Myndigheder og nævn

Nyt fra myndigheder og nævn

Principafgørelser fra Ankestyrelsen, afgørelser fra Planklagenævnet, Klagenævnet for Udbud, Ligebehandlingsnævnet, Pressenævnet og skattemyndighederne, og nye vejledninger og cirkulærer fra ministerier og styrelser.

Kilder: Retsinformation og Nævnenes Hus. Opdateres automatisk hver dag.
75 dokumenter · side 1 af 3
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Afgørelse om sletning af a-kasse-medlemskab. Proportionalitetsprincip. Vejledningspligt. Deponering

En mand klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om at slette ham som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke rettidigt havde indbetalt 783 kr. til en anden arbejdsløshedskasse. Klageren oplyste at han deponerede det omhandlede beløb. Først da Arbejdsmarkedets Ankenævn mere end et halvt år senere traf afgørelse om at klageren med rette var slettet som a-kassemedlem, fik han oplyst at han ikke med frigørende virkning kunne deponere beløbet. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ankenævnets opfattelse af at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Ombudsmanden mente derimod at det måtte have været ret åbenbart for myndighederne at klageren befandt sig i en vildfarelse med hensyn til deponeringens frigørende virkning. Derfor burde direktoratet have vejledt klageren herom. Ombudsmanden bemærkede at iagttagelse af vejledningspligten i særlig grad gælder i sager med meget vidtrækkende konsekvenser. Ombudsmanden mente at afgørelsen om at slette klageren som a-kassemedlem ramte klageren økonomisk særdeles hårdt, idet han bl.a. mistede retten til overgangsydelse. Det var derfor tvivlsomt om afgørelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. (J.nr. 1998-0945-020). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1999Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Aktindsigt. Forudbetaling som betingelse for udlevering af fotokopier

En journalist klagede over at Direktoratet for Arbejdstilsynet i forbindelse med en aktindsigtsanmodning havde stillet som betingelse for udlevering af fotokopier at det gebyr, der kan kræves for afskrifter og fotokopier, blev betalt forud. Ombudsmanden mente ikke at en myndighed i almindelighed kan stille betingelse om forudbetaling for at udlevere fotokopier. Ombudsmanden gjorde Arbejdsministeriet bekendt med sin opfattelse. Under hensyn til at Direktoratet for Arbejdstilsynet, inden direktoratet indførte ordningen om forudbetaling, hos relevante myndigheder havde undersøgt spørgsmålet om hvorvidt man kunne gennemføre ordningen, mente ombudsmanden ikke at have grundlag for at fremsætte sin opfattelse som en kritik af Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet. (J.nr. 1997-2715-001). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4.

1. januar 1999Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Retten til flere partsrepræsentanter i henhold til forvaltningslovens § 8

Klageren i denne sag havde fuldmagt til at rette henvendelse til relevante myndigheder vedrørende partens sag om overgangsydelse. Han bad Arbejdsmarkedets Ankenævn om en uddybende begrundelse for ankenævnets afgørelse i sagen. Ankenævnet var også stævnet af partens advokat, og tog derfor telefonisk kontakt til parten selv. Under samtalen oplyste partens ægtefælle at klageren havde fået en fuldmagt, men at advokaten fortsat førte sagen på vegne af parten. Arbejdsmarkedets Ankenævn oplyste klageren om at fremtidige henvendelser på vegne af parten kun ville blive besvaret hvis de var indsendt af advokaten. Kopi af brevet blev sendt til advokaten, og ankenævnet oplyste advokaten om at nævnet ikke fandt det hensigtsmæssigt at parten under den verserende sag var repræsenteret af mere end én partsrepræsentant. Ombudsmanden udtalte at parten som følge af fuldmagtsforholdets natur er berettiget til én partsrepræsentant en ret til flere partsrepræsentanter må forudsætte særlige bestemmelser herom. Da parten ifølge det oplyste var stærkt hørehæmmet, bemærkede ombudsmanden om ankenævnets telefoniske henvendelse at det ikke fremgik af sagen om partens ægtefælle havde fuldmagt hvilket burde have været afklaret forud for telefonsamtalen. Tvivlen om partsrepræsentationen blev heller ikke afklaret ved telefonsamtalen. Ombudsmanden mente dog ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Emne: Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation.

