22 dokumenterKommunerne · AfgørelseAndet
En ansat i en kommune skrev i en mail til en leder i kommunen, at lederen løj om, at han ikke havde modtaget klager over en skoleleder. I mailen indgik også nogle oplysninger om en familie og kollegaer. Kopi af mailen blev sendt til en række medarbejdere og kommunalbestyrelsesmedlemmer i kommunen. Forud for mailen var gået et forløb, hvor den ansatte over for den pågældende leder havde udtrykt utilfredshed med en skoleleder, som hun havde arbejdsmæssig relation til. Den ansattes beskyldning i mailen var en reaktion på en avisartikel, hvor lederen havde udtalt, at ”jeg har ikke tidligere modtaget klager fra medarbejdere, der har kaldt på handling”. Dette var ifølge den ansatte ikke sandt, da den ansatte selv netop havde klaget til lederen. Kommunen meddelte den ansatte en tjenstlig advarsel, der var begrundet i, at hun med sine beskyldninger om, at lederen løj, havde overskredet grænserne for offentligt ansattes ytringsfrihed, og at hun i mailen uberettiget havde videregivet tavshedsbelagte oplysninger om en familie og kollegaer. Hvad angik ytringerne om lederen mente kommunen, at ytringerne var grove og usande, og den uddybede senere, at den ansatte ikke med rimelighed kunne opfatte udsagnet om klager ”fra medarbejdere” som omfattende hende, da hun ikke var ansat på skolen, men et andet sted i kommunen. Hvad angik oplysningerne om familien lagde kommunen vægt på, at der ikke fo
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 11.5 - Særlige sagsbehandlingsspørgsmål.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 27; Databeskyttelsesforordningen (GDPR) Artikel 6; Databeskyttelsesforordningen (GDPR) Artikel 7
Kommunerne · AfgørelseAndet
Forud for en afgørelse om flytning af en lærer til en anden skole i samme kommune havde den centrale forvaltning i kommunen modtaget syv notater med eksempler på samarbejdsvanskeligheder, som gennem en periode var udarbejdet af hendes nærmeste chef, en skoleleder. Da den lokale fagforening som bisidder for læreren anmodede kommunen om aktindsigt, blev de syv notater ikke medsendt eller omtalt i kommunens svar på anmodningen. Det samme var tilfældet i kommunens senere partshøring af læreren. Inden partshøringsfristen udløb, sendte kommunen de syv notater til fagforeningen og journaliserede dem samtidig på sagen. Ombudsmanden var enig med kommunen i, at notaterne måtte anses for interne arbejdsdokumenter, da de alene var udvekslet mellem enheder inden for den kommunale enhedsforvaltning. Men i modsætning til kommunen mente ombudsmanden, at notaterne i vidt omfang indeholdt ekstraheringspligtige oplysninger, f.eks. lederens beskrivelse af forskellige konkrete hændelsesforløb, som belyste samarbejdet mellem læreren og lederen. På den baggrund fandt ombudsmanden, at det var kritisabelt, at kommunen ikke havde partshørt læreren over oplysninger om sagens faktiske grundlag i de syv notater. Desuden fandt ombudsmanden, at det var en beklagelig fejl, at kommunen ikke ved besvarelsen af fagforeningens anmodning om aktindsigt helt eller delvis havde givet foreningen indsigt i de syv notat
Emne: Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter; Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 8; Forvaltningsloven § 9; Forvaltningsloven § 12; Forvaltningsloven § 14 a; Forvaltningsloven § 19; Offentlighedsloven § 15; Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseAndet
En skoleleder klagede over, at han var blevet afskediget. De seneste år havde han været leder af både en folkeskole og kommunens musikskole. Kommunen besluttede, at der fremover skulle være en leder på fuld tid på folkeskolen, og tilbød skolelederen en stilling som leder af musikskolen med en væsentligt lavere løn. Da forhandlingerne om stillingen strandede, besluttede kommunen, at skolelederen fremover skulle være fuldtidsleder af folkeskolen. Det gav anledning til, at tillidsrepræsentanten for lærerne på folkeskolen sendte et bekymringsbrev til skolelederen og kommunen. Få dage senere indledte kommunen en afskedigelsessag mod skolelederen, der blev indkaldt til en tjenstlig samtale. Skolelederen blev senere fritaget for tjeneste og efter høringer og yderligere undersøgelser afskediget. Ombudsmanden lagde til grund, at skolelederen først under den tjenstlige samtale var blevet gjort direkte bekendt med de forhold, som afskedigelsen blev begrundet i. Han havde således ikke inden tjenestefritagelsen haft mulighed for at rette op på de forhold, som kommunen fandt utilfredsstillende. Endvidere havde kommunen ikke forud for afskedigelsen givet skolelederen en advarsel eller anden form for tilkendegivelse om forholdene. På den baggrund anså ombudsmanden som udgangspunkt afskedigelsen for at være i strid med proportionalitetsprincippet. Ud fra kommunens egne dispositioner i tiden op
