36 dokumenter · side 1 af 2Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
A, der var fuldtidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse og i perioder havde modtaget supplerende dagpenge ved siden af sin indtægt som deltidsansat husholdningslærer, klagede over at Arbejdsmarkedets Ankenævn (AA) havde tiltrådt Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) afgørelse om, at hun ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Som begrundelse for afgørelsen havde DfA og AA anført at A havde afslået et rimeligt arbejdstilbud og henvist til bestemmelserne i §§ 60 og 62, stk. 1, nr. 5, i den dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring mv. Efter en gennemgang af sagen anmodede ombudsmanden DfA og AA om supplerende udtalelser, idet det var uklart hvordan afgørelsen skulle forstås. Ombudsmanden anførte i den forbindelse at han umiddelbart måtte mene, at A's afslag på at modtage arbejdstilbuddet efter bestemmelsen i § 60, stk. 3, alene skulle have medført, at A herefter måtte betragtes som deltidsforsikret - og ikke have haft den yderligere konsekvens, at hun helt mistede sin dagpengeret. DfA erkendte i en senere udtalelse til AA at lovhenvisningen i DfA's afgørelse kunne forekomme misvisende, idet DfA's afgørelse alene var truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til § 62, stk. 1, nr. 5. AA genoptog herefter sagen og traf en ny afgørelse, hvorved AA - under henvisning til bestemmelsen i § 60, stk. 3 -
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Ankenævn (AMA) om, at A var blevet afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham, med den følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger. A's arbejdsgiver C havde som begrundelse for afskedigelsen anført, at A ikke havde efterkommet C's påbud om inden 2 dage at fremsende en lægeerklæring. I forbindelse med Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (DfA's) behandling af sagen udtalte A's læge, at lægeerklæringen var blevet fremsendt én dag for sent på grund af, at lægen havde været på kursus. Lægen oplyste videre, at A gennem længere tid havde virket trist og forsagt, og at A ved henvendelsen om lægeerklæringen havde fortalt, at han følte sig mobbet på sin arbejdsplads af værkføreren m.fl. Dette var efter lægens opfattelse årsagen til, at A ikke havde bedt om forlængelse af fristen for aflevering af lægeerklæringen. Lægens udtalelse blev ikke i forbindelse med DfA's og AMA's behandling af sagen forelagt C. Ombudsmanden fandt, at AMA's afgørelse i sagen var blevet truffet på et ufyldestgørende grundlag. Ombudsmanden anførte, at udtalelser fra A's fagforening kun kunne tillægges begrænset betydning i den konkrete sag, der involverede flere medlemmers interesser. På baggrund heraf og da A havde givet samtykke til, at lægens udtalelse blev forelagt C til udtalelse, henstillede ombudsmanden til AMA at tage sagen o
Emne: Forvaltningsret 1121.1 - Officialprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), hvorved AMS havde tilkendegivet, at A burde gives et nyt arbejdstilbud og samtidig bemærket, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret. A havde den 1. november 1986 tiltrådt et arbejdstilbud af syv måneders varighed. Efter 27 dage blev A afskediget, uden at arbejdsophøret kunne tilregnes ham. A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987. Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud, som han på grund af sygdom kun var beskæftiget med i 8 dage. Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud. Genstanden for ombudsmandens undersøgelse i sagen var alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skulle fortolkes således, at den finder anvendelse såvel ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud som ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. Ombudsmanden enig med AMS og Arbejdsministeriet (AM) i, at spørgsmålet burde søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, var betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse. Endvidere bemærkede ombudsmanden, at besvarelsen af det rejste lovfortolkni
Emne: Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
A klagede over, at det vederlag, som han modtog i forbindelse med hvervet som medlem af et huslejenævn, blev fradraget i hans arbejdsløshedsdagpenge. Reglerne om fradrag i dagpenge som følge af indtægter ved arbejde mv. findes i bekendtgørelse nr. 57 af 1. marts 1982, der er udstedt af Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Ifølge bekendtgørelsens § 2, stk. 2, skal der ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges tjeneste, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende. Varetagelse af hverv som f.eks. lægdommer ved boligretten medfører dog efter bekendtgørelsens § 2, stk. 3, ikke fradrag. For sit hverv i huslejenævnet modtog A vederlag i form af 300 kr. pr. dag. På dage, hvor hvervet beslaglagde mere end fire timer, udgjorde vederlaget dog det dobbelte. Navnlig under hensyn til den meget beskedne sammenhæng mellem den ydelse, der i tidsmæssig udstrækning skulle præsteres, og det vederlag, som A modtog, fandt ombudsmanden, at A's vederlag mest naturligt måtte betegnes som en diæt i bekendtgørelsens forstand. Da endvidere hvervet som lægdommer i boligretten efter bekendtgørelsen udtrykkeligt var undtaget fra reglerne om fradrag, var det efter en samlet vurdering ombudsmandens opfattelse, at A's vederlag som medlem af huslejenævnet ikke burde medføre fradrag i hans dagpenge. Ombudsmanden henstilled
