korrespondancen, da journalsagen varetog dette formål. Ombudsmanden udtalte, at det følger af forudsætningerne om nødvendighed efter §§ 6-8 i persondataloven og relevans efter § 5, stk. 3, at kommunen ikke burde behandle personoplysninger om mandens søn på hans generelle handicaprelaterede sager. Kommunen burde derfor have adskilt sine svar på mandens henvendelser, alt efter om besvarelserne vedrørte sønnens sager eller mandens generelle handicaprelaterede sager, således a
Emne: Personspørgsmål 1 - Persondatabeskyttelse; Forvaltningsret 1123.1 - Inden for samme myndighed; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Serviceloven § 104; Offentlighedsloven § 15; Offentlighedsloven § 14
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommunalt ansat fik en skriftlig advarsel, med den begrundelse at hun ikke forvaltede sin faglige rolle professionelt. Der blev nævnt konkrete tilfælde, hvor kommunen mente, at den ansatte havde udført private tjenester for en borger med en sag i den afdeling, hun var ansat i, og at hun havde ført samtaler med borgere, der havde sager i afdelingen, som hun ikke længere havde ansvaret for. Kommunen mente, at den ansattes adfærd var illoyal og havde påvirket en række af afdelingens sager i en uheldig retning. I den skriftlige advarsel havde kommunen derfor bl.a. meddelt, at den ansatte ville risikere afskedigelse, hvis hun fremover udførte private tjenester for eller talte med borgere om deres sag i afdelingen, såfremt hun var bekendt med, at de pågældende havde en verserende eller afsluttet sag, som hun ikke var tilknyttet. Den ansatte klagede, bl.a. med henvisning til at de fremadrettede begrænsninger i advarslen var umulige at efterleve i praksis, og at der var tale om en begrænsning af hendes ytringsfrihed – både som borger og som byrådsmedlem i kommunen. I to breve til ombudsmanden præciserede kommunen, hvordan de fremadrettede begrænsninger nærmere skulle forstås. Kommunens præciseringer havde ændret advarslens karakter i væsentligt omfang, og det var på den baggrund ombudsmandens opfattelse, at den oprindelige advarsel ikke opfyldte det krav om klarhed, der må antages a
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 27
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En advokat klagede på vegne af en elev og dennes værge til ombudsmanden over en skole, som havde truffet beslutning om at overflytte eleven til en anden skole i kommunen. Beslutningen var udløst af en konkret episode på skolen, men var efter det oplyste truffet på baggrund af både den aktuelle episode og flere tidligere episoder. Det fremgik af klagen til ombudsmanden, at eleven ikke ønskede at vende tilbage til sin gamle skole, men var utilfreds med skolens behandling af sagen. Ombudsmanden udtalte for det første, at beslutningen om at overflytte eleven til en anden skole – som var truffet efter bekendtgørelsen om god orden i folkeskolen – var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betød, at skolen skulle have foretaget partshøring af eleven og dennes værge i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, inden afgørelsen blev truffet. Det fremgik af sagen, at afgørelsen om overflytning i første omgang blev meddelt elevens værge telefonisk. Værgen modtog senere – efter selv at have anmodet om det – en skriftlig afgørelse fra skolen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at skolen skulle have taget notat om den telefonsamtale, hvor værgen fik meddelt afgørelsen, ligesom skolen i øvrigt løbende skulle have været mere opmærksom på skriftligt at dokumentere de episoder med eleven, som skolen havde lagt vægt på ved afgørelsen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at den skri
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 114.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 25; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 23; Forvaltningsloven § 24; Offentlighedsloven § 6; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseAndet