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 1.2 - Pligter - Afsked; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Ansættelses- og arbejdsret 271.4 - Usaglig opsigelse.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Tjenestemandsloven § 28; Tjenestemandsloven § 26; Funktionærloven § 2 b
Kommunerne · AfgørelseAndet
En praktikant kritiserede i et opslag på Facebook den tale, som direktøren for kommunens social- og beskæftigelsesforvaltning havde holdt på en medarbejderdag samme dag. I opslaget havde praktikanten i anførselstegn gengivet en udtalelse, der kunne forstås, som om den kom fra forvaltningsdirektørens tale. Praktikanten blev kort efter indkaldt til en tjenstlig samtale, med henvisning til at Facebook-opslaget var illoyalt. Kommunen mente, at brugen af anførselstegn gav det indtryk, at opslaget var et direkte citat fra forvaltningsdirektørens tale. Kommunen var uenig i gengivelsen og gav praktikanten en skriftlig påtale. Ombudsmanden lagde til grund, at praktikantens opslag ikke var en ordret gengivelse af, hvad forvaltningsdirektøren havde sagt i sin tale. Opslaget efterlod således et indtryk af, at forvaltningsdirektøren havde foretaget en mere udtrykkelig parallelisering af problemerne med ledighed i kommunen og børnedødeligheden i Afrika, end der syntes at have været dækning for i talen. Ombudsmanden havde af den grund forståelse for, at kommunen fandt anledning til at tage til genmæle over for praktikantens opslag. Kommunen havde dog ikke grundlag for at give praktikanten en skriftlig påtale for opslaget, som efter ombudsmandens vurdering lå inden for rammerne af offentligt ansattes ytringsfrihed. Ombudsmanden henviste til, at offentligt ansatte har en vis ret til at bruge sk
Emne: Menneskerettigheder 1 - EMRK; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommunalt ansat fik en skriftlig advarsel, med den begrundelse at hun ikke forvaltede sin faglige rolle professionelt. Der blev nævnt konkrete tilfælde, hvor kommunen mente, at den ansatte havde udført private tjenester for en borger med en sag i den afdeling, hun var ansat i, og at hun havde ført samtaler med borgere, der havde sager i afdelingen, som hun ikke længere havde ansvaret for. Kommunen mente, at den ansattes adfærd var illoyal og havde påvirket en række af afdelingens sager i en uheldig retning. I den skriftlige advarsel havde kommunen derfor bl.a. meddelt, at den ansatte ville risikere afskedigelse, hvis hun fremover udførte private tjenester for eller talte med borgere om deres sag i afdelingen, såfremt hun var bekendt med, at de pågældende havde en verserende eller afsluttet sag, som hun ikke var tilknyttet. Den ansatte klagede, bl.a. med henvisning til at de fremadrettede begrænsninger i advarslen var umulige at efterleve i praksis, og at der var tale om en begrænsning af hendes ytringsfrihed – både som borger og som byrådsmedlem i kommunen. I to breve til ombudsmanden præciserede kommunen, hvordan de fremadrettede begrænsninger nærmere skulle forstås. Kommunens præciseringer havde ændret advarslens karakter i væsentligt omfang, og det var på den baggrund ombudsmandens opfattelse, at den oprindelige advarsel ikke opfyldte det krav om klarhed, der må antages a
Emne: Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 2.2 - Personaleadministration, se også Ansættelses- og arbejdsret; Ansættelses- og arbejdsret 24.9 - Andet.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 27
Kommunerne · AfgørelseAndet