1. januar 1999Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Slettelse som medlem af arbejdsløshedskasse. Svigsbegrebet. Forsætskrav. Beviskrav. Anklageprincippet

Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves. Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom. Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr. 1997-2580-019). Hele teksten i Retsinfo Emne: Strafferet 1.1 - Forsæt; Retspleje 322.1 - Påtaleopgivelse; Almindelige emner 1.9 - Andre spørgsmål; Retspleje 32.3 - Forholdet mellem tiltale og dom; Strafferet 24.5 - Bedrageri - Mandatsvig; Retspleje 14.7 - Bevisvurderingen; Forvaltningsret 1 - Almindelige emner; Forvaltningsret 1.2 - Hjemmelsspørgsmål; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2 - Enkelte forvaltningsområder; Forvaltningsret 2.6 - Andre tilskud til personer, se også Forvaltningsret 2.5; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1998Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Retten til dagpenge. Officialprincippet. Legalitetsprincippet. Remonstration

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse. Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren. Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt. (J.nr. 1994-1797-009). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.

1. januar 1997Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Uddannelsesorlov til suppleringsuddannelse. Fastsættelse af nærmere regler i bekendtgørelsesform

En kvinde klagede over at Arbejdsformidlingen havde afslået hendes ansøgning om uddannelsesorlov til den etårige erhvervsøkonomiske suppleringsuddannelse på en handelshøjskole. Lov om orlov anvender (i § 3) udtrykket "lange og mellemlange videregående uddannelser". Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere at myndighederne havde anset den erhvervsøkonomiske suppleringsuddannelse for en mellemlang eller lang videregående uddannelse i orlovslovens forstand. Arbejdsministeriet havde endvidere i en vejledning nærmere angivet hvad der skulle forstås ved begrebet "ledige pladser" i § 3, stk. 1, i bek. nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere at Arbejdsformidlingen havde fulgt Arbejdsministeriets fortolkning af begrebet "ledige pladser". Derimod fandt ombudsmanden det beklageligt at Arbejdsministeriet ikke i bekendtgørelsen havde optaget klare og udtrykkelige regler om de to nævnte fortolkningsspørgsmål, og henstillede samtidig til ministeriet at præcisere bekendtgørelsen på disse punkter hvis bekendtgørelsen fortsat skulle finde anvendelse. Ombudsmanden anførte bl.a. at det første fortolkningsspørgsmål er et åbenbart fortolkningsspørgsmål af grundlæggende og generel betydning for afgrænsningen af bestemmelsen i lovens § 3, stk. 1, og at den forståelse myndighe Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Statsforfatningsret 9 - Andre spørgsmål.

1. august 1996Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Offentlige myndigheders brug af pressen

En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen. En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse. Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd. Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansat Emne: Presse og radio 1 - Pressen; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.

1. januar 1996Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Annullation af a-kassemedlemskab. Nordisk konvention om social tryghed

En læge med bopæl i Danmark arbejdede i en periode på ca. fem måneder i Sverige. Efter arbejdsperiodens ophør anmodede han sin danske arbejdsløshedskasse om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at registrere lægen som udmeldt af kassen fra tidspunktet for påbegyndelse af arbejdet i Sverige. Afgørelsen blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. under henvisning til en bestemmelse i Nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed. Ombudsmanden anmodede myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der havde været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage lægen hans medlemskab af arbejdsløshedskassen. Ombudsmanden henviste til at der efter ordlyden i de nationale regler ikke var taget stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring. Ankenævnet svarede at hjemlen til at annullere medlemskabet måtte anses for tvivlsom, og da lægen ubestridt havde været i god tro vedrørende fortsat medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse ophævede ankenævnet den tidligere afgørelse. Ombudsmanden meddelte herefter lægen og myndighederne at han ikke foretog yderligere i sagen. (J.nr. 1995-303-020). FOB 1996.48 Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1996Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Handicappedes fortrinsstilling til ansættelse i det offentlige

