39 dokumenter · side 1 af 2Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger klagede til ombudsmanden over, at Københavns Kommune havde indstillet udbetalingen af hans kontanthjælp, fordi han ikke længere havde en Nemkonto. Kommunen skrev til borgeren, at han skulle sørge for at få en Nemkonto og ellers eventuelt havde mulighed for at få udbetalt sin kontanthjælp til en anden persons konto. Ombudsmanden fandt, at det efter lovgivningen om offentlige betalinger mv. og forarbejderne hertil skal være muligt for en borger at modtage udbetalinger fra det offentlige, selv om borgeren ikke har en Nemkonto eller råder over en bankkonto og heller ikke ønsker, at pengene overføres til en tredjeparts konto. Kommunen kunne derfor ikke stille krav om, at borgeren som betingelse for at få udbetalt sin kontanthjælp fik en Nemkonto eller angav en anden persons konto, hvortil ydelsen kunne overføres. I stedet burde Københavns Kommune, umiddelbart efter at kommunen blev bekendt med, at borgeren ikke længere havde en Nemkonto, have taget initiativ til at få afklaret, om vedkommende var ved at etablere en ny Nemkonto eller ønskede sin kontanthjælp udbetalt til en anden konto – eventuelt en anden persons konto. Og da det stod klart for kommunen, at det ikke var tilfældet, burde kommunen inden for kort tid have udbetalt kontanthjælpen på en anden måde. Ombudsmanden kritiserede på den baggrund kommunens fremgangsmåde i sagen og henstillede til kommunen at genoptage
Emne: Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Et opholdssted havde bl.a. taget billeder af en anbragt ungs mobiltelefon og nedskrevet hans samtaler med den tidligere plejefamilie. Opholdsstedet sendte oplysningerne videre til drengens anbringelseskommune. Ombudsmanden konstaterede, at der var blevet udøvet kontrol med drengens kommunikation. Samtidig udtalte ombudsmanden, at den iværksatte kontrol efter hans opfattelse var ulovlig, fordi der ikke var truffet en afgørelse om den af børn og unge-udvalget i anbringelseskommunen. Ombudsmanden udtalte, at anbringelseskommunen havde haft en meget væsentlig rolle i sagen og efter ombudsmandens opfattelse i høj grad havde medvirket til, at der blev udøvet kontrol med drengens kommunikation på opholdsstedet. Det var endvidere ombudsmandens opfattelse, at kravet om, at børn og unge-udvalget skal have truffet afgørelse om at iværksætte kontrol med den anbragte unges kommunikation, før kontrollen kan iværksættes, ikke kan fraviges ved, at myndighederne får et samtykke til kontrollen, uanset om det er fra barnet/den unge eller forældremyndighedsindehaveren. Ombudsmanden påpegede, at den manglende afgørelse indebar, at de særlige retsgarantier for afgørelser om kontrol med anbragte børns kommunikation ikke var overholdt. Det var ombudsmandens opfattelse, at der var sket en alvorlig krænkelse af den anbragte drengs retssikkerhed. Ombudsmanden besluttede i medfør af § 24 i ombudsmandslove
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1113.1 - Originær kompetence; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 13.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1.5 - Domstolsprøvelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 24; Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 7; Serviceloven § 66; Serviceloven § 123; Serviceloven § 74; Retssikkerhedsloven § 19; Serviceloven § 168; Serviceloven § 71; Serviceloven § 72; Serviceloven § 73
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forlængelse af et tilsynsbesøg i et kommunalt botilbud behandlede ombudsmanden tre sager om etablering af døralarmer i boligerne hos tre beboere med nedsat psykisk funktionsevne. Formålet med alarmerne var at advisere personalet, hvis beboerne, som havde problemskabende adfærd, forlod deres boliger, så risiko for skade på beboerne selv eller andre kunne afværges. Efter serviceloven skal kommunen godkende anvendelsen af døralarmer, før de installeres. Ombudsmanden måtte imidlertid lægge til grund, at der var opsat døralarmer hos de tre beboere, uden at der var truffet afgørelse om det, og dermed uden det fornødne retlige grundlag. Det anså ombudsmanden for meget kritisabelt. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere den anvendelsesperiode for alarmerne, som kommunen fastsatte, da den senere traf afgørelser, men fandt det beklageligt, at kommunen ikke i nogen af sagerne foretog revurdering af behovet for fortsat anvendelse af alarmerne senest efter otte måneder, som det kræves efter magtanvendelsesbekendtgørelsen. Ombudsmanden konstaterede desuden, at dokumentationen var utilstrækkelig på flere punkter i alle sagerne. Bl.a. af den grund kunne ombudsmanden ikke endeligt vurdere, om de berørte beboere og deres pårørende/værger i tilstrækkelig grad var blevet inddraget forud for kommunens afgørelser i sagerne. Yderligere anså ombudsmanden det for meget beklageligt, at afgø
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 114.6 - Formkrav; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 125; Serviceloven § 109; Serviceloven § 127; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 128; Serviceloven § 130; Serviceloven § 124; Serviceloven § 2; Forvaltningsloven § 19; Offentlighedsloven § 13; Serviceloven § 133; Serviceloven § 126; Serviceloven § 137 b; Serviceloven § 137 c