Emne: Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring; Forvaltningsret 3.9 - Andre spørgsmål.
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen havde senest i 1985 fastholdt, at A skulle tilbagebetale arbejdsløshedsdagpenge modtaget med urette i en periode samt slettes som medlem af sin arbejdsløshedskasse på grund af svig, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk. 1. Under en senere retssag anlagt af arbejdsløshedskassen mod A vedrørende tilbagebetalingskravet blev der under ankesagen i landsretten indgået retsforlig. Landsretten tilkendegav herunder i forbindelse medspørgsmålet om kravets forældelse, at "der ikke findes fornødne holdepunkter for at fastslå, at (A) har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold ..." - I modsætning hertil havde byretten fundet, at A havde gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, hvorfor kravet fandtes omfattet af den 20-årige forældelse. A anmodede ankenævnet om at genoptage sagen om svigsslettelse med henvisning til, at landsretten ved sin tilkendegivelse havde statueret, at der ikke forelå svig, men ankenævnet fastholdt slettelsen. Ombudsmanden udtalte, at han i og for sig kunne være enig med ankenævnet i, at der ikke i samme omfang som under en straffesag om bedrageri havde været anledning til bevisførelse og procedure om spørgsmålet om svigagtigt forhold eller berigelsesforsæt. Han måtte imidlertid efter gennemgangen af det foreliggende materiale om retssagen gå ud fra, at svigsspørgsmålet havde været inddraget under retssagen i betydeligt
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 13.3 - Remonstration og tilbagekaldelse, se også Skatter 6.
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Betaling af kontingent for et medlem af en arbejdsløshedskasse var i nogen tid sket ved, at arbejdsløshedskassen havde trukket dette i de løbende dagpengeudbetalinger. I en måned blev der ikke udbetalt dagpenge til medlemmet. Kontingent blev derfor ikke trukket. På grund af den herefter opståede restance pr. 1. januar blev medlemmet slettet som medlem af arbejdsløshedskassen. Fundet, at medlemmet burde have været vejledt om, at særskilt betaling af kontingent i den særlige situation var nødvendig for at undgå slettelse af medlemskabet. Henstillet til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen at undergive sagen en fornyet overvejelse. (J. nr. 1988-830-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 78
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt, at krav om tilbagebetaling efter arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, forudsætter, at dagpengebeløbet er blevet udbetalt med urette, og at modtageren på modtagelsestidspunktet var i ond tro med hensyn til sin berettigelse til dagpengene. Henstillet til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen at undergive sagen en fornyet overvejelse. (J. nr. 1988-743-024).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 h; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Arbejdsministeriet (Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen) havde ved udstedelse af en bekendtgørelse fastsat regler om ret til efterløn for medlemmer, der havde haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i andre lande. Disse regler var ikke i overensstemmelse med arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, således som denne bestemmelse var blevet fortolket af det øverste administrative ankeorgan (Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen). Udtalt, at Arbejdsministeriet ikke havde haft hjemmel til - hverken i cirkulære- eller bekendtgørelsesform - at fastsætte sådanne regler, der indebar en fravigelse eller en bindende fortolkning af § 75 b i arbejdsløshedsforsikringsloven. (J. nr. 1987-940-023).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 b; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 95; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 41
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt over for Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen, at jeg måtte anse det for meget tvivlsomt, om et arbejdsløshedskassemedlems forhold i forbindelse med udfyldelsen af dagpengekort kunne betegnes som svig. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om karantæne med udgangspunkt i, at medlemmets adfærd betragtes som uagtsomt. (J. nr. 1987-18-024).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 59
