22 dokumenterArbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En mand klagede til Arbejdsmarkedets Ankenævn over Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse om at slette ham som medlem af en arbejdsløshedskasse fordi han ikke rettidigt havde indbetalt 783 kr. til en anden arbejdsløshedskasse. Klageren oplyste at han deponerede det omhandlede beløb. Først da Arbejdsmarkedets Ankenævn mere end et halvt år senere traf afgørelse om at klageren med rette var slettet som a-kassemedlem, fik han oplyst at han ikke med frigørende virkning kunne deponere beløbet. Ombudsmanden kunne ikke kritisere ankenævnets opfattelse af at deponeringen ikke havde frigørende virkning. Ombudsmanden mente derimod at det måtte have været ret åbenbart for myndighederne at klageren befandt sig i en vildfarelse med hensyn til deponeringens frigørende virkning. Derfor burde direktoratet have vejledt klageren herom. Ombudsmanden bemærkede at iagttagelse af vejledningspligten i særlig grad gælder i sager med meget vidtrækkende konsekvenser. Ombudsmanden mente at afgørelsen om at slette klageren som a-kassemedlem ramte klageren økonomisk særdeles hårdt, idet han bl.a. mistede retten til overgangsydelse. Det var derfor tvivlsomt om afgørelsen var i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. (J.nr. 1998-0945-020). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En journalist klagede over at Direktoratet for Arbejdstilsynet i forbindelse med en aktindsigtsanmodning havde stillet som betingelse for udlevering af fotokopier at det gebyr, der kan kræves for afskrifter og fotokopier, blev betalt forud. Ombudsmanden mente ikke at en myndighed i almindelighed kan stille betingelse om forudbetaling for at udlevere fotokopier. Ombudsmanden gjorde Arbejdsministeriet bekendt med sin opfattelse. Under hensyn til at Direktoratet for Arbejdstilsynet, inden direktoratet indførte ordningen om forudbetaling, hos relevante myndigheder havde undersøgt spørgsmålet om hvorvidt man kunne gennemføre ordningen, mente ombudsmanden ikke at have grundlag for at fremsætte sin opfattelse som en kritik af Direktoratet for Arbejdstilsynet og Arbejdsministeriet. (J.nr. 1997-2715-001). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Klageren i denne sag havde fuldmagt til at rette henvendelse til relevante myndigheder vedrørende partens sag om overgangsydelse. Han bad Arbejdsmarkedets Ankenævn om en uddybende begrundelse for ankenævnets afgørelse i sagen. Ankenævnet var også stævnet af partens advokat, og tog derfor telefonisk kontakt til parten selv. Under samtalen oplyste partens ægtefælle at klageren havde fået en fuldmagt, men at advokaten fortsat førte sagen på vegne af parten. Arbejdsmarkedets Ankenævn oplyste klageren om at fremtidige henvendelser på vegne af parten kun ville blive besvaret hvis de var indsendt af advokaten. Kopi af brevet blev sendt til advokaten, og ankenævnet oplyste advokaten om at nævnet ikke fandt det hensigtsmæssigt at parten under den verserende sag var repræsenteret af mere end én partsrepræsentant. Ombudsmanden udtalte at parten som følge af fuldmagtsforholdets natur er berettiget til én partsrepræsentant en ret til flere partsrepræsentanter må forudsætte særlige bestemmelser herom. Da parten ifølge det oplyste var stærkt hørehæmmet, bemærkede ombudsmanden om ankenævnets telefoniske henvendelse at det ikke fremgik af sagen om partens ægtefælle havde fuldmagt hvilket burde have været afklaret forud for telefonsamtalen. Tvivlen om partsrepræsentationen blev heller ikke afklaret ved telefonsamtalen. Ombudsmanden mente dog ikke der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere
