14 dokumenterFolketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmanden var i november 2023 på et tilsynsbesøg på Udrejsecenter Kærshovedgård. Tilsynsbesøget blev gennemført sammen med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur. Besøget havde fokus på de generelle forhold for personer på tålt ophold og var en opfølgning på et tilsvarende tilsynsbesøg, som ombudsmanden gennemførte i 2017. Det var ombudsmandens opfattelse, at der – ligesom det var tilfældet i forbindelse med tidligere besøg – ikke var grundlag for at anse de generelle forhold på Udrejsecenter Kærshovedgård for at være i strid med forbuddet mod bl.a. nedværdigende behandling i FN’s Torturkonvention og artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tilsynsbesøget viste imidlertid, at sikkerhedssituationen på udrejsecentret og beboernes oplevelse af utryghed og forråelse var forværret siden ombudsmandens besøg i 2017. Ombudsmanden fandt på bl.a. den baggrund, at forholdene for persongruppen fortsat og i endnu større omfang end tidligere måtte anses for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse. Ombudsmanden anbefalede bl.a., at udrejsecentret fortsatte sit fokus på og iværksatte initiativer for at sikre, at udrejsecentret er et trygt sted at opholde sig, og at der blev iværksat initiativer med henblik på at begrænse tilgængeligheden af euforiserende stoffer på udrejsecentret mest muligt. Ombudsmanden anbefalede også
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Udlændinge 61.3 - Opholds- og flyttepåbud; Udlændinge 61.4 - Fremmøde- og meldepligt; Udlændinge 4.9 - Andre spørgsmål; Udlændinge 61.5 - Forhold i forbindelse med indkvartering; Menneskerettigheder 1.9 - Andre spørgsmål; Udlændinge 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmandens egen drift-undersøgelse omfattede myndighedernes revurderingskadence i sager om opholdspligt, meldepligt og underretningspligt (kontrolforanstaltninger) samt sagsbehandlingstiden i klagesager over afgørelser om meldepligt. Derudover vedrørte undersøgelsen myndighedernes praksis for revurdering af afgørelser om kontrolforanstaltninger, når en udlænding er forsvundet eller frihedsberøvet. Overordnet set var der efter ombudsmandens opfattelse sket væsentlige forbedringer i myndighedernes revurderingskadence og sagsbehandlingstid, herunder set i forhold til tidligere ombudsmandsundersøgelser. Ombudsmanden fandt dog revurderingskadencen i en række sager om henholdsvis opholdspligt og underretningspligt kritisabel. Ombudsmanden erklærede sig enig med myndighederne i, at de – uanset om den pågældende udlænding er forsvundet – skal foretage en vurdering af, om en kontrolforanstaltning skal opretholdes, så snart myndighederne har oplysninger, der indikerer, at udlændingen ikke længere skal være pålagt den pågældende kontrolforanstaltning. Ombudsmanden havde ingen bemærkninger til, at myndighederne ikke revurderer kontrolforanstaltninger, mens en udlænding er frihedsberøvet. (Sag nr. 19/05771)
Emne: Udlændinge 61.3 - Opholds- og flyttepåbud; Udlændinge 61.4 - Fremmøde- og meldepligt.