En skoleelev skulle have specialundervisning i stedet for almindelig skolegang. Drengen og hans mor ønskede, at han skulle gå på en specialskole i en anden kommune. Hans egen kommune havde en lignende skole, og det var kommunens vurdering, at begge skoler var egnede til at dække hans undervisningsbehov. Den skole, som drengen ønskede at gå på, var imidlertid 220.000 kr., eller cirka 50 pct., dyrere på årsbasis end kommunens egen lignende skole. Drengens kommune traf herefter afgørelse om, at det ønskede tilbud var ”mere vidtgående”, fordi det var væsentligt dyrere end kommunens eget tilbud. Efter folkeskolelovens § 12, stk. 3, kan en skolekommune ikke foretage henvisning til et mere vidtgående specialundervisningstilbud end det tilbud, som bopælskommunen har henvist barnet til. Det var ombudsmandens opfattelse, at der med udtrykket ”mere vidtgående” sigtes til det indholdsmæssige i tilbuddet, og at drengens kommune derfor ikke alene kunne lægge vægt på prisen i vurderingen af, om specialundervisningstilbuddet var mere vidtgående. Kommunens afgørelse var således ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at kommunen burde have partshørt partsrepræsentanten for drengens mor om prisen for det ønskede specialtilbud, før kommunen traf afgørelse. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke grundlag for at henstille, at sagen blev genoptaget, da drengen
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 7; Retssikkerhedsloven § 5; Kommunestyrelsesloven § 13; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En golfklub klagede til ombudsmanden over, at kommunen havde tilbagekaldt golfklubbens fritagelse for kommunal grundskyld. Kommunens tilbagekaldelse af den begunstigende afgørelse var sket på baggrund af en generel budgetbeslutning i kommunen om, at tidligere bevilgede fritagelser for kommunal grundskyld skulle ophøre. Golfklubben havde gennem en længere årrække været fritaget for grundskyld, og ombudsmanden lagde til grund, at der var tale om et løbende retsforhold mellem kommunen og golfklubben. Ombudsmanden mente, at kommunen var berettiget til at tilbagekalde den begunstigende afgørelse. Sagen rejste et spørgsmål om tilbagevirkende kraft, idet kommunens afgørelse om tilbagekaldelse efter ombudsmandens opfattelse havde tilbagevirkende kraft. Der forelå imidlertid særlige omstændigheder i sagen, der gjorde, at ombudsmanden ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til kommunen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse for så vidt angik virkningstidspunktet – til trods for det klare udgangspunkt om, at der heller ikke i løbende retsforhold kan ske tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af begunstigende forvaltningsakter. (Sag nr. 14/02260)
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 3.4 - Kommunernes økonomi og budgetter, se også Statsforfatningsret 4; Forvaltningsret 3.5 - Det kommunale tilsyn; Forvaltningsret 2.7 - Kultur.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Socialforvaltningen i Københavns Kommune om forvaltningens overholdelse og revision af de frister, som forvaltningen har fastsat efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for bl.a. sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og til tandpleje. Det skete på baggrund af en konkret klage, som han havde modtaget over sagsbehandlingstiden i Socialcenter København. Overholdelsesprocenten for behandlingen af sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling og tandpleje mv. havde igennem længere tid været meget lav. En opgørelse over overholdelsesprocenten for ansøgninger, der blev modtaget i november 2014, viste, at kun 30 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og kun 49 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandpleje blev behandlet inden for den fastsatte frist på seks uger. Ombudsmanden kritiserede, at procenten for overholdelse af fristen navnlig for sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. fra juni 2014 og frem til november 2014 ikke var forbedret, heller ikke efter Socialforvaltningens iværksættelse af forskellige tiltag i august 2014 med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiderne. Ombudsmanden kritiserede også, at Socialforvaltningen først den 17. december 2014 – efter at han havde rejst sagen – havde fremsat forsla
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 3; Aktivloven § 82; Aktivloven § 82 a; Aktivloven § 81; Aktivloven § 85 a; Aktivloven § 81 b; Retssikkerhedsloven § 5 a; Aktivloven § 83; Aktivloven § 85; Aktivloven § 84
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Seks børn, der akut blev anbragt på en døgninstitution i Esbjerg Kommune, måtte vente 1-2½ år på en afklaring af deres fremtid. I en redegørelse fandt ombudsmanden det henholdsvis kritisabelt og meget kritisabelt, at de seks børn havde opholdt sig så længe på institutionen. Ombudsmanden understregede vigtigheden af, at kommunen ved akutanbringelser holder sig for øje, at anbringelsestiden skal være så kort som muligt for det enkelte barn/den unge. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at anbringelse af et barn på en akutinstitution er en midlertidig foranstaltning, og at en akutinstitution ikke kan anses for at være det anbringelsessted, som på sigt bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Ifølge ombudsmanden må en kommune derfor af hensyn til barnets bedste hurtigst muligt træffe en afgørelse om eventuel videreanbringelse. Døgninstitutionen havde konstant været overbelagt i halvandet år. Ombudsmanden var enig med Esbjerg Kommune i, at belægningen på en institution skal tilpasses institutionens kapacitet, og at overbelægning kan have en række negative konsekvenser for børnene. Med konstant overbelægning i mindst halvandet år fandt ombudsmanden, at det havde været ønskeligt, at Esbjerg Kommune på et tidligere tidspunkt havde oprettet yderligere akutpladser. Ombudsmanden orienterede Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg, Ministeriet for Børn, Ligestilli
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 3.3 - De kommunale opgaver; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1121.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 68 b; Serviceloven § 69; Serviceloven § 46; Retssikkerhedsloven § 10; Serviceloven § 68; Serviceloven § 67; Serviceloven § 52
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forbindelse med kommunalvalget den 19. november 2013 foretog Folketingets Ombudsmand en tilgængelighedsinspektion af afstemningsstedet Herlufsholm Hallen i Næstved Kommune. Ombudsmanden kom med en række anbefalinger til Næstved Kommune, som efterfølgende over for ombudsmanden redegjorde for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik skiltnings-, parkerings- og toiletforhold. (Sag nr. 13/04703)
Emne: Færdselsret 1 - Færdselslovens område; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v.; Veje og vand 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7; Færdselsloven § 92
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forbindelse med kommunalvalget den 19. november 2013 foretog Folketingets Ombudsmand en tilgængelighedsinspektion af afstemningsstedet Kalbyrisskolen i Næstved Kommune. Ombudsmanden kom med en række anbefalinger til Næstved Kommune, som efterfølgende over for ombudsmanden redegjorde for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik parkerings-, adgangs- og toiletforhold samt valglokalets og stemmerummenes indretning. (Sag nr. 13/05247)
Emne: Veje og vand 1.1 - Offentlige veje; Færdselsret 1 - Færdselslovens område; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune modtog i løbet af et år 11 alvorlige underretninger vedrørende to socialt meget udsatte børn. Den første underretning kom fra børnenes tidligere bopælskommune, som var svært bekymret for børnenes trivsel og kraftigt anmodede den nye bopælskommune om at iværksætte foranstaltninger over for familien. De efterfølgende 10 underretninger kom fra politi, skole og borgere. Begge børn blev akutanbragt på en døgninstitution, efter at den ældste af de to søskende 9 år gammel blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57. I en redegørelse for sagen beskrev ombudsmanden reglerne om kommunernes tilsynsforpligtelse og kommunernes forpligtelser ved modtagelse af underretninger. Ombudsmanden mente, at kommunen allerede ved modtagelsen af den første underretning fra børnenes tidligere bopælskommune burde have været opmærksom på familien og have taget initiativer med henblik på at afdække børnenes situation. Ifølge ombudsmanden undlod kommunen i meget alvorlig grad at efterleve de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod omsorgssvigt. Samlet set anså ombudsmanden kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene for at være fuldstændig uforsvarlig. Ombudsmanden bad kommunen om at redegøre for, hvordan kommunen fremover vil sikre, at kommunen efterlever de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod oms
Emne: Menneskerettigheder 1.1 - Frihed og sikkerhed; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt; Forvaltningsret 1121.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 24; Serviceloven § 146; Serviceloven § 50; Serviceloven § 152; Serviceloven § 153; Serviceloven § 154; Serviceloven § 52; Retssikkerhedsloven § 11 a; Retssikkerhedsloven § 11 c; Serviceloven § 140; Serviceloven § 58; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Serviceloven § 62; Serviceloven § 71
Kommunerne · AfgørelseSundhedsret
Under et tilsynsbesøg på et børne- og ungdomspsykiatrisk center blev ombudsmandens besøgshold opmærksom på, at to ansatte tog fat i en mindre dreng, der opholdt sig i centrets gård. De ansatte trak drengen indenfor, selv om han satte sig til modværge. Efterfølgende hørte besøgsholdet, at drengen ikke havde villet komme ind til undervisning, og at han var blevet fastholdt to gange. Drengen var dagpatient på centret, og da psykiatrilovens regler om tvang ikke gælder for dagpatienter, var der ikke hjemmel i loven til at bruge tvang. Der var heller ikke hjemmel i reglerne om nødværge eller nødret. Ombudsmanden anså det for meget kritisabelt, at der var blevet anvendt tvang over for drengen. (Sag nr. 12/00257)