Emne: Forvaltningsret 113.2 - Partsrepræsentation.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Arbejdsmarkedets Ankenævn fastholdt en afgørelse om at slette et medlem af en a-kasse på grund af svig. Anklagemyndigheden havde besluttet at opgive påtale mod A for bedrageri fordi der ikke kunne føres det tilstrækkelige bevis for forsæt. Ombudsmanden lagde til grund at forsætsbegrebet i arbejdsløshedsforsikringslovens svigsbestemmelse og strafferetten principielt er det samme, men at der er forskel i henseende til beviskravet. Det var derfor ikke en nødvendig følge af en påtaleopgivelse efter straffeloven at svigsslettelsen efter arbejdsløshedsforsikringsloven skulle ophæves. Af myndighedernes udtalelser fremgik imidlertid at de tillagde anklagemyndighedens påtaleopgivelse mindre vægt end en frifindende dom. Ombudsmanden mente at de to reaktionsformer i overensstemmelse med de almindelige principper for strafforfølgning måtte sidestilles i den her omhandlede sammenhæng og henstillede at ankenævnet genoptog sagen. (J.nr. 1997-2580-019). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Strafferet 1.1 - Forsæt; Retspleje 322.1 - Påtaleopgivelse; Almindelige emner 1.9 - Andre spørgsmål; Retspleje 32.3 - Forholdet mellem tiltale og dom; Strafferet 24.5 - Bedrageri - Mandatsvig; Retspleje 14.7 - Bevisvurderingen; Forvaltningsret 1 - Almindelige emner; Forvaltningsret 1.2 - Hjemmelsspørgsmål; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2 - Enkelte forvaltningsområder; Forvaltningsret 2.6 - Andre tilskud til personer, se også Forvaltningsret 2.5; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen modtog en anonym henvendelse om at en dagpengemodtager havde modtaget forudbetaling for at skrive en bog samtidig med at han modtog dagpenge. Direktoratet indledte på den baggrund en kontrolundersøgelse. Direktoratet underrettede først dagpengemodtageren på et sent tidspunkt i undersøgelsesforløbet. Ombudsmanden fandt det bedst stemmende med god forvaltningsskik om dagpengemodtageren var blevet orienteret om sagen på et tidligere tidspunkt. Endvidere fandt ombudsmanden det beklageligt at direktoratet ikke, i forbindelse med at dagpengemodtageren bestred rigtigheden af oplysninger som direktoratet havde indhentet fra en arbejdsgiver, forelagde dagpengemodtagerens indsigelser for arbejdsgiveren. Ombudsmanden udtalte at direktoratet ikke var kompetent til at give dagpengemodtageren karantæne. Da direktoratet ikke var kompetent, fandt ombudsmanden heller ikke at Arbejdsmarkedets Ankenævn var kompetent til, som klageinstans, at træffe afgørelse herom. Ombudsmanden henstillede på den baggrund at ankenævnet ændrede sin afgørelse således at karantænen bortfaldt. (J.nr. 1994-1797-009). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 13.1 - Rekurs; Forvaltningsret 2511.1 - Pengeydelser; Forvaltningsret 115.1 - Vejledning; Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 1133.2 - Lovbestemt; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En kvinde klagede over at Arbejdsformidlingen havde afslået hendes ansøgning om uddannelsesorlov til den etårige erhvervsøkonomiske suppleringsuddannelse på en handelshøjskole. Lov om orlov anvender (i § 3) udtrykket "lange og mellemlange videregående uddannelser". Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere at myndighederne havde anset den erhvervsøkonomiske suppleringsuddannelse for en mellemlang eller lang videregående uddannelse i orlovslovens forstand. Arbejdsministeriet havde endvidere i en vejledning nærmere angivet hvad der skulle forstås ved begrebet "ledige pladser" i § 3, stk. 1, i bek. nr. 1051 af 17. december 1993 om uddannelser, hvortil der kan opnås uddannelsesgodtgørelse og orlov til uddannelse. Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere at Arbejdsformidlingen havde fulgt Arbejdsministeriets fortolkning af begrebet "ledige pladser". Derimod fandt ombudsmanden det beklageligt at Arbejdsministeriet ikke i bekendtgørelsen havde optaget klare og udtrykkelige regler om de to nævnte fortolkningsspørgsmål, og henstillede samtidig til ministeriet at præcisere bekendtgørelsen på disse punkter hvis bekendtgørelsen fortsat skulle finde anvendelse. Ombudsmanden anførte bl.a. at det første fortolkningsspørgsmål er et åbenbart fortolkningsspørgsmål af grundlæggende og generel betydning for afgrænsningen af bestemmelsen i lovens § 3, stk. 1, og at den forståelse myndighe
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 2.3 - Undervisning og forskning (herunder skoler); Statsforfatningsret 9 - Andre spørgsmål.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