En skoleelev skulle have specialundervisning i stedet for almindelig skolegang. Drengen og hans mor ønskede, at han skulle gå på en specialskole i en anden kommune. Hans egen kommune havde en lignende skole, og det var kommunens vurdering, at begge skoler var egnede til at dække hans undervisningsbehov. Den skole, som drengen ønskede at gå på, var imidlertid 220.000 kr., eller cirka 50 pct., dyrere på årsbasis end kommunens egen lignende skole. Drengens kommune traf herefter afgørelse om, at det ønskede tilbud var ”mere vidtgående”, fordi det var væsentligt dyrere end kommunens eget tilbud. Efter folkeskolelovens § 12, stk. 3, kan en skolekommune ikke foretage henvisning til et mere vidtgående specialundervisningstilbud end det tilbud, som bopælskommunen har henvist barnet til. Det var ombudsmandens opfattelse, at der med udtrykket ”mere vidtgående” sigtes til det indholdsmæssige i tilbuddet, og at drengens kommune derfor ikke alene kunne lægge vægt på prisen i vurderingen af, om specialundervisningstilbuddet var mere vidtgående. Kommunens afgørelse var således ikke i overensstemmelse med lovgivningen. Det var desuden ombudsmandens opfattelse, at kommunen burde have partshørt partsrepræsentanten for drengens mor om prisen for det ønskede specialtilbud, før kommunen traf afgørelse. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke grundlag for at henstille, at sagen blev genoptaget, da drengen
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 16; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 7; Retssikkerhedsloven § 5; Kommunestyrelsesloven § 13; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune besluttede i august 2010, at en borger ikke måtte møde personligt op hos kommunen. Baggrunden for kommunens beslutning var en episode, hvor borgeren havde opført sig truende over for kommunens personale, ligesom han havde udøvet hærværk ved bl.a. at sparke til en reol. I marts 2012 kontaktede han igen kommunen, og kommunen forlængede forbuddet mod at møde op i et halvt år. Kommunen mente, at borgeren havde overtrådt forbuddet, da han igen i september 2012 mødte personligt op hos kommunen. Derfor gav kommunen borgeren et nyt forbud mod at møde op. Som begrundelse for forbuddet henviste kommunen efterfølgende også til medarbejdernes tryghed. Ombudsmanden var enig i, at borgeren havde overtrådt forbuddet fra marts 2012 ved at møde op hos kommunen i september 2012, men mente ikke, at dette alene kunne begrunde, at han fik et nyt forbud. Det var ombudsmandens opfattelse, at der ikke var oplysninger i sagen, som indikerede, at borgeren siden den oprindelige episode i 2010 havde opført sig truende eller på anden måde utilbørligt i sin kontakt med kommunen. Derfor mente ombudsmanden ikke, at kommunen havde det fornødne grundlag for at afskære borgeren fra at møde personligt op hos kommunen. Det var ombudsmandens opfattelse, at kommunen i stedet burde have truffet afgørelse om, at fremmødeforbuddet fra marts 2012 ikke længere var gældende, og at borgeren kunne møde frem hos k
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1146.2 - Formulering; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 9 - Andre spørgsmål; Forvaltningsret 123.4 - Vilkår, procedurefordrejning m.v..
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 13; Ombudsmandsloven § 16; Offentlighedsloven § 6; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24
Kommunerne · AfgørelseAndet
Statens Kunstråd ændrede med virkning fra 2011 tilskudsbetingelserne for MGK-undervisning på de lokale musikskoler (MGK står for Musikalsk Grundkursus, som er et intensivt kursus med et konservatorieforberedende indhold og niveau). Formålet var at ændre strukturen for MGK-undervisningen, således at ansvaret for undervisningen og det dermed følgende tilskud blev tildelt syv musikskoler fordelt på forskellige regioner. Som følge heraf overførtes en kommunal musikskoles ansvar for MGK-undervisning til en anden musikskole, der var blevet udpeget af Kunstrådet som MGK-center for regionen. En mand, der underviste på den førstnævnte musikskole, henvendte sig til ombudsmanden, da han mente, at hans og en kollegas rettigheder efter virksomhedsoverdragelsesloven var blevet tilsidesat af kommunen. Ombudsmanden mente, at de overførte MGK-aktiviteter ikke kunne antages at udgøre en økonomisk enhed, der havde bevaret sin identitet efter overdragelsen til den anden musikskole. Der var derfor ikke grundlag for at antage, at overdragelsen var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. På den baggrund mente ombudsmanden ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af kommunens vurdering i sagen. (J.nr. 12/00539)
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.2 - Retsstilling ved virksomhedsoverdragelse.