Henvisninger: Udlændingeloven § 42 a; Udlændingeloven § 34; Udlændingeloven § 60; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8; Forvaltningsloven § 19
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmandens Børnekontor gennemførte i oktober 2017 to uanmeldte besøg i Udrejsecenter Sjælsmark. Det første besøg blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur. Besøgene drejede sig om forholdene for børn, der er indkvarteret i centeret sammen med deres forældre. Børnene og deres familier er afviste asylansøgere, der ikke medvirker til deres udsendelse og derfor har opholdspligt i centeret. Ombudsmanden vurderede, at børnene i udrejsecenteret generelt set måtte siges at leve under svære forhold. Han vurderede samtidig, at vanskelighederne for børnene ikke i første række kunne tilskrives de nærmere faciliteter mv. i centeret, men i højere grad selve det forhold, at børnene havde pligt til at bo i udrejsecenteret frem for i det almindelige samfund. Ombudsmanden fandt imidlertid ikke, at forholdene for børn i udrejsecenteret generelt set kunne antages at være i strid med hverken FN’s Børnekonvention, FN’s Torturkonvention eller artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Han anførte endvidere, at spørgsmålet om opholdspligt for familierne grundlæggende er reguleret ved udlændingeloven, dvs. af lovgivningsmagten, og at det derfor lå uden for rammerne af ombudsmandens mandat efter ombudsmandsloven at foretage sig videre i spørgsmålet om opholdspligt mv. i centeret. Ombudsmanden pegede dog på mere konkrete forhold i udrejsecenteret, der kunne ændres på
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Udlændinge 61.3 - Opholds- og flyttepåbud; Udlændinge 61.5 - Forhold i forbindelse med indkvartering; Menneskerettigheder 1.9 - Andre spørgsmål; Udlændinge 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Udlændingeloven § 42 a; Udlændingeloven § 29 b; Udlændingeloven § 34; Ombudsmandsloven § 18; Ombudsmandsloven § 2
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmanden gennemførte i oktober 2017 et tilsynsbesøg i Udrejsecenter Kærshovedgård. Besøget blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder. Fokus for besøget var at belyse og vurdere forholdene for personer på tålt ophold, som havde opholdspligt på Kærshovedgård, og som faktisk opholdt sig der. Tilsynsbesøget omfattede en gruppe på 13 personer, som havde været på tålt ophold og havde haft opholdspligt i Center Sandholm eller på Kærshovedgård i op til 10 år. Den redegørelse, som ombudsmanden lavede på baggrund af tilsynsbesøget, skal ses som en opfølgning på den redegørelse, som ombudsmanden udarbejdede i 2014 på baggrund af en vurdering af forholdene for samme persongruppe, mens de var placeret i Center Sandholm. Der var siden 2014 sket en række ændringer af forholdene. En væsentlig ændring var, at persongruppen nu havde opholdspligt på Kærshovedgård, der ud fra en overordnet betragtning ligger betydeligt mere isoleret end Center Sandholm. Over for dette spillede det omvendt ind, at en ikke uvæsentlig del af personer på tålt ophold havde fået ophævet deres opholdspligt. Det kunne efter ombudsmandens opfattelse således konstateres, at den udsigtsløshed, som præger en tilværelse på tålt ophold, i en vis udstrækning stillede sig anderledes – og for de pågældende personer mere gunstigt – end i 2014. Ombudsmanden fastholdt sin o
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Udlændinge 61.3 - Opholds- og flyttepåbud; Menneskerettigheder 9 - Andre spørgsmål; Udlændinge 61.5 - Forhold i forbindelse med indkvartering; Udlændinge 9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Udlændingeloven § 31; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Ombudsmandsloven § 18; Ombudsmandsloven § 2; Udlændingeloven § 42 a; Udlændingeloven § 34; Udlændingeloven § 60; Udlændingeloven § 7; Grundloven § 63; Ombudsmandsloven § 21; Udlændingeloven § 10; Udlændingeloven § 32 b; Udlændingeloven § 49 b; Udlændingeloven § 46 a; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8; Udlændingeloven § 42 b; Udlændingeloven § 14 a; Udlændingeloven § 25; Udlændingeloven § 42 e; Udlændingeloven § 42 f; Udlændingeloven § 32; Udlændingeloven § 50
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
I maj 2014 henvendte en forening, der hjælper danskere, som bor i udlandet, sig til ombudsmanden om en række problemer, som nogle af foreningens medlemmer havde oplevet i forbindelse med Justitsministeriets behandling af sager om bevarelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8. Foreningen pegede bl.a. på, at vejledningen på Justitsministeriets hjemmeside om kriterierne for bevarelse af indfødsret var uigennemskuelige. Foreningen pegede også på, at enkelte ansøgere havde ventet i mere end 2 år på svar på deres ansøgninger, og at vejledningen om ansøgningstidspunktet var misvisende. Endvidere kunne der ifølge foreningen gå mellem flere måneder og op til et halvt år, inden sagerne blev oprettet, og i den periode kunne ansøgerne ikke få oplysninger om behandlingen af sagen. Justitsministeriet oplyste som svar på ombudsmandens henvendelser i sagen bl.a., at ministeriet havde besluttet at udbygge vejledningen på hjemmesiden om de forhold, som kan indgå i afvejningen af, om en person kan få tilladelse til at bevare sin danske indfødsret. Herudover havde ministeriet taget en række tiltag for at nedbringe sagsbehandlingstiden i sagerne fra gennemsnitligt 14-16 måneder i 2014 til forventet 7 måneder ved udgangen af 2015. Dette mål orienterede ministeriet nu om på hjemmesiden. Ministeriet oplyste endvidere, at vejledningen på hjemmesiden om ansøgningstidspunktet nu var tilpasset