En læge med bopæl i Danmark arbejdede i en periode på ca. fem måneder i Sverige. Efter arbejdsperiodens ophør anmodede han sin danske arbejdsløshedskasse om at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge. Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om at registrere lægen som udmeldt af kassen fra tidspunktet for påbegyndelse af arbejdet i Sverige. Afgørelsen blev tiltrådt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn bl.a. under henvisning til en bestemmelse i Nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed. Ombudsmanden anmodede myndighederne om at udtale sig om hvorvidt der havde været det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at fratage lægen hans medlemskab af arbejdsløshedskassen. Ombudsmanden henviste til at der efter ordlyden i de nationale regler ikke var taget stilling til konsekvenserne af manglende overflytning til beskæftigelseslandets arbejdsløshedsforsikring. Ankenævnet svarede at hjemlen til at annullere medlemskabet måtte anses for tvivlsom, og da lægen ubestridt havde været i god tro vedrørende fortsat medlemskab af den danske arbejdsløshedskasse ophævede ankenævnet den tidligere afgørelse. Ombudsmanden meddelte herefter lægen og myndighederne at han ikke foretog yderligere i sagen. (J.nr. 1995-303-020). FOB 1996.48 Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Arbejdsmarkedets Ankenævn havde tiltrådt en arbejdsløshedskasses afgørelse om afslag på ventedagpenge til et medlem. Ombudsmanden udtalte efter sin behandling af sagen at arbejdsløshedsforsikringslovens § 55, stk. 3, måtte fortolkes således at klageren var omfattet af bestemmelsen og dermed berettiget til ventedagpenge. Ombudsmanden henstillede derfor til ankenævnet at genoptage og overveje sagen på baggrund af ombudsmandens opfattelse. Ankenævnet meddelte senere at § 55, stk. 3, ikke udelukkede en fortolkning som gjorde klageren berettiget til ventedagpenge, og ankenævnet havde derfor hjemvist sagen til fornyet behandling på det ændrede grundlag. (J. nr. 1993-2702-029). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 55
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA). Ved afgørelsen havde AA tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikrings (DfA's) afgørelse om afslag på A's anmodning om refusion af medlemskontingent til hans a-kasse. Den lokale a-kasse havde tidligere meddelt A tilsagn om refusion. Ombudsmanden bemærkede, at spørgsmålet om tilbagebetaling af a-kasse kontingent ikke er reguleret i arbejdsløshedsforsikringsloven og således principielt beror på ulovbestemte formueretlige synspunkter. Ombudsmanden fandt, at DfA's beføjelse som klageinstans i medfør af lovens § 98, stk. 2, samt DfA's tilsynsbeføjelse i medfør af § 88 ikke kan antages at omfatte afgørelser om forhold, hvorom der ikke er fastsat regler i arbejdsløshedsforsikringslovgivningen. En antagelse om, at DfA og AA som klageinstanser havde beføjelse til at tage stilling til rent privatretlige forhold mellem en a-kasse og dens medlemmer, måtte kræve særlige holdepunkter - og sådanne sås ikke at foreligge i relation til lovens § 98. Sammenfattende var det ombudsmandens opfattelse, at både DfA og AA havde været inkompetente til at træffe afgørelse om spørgsmålet. Ombudsmanden fandt at måtte afstå fra at udtale sig om, hvorvidt A fortsat kunne støtte ret på a-kassens oprindelige afgørelse, da a-kasserne falder uden for ombudsmandens område; men han påpegede dog, at eftersom både DfA's og AA's afgørelser på baggru
Emne: Forvaltningsret 13.2 - Specielt tilsyn, se også Forvaltningsret 3.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 111.3 - Kompetence (herunder delegation); Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
A, der var arbejdstagerrepræsentant i Branchesikkerhedsrådet for Jernindustrien (BfJ), klagede over, at Arbejdsministeriet (AM) havde afslået hans begæring om løbende aktindsigt i AM's sag om elevatorsikkerhed. Ombudsmanden udtalte, at BfJ efter hans opfattelse ikke er en offentlig forvaltningsmyndighed i forvaltningslovens forstand. Det kunne allerede derfor ikke give ombudsmanden anledning til bemærkninger, at AM havde behandlet A's henvendelse om aktindsigt efter reglerne i offentlighedsloven og ikke efter § 31 i forvaltningsloven. Under henvisning til bestemmelsen i offentlighedslovens § 4, stk. 1, fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at AM havde afslået A's anmodning om løbende aktindsigt i ministeriets sag. Ombudsmanden bemærkede imidlertid, at der inden for rammerne af offentlighedslovens § 4, stk 1, 2. pkt., kan gives løbende aktindsigt, og anførte, at der efter hans opfattelse ved myndighedernes stillingtagen hertil i afgørelsessager bør tages hensyn til, om begæringen er fremsat af andre end parter i sagen, der måtte have en anerkendelsesværdig interesse i at blive gjort bekendt med beslutningsgrundlaget, inden der træffes afgørelse i sagen. En imødekommelse af dette hensyn kræver ikke nødvendigvis løbende aktindsigt, men blot at aktindsigt bliver givet, inden afgørelse bliver truffet. Ombudsmanden henviste i den forbindelse til baggrunden for partshørin
Emne: Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik; Forvaltningsret 112.3 - Myndighedens videregivelse af oplysninger; Forvaltningsret 112.4 - Offentlighed.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 31; Offentlighedsloven § 4
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
A klagede over, at Arbejdsformidlingen (AF) og senere Arbejdsmarkedsnævnet (AMN) havde afslået hendes ansøgning om at gennemføre en uddannelse til kosmetolog som et uddannelsestilbud (UTB). Myndighederne havde i afgørelsen henvist til et særlig regionalt fastsat regelsæt. Regelsættet var udstedt af nævnet, men ikke offentliggjort. Det var heri bl.a. bestemt, at varigheden af et individuelt UTB skulle være mellem 13 og 26 uger. Afslaget til A var begrundet i, at hendes uddannelse ikke opfyldte denne tidsnorm. Efter at A havde indbragt sagen for ombudsmanden, begrundede AMN i en udtalelse tillige afgørelsen med, at et UTB ikke kan godkendes, efter at uddannelsen er startet. Nævnet henviste herved til et cirkulære af 14. december 1989 udstedt af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS). Ombudsmanden var afskåret fra at tage stilling til myndighedernes afgørelser i den konkrete sag, da den administrative rekurs ikke var udnyttet. Vedrørende de generelle spørgsmål om regelfastsættelse mv., som sagen rejste, meddelte ombudsmanden, at han kunne tilslutte sig den opfattelse, som AMS og Arbejdsministeriet (AM) havde givet udtryk for, hvorefter den regionale regelfastsættelse var sket uden hjemmel. Ombudsmanden fandt dette forhold uheldigt. Ombudsmanden kunne endvidere tilslutte sig AMS' og AM's opfattelse, hvorefter den begrænsning af den maksimale varighed af et individuelt UTB, som den regionale
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 123.2 - Skønsafvejningen; Statsforfatningsret 9 - Andre spørgsmål.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
A anmodede efter ferieårets udløb om udbetaling af feriepenge uden at holde ferie. Under sagens behandling kontaktede A telefonisk Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT). A mente, at AT under denne samtale meddelte hende en bindende afgørelse. Der blev ikke taget notat om samtalen i AT, der på den anden side heller ikke senere bestred, at der var givet en "positiv tilkendegivelse". A modtog senere skriftligt afslag, som Arbejdsministeriet (AM) stadfæstede. Ombudsmanden udtalte, at den førte telefonsamtale udgjorde en så væsentlig ekspedition i sagen, at direktoratet på grundlag af den almindelige retsgrundsætning om notatpligt havde pligt til at tage notat om samtalen og dens indhold. Ombudsmanden kritiserede derfor, at AT ikke havde taget notat om samtalen, og at AM ikke påtalte fejlen. Ombudsmanden lagde A's version om hændelsesforløbet til grund, men mente alligevel ikke, at der var tilstrækkeligt grundlag for at kritisere, at myndighederne ikke anså den omhandlede forhåndsbesked for bindende, og at der således ikke - som hævdet af A - var tale om tilbageholdelse af en begunstigende forvaltningsakt. Ombudsmanden kritiserede, at AT og AM ikke havde meddelt A en fyldestgørende begrundelse. (J. nr. 1990-1647-01). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 11.2 - Sagens oplysning, tavshedspligt, offentlighed; Forvaltningsret 112.4 - Offentlighed; Forvaltningsret 1124.1 - Dokumentoffentlighed, se også Forvaltningsret 113.4; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 5 - Ferie.
