68 dokumenter · side 1 af 3Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Danmarks Lærerforening klagede til Folketingets Ombudsmand over Københavns Kommunes håndtering af en sag, hvor en folkeskolelærer i forbindelse med en avisartikel havde udtalt sig om sine oplevelser med voldelig elevadfærd mv. på en skole, som hun tidligere var ansat på. Efter ombudsmandens opfattelse fremstod lærerens udtalelser i artiklen klart som fremsat på hendes egne vegne og måtte anses for at være i kerneområdet for offentligt ansattes ytringsfrihed. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at omstændighederne i forbindelse med en tilrettevisningssamtale, som læreren blev indkaldt til, indebar, at forløbet helt berettiget havde kunnet opfattes som en negativ ledelsesreaktion over for læreren i anledning af hendes udtalelser. Ombudsmanden mente på den baggrund ikke, at kommunens håndtering var sket med respekt for – og anerkendelse af – lærerens ytringsfrihed, hvilket efter ombudsmandens opfattelse var kritisabelt. Desuden havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse ikke efterfølgende over for læreren rettet op på de relevante forhold i sagen og sikret, at hun fik en samlet og korrekt information om sin personalemæssige situation og ret til at udtale sig. Derfor henstillede ombudsmanden, at kommunen genoptog sin behandling af sagen, og bad om at blive underrettet om, hvad henstillingen gav kommunen anledning til. En efterfølgende kontakt fra kommunens pressemedarbejde
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Menneskerettigheder 1.5 - Ytrings og informationsfrihed.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Favrskov Kommune traf afgørelse om at meddele dispensation fra lovgivningens afstandskrav til byzone i forbindelse med opsætning af hegn og afgræsning ved kvæg på et areal, der tilhørte kommunen. Ansøgningen om dispensation var indgivet af Team Natur i Favrskov Kommune. Dispensationssagen blev behandlet af kommunens Team Landbrug. Begge teams hørte under afdelingen Landbrug og Natur. Ombudsmanden vurderede, at Favrskov Kommune som ansøger var part i sagen om dispensation og derfor var myndighedsinhabil. Miljølovgivningen indeholdt ikke regler om henskydelse til et andet organ i et tilfælde som det foreliggende. Desuden kan en kommunalbestyrelse generelt ikke substitueres ved, at sagen henskydes til en anden kommune. Ombudsmanden måtte derfor lægge til grund, at lovgiver havde forudsat, at der ikke skulle ske substitution i sager som denne, og at Favrskov Kommune derfor på trods af myndighedsinhabiliteten selv måtte træffe afgørelse i sagen. Retsvirkningerne af myndighedsinhabiliteten var, at Favrskov Kommune skulle være opmærksom på sin inhabilitet og tage eller dog overveje at tage nogle særlige forholdsregler, der kunne afbøde interessekonflikten og tydeliggøre, at den ikke havde betydning for sagens afgørelse. Der kunne f.eks. være tale om at lade en anden del af samme myndighed behandle sagen, at indhente en udtalelse fra en fagmyndighed på området eller inddrage relevant f
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Det fremgik af Frederikshavn Kommunes retningslinjer for opslag af ledige stillinger, at stillinger som udgangspunkt først skulle slås op internt i kommunen, og kun hvis der ikke kunne ansættes en, som i forvejen var ansat i kommunen, blev stillingen slået op offentligt. Dette gjaldt, medmindre andet blev aftalt med den relevante tillidsrepræsentant. I princippet havde ansatte i kommunen altså fortrinsret til ledige stillinger. Efter ombudsmandens opfattelse var dette i strid med den forvaltningsretlige grundsætning om, at ledige stillinger i den offentlige forvaltning som altovervejende hovedregel skal besættes efter offentligt opslag. Kommunen havde anført, at retningslinjerne også tilgodeså kommunens forpligtelse til at foretage omplaceringer. Ombudsmanden mente ikke, at det kunne medføre, at hovedreglen om offentligt opslag generelt blev fraveget. Som konsekvens af at kommunens retningslinjer var i strid med grundsætningen om offentligt opslag, var kommunens praksis efter ombudsmandens opfattelse også i strid med § 35, stk. 2, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. Efter denne bestemmelse skal offentlige arbejdsgivere lægge alle ledige stillinger på Jobnet. Han henstillede på den baggrund, at Frederikshavn Kommune ændrede sine retningslinjer for opslag af ledige stillinger. (Sag nr. 21/02816)
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.1 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Ansættelses- og arbejdsret 2.2 - Ansættelse og ansættelsesvilkår; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Tjenestemandsloven § 5; Tjenestemandsloven § 12
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Efter et tilsynsbesøg på en åben døgninstitution med to delvis lukkede afdelinger for børn og unge på 12-17 år undersøgte ombudsmanden af egen drift det retlige grundlag for en praksis om natlig aflåsning, som blev anvendt på den åbne del af døgninstitutionen. Aflåsningen omfattede vinduer og altandøre til de unges værelser på 1. sal. Desuden kunne de unge ikke uden videre forlade institutionen om natten gennem hoveddøren. Hoveddøren skulle i givet fald låses op af personalet, som forinden ville forsøge at overtale den unge til at blive. Personalet ville endvidere efter omstændighederne bl.a. følge efter en ung, som forlod institutionen, for at sikre sig, at der ikke skete noget uforsvarligt. Ombudsmanden mente, at der hverken i serviceloven eller voksenansvarsloven var hjemmel til døgninstitutionens praksis på den åbne del af institutionen med aflåsning af vinduer og altandøre om natten på de unges værelser sammenholdt med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren. Endvidere anså ombudsmanden det for meget tvivlsomt, om institutionens praksis med aflåsning af vinduer og altandøre set i sammenhæng med de foranstaltninger, der blev foretaget ved hoveddøren, havde fornøden hjemmel i anstaltsforholdet. Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den bragte den omtalte praksis til ophør. (Sag nr. 19/01438)
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Personspørgsmål 4 - Personlig retsbeskyttelse.