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Når en handleplan indebærer, at et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, skal relevante dele af handleplanen udleveres til tilbuddet. Dette fremgår af servicelovens § 140, stk. 7, som trådte i kraft den 1. januar 2014. I forbindelse med et tilsynsbesøg på et specialpædagogisk behandlings- og botilbud til børn fik ombudsmandens besøgshold oplyst, at en handlekommune for ét af børnene ikke havde udleveret dele af handleplanen til botilbuddet. Barnet var flyttet ind på botilbuddet, før bestemmelsen om udlevering af handleplaner trådte i kraft. Ombudsmanden udtalte, at der ikke er nærmere holdepunkter for at forstå pligten til udlevering af dele af handleplanen indskrænkende, således at den ikke omfatter allerede iværksatte anbringelser. Efter ombudsmandens opfattelse taler også formålet med bestemmelsen i § 140, stk. 7, for, at den må have virkning for anbringelser iværksat inden den 1. januar 2014. På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse, at barnets handlekommune – efter at § 140, stk. 7, den 1. januar 2014 var trådt i kraft – burde have udleveret relevante dele af barnets handleplan til botilbuddet. (Sag nr. 15/03303)
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 66; Serviceloven § 140; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 52; Serviceloven § 70; Serviceloven § 141
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune traf afgørelse om at ændre en 11-årig piges anbringelsessted, så hun skulle flytte fra sin plejefamilie til et andet anbringelsessted. Pigen ønskede ikke at flytte og satte sig fysisk til modværge, da kommunen ville fuldbyrde afgørelsen. Kommunen så sig derfor nødsaget til at anvende fysisk magt i forbindelse med fuldbyrdelsen af afgørelsen. I en redegørelse om sagen beskrev ombudsmanden reglerne for, hvornår myndighederne har mulighed for at anvende fysisk magt. Ombudsmanden mente ikke, at der var hjemmel til at anvende fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om at ændre pigens anbringelsessted. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til, at anvendelse af fysisk magt er så stort et indgreb, at magtanvendelsen skal have udtrykkelig hjemmel i lov. Ombudsmanden mente, at det var meget kritisabelt, at kommunen havde anvendt fysisk magt ved fuldbyrdelsen af afgørelsen om ændring af pigens anbringelsessted. Ombudsmanden rejste i forbindelse med afslutningen af den konkrete sag en sag over for Social- og Indenrigsministeriet af egen drift, med henblik på at ministeriet kunne overveje at søge tilvejebragt en hjemmel til tvangsfuldbyrdelse af afgørelser om ændret anbringelsessted – også i de tilfælde, hvor barnet opholder sig hos andre end forældremyndighedens indehavere. I lyset af at afgørelsen var af indgribende karakter for den 11-årige pige, udtalte ombudsmanden, a
Emne: Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Henvisninger: Serviceloven § 64; Ombudsmandsloven § 19; Serviceloven § 65; Serviceloven § 69; Serviceloven § 167; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 23; Serviceloven § 46; Straffeloven § 215; Retsplejeloven § 793; Retsplejeloven § 536; Retsplejeloven § 537; Retsplejeloven § 478; Straffeloven § 13; Straffeloven § 14; Serviceloven § 68 b; Offentlighedsloven § 6; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Efter at have modtaget to anonyme henvendelser om forhold i Børne- og Familieservice rejste ombudsmanden en sag over for Haderslev Kommune. De anonyme henvendelser handlede for det første om omfanget af kommunens forebyggende indsatser over for børn, unge og familier efter servicelovens § 11, stk. 3. Der stod, at kommunens tre rådgivende teams i et stort antal tunge sager havde arbejdet med forebyggende indsatser i ”måneder og år” uden at iværksætte børnefaglige undersøgelser og udarbejde handleplaner. For det andet blev det oplyst, at der hos kommunens undersøgelsesteam var meget lang sagsbehandlingstid på børnefaglige undersøgelser efter servicelovens § 50. Ombudsmanden redegjorde for servicelovens § 11, stk. 3, om forbyggende indsatser og § 52 om særlige foranstaltninger. § 11 er en egentlig forebyggelsesparagraf, hvis målgruppe er børn og unge med afgrænsede problemstillinger, mens målgruppen for § 52 er børn og unge med så komplekse problemstillinger, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse for at afdække behovet for særlige foranstaltninger. På baggrund af oplysninger fra Haderslev Kommune kritiserede ombudsmanden, at kommunen havde anvendt forebyggende indsatser efter servicelovens § 11, stk. 3, over for børn og unge i en række tilfælde, hvor kommunen burde have truffet en afgørelse om at iværksætte foreløbig støtte efter servicelovens § 52, stk. 2, jf. stk. 3. O
Emne: Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 11; Serviceloven § 50; Serviceloven § 52; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 155; Serviceloven § 166; Serviceloven § 140; Serviceloven § 167; Serviceloven § 76; Serviceloven § 76 a; Serviceloven § 152; Serviceloven § 154
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Folketingets Ombudsmand foretog tilgængelighedstilsyn på en folkeskole. Under tilsynsbesøget og i sin foreløbige rapport om besøget fremsatte ombudsmanden en række anbefalinger om forbedringer af handicaptilgængeligheden på skolen. Skolen og kommunen redegjorde efterfølgende for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik bl.a. skolens legefaciliteter for børn med bevægelseshandicap, tilgængeligheden til skolens faglokaler for disse elever og skolens praksis i forbindelse med fritagelse for undervisning på grund af elevernes handicap. Ombudsmanden gentog i sin endelige rapport til skolen og kommunen flere anbefalinger og bad om at modtage underretning om det videre forløb på enkelte punkter. Som grundlag for flere af anbefalingerne henviste ombudsmanden til bestemmelser i FN’s Handicapkonvention og FN’s Børnekonvention. (Sag nr. 15/03038)
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7; Færdselsloven § 92