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Forligsmanden besvarede skriftligt en anmodning fra A om at tilbagekalde et mæglingsforslag, som A fandt, at forligsmanden ikke havde haft beføjelse til at fremsætte. Udtalt, at besvarelsen af A's anmodning måtte anses at være en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fundet, at forligsmandens skrivelse til A ikke var fyldestgørende, fordi den manglede en begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22, og fordi skrivelsen kun indirekte gav udtryk for, at forligsmanden ikke agtede at imødekomme A's anmodning. (J. nr. 1987-1025-01).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 2
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Under visse betingelser kan ret til arbejdsløshedsdagpenge bevares under jobsøgning i et andet EF-land. Fundet det meget beklageligt, at arbejdsdirektoratets behandling af en ansøgning om modtagelse af arbejdsløshedsdagpenge til et andet EF-land tog så lang tid, som det var tilfældet. Ansøgeren var vendt tilbage til Danmark, før direktoratets afgørelse forelå. Af egen drift overfor arbejdsdirektoratet og arbejdsministeriet rejst spørgsmål om praktiseringen af ordningen, herunder den tidsmæssige behandling i arbejdsdirektoratet af ansøgninger. (J. nr. 1984-941-020).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Henledt direktoratet for arbejdsløshedsforsikringens opmærksomhed på, at der muligt var behov for overfor direktoratets medarbejdere at indskærpe betydningen af at bestemmelserne i offentlighedslovens §§ 11 og 12 efterleves. (J. nr. 1984-1120-020).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 11; Offentlighedsloven § 12
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Over for arbejdsministeriet rejst spørgsmål om at søge behandlingen af kontrolsager lagt i mere faste rammer i form af udsendelse af administrative forskrifter til supplement eller afløsning af allerede foreliggende forskrifter. (J. nr. 1984-1100-024 og 1984-1101-024).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Kritiseret, at arbejdsdirektoratet ikke forud for en afskedigelsesbeslutning meddelte den ansatte konkrete oplysninger om afskedigelsesgrundlaget, som han kunne udtale sig om. Endvidere kritiseret, at arbejdsdirektoratet meddelte den ansatte forkerte oplysninger om hans partsbeføjelser i henhold til offentlighedsloven. Udtalt, at afskedigelsen, således som sagen forelå oplyst, måtte anses for ulovlig. Henstillet til arbejdsministeriet at meddele den afskedigede, hvad ministeriet på det nu foreliggende grundlag ville foretage sig. (J. nr. 1983-135-00).
Henvisninger: Tjenestemandsloven § 20; Tjenestemandsloven § 31; Funktionærloven § 2 b
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Henstillet til arbejdsministeriet at frafalde krav om betaling for fotokopier, som var sendt i anledning af anmodning om aktindsigt. (J. nr. 1983-831-022).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 8
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Henstillet til statens forligsmænd i arbejdsstridigheder at genoptage behandlingen af en anmodning om aktindsigt i forligsinstitutionens sag vedrørende afstemning om mæglingsforslaget på AC-området i april 1981. (J. nr. 1981-617-01).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 1; Offentlighedsloven § 7; Offentlighedsloven § 2
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Over for arbejdsdirektoratet og ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen rejst spørgsmålet om, hvorvidt myndighederne ville være indstillet på i afgørelser om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, som findes at være modtaget med urette, at angive dels hjemmelen for tilbagebetalingskravet, dels de forhold, som der er lagt vægt på ved afgørelserne om tilbagebetaling. (J. nr. 1982-1172-02).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Over for arbejdsministeriet rejst spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger der måtte være eller ville blive truffet med henblik på at sikre, at bestemmelserne i statsministeriets cirkulærskrivelse nr. 221 af 11. september 1978 om orientering af ansøgere og klagere, når sagsbehandlingstiden trækker ud, iagttages af arbejdsdirektoratet. (J. nr. 1981-1070-02).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Arbejdsministeriet · AfgørelseForvaltningsret
Udtalt, at der ikke med henvisning til bestemmelserne i § 5, nr. 3 og 4, i lov om offentlighed i forvaltningen kan gives afslag på en begæring om at blive gjort bekendt med konkrete faktiske oplysninger af væsentlig betydning for en sags afgørelse, der alene fremgår af det interne sagsmateriale. Henstillet til arbejdsministeriet at træffe afgørelse af hvorvidt en klager efter offentlighedsloven havde krav på (også) at modtage nogle nærmere angivne oplysninger. (J. nr. 1981-378-00).
Henvisninger: Offentlighedsloven § 5; Offentlighedsloven § 2; Offentlighedsloven § 4; Offentlighedsloven § 10; Tjenestemandsloven § 20