Henvisninger: Serviceloven § 66; Serviceloven § 63 a; Serviceloven § 123 c
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
I forbindelse med en konkret klagesag om partsaktindsigt blev ombudsmanden opmærksom på, at en kommune havde givet forkert klagevejledning. I klagevejledningen stod der, at borgeren kunne klage over afgørelsen om partsaktindsigt inden fire uger, og at klagen skulle sendes til kommunen, som skulle genvurdere afgørelsen. Ombudsmanden indledte herefter en generel undersøgelse af kommunens klagevejledning i sager om aktindsigt. Ombudsmanden udtalte, at klageadgangen i forhold til afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven og offentlighedsloven er reguleret af reglerne i disse to love, medmindre der er et klart hjemmelsgrundlag for en anden regulering. Ombudsmanden bemærkede også, at bl.a. den sociale retssikkerhedslovs klageregler ikke gælder for afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Der gælder ingen frist for at klage over afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven. Det er desuden kun i sager om aktindsigt efter offentlighedsloven, at en klage skal indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen i sagen (remonstration). I sager om partsaktindsigt efter forvaltningsloven skal en klage derimod indgives direkte til den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt vedrører. Ombudsmandens undersøgelse viste, at kommunen i vidt omfang havde vejledt borgerne f
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 11241.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 1134.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 16; Forvaltningsloven § 17; Offentlighedsloven § 37; Offentlighedsloven § 38; Forvaltningsloven § 25
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ankestyrelsen ændrede i 2018 en praksis om beregning af bidrag til pensionsordning ved tabt arbejdsfortjeneste, der havde været fulgt siden 2010. Ankestyrelsen orienterede kommunerne om den ændrede praksis og deres pligt til enten af egen drift eller ved offentlig information at genoptage sager, der var afgjort i strid med den nye praksis. Ombudsmanden rejste af egen drift sager over for tre kommuner, der offentligt havde informeret om genoptagelsesmuligheden. En af kommunerne meddelte efterfølgende ombudsmanden, at den havde identificeret 450 personer, der havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste i 2011-2019, men at de administrative vanskeligheder ved at identificere og genoptage sagerne ville være så betydelige, at kommunen mente, at den kunne undlade at genoptage sagerne på eget initiativ. Efter en samlet vurdering havde ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere kommunens vurdering. Ombudsmanden havde derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at kommunen valgte alene at informere offentligt på sin hjemmeside om muligheden for at søge om genoptagelse. Det var imidlertid ombudsmandens opfattelse, at dette ikke gjaldt for de sager, hvor en borger fortsat modtog udbetalinger af tabt arbejdsfortjeneste, da praksisændringen blev offentliggjort. Sådanne sager havde kommunen efter ombudsmandens opfattelse pligt til at genoptage af egen drift. Det g
Emne: Forvaltningsret 111.2 - Inititativ til sagens rejsning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 26.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 42
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En journalist skrev en artikel i den lokale ugeavis om beskyldninger om krænkende adfærd på et udvalgsmøde i kommunen og nævnte i den forbindelse navnene på alle mandlige udvalgsmedlemmer. Efter borgmesterens opfattelse blev der kastet mistanke på navngivne enkeltpersoner, og han skrev i den anledning flere mails, der blev sendt til både journalisten og mediets ledelse. I sin første mail skrev borgmesteren bl.a.: ”(…) det er på alle måder rigtig rigtig skidt! Det får mig til at overveje at stoppe alt samarbejde (…)”. Efter omtale i pressen gik ombudsmanden ind i sagen og bad kommunen om en udtalelse. Kommunen anførte bl.a., at borgmesterens henvendelse var begrundet i hensynet til de navngivne personer og almindelig presseskik, og at borgmesteren måske kunne og burde have formuleret sig mindre ”voldsomt”. Ombudsmanden udtalte, at det strider imod almindelige forvaltningsretlige principper om lighed og saglighed, at myndigheder gennemfører ”straffeaktioner” over for pressen eller fremsætter udtalelser, der er egnede til at blive opfattet som trusler om sådanne aktioner. Myndighederne kan herunder ikke sanktionere mulige krænkelser af de presseetiske regler. Ombudsmanden fandt, at borgmesterens mail om at ”overveje at stoppe alt samarbejde” var egnet til at blive opfattet som en trussel med hensyn til både journalistens og mediets adgang til at modtage informationer fra kommunen
Emne: Forvaltningsret 12.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En lærer på en kommunal skole skrev i en kommentar på Facebook – via sin egen profil – bl.a., at skolens ledelse ”overvåger og forfølger folk”. Efter en tjenstlig samtale og partshøring af læreren meddelte kommunen læreren en skriftlig advarsel for kommentaren. Kommunen henviste til, at kommentaren gik for langt i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden måtte lægge til grund, at kommentaren afspejlede konkrete ledelsesmæssige dispositioner foretaget over for læreren, således som de – med rette eller urette – var blevet opfattet af læreren. Ombudsmanden henviste til, at offentligt ansatte kan udtrykke sig i f.eks. skarpe eller polemiske vendinger, når blot deres ytringer ikke derved bliver åbenbart urigtige eller urimeligt grove, og at der samtidig er rum for en vis brug af overdrevne udtryk. Ombudsmanden anførte endvidere, at en ledelse i vidt omfang må tåle, at forskelle i parternes opfattelser af ledelsesmæssige dispositioner kommer offentligt til udtryk. Efter en samlet vurdering fandt ombudsmanden, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at anse lærerens kommentar for urimeligt grov. Ombudsmanden fandt heller ikke, at kommentaren – i det gældende regelsæts forstand – kunne siges at være åbenbart urigtig. Ombudsmanden fandt derfor ikke, at kommentaren overskred grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed. Som konsekvens heraf fandt ombudsmanden ik
