10 dokumenterArbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En arbejdsgiverforening klagede over at kredschefen for arbejdstilsynet gennem pressen havde udtalt sig kritisk om branchen og en medlemsvirksomhed. Arbejdsgiverforeningen var af den opfattelse at der var tale om ulovlig pression, og at arbejdstilsynet som offentlig myndighed kun måtte anvende de retsmidler som arbejdsmiljøloven gav adgang til. Endvidere forlangte arbejdsgiverforeningen at arbejdstilsynet eller Direktoratet for Arbejdstilsynet dementerede kredschefens udtalelser til pressen. En kredspsykolog der var ansat i arbejdstilsynet, havde endvidere i en bog beskrevet muligheden for at anvende pressen som pressionsmiddel i arbejdsmiljøsager. Arbejdsgiverforeningen mente at dette var opfordring til brug af ulovlige midler, og at arbejdstilsynet burde have skredet ind over for kredspsykologen i den forbindelse. Ombudsmanden udtalte bl.a. at en myndighed som udgangspunkt er berettiget til at offentliggøre sager som ifølge offentlighedsloven ville være undergivet aktindsigt på begæring af pressen. Offentlige myndigheder er således ikke generelt afskåret fra gennem pressen at søge at påvirke de retsundergivnes adfærd. Ombudsmanden udtalte endvidere at offentligt ansatte som udgangspunkt har samme adgang til at fremsætte udtalelser som borgerne i almindelighed. Kun hvor der foreligger tungtvejende hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og funktionsevne, kan de ansat
Emne: Presse og radio 1 - Pressen; Statsforfatningsret 3.2 - De øvrige frihedsrettigheder, se også Personspørgsmål 3 og 4 og Menneskerettigheder; Forvaltningsret 112.2 - Tavshedspligt; Forvaltningsret 115.3 - God forvaltningsskik.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Folketinget vedtog den 2. april 1993 en beslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Beslutningen indeholdt afslutningsvis følgende anmodning: "Folketinget anmoder Folketingets Ombudsmand om at følge udviklingen i ligebehandlingen og evt. meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandsembedets kompetence." På den baggrund besluttede ombudsmanden at foretage en undersøgelse af egen drift efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5. Undersøgelsen skulle belyse administrationen af bek. nr. 613 af 18. december 1985 om fortrinsadgang for handicappede til visse offentligt regulerede beskæftigelser. Ombudsmanden meddelte den 1. juni 1993 Arbejdsministeriet dette og bad samtidig om en række oplysninger til belysning af spørgsmålet. Ombudsmanden udtalte at det fremgik af de indhentede oplysninger, at flere offentlige ansættelsesmyndigheder havde misforstået fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden henstillede derfor til Arbejdsministeriet at tage initiativ til gennem en informationskampagne at gøre offentlige ansættelsesmyndigheder bekendt med fortrinsreglernes indhold. Ombudsmanden noterede sig at Arbejdsministeriet mente der burde findes en løsning på de økonomiske og strukturelle barrierer for ansættelse af handicappede, og udbad sig underretning om Arbejdsministeriets initiativer i denne retning. Ombudsmanden udbad sig ligeledes underretning om r
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5.