Emne: Udlændinge 7.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Indfødsretsloven § 8; Ombudsmandsloven § 17
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmanden gennemførte i 2012 og 2014 tilsynsbesøg i Center Sandholm. Besøgene blev gennemført sammen med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder. Formålet med tilsynsbesøgene var at vurdere de generelle forhold for personer på tålt ophold, som bor i Center Sandholm. Tilsynsbesøget i 2014 omfattede en gruppe på 25 personer, som havde været på tålt ophold og havde haft opholdspligt i Center Sandholm siden 2012 eller tidligere. Personer på tålt ophold i Center Sandholm er underlagt en række begrænsninger. De har f.eks. pligt til at bo i centret (ofte på 2- eller 3-mandsværelser), de har meldepligt hos politiet (typisk dagligt), de må ikke tage lønnet arbejde, og de modtager lommepenge i begrænset omfang (maksimalt godt 31 kr. om dagen). De får spisebilletter til kantinen i centret. I princippet kan de lave deres egen mad, men i realiteten er muligheden herfor meget begrænset som følge af de begrænsede økonomiske midler, de har til rådighed. Der er ikke nogen grænse for, hvor længe en person kan være på tålt ophold. De samlede forhold for personer på tålt ophold i Center Sandholm – sammenholdt med det tidsubestemte aspekt – anså ombudsmanden for meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse. De generelle forhold var dog ikke i strid med forbuddet mod ”nedværdigende behandling” i FN’s Torturkonvention og i Den Europæiske Menneskeret
Emne: Menneskerettigheder 2 - FN-menneskeretskonventioner; Udlændinge 63.9 - Andre spørgsmål; Udlændinge 6.9 - Andre spørgsmål; Menneskerettigheder 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Udlændingeloven § 31; Udlændingeloven § 42 a; Udlændingeloven § 34; Udlændingeloven § 60; Udlændingeloven § 7; Grundloven § 63; Ombudsmandsloven § 18; Ombudsmandsloven § 2; Ombudsmandsloven § 21; Udlændingeloven § 10; Udlændingeloven § 32 b; Udlændingeloven § 49 b; Udlændingeloven § 46 a; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8; Udlændingeloven § 42 b; Udlændingeloven § 14 a; Udlændingeloven § 25; Udlændingeloven § 42 e; Udlændingeloven § 42 f; Udlændingeloven § 32; Udlændingeloven § 50
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) og Justitsministeriet gav i 2011 afslag på visum til en herboende mands ægtefælle og deres søn, der var mindre end 1 år gammel. Ægtefællen fik afslag på visum, fordi hun under et tidligere ophold var blevet her i landet, efter at hendes dagældende visum var udløbet. Hun fik af samme årsag visumkarens, så hun som udgangspunkt ikke ville kunne få et nyt visum i 5 år fra udrejsen i marts 2011. Sønnen, der var blevet født under ægtefællens tidligere ophold her i landet, fik også afslag på nyt visum som konsekvens af ægtefællens afslag. Manden klagede til Justitsministeriet, der fastholdt Udlændingeservices afgørelse. I modsætning til Udlændingeservice skrev Justitsministeriet til manden, at også sønnen havde visumkarens, så sønnen heller ikke kunne få visum i 5 år. Efter en anmodning om genoptagelse fra manden fastholdt ministeriet i 2012 afgørelsen. Manden klagede til ombudsmanden, der bl.a. spurgte myndighederne, om ægtefællens tidligere ulovlige ophold i forbindelse med udløbet af det dagældende visum kunne lægges sønnen til last. Han spurgte også ministeriet, om der forelå ganske særlige grunde, således at karenstiden på 5 år ikke fandt anvendelse for barnet. Justitsministeriet genoptog herefter sagen og beklagede meget, at sønnen i ministeriets afgørelse havde fået visumkarens, selv om det ikke kunne lægges sønnen til last, at han ikk
Emne: Udlændinge 13.1 - Schengenvisum; Udlændinge 13.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Udlændingeloven § 3 a; Udlændingeloven § 2; Udlændingeloven § 4 c; Udlændingeloven § 4
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Justitsministeriet afslog i 2012 at give humanitær opholdstilladelse til en HIV-smittet kvinde fra Vestafrika. Ministeriet fandt ikke, at kvinden led af en sygdom af meget alvorlig karakter, der i sig selv kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, idet der ikke var tale om en meget fremskreden HIV-infektion med betydeligt øget risiko for at udvikle AIDS. I overensstemmelse med ministeriets praksis, som er beskrevet i et notat om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, fandt ministeriet derfor heller ikke anledning til at indhente oplysninger om behandlingsmulighederne i kvindens hjemland. Ministeriet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om kvindens helbredstilstand i kombination med sagens øvrige oplysninger kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. I 2013 afslog ministeriet to gange at genoptage sagen. Kvindens advokat klagede til ombudsmanden. Advokaten gjorde bl.a. gældende, at Justitsministeriet i forbindelse med sagens behandling havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, herunder hensynet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 om retten til livet og artikel 3 om retten til ikke at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Advokaten anførte, at en eventuel udsendelse af kvinden til sit hjemland ville udgøre en krænkels
Emne: Udlændinge 24.1 - Betingelser; Menneskerettigheder 1.9 - Andre spørgsmål.