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste af egen drift en sag over for en kommune om kommunens efterlevelse af reglerne om habilitet. Anledningen var en omtale i medierne af, at kommunens daværende beskæftigelses- og integrationsborgmester i forbindelse med fejringen af en rund fødselsdag havde fået stillet et lokale gratis til rådighed af et privat firma, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samarbejdede med om bl.a. at tage unge socialt udsatte ind som lærlinge. Ombudsmanden var efter en samlet vurdering enig med kommunen i, at der ikke forelå et venskabsforhold mellem borgmesteren og direktøren for det private firma, som medførte inhabilitet efter § 3, stk. 1, nr. 5. Derimod havde udlånet af lokalet i forbindelse med fejringen af borgmesterens fødselsdag efter ombudsmandens opfattelse karakter af en gave, som borgmesteren ikke burde have taget imod. Spørgsmålet om inhabilitet for borgmesteren som følge af denne gave måtte give anledning til en vis tvivl, men det var samlet set ombudsmandens opfattelse, at borgmesteren blev inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5, i forhold til enhver sag, som vedrørte firmaet og dets direktør. Ombudsmanden lagde til grund, at borgmesteren ikke på nogen måde havde medvirket ved behandlingen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen af konkrete sager om placering af ledige i firmaet. Allerede af denne grund fandt han ikke, at behandlin
Emne: Forvaltningsret 1114.1 - Speciel habilitet; Forvaltningsret 1114.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 3; Ombudsmandsloven § 21; Forvaltningsloven § 6; Straffeloven § 267; Straffeloven § 273; Ombudsmandsloven § 16; Straffeloven § 144; Forvaltningsloven § 2; Kommunestyrelsesloven § 3; Kommunestyrelsesloven § 64 a; Kommunestyrelsesloven § 31; Kommunestyrelsesloven § 9; Kommunestyrelsesloven § 11; Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 27
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden indledte på baggrund af en borgerhenvendelse en generel undersøgelse af en kommunes digitale selvbetjeningsløsning for ansøgninger om hjælpemidler, forbrugsgoder og boligindretning. Det var efter ombudsmandens opfattelse uheldigt, at det på kommunens hjemmeside og på borger.dk ikke fremgik udtrykkeligt, at det alene er obligatorisk at anvende den digitale selvbetjeningsløsning ved ansøgninger om hjælpemidler (f.eks. arm- og benproteser eller ortopædiske sko). Ombudsmanden udtalte i sagen, at det er vigtigt, at myndighederne er opmærksomme på, om det er obligatorisk eller frivilligt at anvende en digital selvbetjeningsløsning, når de f.eks. lægger information til borgerne på deres hjemmesider. Derudover gav kommunens digitale selvbetjeningsløsning ikke mulighed for partsrepræsentation, og ombudsmanden udtalte, at kommunen ikke på dens hjemmeside havde sikret udtrykkelig vejledning om muligheden for at blive undtaget fra den obligatoriske digitale selvbetjening i forbindelse med ansøgninger om hjælpemidler samt om fremgangsmåden i den forbindelse. Der burde også sikres vejledning herom på borger.dk. Endelig burde der vejledes om muligheden for at ansøge på anden måde i forbindelse med partsrepræsentation ved ansøgninger om forbrugsgoder og boligindretning. Både kommunen og Børne- og Socialministeriet svarede ombudsmanden, at de ville tage initiativer til at sikre tyd
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Serviceloven § 112; Serviceloven § 113; Serviceloven § 116; Ombudsmandsloven § 17; Forvaltningsloven § 8; Serviceloven § 112 a; Forvaltningsloven § 7; Serviceloven § 45; Serviceloven § 97; Serviceloven § 100
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Medarbejdere i en kommune blev indkaldt til samtaler med ledelsen, fordi de havde ytret sig offentligt om kommunens beslutning om at flytte en specialskole og om besparelser i sundhedsplejen. Ombudsmanden konstaterede, at fire medarbejdere var blevet indkaldt til samtaler, selv om deres udtalelser lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Der var ifølge kommunen ikke tale om tjenstlige samtaler. Men efter ombudsmandens opfattelse kunne medarbejderne berettiget have fået en opfattelse af, at der var tale om negative reaktioner på deres ytringer. Under samtalerne blev det således tilkendegivet eller antydet, at medarbejderne havde handlet i strid med bl.a. kommunens kommunikationspolitik, og flere af medarbejderne undskyldte og beklagede under samtalerne deres ytringer. Det var på den baggrund ombudsmandens opfattelse, at samtalerne ikke var foregået i respekt for – og med anerkendelse af – medarbejdernes ytringsfrihed. En femte medarbejder blev efter en tjenstlig samtale meddelt en skriftlig advarsel. Ombudsmanden konkluderede, at kommunens begrundelse for at meddele den skriftlige advarsel ikke udgjorde et tilstrækkeligt grundlag for advarslen. Ombudsmanden tog ikke stilling til, om kommunen på andet grundlag kunne have iværksat en personaleretlig reaktion over for medarbejderen. Alle fem sager illustrerede således problemstillinger, som myndighederne skal vær
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 21; Straffeloven § 23
