Fremsat·Skat og afgifter

L 39 – Om ophævelse af skattefrihed for visse havne

Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, afskrivningsloven, fusionsskatteloven, konkursskatteloven og ligningsloven. (Ophævelse af skattefrihed for visse havne).

Lovforslaget er med enkelte justeringer en genfremsættelse af lovforslag nr. L 126 fra folketingsåret 2025-2026, 1. samling, der bortfaldt som følge af folketingsvalget. Der har ikke været gennemført fornyet offentlig høring.

Hvad handler det om

Forslaget har til formål at ophæve den gældende skattefrihed for visse havne. Europa-Kommissionen anser skattefriheden for at udgøre statsstøtte og har på den baggrund anmodet om, at de danske skattefrihedsbestemmelser bliver ophævet.

Det foreslås, at havnene skal overgå til skattepligt. Det foreslås dog samtidig, at havnene kan bevare skattefriheden, hvis de opfylder reglerne i de minimis-forordningen (forordning (EU) nr. 2023/2831). Dermed vil skattefriheden kunne bevares, i det omfang den skattebesparelse, som skattefriheden indebærer, sammen med en eventuel anden de minimis støtte oppebåret af havnen over en rullende periode på 3 år, ikke overstiger det i forordningen fastsatte de minimis-loft på 300.000 euro (ca. 2,24 mio. kr.).

Der foreslås desuden indført en særlig skattepligtsbestemmelse for statshavne og kommunale havne, herunder kommunale selvstyrehavne, hvorefter havne, der ejes af staten eller en kommune, vil være fuldt skattepligtige efter de almindelige regler for beskatning af selskaber, også selv om havnene ikke er udskilt i en selvstændig skattepligtig enhed. Skattepligten vil skulle gælde, medmindre havnen opfylder betingelserne for skattefrihed efter de minimis-reglerne.

Relevant for

Skat og afgifter: skat, moms og afgifter for revisorer, økonomifolk og skatterådgivere.

Hvad sker der nu

1. behandling. Folketinget drøfter forslagets principper og sender det typisk videre til et udvalg.

Teksten er Folketingets resumé af lovforslaget. Procesforløbet er udledt af sagens status og frister. Læs altid kildens materiale, før du handler på det.

L 39 – Om ophævelse af skattefrihed for visse havne – Lovradar · dom.dk