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune havde i godt 100 sager om gensidig forsørgelsespligt ikke meddelt afgørelsen til begge parter, men kun til kontanthjælpsmodtageren. Da kommunen blev opmærksom på meddelelsesfejlen, gjorde den begge parter i sagerne bekendt med afgørelsen, men ændrede ikke afgørelsens virkningstidspunkt. Kommunen mente ikke, at den skulle efterbetale kontanthjælp, fordi borgerne havde modtaget ”den korrekte ydelse”. På baggrund af enkelte konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen vurderede ombudsmanden, at kommunen ikke kunne ”reparere” meddelelsesfejlen ved efterfølgende at gøre begge parter bekendt med afgørelsen eller ved at træffe en ny afgørelse over for begge parter med tilbagevirkende kraft. På den baggrund havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at omgøre alle de oprindelige afgørelser og efterbetale ydelser på det tidspunkt, hvor det på grundlag af konkrete afgørelser fra Ankestyrelsen måtte stå klart for kommunen, at den ikke kunne reparere meddelelsesfejlen. Ombudsmanden kritiserede, at det ikke var sket. Efter ombudsmandens opfattelse havde kommunen derfor pligt til på ny af egen drift at genoptage sagerne (hvor det ikke allerede var sket), omgøre afgørelserne og efterbetale de beløb, som kommunen havde modregnet i kontant- eller uddannelseshjælpen, eventuelt indtil der blev truffet en afgørelse over for begge parter/samleveren. Ombudsmanden henstillede på denn
Emne: Forvaltningsret 111.2 - Inititativ til sagens rejsning; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Aktivloven § 2 b; Aktivloven § 97 a; Forvaltningsloven § 19; Retssikkerhedsloven § 11 a; Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Seks børn, der akut blev anbragt på en døgninstitution i Esbjerg Kommune, måtte vente 1-2½ år på en afklaring af deres fremtid. I en redegørelse fandt ombudsmanden det henholdsvis kritisabelt og meget kritisabelt, at de seks børn havde opholdt sig så længe på institutionen. Ombudsmanden understregede vigtigheden af, at kommunen ved akutanbringelser holder sig for øje, at anbringelsestiden skal være så kort som muligt for det enkelte barn/den unge. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at anbringelse af et barn på en akutinstitution er en midlertidig foranstaltning, og at en akutinstitution ikke kan anses for at være det anbringelsessted, som på sigt bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov. Ifølge ombudsmanden må en kommune derfor af hensyn til barnets bedste hurtigst muligt træffe en afgørelse om eventuel videreanbringelse. Døgninstitutionen havde konstant været overbelagt i halvandet år. Ombudsmanden var enig med Esbjerg Kommune i, at belægningen på en institution skal tilpasses institutionens kapacitet, og at overbelægning kan have en række negative konsekvenser for børnene. Med konstant overbelægning i mindst halvandet år fandt ombudsmanden, at det havde været ønskeligt, at Esbjerg Kommune på et tidligere tidspunkt havde oprettet yderligere akutpladser. Ombudsmanden orienterede Folketingets Retsudvalg, Folketingets Socialudvalg, Ministeriet for Børn, Ligestilli
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 3.3 - De kommunale opgaver; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1121.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 68 b; Serviceloven § 69; Serviceloven § 46; Retssikkerhedsloven § 10; Serviceloven § 68; Serviceloven § 67; Serviceloven § 52
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forbindelse med kommunalvalget den 19. november 2013 foretog Folketingets Ombudsmand en tilgængelighedsinspektion af afstemningsstedet Herlufsholm Hallen i Næstved Kommune. Ombudsmanden kom med en række anbefalinger til Næstved Kommune, som efterfølgende over for ombudsmanden redegjorde for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik skiltnings-, parkerings- og toiletforhold. (Sag nr. 13/04703)
Emne: Færdselsret 1 - Færdselslovens område; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v.; Veje og vand 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7; Færdselsloven § 92
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I forbindelse med kommunalvalget den 19. november 2013 foretog Folketingets Ombudsmand en tilgængelighedsinspektion af afstemningsstedet Kalbyrisskolen i Næstved Kommune. Ombudsmanden kom med en række anbefalinger til Næstved Kommune, som efterfølgende over for ombudsmanden redegjorde for, hvilke tiltag der ville blive iværksat på den baggrund. Ombudsmandens anbefalinger angik parkerings-, adgangs- og toiletforhold samt valglokalets og stemmerummenes indretning. (Sag nr. 13/05247)
Emne: Veje og vand 1.1 - Offentlige veje; Færdselsret 1 - Færdselslovens område; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Personspørgsmål 3 - Ligestilling og ligebehandling m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 7
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for en kommune, fordi ombudsmanden blev bekendt med, at kommunen havde besluttet at anbringe en mor og et barn i en plejefamilie, hvor plejefaderen samtidig bestred en stilling som leder i kommunen. Plejefaderen var både leder af kommunens Familiehus og kommunens familieplejekonsulenter. På baggrund af oplysninger fra kommunen lagde ombudsmanden til grund, at plejefaderen ikke havde medvirket ved behandlingen af sagen, der førte til anbringelsen af moderen og barnet hos ham og hans hustru. Der var heller ikke grundlag for at antage, at der forelå inhabilitet hos de personer, der havde truffet beslutningen om at anbringe moderen og barnet i plejefamilien. Ombudsmanden vurderede derefter, om plejefaderen – i den periode hvor moderen og barnet var anbragt hos ham og hans hustru – var inhabil i forbindelse med udøvelsen af sin sædvanlige stilling i kommunen. Det mente ombudsmanden ikke var tilfældet. Ombudsmanden mente heller ikke, at der var grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen som plejefar var uforenelig med udøvelsen af mandens sædvanlige stilling og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid. Endelig vurderede ombudsmanden, at der ikke var omstændigheder, som var egnede til at vække tvivl om mandens upartiskhed med den virkning, at han var inhabil i forbindelse med Familiehusets fremtidige betjening af moderen og