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Københavns Kommunes Bevillingsnævn meddelte en borger delvist afslag på aktindsigt i to dokumenter, der indgik i en sag om fornyelse af en alkoholbevilling til et værtshus. Det drejede sig om en indstilling udarbejdet af Bevillingsnævnets sekretariat og Bevillingsnævnets afgørelse. Afgørelsen blev siden stadfæstet af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg. Borgeren klagede til ombudsmanden over, at myndighederne havde truffet afgørelse efter offentlighedsloven, idet borgeren mente, at afgørelsen burde være truffet efter miljøoplysningsloven. Afgørende for, om afgørelsen burde være truffet efter miljøoplysningsloven, var efter ombudsmandens opfattelse, om oplysningerne i sagen var omfattet af miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, hvorefter oplysninger vedrørende foranstaltninger, der påvirker eller kan påvirke miljøelementer, er miljøoplysninger. Ombudsmanden fandt, at en afgørelse om fornyelse eller afslag på fornyelse af en alkoholbevilling var en ”foranstaltning”. Det samme gjaldt en sekretariatsindstilling vedrørende den pågældende afgørelse. Spørgsmålet var herefter, om der var tale om foranstaltninger, ”der påvirker eller kan påvirke miljøelementer”. Efter en samlet vurdering var det ombudsmandens opfattelse, at mest talte for, at oplysningerne i sagen ikke var omfattet af begrebet miljøoplysninger. Ombudsmanden fandt således ikke, at Bevillingsnævnets afgørelse og sekre
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; EU-ret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11241.3 - Undtagne oplysninger; Miljøret 9 - Andre spørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden undersøgte en kommunes sagsbehandling i fire sager om hjemgivelse af anbragte børn og unge. Sagerne var tilfældigt udvalgte stikprøver blandt i alt 12 sager om hjemgivelse inden for en nærmere angiven periode. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunens sagsbehandling samlet set havde været meget kritisabel. Det skyldtes, at kommunen i ingen af de fire sager sås at have revideret børnenes og de unges handleplan og angivet den videre indsats i forbindelse med hjemgivelsen eller at have afholdt børnesamtaler om hjemgivelsen med børnene og de unge, inden kommunen traf afgørelse om at hjemgive dem. Derudover sås kommunen ikke i de tre sager, hvor børnene og de unge var fyldt 12 år, at have meddelt afgørelsen om hjemgivelse til børnene og de unge. Efter ombudsmandens opfattelse burde afgørelsen have været meddelt børnene og de unge skriftligt – eller meget hurtigt efter været bekræftet skriftligt over for dem – og i overensstemmelse med forvaltningslovens §§ 22-25 have været ledsaget af en begrundelse og en klagevejledning. I to afgørelser om hjemgivelse havde kommunen ikke begrundet afgørelserne tilstrækkeligt over for børnenes og de unges forældre. Kommunen havde heller ikke orienteret børn og unge-udvalget i overensstemmelse med servicelovens regler i forbindelse med hjemgivelse af en ung, der var anbragt uden samtykke. Overordnet set gav ombudsmandens gennemgang
Emne: Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.4 - Klagevejledning; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 25; Forvaltningsloven § 2225; Serviceloven § 52; Serviceloven § 66; Serviceloven § 68; Serviceloven § 76; Serviceloven § 166; Serviceloven § 167; Retssikkerhedsloven § 72; Serviceloven § 140; Serviceloven § 70; Serviceloven § 46; Serviceloven § 48; Forvaltningsloven § 23; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 7; Serviceloven § 58; Serviceloven § 65
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommunaldirektør meddelte kommunalbestyrelsen og kommunens direktion, at kommunen ikke ønskede at deltage i tv-programmer i forbindelse med kommunalvalget i november 2017. Beslutningen blev ikke meddelt hverken mundtligt eller skriftligt til kommunens medarbejdere. Medarbejderne blev bekendte med beslutningen, fordi den blev omtalt i pressen. Omtalen i pressen gav bl.a. et billede af, at medarbejderne havde ”fået mundkurv på”, og at kommunen havde lukket af for pressen på de kommunale arbejdspladser. Efter ombudsmandens opfattelse begrænsede kommunens beslutning ikke medarbejdernes ret til at ytre sig på egne vegne. Medarbejderne havde således fortsat mulighed for at udtale sig på egne vegne inden for de rammer, der er beskrevet i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Omtalen i pressen kunne dog ifølge ombudsmanden skabe usikkerhed blandt kommunens medarbejdere om deres ret til at udtale sig. Efter ombudsmandens opfattelse havde det derfor været rigtigst, at kommunen umiddelbart efter pressedækningen havde taget initiativ til aktivt at informere medarbejderne om deres ret til at ytre sig på egne vegne. Kommunen oplyste til ombudsmanden, at det var meget beklageligt, hvis nogle medarbejdere i kommunen var i tvivl om rammerne for deres ytringsfrihed. Efter ombudsmandens henvendelse havde kommunen sendt alle medarbejdere i kommunen et nyhedsbrev,
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En 16-årig skoleelev blev alvorligt forbrændt af en flaske med brændende benzin. Efterfølgende blev fire jævnaldrende drenge fra samme skole dømt som gerningsmænd i sagen. Efter episoden henvendte nogle borgere sig til ombudsmanden med bekymring for og utilfredshed med skolens og kommunens manglende handling i sagen forud for episoden. Ombudsmanden besluttede herefter af egen drift at undersøge dele af sagen. I sin udtalelse konstaterede ombudsmanden, at der i sagen var begået væsentlige fejl i forhold til reglerne i bl.a. offentlighedsloven om notat- og journaliseringspligt. Ombudsmanden vurderede, at disse fejl havde haft betydning for såvel skolens og kommunens løbende overblik over sagen som deres mulighed for efterfølgende at kunne forklare og begrunde, hvad der var sket i sagen. Ombudsmanden konstaterede også, at der i sagen var begået væsentlige fejl i forhold til reglerne i serviceloven om underretningspligt. Det fremgik således bl.a., at skolen ikke ”har haft praksis for i udpræget omfang at afgive underretninger”, hvis de sociale myndigheder allerede var involveret i et konkret forløb vedrørende en elev, og der allerede var iværksat tiltag efter servicelovens kapitel 11. Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at det indebar en risiko for, at der ikke blev underrettet i overensstemmelse med servicelovens § 153, stk. 1. Samlet set lagde ombudsmanden til grund, at sk