Henvisninger: Udlændingeloven § 9 b; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 2; Ombudsmandsloven § 16; Udlændingeloven § 9; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3; Udlændingeloven § 26
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
En dansk mand klagede over, at Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) og Justitsministeriet havde givet hans ægtefælle afslag på opholdstilladelse, fordi der ikke var stillet økonomisk sikkerhed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Myndighederne havde også givet ægtefællen afslag på ophold efter EU-reglerne. Manden havde samværsret med sine to mindreårige særbørn i Danmark, der dengang var otte og ti år. Ombudsmanden konstaterede, at myndighederne ikke havde fundet, at der i sagen var ganske særlige grunde, der kunne føre til fravigelse af kravet om økonomisk sikkerhedsstillelse som betingelse for ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 9, stk. 4. Ombudsmanden spurgte derfor bl.a. myndighederne om, hvordan de havde vurderet mandens faktisk udøvede samvær i forhold til artikel 8 om retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis han – som følge af afslaget på familiesammenføring til ægtefællen – blev henvist til at udøve sit familieliv i ægtefællens hjemland og derfra udøve sin ret til samvær med særbørnene i Danmark. Udlændingenævnet genoptog sagen og hjemviste den til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, og ombudsmanden besluttede derfor ikke at fortsætte sin undersøgelse af sagen. Senere oplyste Udlændingestyrelsen, at styrelsen havde givet opholdstilladelse til ægtefællen. (Sag nr. 12/04027)
Emne: Udlændinge 22.1 - Ægtefællesamlever; Udlændinge 22.3 - Efter EU-retlige regler.
Henvisninger: Udlændingeloven § 9; Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
En udlænding var rejst til Libanon i begyndelsen af 2001. Under opholdet i Libanon blev han syg og mistede sit opholdsbevis og sit pas. Derfor rettede han henvendelse til den danske ambassade i Beirut i slutningen af 2001 for at få en kopi af opholdstilladelsen. Dette kunne af forskellige grunde ikke umiddelbart lade sig gøre, og på grund af sygdom rettede udlændingen først i 2003 igen henvendelse til ambassaden for at få en tilbagerejsetilladelse. Udlændingemyndighederne traf herefter afgørelse om at opholdstilladelsen var bortfaldet fordi klageren havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingens advokat klage herefter til ombudsmanden. Advokaten anførte bl.a. at det ikke var blevet ordentlig belyst hvad der var sket på ambassaden i 2001, og at han havde bedt om aktindsigt i eventuelle dokumenter i ambassaden. Ombudsmanden bad udlændingemyndighederne om en forklaring på hvorfor advokatens anmodning om aktindsigt i eventuelle dokumenter ikke var blevet ekspederet. Ombudsmanden bad også om en stillingtagen til om Udlændingestyrelsen burde have ventet med at træffe afgørelse til anmodningen om aktindsigt var behandlet. Endvidere bad ombudsmanden om at se en kopi af samtlige akter i sagen fra ambassaden i Beirut. Herefter genoptog Integrationsministeriet sagen. Ministeriet gennemgik de oplysninger som nu forelå fra ambassaden i Beirut, om
Henvisninger: Udlændingeloven § 17; Forvaltningsloven § 11; Forvaltningsloven § 21
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
I forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende inspektion af Arresthuset i Herning blev spørgsmålet om nedlæggelse af dobbeltceller i landets arresthuse udskilt til særskilt behandling. På ombudsmandens vegne henstillede inspektionschefen til Direktoratet for Kriminalforsorgen at udarbejde en plan for afvikling af de tilbageværende dobbeltceller i landets arresthuse. (J. nr. 2006-4007-628). FOB 2006.745
Emne: Retspleje 35.3 - Varetægtsfængsling, se også Udlændinge 62.1; Strafferet 3.7 - Straffuldbyrdelse.