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Ansættelses- og arbejdsret 1.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2511.9 - Andre ydelser.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3; Forvaltningsloven § 2; Tjenestemandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 17; Serviceloven § 52
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En far klagede på vegne af sin voksne søn, som han også var værge for, over, at et kommunalt bo- og opholdssted ikke konsekvent anvendte den GPS, som kommunen havde truffet afgørelse om måtte anvendes i forhold til sønnen. I sagen traf kommunen – i medfør af servicelovens § 125, stk. 1 – afgørelse om magtanvendelse i forhold til sønnen i form af anvendelse af bl.a. en GPS. Tilladelsen til anvendelsen af GPS’en blev givet for en periode af 8 måneder. Faderen gjorde i sin klage til ombudsmanden gældende, at det kommunale bo- og opholdssted herefter havde pligt til konsekvent at anvende en GPS i forhold til hans søn. Det var modsat kommunens opfattelse, at afgørelsen om, at der kunne anvendes en GPS over for sønnen, ikke medførte en automatisk pligt til også at anvende GPS’en. Ombudsmanden konstaterede, at anvendelse af en GPS og andre personlige alarm- og pejlesystemer – i overensstemmelse med bestemmelsen i serviceloven og forarbejderne hertil – måtte anses for et indgreb i selvbestemmelsesretten og et udtryk for magtanvendelse. Ombudsmanden pegede endvidere på – ligeledes i overensstemmelse med lovgrundlaget og forarbejderne hertil – at en afgørelse om magtanvendelse altid skal stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået ved magtanvendelsen, ligesom magtanvendelsen skal være så skånsom og kortvarig som muligt. Heri ligger også, at der skal foretages en løbende vurdering af
Emne: Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Henvisninger: Serviceloven § 125; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 127; Serviceloven § 128; Serviceloven § 109 a; Serviceloven § 129; Serviceloven § 124
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En far til en dreng klagede til ombudsmanden over, at drengens skole med kort varsel besluttede, at drengen, der dengang gik i 1. klasse, ikke længere skulle undervises i sin klasse, men i stedet modtage såkaldt midlertidig enkeltmandsundervisning i 10 timer om ugen. Den midlertidige enkeltmandsundervisning skulle fortsætte, indtil der kunne findes et passende skoletilbud til drengen. Efter ombudsmandens opfattelse var skolens brev til forældrene om etableringen af den midlertidige enkeltmandsundervisning af deres søn en afgørelse, og brevet burde derfor have indeholdt en henvisning til de retsregler, som afgørelsen var truffet i henhold til. Ifølge reglerne skal kommunalbestyrelsen godkende, at en skole etablerer midlertidig enkeltmandsundervisning af en elev. Ombudsmanden måtte lægge til grund, at kommunen ikke havde godkendt, at der blev etableret midlertidig enkeltmandsundervisning af drengen. Det, mente ombudsmanden, var en fejl. Ombudsmanden mente derimod ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte skolens vurdering af, at det var nødvendigt at etablere den midlertidige enkeltmandsundervisning af drengen. Drengens forældre havde modtaget skolens afgørelse om, at deres søn skulle overgå til midlertidig undervisning, en torsdag, og den midlertidige enkeltmandsundervisning begyndte om mandagen. Ombudsmanden udtalte, at det varsel, der blev givet, var for kort. Det havde ef
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 25
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En sygemeldt kvinde klagede til beskæftigelsesankenævnet over, at kommunen havde afslået at forlænge hendes sygedagpenge. Beskæftigelsesankenævnet ophævede kommunens afslag og hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse i kommunen. Som følge af nævnets afgørelse skulle kvinden have omberegnet ca. 10 måneders kontanthjælp til sygedagpenge og have udbetalt differencen. Men simple regnefejl og forglemmelser fra kommunens side i forbindelse med omberegningen og udbetalingen af differencebeløbet resulterede i, at kvinden modtog en forholdsvis stor opkrævning af restskat næsten et år efter beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Ombudsmanden udtalte på flere punkter kritik af kommunens behandling af sagen. Bl.a. anså han de fejl, som kommunen havde begået, da kvindens kontanthjælp blev omberegnet til sygedagpenge, for meget beklagelige. Endvidere var det ombudsmandens opfattelse, at det var meget beklageligt, at kommunen ikke sendte kvinden en opgørelse over omberegningen af hendes kontanthjælp til sygedagpenge. Opgørelsen burde have været ledsaget af en klagevejledning, eftersom omberegningen måtte anses for en afgørelse. Sagen førte til, at kommunen gennemgik sine procedurer og udarbejdede en standardformel for fremtidige omberegninger og en brevskabelon til brug for de sager, hvor en borger skal have omberegnet kontanthjælp til sygedagpenge. (Sag nr. 12/00130)