Emne: Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 115.4 - Arkivering; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 112.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Serviceloven § 153; Ombudsmandsloven § 21; Ombudsmandsloven § 17; Offentlighedsloven § 13; Offentlighedsloven § 15; Serviceloven § 155; Serviceloven § 155 a
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En seniorjobber i en kommune skrev nogle kommentarer på Facebook til en artikel om fratrædelsesgodtgørelser til kommunaldirektører. I en af kommentarerne beskrev seniorjobberen bl.a. kommunens direktør som ”en person, der måske ikke har sandhed som sin største spidskompetence”. Kommunen gav herefter seniorjobberen en advarsel. Ombudsmanden mente, at udtalelsen om kommunaldirektøren var urimelig grov og overskred grænserne for den ansattes ytringsfrihed. I den forbindelse lagde ombudsmanden vægt på, at udtalelsen vedrørte kommunaldirektøren som person, og at den måtte forstås som en beskyldning mod kommunaldirektøren for i ikke uvæsentligt omfang at benytte sig af usandheder. Ombudsmanden fandt, at en sådan beskyldning – i det omfang, den ikke nærmere blev dokumenteret eller sandsynliggjort – måtte anses for meget grov. Efter ombudsmandens opfattelse var det dog meget uheldigt, at kommunen – i hvert fald frem til ombudsmanden bad om en udtalelse i sagen – alene syntes at have behandlet og vurderet sagen som et spørgsmål om, hvorvidt seniorjobberens udtalelser var loyale over for kommunen, og ikke som et spørgsmål om, hvorvidt udtalelserne overskred de udtrykkelige begrænsninger, der gælder for offentligt ansattes ytringsfrihed. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunens håndtering af sagen efterlade tvivl om, hvorvidt kommunen havde behandlet sagen på grundlag af en korrekt
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmandens undersøgelse af en konkret sag, hvor en ung mand på et socialt botilbud døde i forbindelse med en magtanvendelse, fik ombudsmanden til at rejse spørgsmål om, hvorvidt de myndigheder, som driver sociale tilbud, er forpligtede til at sikre, at der i relevant omfang udarbejdes generelle retningslinjer for magtanvendelse. Sagen gav også ombudsmanden anledning til at rejse spørgsmål om, hvorvidt myndighederne er forpligtede til at sikre, at personalet på sociale tilbud modtager tilstrækkelig uddannelse i anvendelse af magt. Ombudsmanden bad Socialstyrelsen om at overveje de to spørgsmål. (Sag nr. 15/03105)
Emne: Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Ombudsmandsloven § 21; Grundloven § 71
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune indkaldte en social- og sundhedshjælper til en tjenstlig samtale for at aftale vilkårene for hendes fratræden. Baggrunden var en e-mail, som kvinden havde sendt til sin fagforening – med en kopi til kommunens administrerende direktør. Under samtalen fik kvinden at vide, at hun blev indstillet til afskedigelse, fordi kommunen vurderede, at det fremtidige samarbejde ikke kunne fungere. Kvinden var under sagen repræsenteret af sin mand. Under ombudsmandens behandling af sagen kom kommunen med nye oplysninger om formålet med den tjenstlige samtale og baggrunden for afskedigelsen. Ombudsmanden udtalte, at han – under tvivl – lagde kommunens efterfølgende oplysninger til grund for sin behandling af sagen. Det skyldtes, at oplysningerne efter ombudsmandsloven var afgivet under sandhedspligt. Ombudsmanden udtalte, at det efter hans opfattelse var noget tvivlsomt, om det havde været nødvendigt at indkalde kvinden til en tjenstlig samtale. Under alle omstændigheder anså ombudsmanden det for særdeles kritisabelt, at kvinden ikke var blevet oplyst om det korrekte formål med samtalen. Efter ombudsmandens opfattelse havde dette været medvirkende til unødigt at skabe eller optrappe et konfliktniveau i sagen. Ombudsmanden mente også, at kommunens partshøring havde været særdeles kritisabel. Efter ombudsmandens opfattelse var der samlet set ikke grundlag for at afskedige kvinden på g
Emne: Forvaltningsret 1133.1 - Ulovbestemt; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Ansættelses- og arbejdsret 271.4 - Usaglig opsigelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 19; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 8
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune havde givet tilladelse til opførelse af en gyllebeholder, uden at der forelå en landzonetilladelse. Opførelse af bygninger i landzone uden landzonetilladelse – herunder gyllebeholdere – kræver, at bygningen er erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift som landbrugsejendom. En nabo klagede til ombudsmanden. Kommunen havde ikke nærmere oplysninger om ejendommens dyrehold, planteproduktion eller gylleforbrug. Kommunen havde ikke lavet notat om, hvordan den på ansøgningstidspunktet havde vurderet, at gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig for driften af ejendommen. Kommunen havde heller ikke efterfølgende redegjort for, hvordan kommunen på grundlag af sagens oplysninger kunne vurdere, at gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig. Ombudsmanden mente derfor ikke, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig konkret vurdering af, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig for ejendommens drift. Kommunen havde således ikke opfyldt pligten efter bygningsreglementet og landzonereglerne til at undersøge, om en byggetilladelse krævede, at der forelå en landzonetilladelse. Ombudsmanden henstillede derfor til kommunen, at den genoptog behandlingen af sagen med henblik på at foretage en konkret vurdering af, om gyllebeholderen var erhvervsmæssigt nødvendig. Ombudsmanden kritiserede endvidere kommunen for dens generelle praksis, hvorefter gyllebeholdere altid
Emne: Miljøret 21.1 - Opførelse og indretning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet.