Folketinget vedtog den 2. april 1993 en beslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Beslutningen indeholdt afslutningsvis følgende anmodning: "Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og evt. meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence." På den baggrund besluttede ombudsmanden at foretage en undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Undersøgelsen skulle belyse administrationen af bek. nr. 613 af 18. december 1985 om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser. Ombudsmanden meddelte den 1. juni 1993 Arbejdsministeriet dette og bad samtidig om en række oplysninger til belysning af spørgsmålet. Ombudsmanden udtalte at det fremgik af de indhentede oplysninger, at flere offentlige ansættelsesmyndigheder havde misforstået fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Arbejdsministeriet at tage initiativ til gennem en informationskampagne at gøre offentlige ansættelsesmyndigheder bekendt med fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden noterede sig at Arbejdsministeriet mente der burde findes en løsning på de økonomiske og strukturelle barrierer for ansættelse af handicappede, og udbad sig underretning om Arbejdsministeriets initiativer i denne retning. Ombudsmanden udbad sig ligeledes underretning om r Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5. Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6

1. januar 1995Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Klage over afslag på ventedagpenge

Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en arbejdsløshedskasses afgørelse om afslag på ventedagpenge til et medlem. Ombudsmanden udtalte efter sin behandling af sagen at arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, måtte fortolkes således at klageren var omfattet af bestemmelsen og dermed berettiget til ventedagpenge. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at genoptage og overveje sagen på baggrund af ombudsmandens opfattelse. Ankenævnet meddelte senere at § 55, stk. 3, ikke udelukkede en fortolkning som gjorde klageren berettiget til ventedagpenge, og ankenævnet havde derfor hjemvist sagen til fornyet behandling på det ændrede grundlag. (J. nr. 1993-2702-029). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring. Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 55

1. januar 1995Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Konsekvensen af uberettiget sletning fra a-kasse. Proportionalitetsprincippet

En lønmodtager blev slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse på grund af svig, da man blev opmærksom på at hun havde arbejdet ulønnet uden at oplyse a-kassen herom. Samtidig blev et nært forestående arbejdstilbud annulleret. Under en straffesag, der blev afgjort ca. to år senere, blev kvinden frifundet for bedrageri. Hun blev herefter genoptaget i a-kassen, og beslutningen om sletning blev ændret til en uges effektiv karantæne for uagtsomt at have givet urigtige oplysninger til a-kassen. A-kassen afslog at efterbetale dagpengene for perioden efter falddatoen, hvor kvindens dagpengeret bortfaldt da hun ikke mere levede op til beskæftigelseskravet i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 55. Årsagen til at falddatoen indtrådte, var imidlertid at arbejdstilbudet blev annulleret netop som følge af den uberettigede sletning. Ombudsmanden mente at kvinden i realiteten var blevet ramt lige så hårdt økonomisk som hvis sletningen på grund af svig var blevet opretholdt. Under henvisning hertil og til at kvindens advokat flere gange havde bedt myndighederne om at tage stilling til spørgsmålet, udtalte ombudsmanden at myndighederne - som følge af det hensyn der ligger bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip - burde have taget stilling til spørgsmålet om konsekvensen af at det efterfølgende viste sig, at såvel sletningen som annulleringen af arbejdstilbu Emne: Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1995Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Arbejdsministeriets manglende indgriben over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination

Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination klagede over at Arbejdsministeriet ikke ville gribe ind over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination. Centret oplyste at der fandtes mange eksempler på, at Arbejdsformidlingen undlod at formidle arbejde til fremmedsprogede og indvandrere i situationer, hvor arbejdsgivere gav udtryk for at de kun ville have formidlet etnisk dansk arbejdskraft. Centret gjorde gældende at det var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og Danmarks traktatretlige forpligtelser at efterkomme racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ombudsmanden afgav en foreløbig udtalelse i sagen. Ombudsmanden udtalte heri at Arbejdsministeriet kunne overveje at udarbejde en kodeks for hvordan personalet i Arbejdsformidlingen skal forholde sig, når de bliver konfronteret med diskriminerende krav fra såvel offentlige som private arbejdsgivere. Med hensyn til racediskrimination udøvet af private arbejdsgivere mente ombudsmanden at der var grundlag for at overveje om Danmarks internationale forpligtelser burde udfyldes gennem lovgivning. Ministeriet var enigt i at der snarest burde udarbejdes retningslinier for Arbejdsformidlings-medarbejdernes reaktion på racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ministeriet var opmærksom på at retstilstanden for så vidt angår private arbejdsgive Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 2 - Enkelte forvaltningsområder; Forvaltningsret 2.9 - Andre forvaltningsområder; Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5.