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Skatter 21.1 - Personlig indkomst; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Kildeskatteloven § 69; Retssikkerhedsloven § 67; Kildeskatteloven § 46; Aktivloven § 34; Sygedagpengeloven § 71
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste på baggrund af en konkret sag om samvær mellem en pige anbragt uden for hjemmet og henholdsvis hendes forældre og bedsteforældre en sag af egen drift. Egen drift-sagen handlede om, hvilken myndighed – kommunen eller børn og unge-udvalget – der efter servicelovens regler skal træffe afgørelse i de forskellige typer af sager om samvær med anbragte børn. Ombudsmanden udtalte, at det afgørende for, om det er kommunen eller børn og unge-udvalget, der skal træffe afgørelse efter servicelovens § 71, stk. 1-3, ikke er den personkreds, der skal træffes afgørelse i forhold til, men hvor indgribende afgørelsen er. Hvis samværet f.eks. skal begrænses til mindre end én gang om måneden, eller samværet skal være overvåget, skal børn og unge-udvalget træffe afgørelsen, uanset om afgørelsen retter sig mod forældrene eller andre personer i netværket. Mindre indgribende afgørelser om samvær med det anbragte barn skal træffes af kommunens forvaltning. (J.nr. 12/02371)
Emne: Forvaltningsret 25.1 - Social bistand; Forvaltningsret 251.1 - Ydelser; Forvaltningsret 2511.9 - Andre ydelser; Forvaltningsret 1113.1 - Originær kompetence.
Henvisninger: Serviceloven § 71; Serviceloven § 69; Serviceloven § 72; Serviceloven § 74; Serviceloven § 168; Serviceloven § 169; Serviceloven § 62; Serviceloven § 58
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Ombudsmanden rejste af egen drift en sag om hvorvidt det var lovligt at en kommune ifølge sine retningslinjer og praksis havde afvist at inddrage oplysninger om andre familiemedlemmer i sin afvejning når den skulle beslutte hvilket dagtilbud den skulle give det enkelte barn. Baggrunden var en konkret klage fra et forældrepar. Ombudsmanden kunne ikke hjælpe forældrene allerede fordi der ikke var plads i den ønskede børnehave. Men ombudsmanden blev opmærksom på at kommunen havde afvist at inddrage oplysninger om særlige forhold hos andre i familien end det barn som skulle i børnehave. Kommunen oplyste at det ikke var korrekt at kommunen generelt afviste at inddrage bestemte oplysninger, f.eks. om særlige forhold hos andre i familien. Kommunen mente dog at en forudsætning for at inddrage sådanne oplysninger var at de medførte et særligt socialt eller pædagogisk behov hos det barn som skulle optages i et dagtilbud. Socialministeriet mente at kommunens konkrete vurdering ved anvisning af plads i dagtilbud ikke kunne begrænses til at omfatte forhold vedrørende barnet, men at den også måtte omfatte særlige forhold i familien som havde betydning for barnet. Ombudsmanden var enig i Socialministeriets retsopfattelse: Kommunen kunne ikke afvise at inddrage oplysninger om særlige forhold hos andre i familien. Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at hverken kommunens eller ministerie
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 2512.1 - Visitation.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune traf afgørelse om at administrere en mands førtidspension fordi han ikke betalte sin husleje og ikke gjorde tilstrækkelig rent i sin lejlighed. Efterfølgende sørgede kommunen for at mandens husleje blev betalt, men kommunen betalte også en række andre regninger for manden. Der var bl.a. tale om en medicinregning, en regning for flytning af mandens indbo og en regning for istandsættelse af mandens lejlighed da han fraflyttede sit lejemål. To pårørende klagede over kommunens administration af mandens førtidspension. Det sociale nævn afviste at behandle de pårørendes klage da nævnet ikke mente der var truffet nye afgørelser i sagen som kunne påklages til nævnet. Det var ombudsmanden uenig i. På baggrund af en fortolkning af den oprindelige administrationsafgørelse slog ombudsmanden fast at en række af de regninger som kommunen havde betalt på mandens vegne, ikke var omfattet af den oprindelige administrationsafgørelse. Det sociale nævn burde derfor ikke have afvist at behandle klagen fra de pårørende hvilket ombudsmanden kritiserede. Ombudsmanden mente desuden det var beklageligt at kommunen ikke havde gjort sig klart at den i realiteten havde truffet nye afgørelser om administration af mandens førtidspension. Ombudsmanden henstillede til det sociale nævn at nævnet genoptog sagen og behandlede den del af de pårørendes klage som angik spørgsmålet om kommunens administrat
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 25.2 - Social pension.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 44; Ombudsmandsloven § 14; Pensionsloven § 36; Pensionsloven § 35
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Et forbund klagede på vegne af en socialpædagog over en skriftlig advarsel. Begrundelsen for advarslen var at pædagogen havde involveret forældre til beboere i en institution i en intern konflikt. Som dokumentation henviste regionen til oplysninger i et internt notat. Ombudsmanden udtalte at han ikke – ud fra oplysningerne i sagen – kunne lægge til grund at regionens centralforvaltning havde kendskab til notatet da advarslen blev givet. Ombudsmanden udtalte desuden at der ikke var belæg for at hævde at socialpædagogen havde involveret forældre i en intern konflikt. At give en faktisk oplysning om en tjenestefritagelse var ikke en involvering og heller ikke illoyalt. Der var heller ikke tale om overtrædelse af tavshedspligten. Det grundlag som advarslen byggede på, var derfor ikke tilstrækkeligt, og ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2009-3401-812).
