39 dokumenter · side 2 af 2Kommunerne · AfgørelseSocialret
En borger klagede over at den tidligere kasserer i et ældreråd fortsatte som konsulent efter at han var flyttet til en anden kommune. Endvidere klagede borgeren over at ældrerådet lod samtlige stedfortrædere deltage i ældrerådets møder. Ombudsmanden udtalte i anledning af sagen at det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur at offentligheden som udgangspunkt ikke har ret til at overvære forvaltningens møder. Et ældreråd er en selvstændig forvaltningsmyndighed. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at fravige udgangspunktet i den konkrete sag idet hensynet til den interne beslutningsproces talte for at drøftelserne skulle finde sted på lukkede møder. Ombudsmanden udtalte herefter at et ældreråd ikke har mulighed for at træffe beslutning om at afholde sine egentlige møder som åbne møder. Det er kun ældrerådets medlemmer (eventuelt suppleret med sekretariatspersonale) der kan deltage i møderne. Ombudsmanden mente derfor det var forkert at lade suppleanter deltage i ældrerådets møder. Bestemmelsen om stedfortræderes mødedeltagelse i ældrerådets forretningsorden var af samme grund ukorrekt. Da spørgsmålet om hvorvidt et ældreråd kan beslutte at møderne skal overværes af suppleanter mv. eller afholdes som åbne møder må anses for tvivlsomt, valgte ombudsmanden imidlertid ikke at udtale sin opfattelse i form af kritik. (J.nr. 1999-0190-009). Hele teksten i
Emne: Forvaltningsret 1124.3 - Mødeoffentlighed; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kvinde klagede over en kommunes sagsbehandlingstid i forbindelse med kommunens genvurdering af hendes førtidspensionssag. Kvinden klagede i juli 1996 over kommunens afslag på at tilkende hende mellemste førtidspension. Først i februar 2000 meddelte det sociale nævn at klagen over kommunens afgørelse nu var modtaget i nævnet. Ombudsmanden anså den samlede sagsbehandlingstid på mere end 3 år og 6 måneder, fra kommunen modtog kvindens klage til det sociale nævn kunne behandle sagen, for overordentlig kritisabel. Ombudsmanden understregede at en klageprocedure hvorefter klagen skal indgives til den myndighed der har truffet afgørelse i sagen, forudsætter at sagerne bliver videresendt. Derfor betegnede ombudsmanden det som et alvorligt angreb på borgernes retssikkerhed hvis en klageordning kan gøres illusorisk ved at klager over afgørelser der bliver indgivet i overensstemmelse med den fastsatte klageprocedure, aldrig eller kun med meget betydelig forsinkelse videreekspederes til klagemyndigheden. Ombudsmanden mente også det var meget kritisabelt at kvinden ikke blev underrettet tilstrækkeligt om hvorfor sagen ikke blev afsluttet, og om hvornår afgørelsen kunne forventes at foreligge. Ligeledes var det utilfredsstillende at kommunen anvendte 1½ måned på at besvare en rykker. På baggrund af sagen bad ombudsmanden kommunen redegøre for hvilken sagsstyring der var etableret i
Emne: Forvaltningsret 11.3 - Partsmedvirken; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 11.4 - Sagens afslutning; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En kommune besluttede at et barn der var frivilligt anbragt hos en plejefamilie, skulle hjemgives til den biologiske mor. Efter hjemgivelsen tog mor og barn ophold på et familiecenter. Da moderen ikke overholdt aftaler indgået med familiecentret, blev barnet - med moderens samtykke - anbragt på en døgninstitution, og senere hos sine bedsteforældre. Plejefamilien klagede over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen af barnet og den senere anbringelse på institution. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse. Ombudsmanden udtalte at undersøgelsen i forbindelse med en sag om hjemgivelse må dreje sig om hvorvidt der hos mor eller barn foreligger de forhold der kan begrunde, at barnet anbringes tvangsmæssigt uden for hjemmet efter reglerne i bistandslovens § 35. Ombudsmanden mente på denne baggrund ikke der var grundlag for at kritisere, at kommunen fandt sagen tilstrækkeligt oplyst ved en børnepsykiatrisk erklæring og en erklæring om moderens forældreevne. Ombudsmanden fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om hjemgivelse. Ombudsmanden udtalte videre at de opgaver som varetages af en plejefamilie, hviler på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar er ikke parter i en sag om hjemgivelse, og