1. januar 1995Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge

A, der var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og i perioder havde modtaget supplerende dagpenge ved siden af sin indtægt som deltidsansat husholdningslærer, klagede over at Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA) havde tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) afgørelse om, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Som begrundelse for afgørelsen havde DfA og AA anført at A havde afslået et rimeligt arbejdstilbud og henvist til bestemmelserne i §§ 60 og 62, stk. 1, nr. 5, i den dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv. Efter en gennemgang af sagen anmodede ombudsmanden DfA og AA om supplerende udtalelser, idet det var uklart hvordan afgørelsen skulle forstås. Ombudsmanden anførte i den forbindelse at han umiddelbart måtte mene, at A's afslag på at modtage arbejdstilbuddet efter bestemmelsen i § 60, stk. 3, alene skulle have medført, at A herefter måtte betragtes som deltidsforsikret - og ikke have haft den yderligere konsekvens, at hun helt mistede sin dagpengeret. DfA erkendte i en senere udtalelse til AA at lovhenvisningen i DfA's afgørelse kunne forekomme misvisende, idet DfA's afgørelse alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til § 62, stk. 1, nr. 5. AA genoptog herefter sagen og traf en ny afgørelse, hvorved AA - under henvisning til bestemmelsen i § 60, stk. 3 - Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1994Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence.

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion. Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet. Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggru Emne: Forvaltningsret 13.2 - Specielt tilsyn, se også Forvaltningsret 3.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 111.3 - Kompetence (herunder delegation); Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse.

Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM). Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag. A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. fo Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 2.7 - Opsigelse, bortvisning eller bortgang. Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AMA) om, at A var blevet afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham, med den følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger. A's arbejdsgiver C havde som begrundelse for afskedigelsen anført, at A ikke havde efterkommet C's påbud om inden 2 dage at fremsende en lægeerklæring. I forbindelse med Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) behandling af sagen udtalte A's læge, at lægeerklæringen var blevet fremsendt én dag for sent på grund af, at lægen havde været på kursus. Lægen oplyste videre, at A gennem længere tid havde virket trist og forsagt, og at A ved henvendelsen om lægeerklæringen havde fortalt, at han følte sig mobbet på sin arbejdsplads af værkføreren m.fl. Dette var efter lægens opfattelse årsagen til, at A ikke havde bedt om forlængelse af fristen for aflevering af lægeerklæringen. Lægens udtalelse blev ikke i forbindelse med DfA's og AMA's behandling af sagen forelagt C. Ombudsmanden fandt, at AMA's afgørelse i sagen var blevet truffet på et ufyldestgørende grundlag. Ombudsmanden anførte, at udtalelser fra A's fagforening kun kunne tillægges begrænset betydning i den konkrete sag, der involverede flere medlemmers interesser. På baggrund heraf og da A havde givet samtykke til, at lægens udtalelse blev forelagt C til udtalelse, henstillede ombudsmanden til AMA at tage sagen o Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), hvorved AMS havde tilkendegivet, at A burde gives et nyt arbejdstilbud og samtidig bemærket, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret. A havde den 1. november 1986 tiltrådt et arbejdstilbud af syv måneders varighed. Efter 27 dage blev A afskediget, uden at arbejdsophøret kunne tilregnes ham. A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987. Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud, som han på grund af sygdom kun var beskæftiget med i 8 dage. Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud. Genstanden for ombudsmandens undersøgelse i sagen var alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skulle fortolkes således, at den finder anvendelse såvel ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud som ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. Ombudsmanden enig med AMS og Arbejdsministeriet (AM) i, at spørgsmålet burde søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, var betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse. Endvidere bemærkede ombudsmanden, at besvarelsen af det rejste lovfortolkni Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Spørgsmål om ret til løbende aktindsigt i en sag i Arbejdsministeriet.