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune havde pålagt en borger et rykkergebyr i forbindelse med opkrævningen af for meget udbetalt boligstøtte. Borgeren mente ikke at kommunen havde vejledt om hvordan tilbagebetalingen kunne ske, eller sendt et girokort til brug for betalingen. Borgeren klagede derfor til Folketingets Ombudsmand. Kommunen besluttede dernæst at frafalde gebyret. Ombudsmanden var enig i kommunens beslutning om at frafalde gebyret. Ombudsmanden udtalte at selv om der var hjemmel til at opkræve et rykkergebyr, skal betalingsfristen være overskredet, og borgeren skal være gjort bekendt med hvordan det skyldige beløb kan betales til kommunen. Ombudsmanden udtalte også at fordi kommunen ikke kunne dokumentere at den havde sendt et girokort til borgeren eller på anden måde vejledt borgeren om hvordan og inden for hvilken frist den for meget udbetalte boligstøtte skulle betales, måtte kommunen bære risikoen for bevisusikkerheden. Derfor kunne kommunen ikke pålægge borgeren et rykkergebyr. (J.nr. 2009-3939-009).
Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 7
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I en sag om opskrivning til et dagtilbud i en kommune var forældrene utilfredse med at kommunen ikke havde oplyst om den korte frist der var til at svare på et pasningstilbud, eller oplyst om den sms-service som kommunen havde i forbindelse med tilbud om en konkret plads. Kommunen oplyste at der orienteres om svarfristen – som er på 5 dage – og om sms-servicen i en pjece og på kommunens hjemmeside. Det er dog ikke alle de borgere der skriver deres barn op til et dagtilbud, som modtager pjecen. Derimod modtager alle borgere der skriver deres barn op til et dagtilbud i kommunen, et opskrivningsbevis. Dette opskrivningsbevis modtager borgerne inden de modtager et konkret pasningstilbud. I opskrivningsbeviset bliver der imidlertid ikke orienteret om den korte svarfrist der gælder når barnet senere får tilbudt plads, eller om sms-servicen. Ombudsmanden udtalte at kommunen i medfør af sin vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7, stk. 1 – eller i hvert fald efter god forvaltningsskik – bør orientere borgerne om svarfristen og sms-servicen i opskrivningsbeviset eller klart og tydeligt fremhæve det i en vejledning der vedlægges opskrivningsbeviset. Ombudsmanden henstillede at kommunen fremover giver denne vejledning. (J.nr. 2008-3322-060).
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 7; Forvaltningsloven § 2
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Under en generel inspektion i Københavns Kommune i 2006 modtog ombudsmanden 8 tilfældigt udvalgte sager om stop eller nedsættelse af kontanthjælp. Det viste sig at reglerne om partshøring ikke var efterlevet i 7 af sagerne, og at borgerne i 3 af sagerne slet ikke havde fået besked om at der var truffet en afgørelse. Ombudsmanden gennemgik i den forbindelse reglerne om partshøring og meddelelse af afgørelser i relation til sager om stop og nedsættelse af kontanthjælp. Ombudsmanden udtalte at sagsbehandlingsfejlene var meget kritisable. Under sagens behandling beklagede kommunen de konstaterede sagsbehandlingsfejl. Som forklaring henviste kommunen til at de fleste af de sager som ombudsmanden havde gennemgået, var afgjort i en periode hvor der skete betydelige strukturændringer inden for kommunen. Ombudsmanden havde forståelse for kommunens forklaring, men fastholdt at borgerne – uanset strukturændringer – må have krav på en korrekt og kvalificeret sagsbehandling. (J.nr. 2007-4281-004).