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt, at det var beklageligt, at Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen havde truffet afgørelse i en sag om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge og idømmelse af karantæne uden forinden at have taget skridt til at få klagerens oplysninger om at have modtaget ukorrekt vejledning nærmere belyst. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagen og i den forbindelse tilvejebringe de fornødne oplysninger til brug for sagens afgørelse. (J. nr. 1987-644-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Henstillet til Ankenævnet for Arbejdsløshedsforsikringen at genoptage en sag om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge som følge af beskæftigelse med produktion af en enkeltstående udsendelse i en nærradio. (J. nr. 1986-1365-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Rettet henvendelse til Arbejdsministeriet om opgørelse af erstatning for, at en iværksætterydelse, som var ydet, uden at modtageren havde gennemgået 1. jobtilbud, måtte tilbagekaldes. (J. nr. 1987-53-021).
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Rettet henvendelse til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen om dagpengeberettigelse for en B-aktionær i en virksomhed. Ankenævnet havde fundet, at A måtte anses for at være selvstændig erhvervsdrivende, og havde stillet krav om, at aktierne blev afhændet, før der kunne ske dagpengeudbetaling. (J. nr. 1986-1170-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Henstillet til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen at tage en afgørelse om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge op til fornyet overvejelse, idet jeg fandt det tvivlsomt, om de subjektive betingelser for at kræve tilbagebetaling var opfyldt. Medlemmet havde uden at oplyse herom til arbejdsløshedskassen deltaget i en aftenskoleuddannelse, hvor undervisningen startede inden kl. 18.00 (den dagældende tidsgrænse for udbetaling af dagpenge under kursusdeltagelse). (J. nr. 1986-1216-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Rettet henvendelse til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen i en sag om ikendelse af 5 ugers karantæne efter arbejdsløshedsforsikringsloven i forbindelse med arbejdsophør. Den pågældende, der boede på Læsø, havde opsagt sit arbejde i Ålborg for at overtage et deltidsvikariat på Læsø. (J. nr. 1986-864-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 63
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt overfor ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen, at det blotte forhold, at afbrydelse af medlemskab af en arbejdsløshedskasse skyldes en afgørelse om slettelse på grund af svig, ikke i sig selv udelukker anvendelsen af dispensationsbestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 75 b, stk. 3. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling. (J. nr. 1986-563-023).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 b; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 41; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Ved ombudsmandens mellemkomst fik et a-kassemedlem efterbetalt dagpenge og udbetalt en erstatning for tab af dagpengeret. Hovedspørgsmålet var, om arbejdsdirektoratet (eller arbejdsformidlingen) var erstatningspligtig for sagsbehandlingen i forbindelse med fremskaffelsen af et arbejdstilbud. Ombudsmanden udtalte som sin opfattelse, at det ville være uberettiget, hvis arbejdsdirektoratet havde givet en klage fra en kommune opsættende virkning med den følge, at medlemmet først fik arbejdstilbuddet, da hun havde mistet dagpengeretten. (J. nr. 1983-736-021).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 55; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 72
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Et medlem af en arbejdsløshedskasse havde klaget til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen over direktoratet for arbejdsløshedsforsikringens afgørelse vedrørende spørgsmålet om hans ret til medlemskab af kassen. I den anledning traf ankenævnet som første instans afgørelse om, at kassen ikke havde krav på refusion fra statskassen for et dagpengebeløb, som kassen med urette havde udbetalt til medlemmet. Udtalt, at ankenævnet havde savnet (funktionel) kompetence til at træffe afgørelsen. Henstillet til ankenævnet at ophæve afgørelsen og eventuelt anmode direktoratet om som tilsynsmyndighed at træffe afgørelse i første instans om spørgsmålet. (J.nr. 1983-493-02).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 99
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Over for arbejdsministeriet og ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen rejst spørgsmål dels om hjemmel for formanden for ankenævnet til at træffe afgørelse på nævnets vegne i sager om overskridelse af ankefristen, dels om betydningen af at klage til ankenævnet rettidigt er indbragt for en arbejdsløshedskasse. (J. nr. 1985-1386-024).