Henvisninger: Planloven § 35; Planloven § 36; Planloven § 38; Planloven § 34; Planloven § 58; Ombudsmandsloven § 14; Kommunestyrelsesloven § 48; Kommunestyrelsesloven § 50
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Vejen Kommune ønskede i samarbejde med en række private sammenslutninger og lokale myndigheder at etablere en vandresti – Kongeåstien – for at gøre området langs Kongeåen tilgængeligt for almenheden. Kommunen skaffede sig rådighed over ejendommene ved at indgå aftaler med de berørte lodsejere i stedet for at træffe afgørelse om ekspropriation. En enkelt lodsejer, som havde afslået at indgå aftale med kommunen om rådighed over en del af sin ejendom, klagede over en række forhold i forbindelse med, at stien blev anlagt. Ombudsmanden undersøgte to af hans indsigelser: At kommunen ikke lovligt kunne indgå aftale i stedet for at træffe afgørelse om ekspropriation, og at betingelserne for at ekspropriere ikke var opfyldt. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunen lovligt indgå aftaler i stedet for at ekspropriere. Grundlovens § 73 om ekspropriation bygger på en forudsætning om, at offentlige myndigheder kan skaffe sig rådighed over borgernes ejendom ved at indgå privatretlige aftaler. Hjemler til ekspropriation kan ikke generelt fortolkes sådan, at de afskærer muligheden for at indgå aftaler. Det er også i § 11 i ejendomsavancebeskatningsloven forudsat, at en aftale kan træde i stedet for en ekspropriation. Ombudsmanden mente ikke, der var grundlag for at fortolke den konkrete hjemmel i § 43 i lov om offentlige veje sådan, at den afskærer muligheden for at indgå aftaler. Klageren
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Veje og vand 1.3 - Stier; Statsforfatningsret 31.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 123.4 - Vilkår, procedurefordrejning m.v..
Henvisninger: Grundloven § 73; Ejendomsavancebeskatningsloven § 11; Naturbeskyttelsesloven § 50; Naturbeskyttelsesloven § 65; Ombudsmandsloven § 14; Planloven § 47
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Efter at have behandlet en konkret sag, hvor en kommunal specialskole havde anmeldt en 10-årig elev til politiet for et overfald på en lærer, indledte ombudsmanden på eget initiativ en sag om kommunens retningslinjer om politianmeldelse i tilfælde af vold og chikane mod kommunens ansatte. Baggrunden var, at skolen havde fulgt kommunens retningslinjer, som var blevet indskærpet. Ombudsmanden udtalte bl.a., at handlinger foretaget af børn under den kriminelle lavalder ikke straffes, og at det derfor ikke er relevant at inddrage politiet i en sag om et barn under 15 år, medmindre der er særlige omstændigheder, f.eks. at henvendelsen sker som led i SSP-samarbejdet. Ombudsmanden henviste til persondatalovens principper om saglighed og relevans. Ombudsmanden henstillede, at kommunens retningslinjer blev justeret. Samtidig konstaterede ombudsmanden, at retningslinjerne intet indeholdt om de tilfælde, hvor en politianmeldelse kan være relevant for, at en person kan opnå ydelser efter offererstatningsloven. Efter ombudsmandens opfattelse ville det være hensigtsmæssigt at supplere retningslinjerne på dette punkt, og han bad om kommunens bemærkninger til spørgsmålet. Kommunen reviderede sine retningslinjer på baggrund af ombudsmandens henstilling, og ombudsmanden meddelte herefter kommunen, at han ikke foretog sig mere i sagen. (Sag nr. 15/01240)
Emne: Forvaltningsret 1123.2 - Til anden myndighed.