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 66; Ombudsmandsloven § 17; Aktivloven § 39; Aktivloven § 38 a; Aktivloven § 25; Aktivloven § 12; Aktivloven § 90; Retssikkerhedsloven § 10; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 20; Offentlighedsloven § 6; Retssikkerhedsloven § 4; Retssikkerhedsloven § 1; Beskæftigelsesloven § 32; Beskæftigelsesloven § 29; Aktivloven § 41; Aktivloven § 13; Forvaltningsloven § 23; Funktionærloven § 5; Aktivloven § 11
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En 9-årig dreng kom ikke tilbage til sin plejefamilie efter en sommerferie med sin biologiske mor. Det skyldtes at kommunen havde besluttet at drengen efter ferien skulle flytte direkte til en institution. Beslutningen var truffet inden drengen tog på ferie med sin mor, men kommunen orienterede ikke plejeforældrene om beslutningen. Ombudsmanden kritiserede kommunens fremgangsmåde. Han mente ikke at den måde som kommunen havde tilrettelagt og gennemført flytningen af drengen på, var i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Ombudsmanden henviste til at de samarbejdsvanskeligheder der var opstået mellem kommunen og plejeforældrene, efter hans opfattelse ikke i sig selv kunne begrunde at kommunen ventede med at underrette plejeforældrene om beslutningen om at drengen skulle flytte. Endvidere henviste ombudsmanden til at sagen ikke indeholdt dokumentation som kunne underbygge kommunens antagelse om at der var stor risiko for at plejeforældrene ville lade deres utilfredshed med kommunens beslutning få så negativ indflydelse på deres omgang med drengen at det var nødvendigt at vente med at underrette plejeforældrene om beslutningen indtil drengen var taget på ferie med sin mor. På den baggrund vurderede ombudsmanden at der ikke havde været tilstrækkeligt grundlag for at antage at det havde været nødvendigt at tilrettelægge og gennemføre flytningen af drengen på den måde som kommun
Emne: Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 1146.9 - Andre formkrav; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger klagede til ombudsmanden over at en kommune i to sager havde givet taxitilladelser til handicappede ansøgere uden at have vurderet deres kvalifikationer i forhold til de øvrige ansøgere. Kommunen anerkendte i en udtalelse til ombudsmanden at kommunen i den ene sag ikke havde fortolket reglerne om fortrinsadgang for handicappede ansøgere til taxitilladelser korrekt. Kommunen havde forstået reglerne således at den handicappede ansøger skulle have tilladelsen allerede fordi han søgte om fortrinsadgang, var indstillet af jobcentret og var faglig kvalificeret. Kommunen beklagede den forkerte fortolkning og meddelte at kommunen tog det til efterretning. Ombudsmanden var enig med kommunen i at kommunens afgørelse var beklagelig. Ombudsmanden udtalte at udgangspunktet i sager hvor der er truffet en afgørelse som ikke har hjemmel i lovgivningen, er at afgørelsen er ugyldig, og at myndigheden har pligt til at ophæve (annullere) afgørelsen. Dette udgangspunkt kan dog fraviges i helt særlige tilfælde. Kommunen havde ikke taget stilling til konsekvenserne af at der var en mangel ved afgørelsen. Ombudsmanden mente ikke det var tilstrækkeligt at kommunen havde taget sagen til efterretning, og henstillede at kommunen genoptog sagen. Ombudsmanden gik også ud fra at kommunen tog stilling til om den anden af de to sager skulle genoptages. Kommunen genoptog sagerne og besluttede ikke at
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger der modtog sygedagpenge, deltog i virksomhedspraktik/arbejdsprøvning hos et privat firma. Firmaet ønskede ikke at fortsætte arbejdsprøvningen og sendte borgeren tilbage til kommunen med den begrundelse at han ikke medvirkede aktivt. Blandt andet mente firmaet at han forstyrrede andre ansatte og var meget umotiveret. Borgeren var meget uenig i beskrivelsen af hændelsesforløbet. I et svar på en klage fra borgeren skrev borgmesteren at kommunen fortsat skulle samarbejde med det private firma. Derfor kunne kommunen ikke stille sig tvivlende over for det private firmas troværdighed. Imidlertid tvivlede kommunen heller ikke på borgerens opfattelse af forløbet. Derfor var den bedste løsning efter borgmesterens opfattelse at overlade bedømmelsen til det sociale nævn, som afgørelsen om ophør af sygedagpenge var påklaget til. Ombudsmanden mente at det var i strid med undersøgelsesprincippet at kommunen ikke tog stilling til bevisspørgsmålet i sagen, samtidig med at kommunen opretholdt afgørelsen om bortfald af sygedagpenge. Desuden kritiserede ombudsmanden at hensynet til samarbejdet med det private firma blev inddraget ved kommunens vurdering af sagen. (J.nr. 2007-3642-009) Klik på linket til højre for at læse hele redegørelsen.