A, der var arbejdstagerrepræsentant i Branchesikkerhedsrådet for Jernindustrien (BfJ), klagede over, at Arbejdsministeriet (AM) havde afslået hans begæring om løbende aktindsigt i AM's sag om elevatorsikkerhed. Ombudsmanden udtalte, at BfJ efter hans opfattelse ikke er en offentlig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand. Det kunne allerede derfor ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger, at AM havde behandlet A's henvendelse om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven og ikke efter § 31 i forvaltningsloven. Under henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at AM havde afslået A's anmodning om løbende aktindsigt i ministeriets sag. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at der inden for rammerne af offentlighedslovens § 4, stk 1, 2. pkt., kan gives løbende aktindsigt, og anførte, at der efter hans opfattelse ved myndighedernes stillingtagen hertil i afgørelsessager bør tages hensyn til, om begæringen er fremsat af andre end parter i sagen, der måtte have en anerkendelsesværdig interesse i at blive gjort bekendt med beslutningsgrundlaget, inden der træffes afgørelse i sagen. En imødekommelse af dette hensyn kræver ikke nødvendigvis løbende aktindsigt, men blot at aktindsigt bliver givet, inden afgørelse bliver truffet. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til baggrunden for partshørin Emne: Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 112.3 - Myndighedens videregivelse af oplysninger; Forvaltningsret 112.4 - Offentlighed. Henvisninger: Forvaltningsloven § 31; Offentlighedsloven § 4

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Uhjemlede regionale regler om uddannelsestilbud. Ulovlig skønsbegrænsning. Regelfastsættelse i cirkulære - eller bekendtgørelsesform.

A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS). Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Statsforfatningsret 9 - Andre spørgsmål.

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Ikke fradrag i arbejdsløshedsdagpenge for diæter modtaget for hvervet som medlem af et huslejenævn.

A klagede over, at det vederlag, som han modtog i forbindelse med hvervet som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge. Reglerne om fradrag i dagpenge som følge af indtægter ved arbejde mv. findes i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, der er udstedt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal der ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende. Varetagelse af hverv som f.eks. lægdommer ved boligretten medfører dog efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke fradrag. For sit hverv i huslejenævnet modtog A vederlag i form af 300 kr. pr. dag. På dage, hvor hvervet beslaglagde mere end fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte. Navnlig under hensyn til den meget beskedne sammenhæng mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning skulle præsteres, og det vederlag, som A modtog, fandt ombudsmanden, at A's vederlag mest naturligt måtte betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand. Da endvidere hvervet som lægdommer i boligretten efter bekendtgørelsen udtrykkeligt var undtaget fra reglerne om fradrag, var det efter en samlet vurdering ombudsmandens opfattelse, at A's vederlag som medlem af huslejenævnet ikke burde medføre fradrag i hans dagpenge. Ombudsmanden henstilled Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.

1. januar 1993Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Bindende forhåndsbesked i feriepengesag? Notatpligt. Utilstrækkelig begrundelse.

A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede. Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt. Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 11.2 - Sagens oplysning, tavshedspligt, offentlighed; Forvaltningsret 112.4 - Offentlighed; Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 5 - Ferie.

1. januar 1992Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Utilstrækkelig hjemmel til etablering af en offentlig EDB-database (KEMI-INFO).

Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives. Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor. Ombudsmanden Emne: Personspørgsmål 1 - Persondatabeskyttelse; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget. Henvisninger: Arbejdsmiljøloven § 49 a; Offentlighedsloven § 5; Offentlighedsloven § 12

1. januar 1991Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseAndet

Slettelse af arbejdsløshedskasse; dokumentation for af sendelse af rykkerskrivelse.

A havde ikke betalt sit arbejdsløshedskassekontingent rettidigt for januar 1989. Det fremgik af en edb-udskrift fra arbejdsløshedskassen, at kassen den 10. februar 1989 sendte A en standardrykker, hvorefter A ville blive slettet som medlem af kassen, medmindre hun betalte inden for en bestemt frist. Rykkeren blev sendt som almindeligt brev. A oplyste under sagen, at hun ikke modtog rykkerskrivelsen. Da A ikke betalte restancen, blev A ved en afgørelse fra arbejdsløshedskassen slettet som medlem. Udover en henstilling om genoptagelse af A's sag gav sagen anledning til en generel drøftelse af spørgsmålet om dokumentation for, at en rykkerskrivelse er afsendt, mellem ombudsmanden, Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ombudsmanden udtalte, at det principielt ville være rigtigst, hvis rykkerskrivelserne blev sendt anbefalet. Udsendelsen af rykkerskrivelserne som anbefalet brev indebærer imidlertid store ekstraomkostninger. Hertil kommer, at arbejdsløshedsforsikringsloven er under revision. På den baggrund fandt ombudsmanden, at afsendelsen af rykkerskrivelserne som et minimum bør dokumenteres ved en attest fra posthuset om, at skrivelsen er sendt. (J. nr. 1990-629-024). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 11.4 - Sagens afslutning.