Henvisninger: Virksomhedsoverdragelsesloven § 1; Ombudsmandsloven § 16
Kommunerne · AfgørelseAndet
En landmand klagede over at en kommune endnu ikke havde truffet afgørelse om miljøgodkendelse af en udvidelse af kapaciteten på et biogasanlæg. Ansøgningen om miljøgodkendelse blev indgivet i 2004, og kommunen overtog sagen den 1. januar 2007. Kommunen afgjorde at sagen ikke var VVM-pligtig, men denne afgørelse blev påklaget til Naturklagenævnet. Kommunen gik først i gang med den egentlige behandling af miljøgodkendelsessagen efter at kommunen var færdig med VVM-sagen, og stillede afgørelsen i sagen i bero indtil der var truffet en endelig afgørelse om hvorvidt udvidelsen var VVM-pligtig. Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at kommunen ikke begyndte den egentlige sagsbehandling før i 2008. Desuden var det beklageligt at kommunen udskød behandlingen af sagen til kommunen havde truffet en afgørelse om VVM-pligten. Hvis sagerne var blevet behandlet sideløbende, ville den samlede sagsbehandlingstid for miljøgodkendelsessagen antagelig være blevet kortere. Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen satte den endelige afgørelse af sagen i bero indtil Naturklagenævnet havde afklaret om udvidelsen var VVM-pligtig. Nævnet hjemviste sagen, og under hensyn hertil henstillede ombudsmanden at kommunen fremskyndede sagen om VVM mest muligt. (J.nr. 2009-4166-100).
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Miljøret 1.3 - Forurening, se også Veje og vand 2.2.
Henvisninger: Planloven § 11 g
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune traf beslutning om at en borger ikke måtte kontakte kommunens familie- og arbejdsmarkedsforvaltning telefonisk, og at borgeren ikke måtte møde personligt op uden forudgående aftale. Forbuddet gjaldt kun når borgeren kontaktede kommunen i forbindelse med sin ægtefælles sag. Baggrunden for forbuddet var at borgerens henvendelser indtil da var foregået på en ubehagelig måde med hensyn til tonefald og ordvalg. Borgerens kontakt blev af den enkelte medarbejder oplevet som nedværdigende og grænseoverskridende. Henvendelserne havde endvidere haft et omfang der havde været en uforholdsmæssig stor belastning for kommunen. Ombudsmanden kritiserede ikke kommunens beslutning. Ombudsmanden vurderede at den konkrete beslutning om at begrænse borgerens kontaktmuligheder ikke var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden lagde vægt på at indgrebet i borgerens kontakt med kommunen ikke var så væsentligt at det kunne anses for at være en afgørelse. Det var kun i forbindelse med ægtefællens sag at borgeren blev nægtet adgang til telefonisk kontakt, og borgeren kunne møde personligt op efter forudgående aftale. Om afgørelsesbegrebet, se modsat sagen j.nr. 2008-2963-009, der er optaget i beretningen for 2010 som nr. 2010 20-3. (J.nr. 2009-2756-009).
Emne: Forvaltningsret 114.1 - Afgørelsesbegrebet.