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 25.3 - Syge- og barselsdagpenge.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune havde vedtaget retningslinjer for tildeling af stadepladser til salg af juletræer hvorefter kommunen trak lod mellem ansøgerne hvis kommunen modtog mere end én ansøgning for et givet areal. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunen ikke anvende retningslinjerne uden væsentlige modifikationer i sager der angik stadepladser på offentligt vejareal, og i sager hvor der forelå en ansøgning fra en ansøger der er handicappet. Ombudsmanden udtalte at en myndighed, når den fastlægger retningslinjer for behandlingen af en bestemt type af sager, bør sikre sig at retningslinjerne stemmer overens med lovgivningen. Ombudsmanden henstillede at kommunen reviderede retningslinjerne. (J.nr. 2006-2345-419). FOB 2007 20-3 FOB 2007.506
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En mor rejste som medlem af forældrebestyrelsen i en daginstitution mistanke om skimmelsvamp i daginstitutionens soverum. Det var morens opfattelse at kommunen/daginstitutionen ikke i tilstrækkeligt omfang af egen drift undersøgte og fulgte op på mistanken, herunder foretog de fornødne undersøgelser. Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om myndighedernes sagsoplysningspligt i forhold til behandling af sager af denne mere generelle karakter. Ombudsmanden havde i den konkrete sag ikke grundlag for at antage at kommunen ikke reagerede korrekt og tilstrækkeligt på morens henvendelser om skimmelsvamp. Under behandlingen af sagen opstod betydelige samarbejdsvanskeligheder mellem moren på den ene side og daginstitutionens personale og de øvrige medlemmer af forældrebestyrelsen på den anden. Moren søgte om at også hendes yngste datter blev optaget i daginstitutionen. Kommunen afslog dette med henvisning til det problematiske samarbejde og til at det ville være det bedste for moren hvis den yngste datter blev optaget i en anden daginstitution. Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere kommunens afslag. Ombudsmanden fremsatte nogle generelle opfattelser om inddragelse af hensyn, blandt andet at der gælder en grundsætning om at parten/borgeren er den nærmeste til at vurdere hvad der er bedst for ham eller hende. Denne vurdering bør kun tilsidesættes i særlige tilfæl
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 2512.1 - Visitation; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 8; Pensionsloven § 17; Sundhedsloven § 15; Ombudsmandsloven § 19; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 23; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En mand søgte kommunen om dækning af udgifter til tandbehandling og rejseudgifter til rekreation. Til brug for behandlingen af sagen hos kommunen afleverede han bl.a. oplysninger om hans og hans ægtefælles fælles økonomiske situation. Ægtefællen led af muskelsvind, sad i kørestol og modtog førtidspension. Ægtefællen havde en invalidebil. Kommunen gav afslag og henviste til at manden selv var i stand til at betale udgifterne. Kommunen havde i sagsbehandlingen forholdt sig til hvilke udgifter der kunne tages med i udregningen af rådighedsbeløbet. Blandt disse var udgifter der relaterede sig til ægtefællens handicap, bl.a. medicin og benzin til invalidebilen. Ombudsmanden gik ud fra at kommunen havde vejledt ægtefællen om muligheden for at søge om dækning af merudgifter forbundet med handicappet. Ombudsmanden redegjorde for hvordan retssikkerhedslovens § 5 skal forstås, f.eks. at en myndighed har pligt til at træffe afgørelse efter relevante bestemmelser over for borgeren. Ombudsmanden mente at det var uheldigt at kommunen ikke havde truffet afgørelse om dækning af merudgifter i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden henviste til de konkrete omstændigheder som viste at kommunen via de økonomiske oplysninger i mandens sag havde et sådant kendskab til ægtefællens forhold at der burde være truffet afgørelse i forhold til ægtefællen. Ombudsmanden mente at det var beklageligt at det soci
Emne: Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 5; Serviceloven § 77; Aktivloven § 82; Aktivloven § 33; Serviceloven § 84; Forvaltningsloven § 7; Serviceloven § 68; Aktivloven § 7; Serviceloven § 3; Retssikkerhedsloven § 10; Retssikkerhedsloven § 11; Pensionsloven § 15 a; Serviceloven § 99; Forvaltningsloven § 24; Aktivloven § 81
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Et forældrepar klagede til ombudsmanden over en kommunal skoles beslutning om klassesammensætning fordi parret ikke ønskede at deres datter skulle gå i klasse med en bestemt dreng. Parret klagede også over sagsbehandlingen. Ombudsmanden udtalte at skolens beslutning om klassesammensætning er omfattet af begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed, og at skolens meddelelse om klassesammensætningen ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Derimod er skolens svar på forældrenes klage over klassesammensætningen en afgørelse, og dette indebærer at skolen burde have fulgt reglerne i forvaltningsloven. Kommunens svar på klagen over skolen var også en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det er fast antaget at resultatet af en forvaltningsmyndigheds behandling af en klage (over myndighedens udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed) er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden mente det var kritisabelt at skolen ikke gjorde sig klart at behandlingen af forældreparrets klage var afgørelsesvirksomhed. Ombudsmanden kritiserede også kommunens sagsoplysning, partshøring, manglende henvisning til retsregler i begrundelsen og det forhold at skolen ikke havde givet klagevejledning til forældrene. (J.nr. 2005-2831-710) FOB 2006 20-4 FOB 2006.611
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 2; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 25
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En boligstøttemodtager klagede over krav om tilbagebetaling af boligstøtte for 1997. Boligstøttemodtageren gjorde gældende at han i marts 1997 skriftligt havde orienteret socialcenteret om den indkomststigning der senere førte til kravet om tilbagebetaling. Socialcentret gjorde heroverfor gældende at centret ikke havde modtaget brevet med boligstøttemodtagerens orientering. Sagen gav bl.a. ombudsmanden anledning til en gennemgang af socialcentrets journaliseringspraksis for så vidt angik indkommen post. Ombudsmanden udtalte herefter at hensynet til boligstøttemodtagerens interesse i at kunne godtgøre at myndighederne skriftligt var orienteret om ændrede forhold, må føre til at indkommen post indjournaliseres systematisk. Efter en gennemgang af den konkrete sag mente ombudsmanden det var kritisabelt at socialcentret ikke konsekvent havde foretaget journalisering af den indkomne post, herunder en umiddelbar notering af samtlige breve på sagens oplysningsark. Boligstøttemodtageren havde under sagen gjort gældende at socialcentret tidligere havde forlagt indkommen post fra ham, og at socialcenteret i disse tilfælde havde eftergivet krav om tilbagebetaling. Ombudsmanden mente det var uheldigt at der ikke var overensstemmelse mellem indholdet af en tidligere afgørelse til boligstøttemodtageren og det der fremgik af socialcentrets udtalelser i forbindelse med sagen hos ombudsmanden. E
Emne: Forvaltningsret 115.4 - Arkivering; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.