Henvisninger: Straffeloven § 15; Ombudsmandsloven § 17
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En advokat klagede på vegne af en elev og dennes værge til ombudsmanden over en skole, som havde truffet beslutning om at overflytte eleven til en anden skole i kommunen. Beslutningen var udløst af en konkret episode på skolen, men var efter det oplyste truffet på baggrund af både den aktuelle episode og flere tidligere episoder. Det fremgik af klagen til ombudsmanden, at eleven ikke ønskede at vende tilbage til sin gamle skole, men var utilfreds med skolens behandling af sagen. Ombudsmanden udtalte for det første, at beslutningen om at overflytte eleven til en anden skole – som var truffet efter bekendtgørelsen om god orden i folkeskolen – var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det betød, at skolen skulle have foretaget partshøring af eleven og dennes værge i overensstemmelse med forvaltningslovens regler, inden afgørelsen blev truffet. Det fremgik af sagen, at afgørelsen om overflytning i første omgang blev meddelt elevens værge telefonisk. Værgen modtog senere – efter selv at have anmodet om det – en skriftlig afgørelse fra skolen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at skolen skulle have taget notat om den telefonsamtale, hvor værgen fik meddelt afgørelsen, ligesom skolen i øvrigt løbende skulle have været mere opmærksom på skriftligt at dokumentere de episoder med eleven, som skolen havde lagt vægt på ved afgørelsen. Ombudsmanden udtalte endvidere, at den skri
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning; Forvaltningsret 114.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 25; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 23; Forvaltningsloven § 24; Offentlighedsloven § 6; Offentlighedsloven § 13
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En golfklub klagede til ombudsmanden over, at kommunen havde tilbagekaldt golfklubbens fritagelse for kommunal grundskyld. Kommunens tilbagekaldelse af den begunstigende afgørelse var sket på baggrund af en generel budgetbeslutning i kommunen om, at tidligere bevilgede fritagelser for kommunal grundskyld skulle ophøre. Golfklubben havde gennem en længere årrække været fritaget for grundskyld, og ombudsmanden lagde til grund, at der var tale om et løbende retsforhold mellem kommunen og golfklubben. Ombudsmanden mente, at kommunen var berettiget til at tilbagekalde den begunstigende afgørelse. Sagen rejste et spørgsmål om tilbagevirkende kraft, idet kommunens afgørelse om tilbagekaldelse efter ombudsmandens opfattelse havde tilbagevirkende kraft. Der forelå imidlertid særlige omstændigheder i sagen, der gjorde, at ombudsmanden ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at henstille til kommunen at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse for så vidt angik virkningstidspunktet – til trods for det klare udgangspunkt om, at der heller ikke i løbende retsforhold kan ske tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af begunstigende forvaltningsakter. (Sag nr. 14/02260)
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 3.4 - Kommunernes økonomi og budgetter, se også Statsforfatningsret 4; Forvaltningsret 3.5 - Det kommunale tilsyn; Forvaltningsret 2.7 - Kultur.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 19
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Socialforvaltningen i Københavns Kommune om forvaltningens overholdelse og revision af de frister, som forvaltningen har fastsat efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, for bl.a. sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og til tandpleje. Det skete på baggrund af en konkret klage, som han havde modtaget over sagsbehandlingstiden i Socialcenter København. Overholdelsesprocenten for behandlingen af sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling og tandpleje mv. havde igennem længere tid været meget lav. En opgørelse over overholdelsesprocenten for ansøgninger, der blev modtaget i november 2014, viste, at kun 30 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. og kun 49 pct. af ansøgningerne om hjælp til dækning af udgifter til tandpleje blev behandlet inden for den fastsatte frist på seks uger. Ombudsmanden kritiserede, at procenten for overholdelse af fristen navnlig for sager om hjælp til dækning af udgifter til tandbehandling mv. fra juni 2014 og frem til november 2014 ikke var forbedret, heller ikke efter Socialforvaltningens iværksættelse af forskellige tiltag i august 2014 med henblik på nedbringelse af sagsbehandlingstiderne. Ombudsmanden kritiserede også, at Socialforvaltningen først den 17. december 2014 – efter at han havde rejst sagen – havde fremsat forsla
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 3; Aktivloven § 82; Aktivloven § 82 a; Aktivloven § 81; Aktivloven § 85 a; Aktivloven § 81 b; Retssikkerhedsloven § 5 a; Aktivloven § 83; Aktivloven § 85; Aktivloven § 84
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune modtog i løbet af et år 11 alvorlige underretninger vedrørende to socialt meget udsatte børn. Den første underretning kom fra børnenes tidligere bopælskommune, som var svært bekymret for børnenes trivsel og kraftigt anmodede den nye bopælskommune om at iværksætte foranstaltninger over for familien. De efterfølgende 10 underretninger kom fra politi, skole og borgere. Begge børn blev akutanbragt på en døgninstitution, efter at den ældste af de to søskende 9 år gammel blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57. I en redegørelse for sagen beskrev ombudsmanden reglerne om kommunernes tilsynsforpligtelse og kommunernes forpligtelser ved modtagelse af underretninger. Ombudsmanden mente, at kommunen allerede ved modtagelsen af den første underretning fra børnenes tidligere bopælskommune burde have været opmærksom på familien og have taget initiativer med henblik på at afdække børnenes situation. Ifølge ombudsmanden undlod kommunen i meget alvorlig grad at efterleve de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod omsorgssvigt. Samlet set anså ombudsmanden kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene for at være fuldstændig uforsvarlig. Ombudsmanden bad kommunen om at redegøre for, hvordan kommunen fremover vil sikre, at kommunen efterlever de lovregler, der skal beskytte børn og unge mod oms
Emne: Menneskerettigheder 1.1 - Frihed og sikkerhed; Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Forvaltningsret 2513.3 - Tvangsindgreb; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt; Forvaltningsret 1121.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 24; Serviceloven § 146; Serviceloven § 50; Serviceloven § 152; Serviceloven § 153; Serviceloven § 154; Serviceloven § 52; Retssikkerhedsloven § 11 a; Retssikkerhedsloven § 11 c; Serviceloven § 140; Serviceloven § 58; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Serviceloven § 62; Serviceloven § 71
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Ombudsmanden rejste i forlængelse af et besøg i et botilbud for bl.a. demente en sag om brugen af særlige døråbnere. Botilbuddet havde taget særlige døråbnere i brug i forhold til en kvindelig beboer for at forhindre kvinden i at forlade botilbuddet og derved udsætte sig selv eller andre for fare. Ombudsmanden kunne ikke kritisere vurderingen af, at der var behov for særlige døråbnere for at beskytte kvinden, men han mente, at det var meget kritisabelt, at døråbnerne var i brug i en periode, uden at der var truffet afgørelse om det i forhold til kvinden. Ombudsmanden kritiserede endvidere, at afgørelsen ikke blev meddelt til nogen. Han mente, at ægtefællen til den kvindelige beboer burde have modtaget meddelelse om afgørelsen. Ombudsmanden udtalte også, at såvel botilbuddet som kommunen burde have iagttaget reglerne om bl.a. registrering og indberetning af samt opfølgning på den magtanvendelse, som brugen af døråbnerne udgjorde. Ombudsmanden valgte at underrette det stedlige socialtilsyn om sagen. (Sag nr. 12/01242)
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 1146.1 - Skriftlighed; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 2512.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 114.5 - Bekendtgørelse og underretning.