Henvisninger: Offentlighedsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune meddelte en borger at tre breve som han havde sendt til kommunen, ville blive besvaret på et nærmere angivet tidspunkt. Brevene indeholdt en række spørgsmål angående en sag som kommunen havde behandlet, og der blev i brevene rykket for svar på flere tidligere breve til kommunen. Senere meddelte kommunen imidlertid borgeren at den ikke så sig i stand til at besvare yderligere henvendelser fra ham. Kommunen henviste bl.a. til at det ikke var muligt at få præciseret de spørgsmål som borgeren anså for ubesvarede, eller at tilvejebringe besvarelser/beslutninger som borgeren anså for tilfredsstillende. Ombudsmanden mente at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen ved en gennemgang af korrespondancen havde undersøgt om den tidligere havde besvaret dels de spørgsmål som de tre breve indeholdt, dels de tidligere breve som angiveligt var ubesvarede. Ombudsmanden henviste til at det må anses for bedst stemmende med god forvaltningsskik at en myndighed så vidt muligt besvarer de spørgsmål som den modtager fra borgerne, men ombudsmanden præciserede samtidig at der gælder visse undtagelser herfra. Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at fastslå i hvilket omfang der var spørgsmål og tidligere breve som ikke var besvaret, og efterfølgende tage stilling til i hvilket omfang disse burde besvares. (J.nr. 2003-0562-100). FOB 2
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 7; Retssikkerhedsloven § 5
Kommunerne · AfgørelseAndet
En sagsbehandler i en kommune fik en skriftlig advarsel efter at hendes nærmeste leder havde udtalt sig kritisk om hende i et notat til kommunens afdelingschef. Anledningen til indberetningen var at sagsbehandleren dels havde taget et notat i journalen i en pensionssag, dels havde beskrevet en regel i samme notat der kunne give det indtryk at visse sager skulle fremmes for enhver pris for at kommunen kunne opnå en økonomisk fordel. Sagsbehandleren havde endvidere i notatet gjort opmærksom på at sagen endnu ikke var behørigt oplyst og derfor ikke var klar til afgørelse. Notatet gav anledning til at Det Sociale Nævn senere ophævede afgørelsen og hjemviste den til fornyet afgørelse. Kommunen mente sagsbehandlerens notater både var i strid med regler om journalisering og udtryk for illoyalitet. Før advarslen blev sagsbehandleren indkaldt til et møde og fik her at vide at hendes sagsbehandling var kritisabel, at der var flere borgerklager, at hun havde anfægtet ledelsesretten, og at hun manglede loyalitet og samarbejdsevne/vilje. Ombudsmanden mente ikke at der var grundlag for at bebrejde sagsbehandleren notaterne i journalen, og heller ikke at der var grundlag for at give hende en advarsel. Desuden mente ombudsmanden ikke at kommunen havde foretaget en korrekt partshøring eller givet en fyldestgørende og tilstrækkelig klar begrundelse. (J.nr. 2000-2142-812). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 1146.2 - Formulering; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Forvaltningsret 1121.5 - Enkelte sagsoplysningsskridt.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En kommune afskedigede en skoleleder, og Danmarks Lærerforening bad kommunen om aktindsigt i samtlige akter. Kommunen sendte nogle dokumenter til foreningen og oplyste også efter at foreningen havde gentaget sin aktindsigtsanmodning at der ikke var yderligere materiale i sagen, og altså heller ikke interne notater. Skolelederen bad bl.a. om aktindsigt i et bestemt notat om kommunens telefoniske kontakt til Kommunernes Landsforening om sagen. Kommunen oplyste at der ikke var notater i sagen ud over de notater skolelederen allerede havde fået aktindsigt i. Da skolelederen præciserede sin aktindsigtsanmodning yderligere, oplyste kommunen at der fandtes et notat om kontakt til Kommunernes Landsforening, men at det på intet tidspunkt havde været en del af sagen. Kommunen afslog at give aktindsigt i notatet. I forbindelse med behandlingen af en klage over afskedigelsen blev ombudsmanden opmærksom på at kommunen i forbindelse med aktindsigtsbegæringerne måske havde fortiet eller benægtet eksistensen af dokumenter i sagen. Ombudsmanden optog dette spørgsmål til behandling af egen drift. Ombudsmanden anså det for utvivlsomt at to notater i sagen med samme dato, herunder bl.a. det notat som skolelederen havde bedt om aktindsigt i, hørte til blandt akterne i afskedigelsessagen,. Det var ombudsmandens opfattelse at Danmarks Lærerforenings aktindsigtsanmodning utvivlsomt omfattede begge not
Emne: Forvaltningsret 1134.2 - Undtagne dokumenter.
Kommunerne · AfgørelseAndet
En andelshaver i et vandværk afviste at bruge en udvendig vandmåler som blev udleveret af vandværket, og opsatte i stedet sin egen indvendige måler. Efter anmodning fra vandværket påbød kommunen andelshaveren at opsætte værkets udvendige måler. Påbudet blev ikke fulgt. Ved en efterfølgende straffesag blev andelshaveren frifundet da retten lagde til grund at der lovligt var opsat en indvendig vandmåler. Vandværket fastsatte i stedet andelshaverens forbrug efter et skøn. Da andelshaveren ikke ville betale for dette forbrug, afbrød vandværket leveringen af vand. Forbrugerklagenævnet mente ikke det skønsmæssigt fastsatte forbrug kunne kritiseres, og Miljøstyrelsen og tilsynsrådet udtalte begge at vandværket ved manglende betaling som udgangspunkt var berettiget til at afbryde leveringen. Andelshaveren klagede til ombudsmanden over at kommunen ikke ville indgive politianmeldelse mod vandværket. Ombudsmanden udtalte at kommunen ikke havde tilsidesat sin tilsynsforpligtigelse over for vandværket. Ombudsmanden henviste bl.a. til at der havde været en sådan tvivl om hvorvidt vandværket havde tilsidesat lovgivningens bestemmelse,r at kommunen ikke havde haft pligt til at gribe ind. (J.nr. 2000-3368-150). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Veje og vand 2.4 - Vandværker og vandledninger.