Henvisninger: Ombudsmandsloven § 6
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
En lønmodtager blev slettet som medlem af en arbejdsløshedskasse på grund af svig, da man blev opmærksom på at hun havde arbejdet ulønnet uden at oplyse a-kassen herom. Samtidig blev et nært forestående arbejdstilbud annulleret. Under en straffesag, der blev afgjort ca. to år senere, blev kvinden frifundet for bedrageri. Hun blev herefter genoptaget i a-kassen, og beslutningen om sletning blev ændret til en uges effektiv karantæne for uagtsomt at have givet urigtige oplysninger til a-kassen. A-kassen afslog at efterbetale dagpengene for perioden efter falddatoen, hvor kvindens dagpengeret bortfaldt da hun ikke mere levede op til beskæftigelseskravet i den dagældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 55. Årsagen til at falddatoen indtrådte, var imidlertid at arbejdstilbudet blev annulleret netop som følge af den uberettigede sletning. Ombudsmanden mente at kvinden i realiteten var blevet ramt lige så hårdt økonomisk som hvis sletningen på grund af svig var blevet opretholdt. Under henvisning hertil og til at kvindens advokat flere gange havde bedt myndighederne om at tage stilling til spørgsmålet, udtalte ombudsmanden at myndighederne - som følge af det hensyn der ligger bag det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip - burde have taget stilling til spørgsmålet om konsekvensen af at det efterfølgende viste sig, at såvel sletningen som annulleringen af arbejdstilbu
Emne: Forvaltningsret 123.3 - Proportionalitetsprincippet; Forvaltningsret 26.5 - Arbejdsløshedsforsikring.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination klagede over at Arbejdsministeriet ikke ville gribe ind over for Arbejdsformidlingens påståede medvirken til racediskrimination. Centret oplyste at der fandtes mange eksempler på, at Arbejdsformidlingen undlod at formidle arbejde til fremmedsprogede og indvandrere i situationer, hvor arbejdsgivere gav udtryk for at de kun ville have formidlet etnisk dansk arbejdskraft. Centret gjorde gældende at det var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling, den almindelige lighedsgrundsætning og Danmarks traktatretlige forpligtelser at efterkomme racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ombudsmanden afgav en foreløbig udtalelse i sagen. Ombudsmanden udtalte heri at Arbejdsministeriet kunne overveje at udarbejde en kodeks for hvordan personalet i Arbejdsformidlingen skal forholde sig, når de bliver konfronteret med diskriminerende krav fra såvel offentlige som private arbejdsgivere. Med hensyn til racediskrimination udøvet af private arbejdsgivere mente ombudsmanden at der var grundlag for at overveje om Danmarks internationale forpligtelser burde udfyldes gennem lovgivning. Ministeriet var enigt i at der snarest burde udarbejdes retningslinier for Arbejdsformidlings-medarbejdernes reaktion på racediskriminerende krav fra arbejdsgivere. Ministeriet var opmærksom på at retstilstanden for så vidt angår private arbejdsgive
Emne: Ansættelses- og arbejdsret 9.9 - Andre ansættelsesforhold; Forvaltningsret 2 - Enkelte forvaltningsområder; Forvaltningsret 2.9 - Andre forvaltningsområder; Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Direktoratet for Arbejdstilsynet (AT) afskedigede A, der var ansat som ingeniør i en af arbejdstilsynets kredse. Afskedigelsen, der var begrundet i samarbejdsvanskeligheder, blev tiltrådt af Arbejdsministeriet (AM). Ombudsmanden udtalte, at han - således som sagen forelå oplyst - ikke fandt at have fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere afskedigelsesafgørelsen. Ombudsmanden udtalte i den forbindelse, at den endelige afgørelse af spørgsmålet, herunder hvor omfattende og dybtgående samarbejdsproblemerne havde været, henhørte under domstolene, og at han i givet fald var indstillet på at henstille, at der meddeltes A fri proces under en sådan retssag. A var ikke forud for afskedigelsen blevet partshørt om kredschefens indstilling til AT, om at A fratrådte sin stilling i kredsen. A var heller ikke blevet partshørt om en skrivelse fra en medarbejder til personalekontoret. Ombudsmanden fandt dette kritisabelt. Ligeledes fandt ombudsmanden det ud fra en ulovbestemt grundsætning om partshøring kritisabelt, at A ikke før afskedigelsen havde modtaget en redegørelse om AT's opfattelse af sagen. AT's orientering af A's tillidsmand/organisation kunne ikke træde i stedet for partshøring efter forvaltningslovens § 19 eller den ulovbestemte grundsætning. Endvidere fandt ombudsmanden det kritisabelt, at AT's afskedigelsesskrivelse til A ikke indeholdt en tilstrækkelig begrundelse, jf. fo
Emne: Almindelige emner 3 - Bevis, se også Retspleje 1.4 samt de enkelte retsforhold; Forvaltningsret 113.3 - Partshøring; Forvaltningsret 114.3 - Begrundelse; Ansættelses- og arbejdsret 2.7 - Opsigelse, bortvisning eller bortgang.