Emne: Forvaltningsret 24.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Psykiatriloven § 17; Psykiatriloven § 20
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune besluttede i august 2010, at en borger ikke måtte møde personligt op hos kommunen. Baggrunden for kommunens beslutning var en episode, hvor borgeren havde opført sig truende over for kommunens personale, ligesom han havde udøvet hærværk ved bl.a. at sparke til en reol. I marts 2012 kontaktede han igen kommunen, og kommunen forlængede forbuddet mod at møde op i et halvt år. Kommunen mente, at borgeren havde overtrådt forbuddet, da han igen i september 2012 mødte personligt op hos kommunen. Derfor gav kommunen borgeren et nyt forbud mod at møde op. Som begrundelse for forbuddet henviste kommunen efterfølgende også til medarbejdernes tryghed. Ombudsmanden var enig i, at borgeren havde overtrådt forbuddet fra marts 2012 ved at møde op hos kommunen i september 2012, men mente ikke, at dette alene kunne begrunde, at han fik et nyt forbud. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ikke var oplysninger i sagen, som indikerede, at borgeren siden den oprindelige episode i 2010 havde opført sig truende eller på anden måde utilbørligt i sin kontakt med kommunen. Derfor mente ombudsmanden ikke, at kommunen havde det fornødne grundlag for at afskære borgeren fra at møde personligt op hos kommunen. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunen i stedet burde have truffet afgørelse om, at fremmødeforbuddet fra marts 2012 ikke længere var gældende, og at borgeren kunne møde frem hos k
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1146.2 - Formulering; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 123.4 - Vilkår, procedurefordrejning m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 13; Ombudsmandsloven § 16; Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for en kommune, fordi ombudsmanden blev bekendt med, at kommunen havde besluttet at anbringe en mor og et barn i en plejefamilie, hvor plejefaderen samtidig bestred en stilling som leder i kommunen. Plejefaderen var både leder af kommunens Familiehus og kommunens familieplejekonsulenter. På baggrund af oplysninger fra kommunen lagde ombudsmanden til grund, at plejefaderen ikke havde medvirket ved behandlingen af sagen, der førte til anbringelsen af moderen og barnet hos ham og hans hustru. Der var heller ikke grundlag for at antage, at der forelå inhabilitet hos de personer, der havde truffet beslutningen om at anbringe moderen og barnet i plejefamilien. Ombudsmanden vurderede derefter, om plejefaderen – i den periode hvor moderen og barnet var anbragt hos ham og hans hustru – var inhabil i forbindelse med udøvelsen af sin sædvanlige stilling i kommunen. Det mente ombudsmanden ikke var tilfældet. Ombudsmanden mente heller ikke, at der var grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen som plejefar var uforenelig med udøvelsen af mandens sædvanlige stilling og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Endelig vurderede ombudsmanden, at der ikke var omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om mandens upartiskhed med den virkning, at han var inhabil i forbindelse med Familiehusets fremtidige betjening af moderen og
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Ansættelses- og arbejdsret 1.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2511.9 - Andre ydelser.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3; Forvaltningsloven § 2; Tjenestemandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 52
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste i forlængelse af et besøg i et botilbud for bl.a. demente en sag om brugen af særlige døråbnere. Botilbuddet havde taget særlige døråbnere i brug i forhold til en kvindelig beboer for at forhindre kvinden i at forlade botilbuddet og derved udsætte sig selv eller andre for fare. Ombudsmanden kunne ikke kritisere vurderingen af, at der var behov for særlige døråbnere for at beskytte kvinden, men han mente, at det var meget kritisabelt, at døråbnerne var i brug i en periode, uden at der var truffet afgørelse om det i forhold til kvinden. Ombudsmanden kritiserede endvidere, at afgørelsen ikke blev meddelt til nogen. Han mente, at ægtefællen til den kvindelige beboer burde have modtaget meddelelse om afgørelsen. Ombudsmanden udtalte også, at såvel botilbuddet som kommunen burde have iagttaget reglerne om bl.a. registrering og indberetning af samt opfølgning på den magtanvendelse, som brugen af døråbnerne udgjorde. Ombudsmanden valgte at underrette det stedlige socialtilsyn om sagen. (Sag nr. 12/01242)