Kommunerne · AfgørelseAndet
A klagede den 12. februar 1993 over den tid der indtil da var medgået til behandlingen af hans revalideringssag. A, der led af astma og bronkitis, havde ved en henvendelse til det lokale socialcenter i K Kommune fået rejst en revalideringssag den 29. november 1989. Socialcentret havde i april måned 1990 videresendt A's ansøgning til K Kommunes centrale forvaltning. Efter det oplyste var der imidlertid ikke foretaget ekspeditioner i sagen efter den 19. august 1990. Den centrale forvaltning begrundede dette med at den ikke havde opfattet indberetningen fra socialcentret som en ansøgning. Sagen havde derfor henligget uekspederet i 2 år og 8 måneder. Ombudsmanden fandt dette særdeles kritisabelt, og han henstillede at der snarest blev truffet en afgørelse i sagen. Under sagens behandling blev det oplyst at den centrale forvaltning i K Kommune i forbindelse med en decentralisering i 1991 af behandlingen af kommunens børnerevalideringssager ikke havde bevaret aktstykker i det centrale arkiv og at akterne i A's sag tilsyneladende var bortkommet. Ombudsmanden fandt i den forbindelse anledning til at præcisere reglerne om kassation af arkivalier. (J. nr. 1993-395-052). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.2 - Sagsbehandlingstid; Forvaltningsret 115.4 - Arkivering.
Kommunerne · AfgørelseAndet
Socialforvaltningen i K kommune blev af en børnehave underrettet om, at der var mistanke om, at et 4-årigt barn B af ægteparret M og H blev misbrugt seksuelt. Underretningen blev givet gennem kommunens pædagogiske konsulent og en psykolog, ligeledes ansat i kommunen. Under en efterfølgende undersøgelse, der skulle afklare denne mistanke, udarbejdede børnehaven et materiale vedrørende mistanken, baseret på observationer af B og samtaler med B. Omkring 5 uger efter underretningen til kommunen havde dennes sagsbehandlere - to psykologer og en socialrådgiver - den første samtale med M og H, som først på mødet blev gjort bekendt med mistanken og undersøgelsen. I forbindelse med mødets afslutning, hvor M og H indvilligede i at medvirke ved yderligere 5 møder, fik de en skriftlig tilbagemelding, som bl.a. indeholdt en opfordring om "ikke at tale med andre, om det I har læst og talt om i dag". Opfordringen blev underskrevet af de to psykologer. Ombudsmanden fandt, at forældrene under de givne omstændigheder med rette havde opfattet denne opfordring som et forbud mod at kontakte udenforstående. Samtidig fandt ombudsmanden, at M og H - set i lyset af, at mødet var indledningen til en videre undersøgelse af, om der var begået incest - kunne have haft behov for at lade sig bistå af andre. På denne baggrund fandt ombudsmanden, at kommunens tilkendegivelse krænkede princippet i forvaltningsl
Emne: Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation; Forvaltningsret 1.4 - Ombudsmandsprøvelse.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 8
Kommunerne · AfgørelseAndet
En Kommune (K) påtænkte at privatisere områderne for rengøring, vask og bevogtning. Inden kommunalbestyrelsen havde truffet endelig beslutning, udsendte tre tillidsrepræsentanter B, C og D, der var medlemmer af kommunens hovedsamarbejdsudvalg, en pressemeddelelse, hvori indstillingen hos kommunalbestyrelsens flertal blev skarpt kritiseret. K's advokat gjorde gældende, at B, C og D som tillidsrepræsentanter og samarbejdsudvalgsmedlemmer var underlagt en særlig loyalitetspligt og en tilsvarende begrænsning af ytringsfriheden. K besluttede på den baggrund at tildele B, C og D en skriftlig advarsel, medmindre pressemeddelelsen blev dementeret i sin helhed. Ombudsmanden fremsatte nogle generelle bemærkninger om offentligt ansattes ytringsfrihed, herunder om hvornår hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og funktionsevne i særlige tilfælde kan føre til en begrænsning af ytringsfriheden. Ombudsmanden fandt ikke, at reglerne om samarbejdsudvalg og om tillidsrepræsentanter udgjorde en begrænsning af ytringsfriheden for de pågældende. Ombudsmanden konkluderede, at K's reaktion og kritik af B, C og D for så vidt var grundløs. K havde ifølge ombudsmanden berettiget påtalt, at B, C og D ikke i tilstrækkelig grad havde gjort det klart, at de ikke udtalte sig på samarbejdsudvalgets vegne. (J. nr. 1991-354-42). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 123.1 - Inddragelse af kriterier; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet.