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
En gammel mand havde over for sin søn givet udtryk for at han ønskede at dø i sit eget hjem. Efter flere slagtilfælde blev han bevidstløs og modtog i en længere periode en omfattende pleje i eget hjem. Efter uoverensstemmelser mellem sønnen og kommunen blev manden indlagt på sygehus og derefter udskrevet til plejehjem mod sønnens ønske. Sønnen der var blevet beskikket som værge for den - både i økonomisk og personlig henseende - umyndiggjorte far rejste sag om hjemgivelse til pleje i eget hjem. Kommunen fastholdt plejehjemsanbringelsen mod sønnens protest og henviste som begrundelse bl.a. til at man af ressourcemæssige hensyn og efter en principbeslutning fandt, at komapatienter burde visiteres til plejehjem. Ombudsmanden mente at opretholdelsen af beslutningen om plejehjemsanbringelse savnede hjemmel, og at farens fortsatte ophold på plejehjemmet trods værgens protest var en ulovlig tvangsmæssig anbringelse. Endvidere mente ombudsmanden at kommunen havde haft en positiv forpligtelse til at yde bistand i forbindelse med en hjemgivelse, og at kommunens egne tidligere vurderinger af plejebehovet i nogen grad måtte være styrende for den nærmere skønsmæssige fastlæggelse af plejens omfang. Ombudsmanden fandt det derfor beklageligt at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering af, i hvilket omfang det var muligt at imødekomme sønnens ønske om at faren modtog pleje og bistand
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 2511.3 - Tjenesteydelser; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
A klagede over K Kommunes (K's) og Dagpengeudvalgets (DPU's) afgørelser i hendes sag om ophør med udbetaling af sygedagpenge. K havde i sin første afgørelse som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen krævet at A lod sig behandle af en psykiater. K genoptog senere sagen, og A indvilgede da i en psykiatrisk undersøgelse der afkræftede formodningen om, at A var psykisk syg. I en ny afgørelse afviste K at genoptage opfølgningen idet A ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig. DPU stadfæstede K's afgørelse, men undlod at tage stilling til spørgsmålet om K havde været berettiget til at stille krav om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden kunne ikke kritisere K's og DPU's afgørelser om at A ikke var fuldt uarbejdsdygtig og derfor ikke længere berettiget til sygedagpenge. Ombudsmanden fandt det derimod yderst kritisabelt at K uden nogen form for accept fra A's side og uden forudgående speciallægeundersøgelse havde stillet kravet om psykiatrisk behandling. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at der er grund til at udvise særlig varsomhed med anvendelse af psykiatriske diagnoser og/eller behandlingskrav. Ombudsmanden kritiserede endvidere at DPU ikke i sin afgørelse havde taget stilling til spørgsmålet om K's ret til at fastsætte krav om psykiatrisk behandling som betingelse for fortsat opfølgning af sygedagpengesagen. Endelig kritiserede ombudsmanden K for ikke at h
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 25.3 - Syge- og barselsdagpenge.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
I en konkret sag opstod der spørgsmål om, hvorvidt en mor A til et barn B, der gennem nogle år havde været anbragt uden for hjemmet, var part i K Kommunes sag vedrørende godkendelse af nye plejeforældre for B. K's sag var rejst med henblik på udstedelse af plejetilladelse til B's farmor C. Plejetilladelser efter bistandslovens § 66 udstedes formelt ikke med henblik på anbringelse af et bestemt barn hos plejefamilien; de er af generel karakter og giver alene tilladelse til at modtage et bestemt antal børn eller unge i familiepleje. Ofte vil det derfor ikke være muligt at identificere personer (udover den, der søger plejetilladelsen), der kan have partsstatus i tilladelsessagen. I