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Henvisninger: Serviceloven § 125; Serviceloven § 130; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 127; Serviceloven § 128; Serviceloven § 133; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 25; Serviceloven § 136; Serviceloven § 141; Serviceloven § 126; Serviceloven § 107; Serviceloven § 110; Serviceloven § 192
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En far klagede på vegne af sin voksne søn, som han også var værge for, over, at et kommunalt bo- og opholdssted ikke konsekvent anvendte den GPS, som kommunen havde truffet afgørelse om måtte anvendes i forhold til sønnen. I sagen traf kommunen – i medfør af servicelovens § 125, stk. 1 – afgørelse om magtanvendelse i forhold til sønnen i form af anvendelse af bl.a. en GPS. Tilladelsen til anvendelsen af GPS’en blev givet for en periode af 8 måneder. Faderen gjorde i sin klage til ombudsmanden gældende, at det kommunale bo- og opholdssted herefter havde pligt til konsekvent at anvende en GPS i forhold til hans søn. Det var modsat kommunens opfattelse, at afgørelsen om, at der kunne anvendes en GPS over for sønnen, ikke medførte en automatisk pligt til også at anvende GPS’en. Ombudsmanden konstaterede, at anvendelse af en GPS og andre personlige alarm- og pejlesystemer – i overensstemmelse med bestemmelsen i serviceloven og forarbejderne hertil – måtte anses for et indgreb i selvbestemmelsesretten og et udtryk for magtanvendelse. Ombudsmanden pegede endvidere på – ligeledes i overensstemmelse med lovgrundlaget og forarbejderne hertil – at en afgørelse om magtanvendelse altid skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået ved magtanvendelsen, ligesom magtanvendelsen skal være så skånsom og kortvarig som muligt. Heri ligger også, at der skal foretages en løbende vurdering af
Emne: Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Henvisninger: Serviceloven § 125; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 127; Serviceloven § 128; Serviceloven § 109 a; Serviceloven § 129; Serviceloven § 124
Kommunerne · AfgørelseMiljø og plan
Et ægtepar klagede til ombudsmanden over, at deres kommune havde meddelt dem, at en dispensation fra deltagelse i (og betaling til) den kommunale dagrenovationsordning for husholdningsaffald, som de havde fået af deres daværende kommune (før kommunalreformen) i 1989, ikke kunne opretholdes. Ægteparret ønskede fortsat ikke at være tilmeldt ordningen eller at betale til den. Efter ombudsmandens opfattelse var den dispensation, som den daværende kommune oprindelig havde givet ægteparret, ugyldig. Ombudsmanden var derfor enig i resultatet af den nuværende kommunes afgørelse om, at dispensationen ikke kunne opretholdes. Ombudsmanden udtalte dog også, at den nuværende kommunes opfattelse af retstilstanden på affaldsområdet, herunder kommunens forståelse af nogle bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, ikke var korrekt på alle punkter. (Sag nr. 12/00334)
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Miljøret 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Miljøbeskyttelsesloven § 48; Miljøbeskyttelsesloven § 45; Ombudsmandsloven § 16; Miljøbeskyttelsesloven § 4
Kommunerne · AfgørelseArbejdsret
En pædagog uden erhvervserfaring fik i næsten et år ved en fejl udbetalt tillæg for henholdsvis 6 og 10 års erfaring. Pædagogen opdagede selv fejlen og kontaktede sin arbejdsgiver herom. Arbejdsgiveren stoppede udbetalingen af løntillægget for fremtiden og krævede samtidig det fejludbetalte beløb på godt 20.000 kr. tilbagebetalt. Pædagogens fagforening klagede på vegne af pædagogen til ombudsmanden over tilbagebetalingskravet. Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere arbejdsgiverens konkrete beslutning om at kræve beløbet tilbagebetalt. Ombudsmanden lagde i den forbindelse vægt på, at han ikke kunne kritisere sagsoplysningen, herunder at arbejdsgiveren ikke havde anset beslutningen om at kræve tilbagebetaling for at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. (Sag nr. 12/00565)
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 111.9 - Andre spørgsmål; Pengevæsen m.v. 5.5 - Tilbagesøgning af ydet betaling.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 2; Forvaltningsloven § 10