Kommunerne · AfgørelseAndet
Over for ankenævnet for de københavnske huslejenævn rejst spørgsmål om nævnets praksis med hensyn til afvisning af underfrankerede breve. (J. nr. 1984-1332-42).
Kommunerne · AfgørelseAndet
Fundet det beklageligt, at en socialforvaltning ikke havde videresendt en anmodning om aktindsigt i en invalidepensionssag til revaliderings- og pensionsnævnet. Enig med socialforvaltningen i, at der medgik for lang tid til socialforvaltningens besvarelse af anmodningen om aktindsigt. Enig med revaliderings- og pensionsnævnet i, at det var beklageligt, at nævnet ikke dels havde meddelt ansøgeren, at kompetencen til at meddele aktindsigt hørte under nævnet, dels havde taget anmodningen om aktindsigt op til behandling, og at nævnet ikke udsatte sagens afgørelse, indtil ansøgeren dels havde fået aktindsigt, dels havde afgivet udtalelse i sagen. Henstillet til den sociale ankestyrelse at give ansøgeren aktindsigt og lejlighed til herefter at fremkomme med sine bemærkninger og derefter på ny at tage stilling til sagen på det herefter foreliggende grundlag. Påpeget over for socialministeriet, at der syntes at være grund til at give en vejledning til de kommunale socialforvaltninger og revaliderings- og pensionsnævn om behandlingen af anmodninger om aktindsigt i revaliderings- og pensionssager. (J. nr. 1980-1134-051).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 10; Offentlighedsloven § 8; Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 12
Kommunerne · AfgørelseAndet
To kommuners behandling af en invalidepensionsansøgning gav på flere punkter anledning til kritik. Henstillet, at behandlingen af ansøgningen blev fremskyndet. (J. nr. 1980-755-051).
Kommunerne · AfgørelseAndet
Et socialudvalg afslog at yde A flyttehjælp efter bistandslovens § 47. A klagede til vedkommende amtsankenævn, der traf afgørelse om, at socialudvalget skulle yde hende flyttegodtgørelse. Det sociale udvalg klagede over afgørelsen til den sociale ankestyrelse. Amtsankenævnet afslog det sociale udvalgs anmodning om at tillægge udvalgets klage til ankestyrelsen opsættende virkning. Ankestyrelsen tiltrådte det sociale udvalgs afslag på flyttehjælp. Det sociale udvalg havde nægtet og nægtede fortsat at efterkomme amtsankenævnets afgørelse om udbetaling af hjælp til A. Nærmere uddybet de synspunkter, som jeg havde givet udtryk for i min beretning for året 1978, s. 619-31, vedrørende de kommunale tilsynsmyndigheders gennemtvingelse over for primærkommunerne af afgørelser truffet af amtsankenævn eller den sociale ankestyrelse i henhold til bistandsloven. Efter henstilling fra indenrigsministeriet udbetalte kommunen flyttehjælp til A. (J. nr. 1979-587-052).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Kommunerne · AfgørelseAndet
Ikke fundet grundlag for at kritisere, at butikstidsankenævnet afviste en klage fra en advokat på en butiksindehavers vegne. Butiksindehaveren ansås ikke klageberettiget i henhold til lov om butikstid § 9. Klagen angik en afgørelse fra Thyholm kommunalbestyrelse om ændring af kommunens område for udvidet butikstid, der medførte, at den pågældende butik faldt uden for området. (J. nr. 1980-364-31).