den foreliggende sag måtte det imidlertid på forhånd anses for sandsynligt, at en udstedelse af plejetilladelse til C ville medføre, at B blev anbragt dér. Hertil kom, at A under hele sagen havde ydet en væsentlig og aktiv indsats for at supplere det faktiske grundlag, som K skulle træffe afgørelse på. Under disse omstændigheder - og da forældremyndighedens indehaver i almindelighed må siges at have en meget væsentlig interesse i, hos hvilken familie et barn opholder sig - antog ombudsmanden, at A burde have været anset for part i sagen. Også en mere formålsbestemt forståelse af forvaltningslovens partsbegreb talte for dette resultat. Det kunne i den forbindelse ikke tillægges afgørende betydning, at A'
Emne: Forvaltningsret 113.1 - Partsbegrebet; Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 2513.1 - Godkendelser; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 113.4 - Partsaktindsigt, se også Forvaltningsret 1124.1.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
K kommune anbragte en 13-årig pige C på børnehjem efter samtykke fra moderen, der alene havde forældremyndigheden. Anbringelsen blev gennemført med fogedens bistand, idet barnet opholdt sig hos faderen A efter udløbet af almindeligt weekend-samvær. Efter samme aften midlertidigt at have afskåret A fra enhver kontakt med C indskrænkede kommunen knap 14 dage senere (i medfør af bistandslovens § 67, stk. 1) samværsretten i væsentligt omfang. Afgørelsen hvilede hovedsagelig på oplysninger og vurderinger fra overlæge G, særligt en erklæring fra G, som var indgået i fogedsagen. Ombudsmanden fandt, at kommunen - uanset at faderen fra fogedforretningen havde kendskab til erklæringen - var forpligtet til at partshøre faderen om erklæringen, da faderen ikke var bekendt med, at erklæringen indgik i beslutningsgrundlaget for samværsafgørelsen. Kommunen undersøgte ikke A's indsigelser vedrørende oplysningsgrundlaget og G's habilitet. Ombudsmanden udtalte, at afgørelsen hvilede på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Da kommunen havde anvendt overlægens iagttagelser og vurderinger som udtryk for uvildig, sagkyndig vurdering, og da der var tvivl om holdbarheden af overlægens erklæring i relation til samværsret, var kommunens bevisbedømmelse behæftet med fejl i et sådant omfang, at afgørelsens gyldighed var tvivlsom, når fejlen angående bevisbedømmelsen blev sammenholdt med kommunens øvrige
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Familieret 33.2 - Samvær; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse.
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Fundet det beklageligt, at social- og sundhedsforvaltningen i en kommune hindrede en mor i at træffe bestemmelse om sin 6-årige datters opholdssted, uden at forvaltningen iagttog bistandslovens regler for iværksættelse af tvangsforanstaltninger over for forældremyndighedens indehaver. (J. nr. 1988-595-062).
Kommunerne · AfgørelseSocialret
Fundet det ønskeligt, om en socialforvaltnings undersøgelse af en sag, der eventuelt kunne føre til anbringelse uden for hjemmet af et barn uden forældrenes samtykke efter reglerne i bistandslovens afsnit VIII, havde været fremskyndet mere, end det var tilfældet. Efter at beslutning om anbringelse uden for hjemmet af barnet var truffet uden forældrenes samtykke, besluttede socialforvaltningen/børne- og ungdomsnævnet i København at lade spørgsmålet om eventuel hjemgivelse af barnet afvente resultatet af en politimæssig undersøgelse. Udtalt, at det ikke i sig selv gav mig anledning til bemærkninger, at forvaltningen og nævnet fandt, at spørgsmålet om hjemgivelse måtte træffes på grundlag af oplysninger, der fremkom under den politimæssige undersøgelse af sagen, men fundet, at forvaltningen/nævnet da burde have taget en egentlig kontakt til politiet med henblik på løbende at blive orienteret om forløbet af undersøgelserne, således at det var sikret, at hjemgivelse kunne ske straks, når/hvis det måtte konstateres, at der ikke længere var grundlag for at opretholde anbringelsen uden for hjemmet af barnet. (J. nr. 1980-953-050).
Henvisninger: Retsplejeloven § 723