1. januar 1990Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

"Rimeligt" arbejdstilbud efter en konkret vurdering af modtagerens fysiske formåen.

A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud. Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives. Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt". Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021). Hele teksten i Retsinfo Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.

1. januar 1990Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Betydningen af retsforlig for afgørelse om slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse på grund af svig.

Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen havde senest i 1985 fastholdt, at A skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge modtaget med urette i en periode samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Under en senere retssag anlagt af arbejdsløshedskassen mod A vedrørende tilbagebetalingskravet blev der under ankesagen i landsretten indgået retsforlig. Landsretten tilkendegav herunder i forbindelse medspørgsmålet om kravets forældelse, at "der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold ..." - I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse. A anmodede ankenævnet om at genoptage sagen om svigsslettelse med henvisning til, at landsretten ved sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, men ankenævnet fastholdt slettelsen. Ombudsmanden udtalte, at han i og for sig kunne være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang som under en straffesag om bedrageri havde været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold eller berigelsesforsæt. Han måtte imidlertid efter gennemgangen af det foreliggende materiale om retssagen gå ud fra, at svigsspørgsmålet havde været inddraget under retssagen i betydeligt Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6. Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87

1. januar 1989Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Vejledning i forbindelse med slettelse af medlemskab af arbejdsløshedskasse

Betaling af kontingent for et medlem af en arbejdsløshedskasse var i nogen tid sket ved, at arbejdsløshedskassen havde trukket dette i de løbende dagpengeudbetalinger. I en måned blev der ikke udbetalt dagpenge til medlemmet. Kontingent blev derfor ikke trukket. På grund af den herefter opståede restance pr. 1. januar blev medlemmet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen. Fundet, at medlemmet burde have været vejledt om, at særskilt betaling af kontingent i den særlige situation var nødvendig for at undgå slettelse af medlemskabet. Henstillet til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen at undergive sagen en fornyet overvejelse. (J. nr. 1988-830-022). Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 78

1. januar 1988Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Retsgrundlag for tilbagebetaling af feriedagpenge

Udtalt, at krav om tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, forudsætter, at dagpengebeløbet er blevet udbetalt med urette, og at modtageren på modtagelsestidspunktet var i ond tro med hensyn til sin berettigelse til dagpengene. Henstillet til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen at undergive sagen en fornyet overvejelse. (J. nr. 1988-743-024). Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 h; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87

1. januar 1988Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring

Manglende hjemmel for bekendtgørelse vedrørende efterløn

Arbejdsministeriet (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) havde ved udstedelse af en bekendtgørelse fastsat regler om ret til efterløn for medlemmer, der havde haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i andre lande. Disse regler var ikke i overensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, således som denne bestemmelse var blevet fortolket af det øverste administrative ankeorgan (Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen). Udtalt, at Arbejdsministeriet ikke havde haft hjemmel til - hverken i cirkulære- eller bekendtgørelsesform - at fastsætte sådanne regler, der indebar en fravigelse eller en bindende fortolkning af § 75 b i arbejdsløshedsforsikringsloven. (J. nr. 1987-940-023). Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 b; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 95; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 41

1. januar 1988Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret

Begrundelse af forligsmandens tilbagekaldelse af mæglingsforslag

Forligsmanden besvarede skriftligt en anmodning fra A om at tilbagekalde et mæglingsforslag, som A fandt, at forligsmanden ikke havde haft beføjelse til at fremsætte. Udtalt, at besvarelsen af A's anmodning måtte anses at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fundet, at forligsmandens skrivelse til A ikke var fyldestgørende, fordi den manglede en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22, og fordi skrivelsen kun indirekte gav udtryk for, at forligsmanden ikke agtede at imødekomme A's anmodning. (J. nr. 1987-1025-01). Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 2

1. januar 1987Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret

Begrundelse af forligsmandens sammenkædningsbeslutning

Udtalt, at en beslutning af en af statens forligsmænd om sammenkædning af et mæglingsforslag var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fundet, at en overenskomstpart, der var udeholdt af sammenkædningsbeslutningen, måtte betragtes som part i relation til afgørelsen. Den udeholdte overenskomstpart havde herefter krav på en begrundelse for beslutningen efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. (J. nr. 1987-488-01). Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 2; Forvaltningsloven § 15; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 9; Offentlighedsloven § 13

1. januar 1987Kilde: RetsinformationLæs dokumentet ↗