Højesteret: Ingen godtgørelse efter kort ulovlig tvangstilbageholdelse i psykiatrien

Højesteret har den 2. oktober 2026 afgjort, at en psykiatrisk patient ikke havde krav på godtgørelse for en kortvarig tvangstilbageholdelse, hvor psykiatrilovens kompetenceregler ikke var overholdt.

Sagens baggrund

Patienten blev frivilligt indlagt på en psykiatrisk afdeling den 13. februar 2024. Dagen efter blev tilstanden forværret, og patienten ønskede at tage hjem og gav udtryk for at ville skade sig selv. Patienten blev flyttet til et lukket afsnit uden modstand, men uden informeret samtykke, og blev senere samme eftermiddag tilbageholdt med tvang efter godkendelse fra en overlæge. Tilbageholdelsen varede fra omkring kl. 13 den 14. februar til kl. 10 dagen efter.

Parterne var enige om, at kompetencereglerne ikke var overholdt fra ca. kl. 13.00 til 16.25, fordi beslutningen i den periode ikke var truffet af en overlæge. De var også enige om, at de materielle betingelser for tvangstilbageholdelse var opfyldt, og at patienten ville være blevet tilbageholdt, også hvis reglerne var fulgt. For Højesteret anerkendte regionen, at tilbageholdelsen i perioden var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 1, litra e.

Højesterets begrundelse

Højesteret tog udgangspunkt i Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvor der lægges vægt på, om den overtrådte procedureregel skal sikre, at betingelserne for frihedsberøvelse er opfyldt, og på varigheden og intensiteten af den ulovlige frihedsberøvelse.

Den ulovlige del af tilbageholdelsen varede ca. 3½ time, der blev ikke brugt fysisk magt, og der var tale om en enkeltstående tilsidesættelse af kompetencereglen. Patienten havde derfor fået tilstrækkelig oprejsning ved regionens anerkendelse af krænkelsen. Højesteret stadfæstede landsrettens dom.

Betydning for praksis

Dommen viser, at en konstateret krænkelse af konventionens artikel 5 ikke automatisk udløser godtgørelse. Når en formel kompetenceregel er tilsidesat i kort tid, og de materielle betingelser for tvang var opfyldt, kan en anerkendelse af krænkelsen være tilstrækkelig. Sagen understreger samtidig, at beslutninger om tvang skal træffes af den person, loven udpeger.