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
Ombudsmanden modtog oplysninger om at en varetægtsarrestant før fremstillingen i retten havde været henvist til at overnatte i et venterum på en politistation. Ombudsmanden besluttede af egen drift at iværksætte en undersøgelse af sagen. Ombudsmanden indhentede oplysninger fra politimesteren om baggrunden for at varetægtsarrestanten var blevet anbragt i venterummet, og udtalelser fra politimesteren, Rigspolitichefen og Justitsministeriet om det forhold at et venterum var blevet anvendt til overnatning. Ombudsmanden udtalte at han forstod politimesterens, Rigspolitichefens og Justitsministeriets udtalelser således at det er myndighedernes generelle opfattelse at politiets venterum ikke kan anvendes til overnatning. Ombudsmanden erklærede sig enig i denne opfattelse. Efter omstændighederne mente ombudsmanden ikke at han havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere politimesteren for anvendelsen af venterummet i det konkrete tilfælde. Ombudsmanden henviste bl.a. til at der på det tidspunkt da anbringelsen fandt sted, var overbelægning i arresthuset, at der ikke var plads i nærliggende arresthuse, og til den særlige situation som politiet og kriminalforsorgen befandt sig i på grund af EU- møder i hovedstadsområdet. (J.nr. 2001-2411-819). FOB 2004 5-2 FOB 2004.186
Emne: Retspleje 35.3 - Varetægtsfængsling, se også Udlændinge 62.1.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 17; Retsplejeloven § 770; Straffeloven § 245
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
En srilankansk dreng på 15 år rejste ind i Danmark og søgte om men fik afslag på asyl. Han fik også afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. I sin begrundelse for afslaget skrev Indenrigsministeriet bl.a. at der ikke var sikre oplysninger om at drengens familie ikke opholdt sig i hjemlandet. Drengens advokat havde tidligere oplyst at drengen efter ankomsten til Danmark forgæves havde forsøgt at spore forældrene gennem Røde Kors. Efter myndighedernes praksis om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn skal det sikres at barnet ikke bringes i en reel nødsituation hvis opholdstilladelse afslås. Der skal således gives opholdstilladelse hvis forældrene er døde eller der er sikre oplysninger om at de ikke kan findes og der ikke i øvrigt er et sikkert familiemæssigt eller socialt netværk. Ombudsmanden bad i lyset af officialprincippet og praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn Indenrigsministeriet om bl.a. at udtale sig om hvem det påhviler at fremskaffe oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i hjemlandet. Indenrigsministeriet gav herefter drengen opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. (J.nr. 2001-0108-643). Hele teksten i Retsinfo
Henvisninger: Udlændingeloven § 9
Folketingets Ombudsmand · AfgørelseUdlændingeret
En srilankansk dreng på 17 år rejste ind i Danmark og søgte om men fik afslag på asyl. Han fik også afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4. Indenrigsministeriet skrev bl.a. at der ikke var sikre oplysninger om at drengens familie ikke opholdt sig i hjemlandet. Drengen led af en posttraumatisk belastningsreaktion. Drengens advokat havde tidligere oplyst at drengen via Røde Kors havde fået oplyst at hans farbror i hjemlandet ikke havde været i kontakt med familien siden 1996. Efter myndighedernes praksis om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, til uledsagede flygtningebørn skal det sikres at den pågældende ikke bringes i en reel nødsituation hvis vedkommende ikke får opholdstilladelse. Der skal således gives opholdstilladelse hvis forældrene er døde eller der er sikre oplysninger om at de ikke kan findes og der ikke i øvrigt er et sikkert familiemæssigt eller socialt netværk. Det kan desuden i nogle tilfælde føre til opholdstilladelse hvis den pågældende på grund af sygdom har behov for særlig omsorg og bistand. Ombudsmanden bad i lyset af officialprincippet og praksis om opholdstilladelse til uledsagede flygtningebørn Indenrigsministeriet om bl.a. at udtale sig om hvem det påhviler at fremskaffe oplysninger om eventuelle tilbageblevne familiemedlemmer i hjemlandet. Ombudsmanden bad desuden ministeriet oplyse om drengens sygdom kunne begrunde
Henvisninger: Udlændingeloven § 9