Henvisninger: Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 24
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Arbejdsministeriet (AM) havde afvist A's klage over, at der manglede hjemmel til etablering af en informationsdatabase - KEMI INFO (K-I). AM henviste til, dels at arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, gav hjemmel til at fastsætte regler om et register for stoffer og materialer, og dels at den tekniske og sociale udvikling gav grundlag for, at der også kunne gives direkte og åben EDB-adgang til ikke-fortrolige oplysninger. AM henholdt sig herudover til, at offentlighedsloven ikke regulerede, på hvilken måde oplysninger indhentet i henhold til loven kan udnyttes af dem, til hvem oplysningerne videregives. Ombudsmanden udtalte, at acces til EDB-oplysninger i offentlige registre nødvendiggør en særskilt regulering, jf. offentlighedslovens § 5, stk. 2 og 3, også for EDB-registre, som ikke er omfattet af lov om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden udtalte endvidere, at han ikke i arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, og bekendtgørelse nr. 466 af 14. september 1981 fandt den fornødne hjemmel til det omhandlede register. Herudover fandt ombudsmanden det temmelig tvivlsomt, om arbejdsmiljølovens § 49 a, stk. 4, 2. pkt., indeholdt fornøden hjemmel for at anse K-I for undtaget fra loven om offentlige myndigheders registre. Ombudsmanden henstillede på denne baggrund til AM at foranledige, at K-I indstilledes, til der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag herfor. Ombudsmanden
Emne: Personspørgsmål 1 - Persondatabeskyttelse; Forvaltningsret 12.1 - Krav til hjemmelsgrundlaget.
Henvisninger: Arbejdsmiljøloven § 49 a; Offentlighedsloven § 5; Offentlighedsloven § 12
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
A, som i mange år havde haft rygproblemer, fik forelagt et arbejdstilbud som medhjælper på en institution. Under en ansættelsessamtale blev indholdet af arbejdet og A's helbredsmæssige situation drøftet. A, som ikke mente at kunne klare arbejdet fysisk, blev opfordret til at forsøge og eventuelt senere klage over arbejdstilbuddet. Inden påbegyndelsen meldte A alligevel fra og klagede senere til arbejdsmarkedsnævnet, som fandt, at der havde været tale om et rimeligt arbejdstilbud. Ombudsmanden fandt, at der ved bedømmelsen af, om et arbejdstilbud kan anses for rimeligt, skal foretages en konkret vurdering af den enkelte arbejdstilbudsmodtager i forhold til det konkrete arbejdstilbud, og at tanken med klageadgangen til arbejdsmarkedsnævnet er, at denne skal kunne udnyttes, når arbejdstilbuddet gives. Efter en bedømmelse af de foreliggende oplysninger om forløbet i forbindelse med arbejdstilbuddet til A og ansættelsessamtalen anså ombudsmanden det for tvivlsomt, om A havde fået anvist et arbejdstilbud, som ud fra hendes situation konkret kunne betegnes som "rimeligt". Ombudsmanden henstillede til arbejdsmarkedsnævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse. (J. nr. 1990-1746-021). Hele teksten i Retsinfo
Emne: Forvaltningsret 29.1 - Arbejdsformidling og arbejdsmarkedsuddannelser, se også Forvaltningsret 26.5; Forvaltningsret 12.2 - Fortolkning.
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Udtalt, at en beslutning af en af statens forligsmænd om sammenkædning af et mæglingsforslag var en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fundet, at en overenskomstpart, der var udeholdt af sammenkædningsbeslutningen, måtte betragtes som part i relation til afgørelsen. Den udeholdte overenskomstpart havde herefter krav på en begrundelse for beslutningen efter forvaltningslovens §§ 22 og 24. (J. nr. 1987-488-01).
Henvisninger: Forvaltningsloven § 22; Forvaltningsloven § 24; Forvaltningsloven § 2; Forvaltningsloven § 15; Forvaltningsloven § 19; Forvaltningsloven § 9; Offentlighedsloven § 13
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Statens forligsmands fremgangsmåde ved indgriben i forholdene vedrørende indgåelse af ny overenskomst mellem Sømændenes Forbund og Danmarks Rederiforening m.fl. gav ikke anledning til kritik. (J. nr. 1983-286-01).
Arbejdsministeriet · AfgørelseArbejdsret
Ikke fundet grundlag for at kritisere, at arbejdsministeriet havde anset nogle hjemmesyersker for omfattet af ferieloven. (J. nr. 1981-59-02).
Henvisninger: Ferieloven § 5; Momsloven § 5; Ferieloven § 1; Momsloven § 3