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Overfor direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen, ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen og arbejdsministeriet rejst spørgsmål om rækkevidden af direktoratets kompetence som tilsynsmyndighed i sager om efterløn - særlig i relation til spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt at stille krav om aktuel rådighed i forhold til efterlønsmodtagere eventuelt flere år efter, at efterløn er bevilget. (J. nr. 1984-1197-022).
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Et medlem af en arbejdsløshedskasse, der meldte sig ledig efter ca. 2 års sygdom, fandtes af myndighederne først berettiget til at modtage arbejdssløshedsdagpenge, når hun ved 5 ugers arbejde havde bevist sin tilknytning til arbejdsmarkedet. Ikke anset det for godtgjort, at afgørelserne fra direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen og ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen beroede på en selvstændig samlet konkret vurdering som forudsat i de bestemmelser, der dannede grundlag for afgørelserne. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling. (J.nr. 1984-893-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Henstillet til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen at genoptage behandlingen af en sag om tilbagebetaling af arbejdsløshedsdagpenge. Ankenævnets afgørelse byggede i overensstemmelse med hidtidig praksis på det standpunkt, at immatrikulation ved universitetet i sig selv medførte bortfald af retten til at modtage arbejdsløshedsdagpenge, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 6. Dette standpunkt var imidlertid blevet underkendt i en (utrykt) landsretsdom, hvorefter afgørelsen om tab af dagpengeret i princippet måtte bero på en konkret vurdering af studieaktiviteten. (J. nr. 1983-860-024).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62 a
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Henstillet til arbejdsministeriet at foranledige, at der blev taget stilling til, om A på grundlag af en foreliggende generel dispensation - sammenholdt med forløbet af den konkrete sag i arbejdsdirektoratet - havde krav på at modtage arbejdsløshedsdagpenge under deltagelse i et kursus. (J. nr. 1985-1292-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
På grundlag af en samlet foreløbig gennemgang af verserende konkrete klagesager vedrørende arbejdsløshedsforsikringslovgivningen rejste jeg over for arbejdsministeriet spørgsmål om, hvorvidt nærmere angivne generelle problemstillinger kunne indgå i ministeriets igangværende overvejelser om forenkling af arbejdsløshedsforsikringsloven. (J. nr. 1985-1119-022).