Henvisninger: Serviceloven § 125; Serviceloven § 130; Serviceloven § 126 a; Serviceloven § 127; Serviceloven § 128; Serviceloven § 133; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 25; Serviceloven § 136; Serviceloven § 141; Serviceloven § 126; Serviceloven § 107; Serviceloven § 110; Serviceloven § 192
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
Som følge af nedskæringer blev en ansat afskediget fra et fleksjob på en kommunalt drevet institution. Ombudsmanden kritiserede at kommunen ikke havde inddraget kommunens forpligtelser som følge af rammeaftalen om det sociale kapitel da kommunen besluttede at afskedige kvinden. Ombudsmanden udtalte at rammeaftalen formentlig skærpede kommunens pligt til at forsøge at omplacere kvinden. Det var ombudsmandens opfattelse at kommunen hverken havde dokumenteret at det ikke havde været muligt at omplacere kvinden, eller at kommunen reelt havde forsøgt at omplacere hende. Endvidere kritiserede ombudsmanden kommunen for ikke at have givet kvinden en tilstrækkelig begrundelse for at hun skulle afskediges, hverken i forbindelse med at hun blev partshørt, eller i den efterfølgende afgørelse. Desuden havde kommunen ikke fulgt reglerne om partshøring og notatpligt. Ombudsmanden bad på den baggrund kommunen om at genoptage sagen. (J.nr. 2010-1951-8133)
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
I en sag om et vejsyn på en privat fællesvej klagede en borger til ombudsmanden over kommunens sagsbehandlingstid. Fra borgerens første henvendelse til kommunen frem til kommunens udtalelse til ombudsmanden var der tale om en periode på over 2 år og 7 måneder uden ekspeditioner i sagen. Ombudsmanden udtalte at det gav et indtryk af at sagen var glemt i kommunen, og mente at kommunens sagsbehandlingstid var meget kritisabel. Ombudsmanden mente også at det var beklageligt at kommunen ikke havde besvaret rykkere og en anmodning fra Vejdirektoratet om kommentarer, og at kommunen ikke på eget initiativ havde orienteret om sagsbehandlingstiden. Ombudsmanden henstillede til kommunen at overveje at fastsætte målsætninger om sagsbehandlingstiden og føre kontrol med om de blev overholdt. (J.nr. 2011-3023-5001)
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 11.9 - Andre sagsbehandlingsspørgsmål.
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En kommune fik en mundtlig klage over at en ansat havde opført sig upassende over for en kollega. Kommunen tilkendegav over for den ansatte at sagen ikke ville få konsekvenser for ham. Der blev efterfølgende indgivet en skriftlig klage som førte til at kommunen indhentede vidneudsagn om hændelsen. Herefter tilbagekaldte kommunen den begunstigende afgørelse om at der ikke ville ske mere i sagen, og gav den ansatte en påtale. Ombudsmanden udtalte at tilbagekaldelsen var begrundet i en omvurdering af de oplysninger som allerede forelå, og at der ikke var tilstrækkelig tungtvejende hensyn der kunne begrunde en tilbagekaldelse. Kommunen havde også tilsidesat notatpligten ved ikke at gøre notat om den mundtlige klage og de mundtlige vidneudsagn. Ombudsmanden henstillede at sagen blev genoptaget. (J.nr. 2009-3418-812)
Emne: Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet; Forvaltningsret 1124.9 - Andre former for offentlighed.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseForvaltningsret
En borger klagede over en række forhold i forbindelse med at den kommunale leverandør af fodindlæg efter hans mening ikke havde leveret brugbare indlæg til ham. Ombudsmanden udtalte at når en myndighed indgår aftale med en virksomhed om at virksomheden mod betaling skal levere ydelser til myndigheden eller til borgerne, skal myndigheden føre tilsyn med at virksomheden opfylder de krav som fremgår af aftalen og lovgivningen. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til §§ 15 og 16 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og til almindelige forvaltningsretlige regler og principper. Han mente at kommunen på grund af denne tilsynsforpligtelse har pligt til i et vist omfang at reagere på – og nærmere undersøge rigtigheden af – oplysninger om aftalebrud og manglende overholdelse af relevante bestemmelser i lovgivningen. I det konkrete tilfælde mente ombudsmanden at det borgeren skrev til kommunen om leverandørens (for) ringe service- og produktkvalitet, pegede i retning af at de kommunale opgaver ved administrationen af § 112 i lov om social service ikke længere blev løst lovligt og rigtigt. Han kritiserede derfor at kommunen ikke havde undersøgt nærmere om borgerens oplysninger var korrekte. Ombudsmanden henstillede ikke til kommunen at genoptage sagen fordi borgeren efterfølgende havde fået en ny bevilling til fodindlæg og denne gang selv havde valgt leverandør
Emne: Forvaltningsret 13.2 - Specielt tilsyn, se også Forvaltningsret 3.5; Forvaltningsret 1113.3 - Ekstern delegation; Forvaltningsret 25.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Retssikkerhedsloven § 15; Retssikkerhedsloven § 16; Serviceloven § 112; Ombudsmandsloven § 7; Ombudsmandsloven § 8; Ombudsmandsloven § 14