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 11; Ombudsmandsloven § 10; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 87; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 99; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 98
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Et medlem af en arbejdsløshedskasse deponerede sit kontingent, indtil arbejdsdirektoratet havde truffet afgørelse i hans sag om arbejdsløshedsdagpenge. Kassen slettede ham herefter som medlem på grund af kontingentrestance. Selv om jeg måtte være enig med arbejdsdirektoratet og ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen i, at medlemmet ikke efter deponeringsloven af 1932 med frigørende virkning kunne deponere sit kontingent, fundet det tvivlsomt, om slettelsen under de foreliggende omstændigheder kunne anses for forenelig med almindelige retsgrundsætninger, idet der ikke forinden skriftligt var meddelt et egentligt påkrav. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagens behandling. (J. nr. 1983-1004-024).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 78
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt, at ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen efter min opfattelse savnede kompetence til - i et tilfælde som det foreliggende - at træffe en afgørelse, der i forhold til den påklagede afgørelse indebar en væsentligt skærpet reaktion over for klageren (B). B havde indbragt en afgørelse fra arbejdsdirektoratet om, at hun ikke fandtes at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvorfor hun skulle dokumentere rådighed, inden dagpenge igen kunne udbetales. Ankenævnet fandt det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at B ikke havde stået til rådighed, men fandt, at B havde udvist arbejdsvægring, hvorfor hun ikendtes 2 ugers karantæne samt skulle dokumentere 5 ugers uafbrudt arbejde, før der igen kunne udbetales dagpenge. Henstillet til ankenævnet at undergive sagen en fornyet behandling og at meddele B en ny afgørelse. (J. nr. 1983-582-02).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 88
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen havde tiltrådt et afslag fra direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen på at udbetale A arbejdsløshedsdagpenge under deltagelse i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole. Overfor arbejdsministeriet rejst tvivl om ankenævnets kompetence til at træffe afgørelse i sagen, hvor direktoratet havde truffet afgørelse efter en dispensationsbeføjelse, der var tillagt arbejdsdirektøren. Endvidere rejst spørgsmål om, hvad der bør gøres for at sikre, at arbejdsløshedskasserne forelægger dispensationsansøgninger for direktoratet. Over for socialministeriet peget på behovet for en samordning af arbejdsdirektørens dispensationsadgang med praksis vedrørende hjælp efter bistandsloven under deltagelse i kurser. (J. nr. 1984-852-022).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 99; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 69; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 75 c
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Udtalt kritik over for ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen i anledning af nævnets besvarelse af en anmodning fra en arbejdsløshedskasses advokat om en (efterfølgende) begrundelse for nævnets afgørelse. Henstillet til ankenævnet at genoptage behandlingen af den pågældende sag vedrørende 5 medlemmers adgang til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. Nævnet havde tiltrådt en afgørelse fra arbejdsdirektoratet om, at de skulle udelukkes fra ret til dagpenge i 5 uger, da de ikke fandtes at have haft fyldestgørende grund til at forlade arbejdet, og at arbejdsløshedskassen ikke havde krav på refusion fra statskassen for de dagpenge, kassen havde udbetalt til medlemmerne i 5 ugers perioden. (J. nr. 1983-455-02).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 63; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen havde fundet, at B, der i to på hinanden følgende sommersæsoner havde været ansat som leder af en campingplads, ikke under sin ledighed i den efterfølgende vinter stod til rådighed for arbejdsmarkedet. B kunne derfor ikke modtage arbejdsløshedsdagpenge. Udtalt, at ankenævnets afgørelse - for så vidt den alene byggede på forhold, som efter min mening kunne indgå i vurderingen af rådighedsspørgsmålet - var udtryk for en bevisbyrdefordeling, som stillede større krav til B, end rimelig var. Henstillet til ankenævnet at genoptage sagen og meddele B en ny afgørelse. (J. nr. 1982-991-02).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 62; Arbejdsløshedsforsikringsloven § 86
Arbejdsministeriet · AfgørelseErstatning og forsikring
Henstillet til ankenævnet for arbejdsløshedsforsikringen at genoptage sin behandling af en sag om supplerende arbejdsløshedsdagpenge, da der med en udtalelse fra arbejdsministeriet, som jeg indhentede under min behandling af sagen, forelå væsentlige ændringer i de vurderinger af sagens formidlingsmæssige spørgsmål, som ankenævnet ved sine tidligere afgørelser i sagen havde lagt til grund. (J. nr. 1982-162-02).
Henvisninger: Arbejdsløshedsforsikringsloven § 57